Jeg bærer min mors vrede

Jeg bærer min mors vrede. Jeg bærer den ind på de Universiteter, hvor jeg skal bryde mønstrene for at hævne generationer. Jeg bærer den ind i mine parforhold, hvor alle regnskaber skal gøres op. Det er et flammende bål i min mave, som ulmer og blusser og vækker mig om natten.

Under min mors vrede bærer jeg min mormors og min farmors vrede. Mine oldemødre og deres mødre og søstre. De viste den aldrig selv. Men jeg så det hele fra barnehøjde. Hvordan de stille fandt sig i tingenes tilstand, for ægte forandring skabes med bittesmå, stædige skridt over mange generationer.

Jeg hørte min farmor fortælle, hvordan hun hele livet havde stået hver aften og lavet 3 forskellige måltider: Et til min farfar. Et til min far. Et til hans bror. For mændene i hendes liv var kræsne og kunne ikke lide det samme mad.

Dagen gik med at servicere og lægge alt klar til mændenes liv, før aftenen blev rundet af med opvask og sokkestopning. Og så forfra næste dag med at tilberede mad fra bunden. Slagte kaninen i buret, grave grøntsagerne op af jorden. Varme vand til tøjvask i store kar. (Dengang var de alle øko hipstere).

Mine bedstemødre havde ikke selv kørekort. Penge til husholdning var noget, man bad sin mand om at få. Jeg hørte dem aldrig brokke sig over noget. Jeg bærer kun deres vrede, fordi jeg selv har set dem gøre rent med krogede, slidte hænder, hørt dem tie stille med korslagte ben, mens mændene talte ud.

Min mor er den generation af kvinder, som skulle opfinde begrebet ”udearbejdende mor”. Hvad skulle det indeholde? – Et både/og til karriere og kødgryder, et enten/eller…eller noget helt tredje? Min far var jo vant til, at han bare kunne råbe efter brun sovs og service. Så min mor skulle lære både ham OG sig selv at prioritere sine kræfter.

“Vi skal ikke på skiferie”, kommanderede min far. “Det bestemmer jeg selv”, svarede min mor, og tog alene afsted med os børn for hendes egne penge. Vi var vist den eneste familie, som hvert år rejste på skiferie, uden en far havde taget initiativet.

Min mor skulle kæmpe med alle de ydre og indre stemmer, som fortalte hende, hvordan et hus burde holdes, og samtidig overbevise en arbejdsgiver om, at hun havde en værdi på arbejdsmarkedet.

Diskussionen er endeløs og antager nye nuancer med hver generation… Jeg voksede op i 70’erne, hvor man som pige fik at vide, at man havde alle de samme muligheder som en dreng. At alle var ens og lige.

Mine bedstemødre hviskede til mig, at jeg skulle være fri…og stak mig en hemmelig femkrone. Jeg holdt mit løfte til gengæld. Brugte min ungdom på at vise, at kvinder også kan noget andet. Jeg læste matematik og fysik, windsurfede og reparerede selv alt mit udstyr. Justerede tændrørene på min gamle bil og byggede selv en windsurfer af epoxy og fiber. Jeg uddannede mig til bygningsingeniør på det højeste niveau som civilingeniør.

De fleste af mine venner dengang var mænd, og jeg diskuterede teknik og surf på mændenes niveau. Jeg ignorerede alle de morsomme bemærkninger, for så forsvandt de hurtigere. Jeg overvejede seriøst, om der måske slet ikke fandtes et lige så stort antal kvinder i verden som mænd? For de var usynlige, der hvor mændene var tilstede. Der var næsten ingen kvinder på vandet, og kun få på DTU. Måske de havde travlt med at pynte sig, gå på café og sælge livsstils produkter til hinanden for at konkurrere om mændenes gunst? Mine mandlige venner giftede sig og fik børn med kvinder, som kunne ’kvindeting’. Til det næste kuld gifter de sig med endnu yngre kvinder, så de også kan føle sig kloge. Ingen vil have børn med mig, men de vil gerne krydse mig af på listen. For hvert kryds vokser min vrede.

Jeg er så vred, at jeg tuder. I afmagt over at skulle matche min kærestes lette liv og mig selv, som aldrig kan vælge – Skal jeg være mig eller mig? Jeg har ikke lært at bede om en løn for mit arbejde. Man taler ikke om penge, formanede min mormor.

Veninderne fra min generation arbejder ude, har ansvar og lønninger, men stadig med opgaver, som let kan beskrives som ’kvindeting’. De, som tjener bedst, er dem, som sælger noget til andre kvinder. Ligeledes er det stadig kvinderne, som primært tager sig af børn og hjem.

Mændene i min generation er også vrede. Nu kan det snart være nok, siger de, for det hele føltes anderledes, dengang deres fædre var unge. Det var nemmere. Nu må det snart være slut med ’kvindekamp’, synes de.

De taler med frygt om, at NU kommer de stærke kvinder… Dem kan jeg ikke få øje på, selvom jeg står midt i det segment. Jeg ser trætte, bange kvinder, som mister deres mænd til yngre kvinder. Kvinder, som arbejder for meget og får alt for lidt ud af det…til dem selv. Jeg ser deres døtre pynte sig for at konkurrere om de bedste hanner.

Jeg laver et drama. Knuser alt, som har fået en ridse…brænder det og drukner det på havets bund. Dykker ned for at prøve at samle stumperne, men de passer ikke sammen længere. For det er så skrøbeligt. Vores kultur med den første spæde ligeværd mellem kønnene er kun en generation gammel. Og vi kaster rundt med den, som kunne den holde til alt.

”Men vi skal roligt åbne grænserne for nye kulturer, for verden er venlig, og vi er jo de stærke?” siger mændene på min egen alder, som har rejst i den store verden, så jeg skal ikke være bange, fortæller de og viser fotos fra eksotiske egne. Der er store forsamlinger af mænd, som danser og fester og holder hinanden loyalt om skuldrene. De er de sødeste, fredeligste og gladeste mennesker, fortæller mine mandlige venner, så vi kan bare lukke dem alle sammen indenfor og lære en masse godt af deres kultur!

Men…Hvor er kvinderne?? spørger jeg og ser på fotos af udelukkende mænd som fester, og tænker på min farmor i køkkenet. Jeg stirrer på feriebillederne og kan næsten ikke trække vejret…Hvor er deres kvinder henne?

Er vi i dette lille land mange nok til at lære andre kulturer noget, som de virkeligt ønsker at lære? Eller er det os, som kommer til at tilpasse os igen. Stiltiende. Har vi allerede selv styr nok på balancen til at kunne holde den for andre?

 

Skriv et svar