Lidt om metode og misundelse

Politikens debattør- og kritikerskole inviterede mig fornylig som indslag til deres undervisning i at skrive kronik for deres 150 debattør-studerende. Det gik rigtig fint…lutter søde mennesker, og jeg fik mulighed for at lytte med til de øvrige inspirerende og dygtige talere. Alligevel gik jeg hjem fra de mange ords forum med en efterklang af noget anderledes, som jeg ikke helt forstår…

Der trænes åbenbart ihærdigt i en bestemt kultur omkring det at være ”debattør”, som jeg ikke har været bevidst om, når jeg selv har skrevet mine indlæg til debatten…måske fordi jeg kommer fra en baggrund som naturvidenskabelig forsker?

Der var på denne onsdag aften ikke mindre end to ”debat-dueller”, med dommer, præmier und alles… Der var indslag fra professionelle polemikere, hvor det tilsyneladende gælder mest om at konkurrere på rappe argumenter og mindre om at redegøre for baggrund og analyse?

Tidens debat skal åbenbart konkurrere på underholdningsværdi. For mig blev det dog næsten tortur at være indlagt til et kvarters bombastisk prædiken over en subjektiv synsvinkel…og så lige i hælene på et andet indspark om ”at ride sin kæphest så hårdt, at modstanderen får ondt i røven.” Min krop griner ufrivilligt med i præcis timing af slagfærdige pointer, men vrider sig samtidig på den hårde stol, spejder mod udgangen efter lys og luft…

Debat til salg i metermål? Jeg håber, nogen har lidt opsyn med E-tal og tilsætningsstoffer…kalorier og farvestoffer. Jeg bliver hurtigt mæt.

Det fik mig til at tænke over, hvor taknemmelig jeg er for en (ud)dannelse i et forsker miljø….hvor dræbende kedeligt, det end var at stå igennem den grød-menu. Der kan man ikke ”vinde” en argumentation på at ”jorden er flad”, eller ”Mor Karen er en sten”… Forskeren er nødt til selv at bære sin empiri hjem fra en fjern jungle og kan ikke snakke sig til, hvordan der ser ud på Galapagos øerne i en lineær projektion fra Ørstedparken…

Som forsker piskes man til at redegøre for ”metoden” bag analysen – og herunder for formidlerens egen subjektivitet, selektion og begrænsninger omkring et emne. I metodeafsnittet skal man først introducere ”måleapparatet” og herunder sig selv som afsender af bearbejdet viden – analysere egne motiver.

Det er med stort overlæg, at min seneste kronik i Politiken begynder med ordene: ”Jeg er misundelig…” som et bud på en kalibrering af det måleinstrument, hvorigennem jeg oplever min verden. Mit synspunkt. Den erkendelse dukkede i skrivningen først op i kampen for at analysere den undertrykte ”vrede”, som jeg åbenbart har delt med andre danskere på det tidspunkt… Og lagene nedenunder var selvfølgelig et sammenfiltret rodnet af ”angst” i flere kategorier.

Link: Blog om kronik om migration

4

Jeg forsøger bevidst at få hold på min egen uspecificerede frustration, i stedet for blot at give luft for den…prøver at være selvkritisk, selvom det er det aller sværeste. Men fordi ord fungerer som ventiler for følelser, har man brug for at dæmpe sig selv for at kunne møde andres følelser i samme rum…at ”dræbe sine darlings”.

Skulle nogen have turdet spørge sig selv, om fortrængte nederlag giver et behov for at sparke nedad i en ny karriere? Og bliver man mon bange og spids i debatten om migration ved selv at være gift med en nydansker og slår derfor de subjektive skyklapper ned? – eller søgte man oprindeligt det match, fordi man var angst for noget helt andet?

Bortset fra det har jeg aldrig brudt mig om konkurrence i nogen sammenhænge…har aldrig forstået ’spil’ og forbinder det med noget ’barnligt’ i mennesket, hvor de ’voksne’ forhåbentligt forstår at konkurrere på at blive de bedste til at samarbejde om at finde ind til fælles sandheder?

Jeg håber, at debat er mere end underholdning, især for de nye debattør-studerende. Det er jo grundlag for vores politiske miljø, som igen er afsæt for et fælles samfund. Jeg håber, resultaterne bliver langtidsholdbare.

Så jeg er mere interesseret i det initiativ, hvor man sætter debattører med modsatte synsvinkler sammen med det klare mål at skabe fælles overblik og realiserbare løsninger. Da tror jeg man kommer ind til kernen…følelser, mavefornemmelse, erfaring, erkendelse.

Derfor var aftenens bedste indslag efter min mening de to unge politikere, som privat har fundet ud af, at de er enige om deres uenigheder, og at dialogen har gjort dem stærkere hver for sig – og sammen. Det er menneskeligt, og det rører mig!

At kunne finde det overskud til at kunne vende forskellige synspunkter er i min bog det modsatte af at være konfliktsky! – For konfliktsky er den, som bare skyder ukritisk fra hoften, og aldrig når at lytte, før hovedet er blæst af modparten…

Det forudgående spørgsmål må være: Søger jeg krig eller konsensus for netop dette emne? Kan man komme videre til et ’next level’ ved at starte med at kigge indad?

Måske ER jeg bare misundelig…Eller også er jeg bare mere forsker end debattør i min metode…elsker at stille flere spørgsmål til hvert svar. Jeg har ikke færdige løsninger, men vil gerne have læseren med ind i eftertænksomheden…for selv at blive klogere. Synspunkter optager mig og er også udgangspunktet for min egen blog: https://synspunkt-egebjerg.dk

Men tak til Politiken for oplevelsen, for livfuldheden og engagementet – og for den fine bog, som jeg glæder mig til at læse!

– Egebjerg

90

 

 

Del gerne
0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar