Det ældste kongeslot i det ældste kongerige…

Min oldefar var redaktør på Nyborg Avis i slutningen af 1800-tallet i slipstrømmen af højskolebevægelsen og grundlovskampen med dens lokale, skriftlige, demokratiske viden ud – til og om folket. Tænk engang at interessere sig for helt almindelige menneskers lokale, banale hverdag? Det er mærkeligt i dag at tænke på, at ytringsfrihed og borgerinddragelse ikke altid har været en selvfølge, og at enevælden kun ligger forholdsvist få generationer tilbage.

I dag har magten over vores omgivelser skiftet platform til en kulturelite i store institutioner, pengetanke, business-lobbyer og eksperter. Jeg er tilhænger af projektet med bevare og formidle kulturarven omkring Nyborg Slot, som er verdens ældste kongeriges ældste kongeborg. Men hvor er borgerinddragelsen og hensynet til de lokale omgivelser?

I århundreder har man fra torvet i Nyborg kunnet kigge over på middelalderborgens skæve, buede og lappede stenfacade midt i det grønt bølgende voldlandskab. Her kan man virkeligt få syn for det, som bevarings arkitekter kalder spor. Men nu skal hele den udsigt pakkes ind i en gigantisk kasse af en moderne museumsbygning, og man har revet omliggende 1800-tals forsvarsværk ned for at få plads til Nationalmuseets nyeste kedsomhedsknap.

Arkitekten er tilsyneladende i en dobbeltrolle som leverandør og beslutningstager i en æstetisk hovsa-løsning, måske fordi de øvrige beslutningstagere har haft hele fokus på formidling, teknisk bevarelse og på at skaffe pengene hjem fra de store fonde, så man slet ikke har haft en proces omkring hvad sådan en arkitektur gjorde ved selve Nyborg som historiefortælling? En moderne fortolkning af gammel borgarkitektur ligner jo det rene sci-fi, når det smides ind og lander som en kubistisk bombe i så lille og gammel by. Det kommer til at dominere og overdøve de poetiske omgivelser, som jeg tænker, at de forjættede udenlandske turister egentligt allerbedst vil kunne tage med sig hjem som en reel og sanselig oplevelse – og ikke kun en overfladisk, digital røverhistorie.

På Fyn eksisterer stadig en overleveret langsomhed, blødhed og poesi, som man kan aflæse i de gamle bybilleder, hvor 800 års historisk erfaring står muret hele vejen langs Nyborgs snoede stræder og det historisk interessante voldanlægs grønne bakker. Det er den langsomme form for historieformidling, som vi måske bør skal lære at mestre?

Jeg har skrevet lidt om alt dette i et Synspunkt i Fyens.dk, hvor jeg sammenligner med andre støjende overgreb på byrummet i vores allesammens fælles hovedstad (og ikke kun som by-eksperiment for lokale københavnere) – og sammenligner istedet med nogle mere vellykkede museums projekter:

https://www.fyens.dk/debat/Nyborg-Slot-Nej-tak-til-BLOX-i-Nyborg/artikel/3253072

– Egebjerg

Efter-fotos:

Før-fotos:

 

 

 

Middles

Link til ny kronik i Politiken:

http://politiken.dk/debat/kroniken/art6195170/Danmark-har-noget-af-verdensbedste-surfing.-S%C3%A5-hvorfor-skal-det-nu-%C3%B8del%C3%A6gges-af-vindm%C3%B8llerhttp://politiken.dk/debat/kroniken/art6195170/Danmark-har-noget-af-verdens-bedste-surfing.-S%C3%A5-hvorfor-skal-det-nu-%C3%B8del%C3%A6gges-af-vindm%C3%B8ller

Middles, igen…suk. Jeg skrev den første indsigelse i 2005 sammen med Rasmus J. I et kaotisk ræs mod deadline plottede jeg efter bedste evner krydser ind på et kort som alternativ til Havnens daværende projektdesign, som på ingen måder havde tænkt i hensyn til surferne (eller i vindenergi-optimering). Jeg er glad for, at vi var med til at skyde det forslag ned, der om muligt havde været en endnu dårligere situation end det nuværende, og at vi fik parterne til at indse, at der findes endnu en interessent-gruppe, som skal medtages i en VVM-analyse, nemlig 1000-vis af surfere på træk fra nær og fjern. Men jeg er skuffet over, at vi nu 12 år senere, stadig ikke har formået at mobilisere en bedre modstand mod industrialiseringen af netop det stykke kyst. Jeg er ærgerlig over, at surferne stadig ikke er bedre til at organisere sig (seriøst og samlet) omkring en sag 30 år efter, at jeg var med til at sætte DBO i søen (og senere KBDK). Vi er trods alt så mange flere i dag, flere voksne veluddannede og med bedre muligheder end nogensinde for kommunikation på tværs af geografien. Individualister er farlige, fordi enkeltpersoner kører trætte og mister overblik. Jeg forsøgte igen i 2013 at etablere en proaktiv ingeniør-gruppe på tværs af surf discipliner og landsdele, som kunne komme med modspil til de dengang 10 (!) projekterede kæmpemøller, men der var aldrig nogen, som rigtigt greb stafetten til at koordinere en teknisk indsats. Det nuværende projektdesign er jo ikke kommet ud af en brændende busk som svaret på alting…det kunne sagtens se anderledes ud! Suboptimering er risikoen, når kysterne privatiseres omkring en havn. Jeg håber for kommende surf-generationer, at de ny-organiserede kræfter i Save Middles kan løfte potentialet for Cold Hawaii på tværs af alle andre interesser.
Så allermest skuffet er jeg over det danske demokrati, som tillader lokale studehandler og kommercielle suboptimeringer, der ikke er tænkt i almenvellets interesse. I samme periode er flere surfere blevet truet på deres ansættelse i private virksomheder, hvis de har vovet at pippe om projektforslagenes konsekvenser, og lokale har lukket mundet i angst for at miste ægtefællens job i Thisted kommune. Det burde være en naturlig opgave for en kommune at planlægge i langsigtede helheder og være sig det større samfundsansvar bevidst. Det bliver jo alle danskeres skattekroner, som i mange år fremover skal finansiere Hanstholm Havn med 25 øre pr kwh time. Og det er pga. udløbet af denne gamle støtteordning, at Havn og Kommune nu har forceret processen og stiller møller op inden udløbsfristen pr. februar 2018. Det er derfor, de ikke har tid til (eller prioriterer) at optimere placeringen og foreslår virkeligt besynderlige lappeløsninger med at slukke møller på visse dage for at råde bod på miseren overfor deres eget brand som Cold Hawaii, der har fået udkantsstøtte i årevis. Jeg kommer aldrig til at synes, at anlægsprojekter i denne skala (med massiv statslig finansiering) er et ”lokalt anliggende”, som man ikke skal blande sig i, som nogen har diskuteret herinde – tværtimod, det er vores alle sammen kyst (og luftrum)! Det er også de tyske surferes kyst, da møller og lokaludvikling også bygger på EU-støtte. At ”blande sig” er efter min mening grundprincip i et demokrati og borgerpligt i et civiliseret samfund.

Min holdning (og mission med kroniken) er, at dette projekt er slet ikke et lokalt anliggende, og derfor skriver jeg også til større aktører for at forklare, hvorfor denne sag er dybere end blot en forkælet modstand mod møller på en hvilken som helst kyst. Man kunne sammenligne med, hvis nogen begyndte at spekulere i, at Tivoli i København ikke udnytter potentialet for det stykke grund i forhold til, hvis man byggede området til med kontorer og hoteller, som virkeligt kunne slæbe nogle skattekroner hjem til kommunekassen og skabe arbejdspladser og forbedre forhold i på kommunens skoler, plejehjem og institutioner. Tivoli benyttes alligevel bare til “pjat og halløj” for turister og provinsboere, så man kan sagtens opstille en forretningsmodel, hvor de istedet må finde et sted at more sig ude i provinsen, hvor de selv bor… Sådan tænker man jo ikke om et land – der er ting, vi har fælles. Og ting hænger sammen i komplekse systemer og lange tidsperspektiver – turisme, erhverv, tilflytning osv. Ligeså kortsigtet for Danmark det ville være at lave kontorbyggeri i 150 m højde (50+ etager) på Tivoli-grunden, ligeså kortsigtet er det for Danmark at smadre Hanstholm og Cold Hawaiis eksistensgrundlag. Også derfor jeg skriver i en “københavner avis”, som har en vis gennemslagskraft i landspolitik. Dog ville jeg ønske, at en mere erhvervs- og business rettet avis ville interessere sig for forretningspotentialet i øko-tursimen, så man kunne få en investor målgruppe gjort interesserede. Som det er nu kommer vores presseomtale kun til at fremstå, som om vi er usympatiske modstandere af vindenergi, der jo ellers er noget af det største i tiden…og det er jo absolut ikke tilfældet.

Det paradoksale er, at de lokale nu skræmmer de eneste reelle tilflyttere væk, som kommer af oprigtig kærlighed til områdets oprindelige natur, og som virkeligt værdsætter det barske klima. Der bliver kun røvere og soldater tilbage i Hanstholm og omegn, når det hele bliver et stort, øde industriområde. De mest seriøse surfprofiler har allerede vendt blikket i retning af udlandet istedet for, og så smuldrer fundamentet for en stærk tilflytter kultur i hele regionen af unge familier. Folk søger jo også hinandens fællesskab, og hvis det udtyndes, så går udviklingen hurtigt i den forkerte retning. Klitmøller er jo kun blevet stort, fordi folk har kunnet surfe i Hanstholm i de rigtige vindretninger. Det er det, som politikerne aldrig kommer til at forstå…

Egebjerg

# Me too

 

# metoo – of course. It is simply a life condition for most women – and for some men too. And for me having both career and hobbies in “a man’s world”, it has been part of my education – literally.

The problem is of course not the sexual attraction, but the intention behind the sexual communication. When sexuality is used to humiliate, degrade and silence women – to bring them down to the bottom of the hierarchy. To step on women to look like a “real man”. Even if it happens rarely seen from a man’s perspective, small dozes can poison cultures and women’s lives.

If sexual harassment happens at one incident, there will be thousands of other incident with the sweetest and most supportive men. This is why it is hard to address as a question about gender. Most likely a meeting is just neutral. But those rare incidents can come with a long lasting cost, and that is why we still have to talk about it.

I believe the consequences depend on the different power positions between the parties, and if both are able to walk away from the situation by own choice. Therefore women experience this kind of behaviour in a different perspective than many men, who can also be offended. But still the most common situation is the man having a superior power position, physical or professional – or at least in a position to walk away, even from his own family, for a while.

I had to contemplate some days, before I could structure my own experience into the following scenarios:

A. Equal power relation (both can walk away – without any costs)

The sexual communication is only for the honest intention of sex, and there is no other problem besides deciding for ”yes” or ”no” in an equal power relation.

I might have had a different upbringing than many girls from my generation, since I was taught that my own sexuality is good and natural and never to be ashamed of. So I don’t get easily offended being self confident being as equal a sexual being as any man. Some men likes this physical confidence and other hates it, which can lead to scenario B, or in some cases directly to scenario C:

B. Unequal power relation (you can’t walk away – happens mostly to women/youngsters)

Here it gets complicated, when the offender is a man, because it can be confused with the traditional perception of sexual roles: man hunting and conquering a woman prey. But if a “no” is not accepted, and you still can’t walk away from the situation, there can be at least 2 unequal power positions – sometimes both:

  • a physical authority (older or stronger person)
  • a structural authority (employer, teacher, family etc.)

This can in worst case lead to either physical violation or to scenario C:

C. Mental manipulation for power (you see too late, that you should have walked away – boiling frogs can be both men and women)

The offender finds a bigger bazouka for his (or hers) purpose – and begins MENTAL harassment, which can hurt on a deeper level. The sexual harassment can be for the intention of ”bringing someone down” – trying to change and control your mind. That kind of poison can be deadly dangerous for life quality, especially if it happens in smaller dozes over a longer period of time, breaking down your self-esteem. Even worse, if the power relation from the beginning was unequal, which again happens more often to women.

Different tools – man or woman getting desperate and having no respect for other living beings.

In all my years in masculine professions and hobbies, I have never ever experienced even the slightest physical harassment. No one ever touched any part of my body against my will. Perhaps because I was always surrounded and protected by my male peers – my equal brothers. But neither when I walked alone anywhere on this planet, and I did many places. Perhaps I have been extra cautious. I am extremely aware of different levels of eye-contact. If I get ”that” look, then I look away – never down, but straight at something else (the door out for example) – or I look them straight in the eyes while starting a high level professional discussion, that can take the lust out of any man…You just observe the light turn out in their eyes. Perhaps I am also signalling physical self-confidence. I know for sure, I would punch somebody in their head before even thinking, if they dared to come close against my will.

But direct or indirect verbal/mental harassment because of my gender or against women in general…yes, many times. It is hard to think back on these episodes, because my survival strategy have been to ignore and forget. And I prefer to remember the million times, it didn’t happen at all – when the men around me was sweet, supportive, helpful best friends or colleagues. And I don’t want to scare them out of my life!

So I am not a heavy example at all, but I paid a price, when I was between 16 to 18 years old, in high school, and I couldn’t walk away from authorities. My teacher in physics tried to look smart in the eyes of the boys by sexually picking on the only girl in physics class – every single day. The boys just thought he was a jerk. But he didn’t get it and just kept going with his sexual jokes about me, until the repetition in it self became a good joke.

I tried to be invisible…tried to stay away, say nothing that could call for his attention. Just hoping one day, he would wake up and realize how unfair he was acting from his position as the teacher. I was brought up to trust and respect authorities and also not to be too sensitive about myself, so I couldn’t really tell what was wrong or how bad it was in the long run. I had barely yet come to understand myself as no longer being a child, but now facing the world as a sexual object was new to me. I just felt so freezing alone.

I was never hurt by his silly words themselves, but I was hurt by all this negative intention. There was no doubt in my mind that he hated me beneath the laughter, and that was the real wound. I never did anything wrong in my short life, so how could he hate me for nothing – an even further wanting to ruin the life of a young girl? I don’t think he ever wanted sex, but he wanted to impress the boys in the classroom. And perhaps he wished to see me loose my usual calm confidence, just for the evil fun of it. He never succeeded and I just stayed cool, while he would make endless dirty jokes about my appearance, my cloth, my body, my words – even things I never said. I turned into a stone, afraid to speak, knowing he would be able to twist any sentence around. If one of the boys tried to defend me, he would just turn to mock them instead. So they kept anxiously silent, and I became unwillingly the centre of his disturbed teaching. By so he even managed to create an awkwardness between me and my male peers that never existed before.

The price I paid was inner confusion, apathy, beginning depression and very low grades in my major topic, later loosing the chance to get into my dream study and hurting my professional confidence for years after. My revenge later was to fight back and instead become an engineer on master level. One of my biggest days later on was sitting at the technical university and this man would walk in and guest lecture in natural science. I would be out of reach for his harassment, sitting in a more civilized environment surrounded by grown up fellow students, where his behaviour would have been far too indecent. He looked so small and average without his usual authority over my life. He saw me in the lecture hall, but only greeted distant and then rushed out, hopefully embarrassed about himself. I remember smiling from inside out, like if someone just told the best joke in the universe.

I won this battle, but somehow lost myself. Maybe I should just thank him for making me tough and never letting anybody get too close. Maybe not. I would have felt like a looser if I had won over him through complaining to the highschool management – then I would have been “sensitive”, just like he wanted me to be. Besides I heard that he had survived other official complaints beforehand, and we are back in early 80’ties when those things were not outspoken.

Later, by the years in man-dominated fields as technical science and surfing, I am afraid that I have just hardened my ears, hearing too many stupid comments. Stupid, sexual comments always makes me feel so embarrassed – never of myself, but embarrassed for that ignorant idiot, not being able to communicate more clever. Or even worse, feeling sorry for that poor boy who obviously was not brought up with strong women, so he would have known better about multiple qualities and mutual interests. Today I still hear and see examples in my surroundings on a daily basis.

I remember at technical university in the early 80’ies being the minority of women, that men would excuse their sexual comments saying they were only rare and occasional when they finally met a girl like me. They forgot that for me, they were daily doze of poison, being the only girl around for everyone’s outlets. Once I was siting in a surf van for 7 hours driving home from a competition with two surfers exchanging hardcore porn jokes over my head. If I dared to speak trying to change the topic, one of them would silence me with extremely rude and personal questions about my own sexual preferences. So I just kept my own dignity together in silence. It can be the price, if you want to join the game…And you can’t change the world, if you don’t participate.

My only weapon was always to shut off and ignore – keeping my own integrity clean and focus my energy the right places with good people. I believe that the strongest strategy is saving your energy for more important matters – and gaining respect as a foundation for better changes. Social evolution is a complex and never ending process.

It is the mental part – the intention behind sexual harassment – that can damage a soul and a culture. The worst thing I regret for our culture is this awkward gap between the genders that never seems to disappear and just takes new forms, as we grow older. You stop existing in mans world as a middle-aged woman, just when your professional skills are peaking. Then you will be labelled “useless” while you walk around invisible in bitter-sweet relief and silence, and man is still moving the world in his direction. Gender stigma is not a private problem, but closely related to power structures in society.

I never felt like a “victim” myself. This is just part of the times we are living in. I believe some problems grow, when you give them attention. This being different from the need of addressing problems, when they occur. So I have neglected all these incidents – restarting every new relation from trust. Also knowing things get easier if you take it easy. I believe in the strategy of combining “easy” and “addressing” problems whenever possible: Laugh at the offenders, make them feel ridiculous, or just ignore! Fight back with more surf and more science!

Only once did an employer overstep my lines, when sharing his dreams of having sex with me during the actual job interview (!) (One of those businesses with not so much filter). I got so surprised, that I just laughed out loud at him from the bottom of my heart, and he looked so confused and a little embarrassed that I did not take him seriously? I got the job…and he never dared to step closer to me than the handshake of our contract.

Laugh them out! Gain their respect – and then take it to a higher level 😉

 

Egebjerg

Du følger en hovedløs SVÆRM

Efter flok-mennesket kommer sværm-mennesket som det næste trin i evolutionen? – Det førerløse samfund med Big-data guldfeber, førerløse biler, IKEA optimerede by-kuber og væg-til-væg virale nyheder… Men hvem styrer en sværm?

En førerløs google bil kørte fornylig direkte ind i en bus. Ingen kom til skade i bilen, som var tom… Men hvilken del af vores hjerner tænker, at menneskelivet udvikler sig i den rigtige retning med førerløse biler, og at alle innovative ressourcer derfor må sættes ind på at løfte netop den type opgaver?

Jeg er nysgerrig på menneskets udvikling! Hvor er vi på vej hen? – Er vores art ved at gennemgå den største forvandling, siden vi rejste os på to ben? Er vi i løbet af få generationer ved at overgå fra at være en dyreart af individer og flokke, til et samfund af sværme, som udfører alt synkront og kollektivt? Smelter vi til sidst sammen til en integreret organisme ligesom cellerne i et organ?

Forskere har kunnet registreret flokadfærd blandt mennesker, der minder om stimeadfærd, når fodgængere ubevidst følger efter en minoritet på kun 5%, som kan få de øvrige 95% til at skifte retning uden at tænke over hvorfor. Ligger koden ”følg-efter-din-nabo” allerede dybt gemt i alle naturlige gener, og træder tydeligt frem, når flokken vokser?

En sværm styres i sekunder af det individ, som helt tilfældigt befinder sig i den yderposition, som er ”foran” i et givent tidsrum. Sekundet efter er han bagtrop. Individerne i en sværm reagerer hele tiden på naboens skift af retning. Nogle sværme skifter retning konstant, brydes og mødes…bruger en masse energi på ingenting. En sværm er en organisme uden hoved – et hovedløst væsen. De eksisterer i en periode og kan være nyttige i fødekæden og som forandringsagenter i en økologi, der har brug for nulstilling.

En sværm er stærk, fordi dens strukturer overlever uden det enkelte individ. Men den er også svag, fordi det enkelte individ ikke overlever uden sværmens struktur. Sværm-samfundet skal være bæredygtigt gennemtænkt, for at du og jeg kan overleve på den lange bane.

Kommer google-bilen en dag til at vælge min rute for mig, fordi den tror, at den ved bedre end mit eget instinkt for en ukendt oplevelse? Mit blik spørger mod den kølige spejlrefleks fra noget mekanisk isenkram, der flyder af sted blandt stjernernes lys, før jeg lukker øjnene og selv lader mig drive med strømmen… Jeg håber bare, at ”nogen” husker at bevare det fredelige samarbejde om sværmens store infrastruktur – vedligeholdelse af satellitter, energiforsyning og dybhavs kabler!

sort-sol-over-marsken

Ingen har styr på noget…

Jo længere tid, man erfarer livet, des tydeligere tegner sig et billede af, at ingen som helst i hele verden har styr på noget som helst. Der findes intet samlet, ædrueligt overblik over konsekvenserne af den måde, som vi mennesker strukturer vores samfund på. Sværmens arkitektur er en dynamisk tilfældighedsgenerator af skæve ideer, personlig politik og fælles ressourcer, som de blev bragt sammen i historiens store røremaskine.

Det er stadig bare dine gamle skolekammerater, som man har sat til at styre alle institutioner – hospitaler, regeringer, universiteter, domstole – og de er stadig lige så begrænsede i dag, som de var dengang i frikvarteret med medbragt madpakke og meninger hjemmefra. De tænker stadig ikke særlig langt, men forsøger at give de svar, som læreren gerne vil høre, eller som vækker jubel hos kammeraterne. Rollefordelingen er den samme som dengang. Det er stadig klassens mobbere, som kontrollerer kommunikationen og sidder på medierne med deres hurtige bemærkninger og angst for at træde ud af cirklen. De blinker med nyhedslyset, så sværmen danser først til den ene side og så til den anden… Big data på sociale medier er ved at blive verdens største business. Alle dine klik registreres, og du præsenteres kun for den nyhedsstrøm, som bekræfter sig selv. Individet bliver mere bange for at tænke selv, efterhånden som flokken vokser i størrelse og homogenitet.

Vi følger det samme skema for et liv i byernes reoler af boliger stablet ovenpå hinanden og flyder med identisk fyldte indkøbskurve på rækker ud af supermarkedskæder. Vi løber i kolonne efter hinanden ad de samme stisystemer, inden vi drikker den samme kaffe på skift fra den samme caféstol. Vi sorterer hinanden i praktiske grupper efter holdning til mikro-værdier: De blå eller røde designer kopier, det ene eller andet livsstils symbol, som vi har googlet, facebooket og set på de samme TV-kanaler. Vi gør det samme som alle de andre, fordi det er nemt, billigt, effektivt og trygt.

I den kollektive rådvildhed kan modedesignere skifte farven på de samme forbrugsvarer, mens du følger trafiklysets røde, gule, grønne mand, som går og går, uden rigtigt at komme nogen steder. Som passiv plankton mellem hvalens barder bliver vi suget i stimer op ad indkøbscentrets rulletrapper, vandrer som klippede får på rækker gennem lufthavens sikkerhedstjek og spyttes som bevidstløse burhøns ud af metroens tunneller i endeløs transport. Industrialiseringens pølsefabrik printer hele byer ud, intakte med præfabrikerede samtale-køkkener, vugge-til-grav-institutioner og vejnet rullet ud fra kyst til kyst.

 images

By-kuben

Dyr finder sammen i større og større flokke, når pladsen i habitatet bliver for trang. Når en art har haft for stor succes med at overleve, og reproduktionen er vækstet ud af format, så lærer de at samarbejde om ressourcerne i større grupper i stedet for at konkurrere som enkelt individer.

Det kribler og krabler. Nogen bygger myretuer, bistader, omformer hele landskaber i små summende sværm-samfund af insekter, fugle, fisk, flagermus, gnavere, bakterier, gopler og mikroorganismer. Sværmens individer er beskyttet af det store antal i mængden: Jeg kan håbe, at det går galt for min nabo, for så går jeg måske selv fri?

Storbyen er menneskesværmens første skitse til en sværm arkitektur. By-kubens anonyme, effektiviserede strømme af transport – mad ind, affald ud. Provinsen reduceres til fjern fødevarefabrik, og byen bliver en ny planet med sin egen biologi, hvor forår springer ud i skærende glas og stål, mens efteråret forvitrer i fugtig og skyggefuld graffiti. Jo højere vi bygger, des længere kommer menneskekroppen væk fra jorden. Snart er så mange generationer opvokset kun i en menneskeskabt æstetik, at de fleste vil være enige om, at en solnedgang er for langsom, skoven kedelig og søen kun en fjern forsyningsteknik.

Er vi en abeart, som efterhånden har gennemlevet det antal mutationer og efterfølgende blandinger, der har været plads til på planeten, og nu hastigt er ved at blende til en homo homogenus, hvor alle bliver ens, og kun de overlever, som kan tilpasse sig en sværmstruktur? By-kuberne ligner mere og mere hinanden, når man rejser fra det ene land til det næste. Alt er tilgængeligt overalt, når befolkninger efterligner de goder, som de oplever andre steder. Den oprindelige mangfoldighed bliver glemt mellem generationer, som pludseligt har fået mulighed for at kigge længere ud i verdens kroge.

Eller vil vi en dag som mange dyr dele os i to arter – en by-art og en land-art med hver sit sæt indlejrede egenskaber og instinkter? Hvad sker der, hvis en sværm bliver uenig med sine egne fornemmelser og deler sig i to forskellige tendenser? Er det dét, som vi oplever internationalt politisk, når man taler om et oprør fra en reaktionær højrefløj mod en virkelighedsfjern venstrefløj eller omvendt? Ser vi bare en periode med to markante swarm intelligences, som bevæger sig efter hver sin retningssans? Hvad er klogest, nyt blink eller gammelt instinkt?

Sværm-samfund er afkald på den individuelle frihed. Alle er afhængige af hinanden. By-kuber fungerer kun som fællesskaber omkring en social adfærd, så længe der er styr på den fælles infrastruktur af forsyninger udefra. Nogle by-kuber bygges klogere end andre, når social sammenhængskraft eliminerer den eksistentielle angst i hierarkiet.

Bisværmens arkitektur blev skabt sammen med bikubens teknologi, men sikkert ikke i første forsøg, ligesom bierne ikke eksisterer uden blomsterpollen og omvendt. Hvornår er menneskesværmen i balance med sine omgivelser? Hvilken visdom besidder vi kollektivt den dag, hvor alle 7 milliarder mennesker sværmer i flok? Er vi så social og empatisk en dyreart, som vi forestiller os, eller ligger der en fortrængt karakter, som da bliver synlig?

Nogle sværme finder aldrig en struktur. Insekter drukner i bunker langs stranden eller spiser rødderne på de planter, der skulle have været næste generations fødegrundlag. Er mennesket blot den næste tumpede dyreart, som efter en brøkdel af livets tid på kloden allerede er ved at smadre vores egen lille ø i Himmelhavet, trods den klare bevidsthed om, at ingen kan svømme distancen til en ny ø.

177107-shoal-of-sardines-moalboal

Kollektiv intelligens

Er en sværms kollektive valg altid klogere end det enkelte individ – eller hører vi blot ikke så meget til de ”dumme” sværme, før de bare har udslettet sig selv, fordi sværmens arkitektur ikke var i balance med dens omgivelser? Hvad driver os i en bestemt retning? Hvem har overblik over tid og rum i forandring?

Teorien om, at gennemsnittet af mange individers gæt bliver mere præcist, jo flere der gætter, holder jo kun stik, indtil mængden ledes på vildspor af et drillende blink. Ikke fra et livgivende, naturligt dagslys, men en kunstig ilds fortærende flamme. I menneskets sværm er vores budbringere, journalisterne gode til at beskrive deres verdensbillede gennem forførende sprog, følelser og retorik, men mangler til gengæld sansen for matematik – for kompleks logik, størrelsesforhold og perspektiver. Er det kollektiv intelligens eller et helt andet fænomen, når flokken sværmer efter en subsonisk lyrespiller i den mørke skov?

Industrisamfundets automatisering er flyttet helt ind i vores hoveder, og masseproducerer og massedistribuerer nu også information og samtale. Informationer er et neutralt ord. Synspunkter er måske mere dækkende for den sværm af meninger, som ligger mellem linjerne. Bobler, er også et godt ord, som forskere bruger til at beskrive store nye meningsfællesskaber, der vokser eksponentielt ud af sociale medier og vores hurtige selektion af hinanden. Den sociale økonomi fænger som en religiøs vækkelse, hvor følelser distribueres hurtigere end facts.

En nyreligiøs kult under betegnelsen ”Meningsdannerne” afvikler ritualer i elitære kirkesamfund til Folkemøde på Bornholm, backstage på Roskilde, Skanderborg eller Tisvilde omkring nye kulturelle templer og menigheder. I deres nyreligiøse dogme defineres nye ”gode” og ”onde” menneskegrupper med tilhørende ”rigtige” og ”forkerte” tankesæt. De voksenmobber efter samme model som i teenageårene. ”Fortiden har ringet”, skingrer de, hvis nogen drister sig til et andet synspunkt, og derefter patroniserende: ”Stop dig selv!” hvis nogen stadig vover at tale dem imod. ”Jeg kan ikke høre, hvad du siger…hej-hej!” taler de andre ned, ligesom dengang i skolegården. Der opfindes hele tiden nye kodeord og vendinger til at signalere magtposition ved menings hoffet, og som giver en ret i sig selv helt uden efterfølgende indhold. Mentale magtmennesker gennemfører deres dagsorden på et andet plan end materielle magtmennesker. Grådighed næres ikke af penge, og resultater måles ikke fysisk, mens de svinger den store fluesmækker.

fish_final

Big-data guldfeber

I dag er de største virksomhedsøkonomier ikke længere skabt omkring materielle men virtuelle værdier. Varm luft blæser gennem Apples og Facebooks ventilationssystemer og rundt i din stue. Verdens 1% rigeste ejer ikke fysiske fabrikker, men er popstjerner og milliardærer i matador-penge, som væver det drømmestof, der bygger slotte af værdi oppe i dit hoved.

Tidens oliefeberen handler om at bore efter en åre, ramme og fastholde mainstream. De klassiske medier med samvittighedsfuld research bliver snart fortid, og ingen kan vide, hvor informationer kommer fra, eller hvilke interesser, der har twistet perspektivet. Søgemaskine optimering (SEO) er en eftertragtet arbejdsydelse overalt, hvor eksperter ansættes til at skjule noget og fremhæve andet, så man ikke får et retvisende søgeresultat på informationer.

Hvad er deres overblik, og har de reel indflydelse? De er styret af forbrugerne – men det er jo dig, du lille prik i sværmen! Det er de velfriserede stræbere fra din gamle skoleklasse, som i dag udgør eliten i erhvervslivet, og styrer gennem den prioritering af værdier, som det økonomiske system forvalter. Dine prioriteringer.

Big-data er selvforstærkende, og dit segment bliver ikke længere en abstrakt note i skuffen på et reklamebureau, men dit brændemærke, en religiøs opdragelse, en kaste, en kultur, hvor du cirkler i egen slipstrøm. Nu vil de også gerne nudge, hvor din bil skal køre hen, på samme måde som du nu får anbefalinger til at klikke overalt på nettet. De vil gerne ”hjælpe” dig med alle dine øvrige indkøb, valg og prioriteringer. Hvem styrer dit liv?

BIG-data startup’s er vores tids guldgravere i en rasende guldfeber! Små innovations virksomheder koger i det skjulte over nye måder at få del i kagen ved at kontrollere, analysere og håndtere big-data. Vi hører ikke meget til dem, for de har travlt under radaren. Cowboys og lykkeriddere er redet ind i et fjernt og fiktivt bjerglandskab, hvor de sidder i døgndrift på hver deres plads langs bækken og ryster en virtuel si med skinnende øjne…GULD! De bygger nye western byer, uden at vi opdager det et sted langt fra det gamle land.

Guldgraverne udvikler hele den virtuelle infrastruktur, som styrer dit liv – professionelt, offentligt og privat. Men det er jo innovation, og så er det vel automatisk godt? Ligesom dengang man opfandt asbest, nervemedicin, plastik og alt det andet, som løste den tids problemer? De nye bigdata-guldgravere søger finansiering på almindelige markedsvilkår. Tror du på, at de også har en etisk paragraf i kontrakten, som har tænkt dybt over klodens fremtid? Eller at nogen andre kan have et samlet overblik over konsekvenserne af stime-forbrug, by-kuber og virtuelle babelstårne?

Men hvad så med nørderne fra den gamle skoleklasse, som nu forsker på Universiteterne, de må vel sidde med det store overblik – specielt i toppen af new public managements elfenbenstårn? Har universiteterne magten over al viden og fremtid? Og hvem styrer universiteternes videns produktion? Fri forskning er delvist styret af forskernes gruppedynamik af individuelle tanker og følelser, og derved ligeså prisgivet en kulturs medier, som dine egne tanker og følelser. Resten er betalt af dine gamle klassekammerater fra erhvervslivet, og de meningsdannere, der styrer det politiske system – via dig og dine valg. Altså falder det tilbage på dit ansvar som vælger at forstå alle sammenhænge og finde en politisk kandidat med præcis den krystalkugle, som kan gennemskue alle årsager og virkninger, og som kan handle til alles fælles bedste på en guddommelig indsigt – uden at lade dig forføre af new journalistens talblinde dagsorden.

Hvem har styr på BIG-data? Hvem har styr på Google? Hvem har styr på satellitterne – også om 20 år? Hvem har styr på forskerne, politikerne, og hvem har styr på medierne?

Vi gør det samme som alle andre – Følger efter, fordi det er nemt. Vi springer af sted med morgentrafikken som linedancere i stiv og taktfast trampen. Hvorfor synes jeg, at det er den mest naturlige, gode idé, at en ny bil er førerløs? Jeg afgiver ansvar…alt bliver lettere for mig! Jeg vil så gerne tro på, at ”nogen” ved bedre end jeg selv – en alvidende magt, måske med langt hvidt skæg, der sidder et sted på et Universitet, i FN, EU, i en sympatisk virksomhed eller på et seriøst medie – og at alle andre også stoler på denne højere visdom… Så jeg følger bare efter dig!

– Egebjerg

shoel-of-fish

 

Denne artikel er bragt i en redigeret og opdateret version på Point of View International den 29. December 2016:

http://pov.international/du-foelger-en-hovedlos-svaerm/

 

Lidt om metode og misundelse

Politikens debattør- og kritikerskole inviterede mig fornylig som indslag til deres undervisning i at skrive kronik for deres 150 debattør-studerende. Det gik rigtig fint…lutter søde mennesker, og jeg fik mulighed for at lytte med til de øvrige inspirerende og dygtige talere. Alligevel gik jeg hjem fra de mange ords forum med en efterklang af noget anderledes, som jeg ikke helt forstår…

Der trænes åbenbart ihærdigt i en bestemt kultur omkring det at være ”debattør”, som jeg ikke har været bevidst om, når jeg selv har skrevet mine indlæg til debatten…måske fordi jeg kommer fra en baggrund som naturvidenskabelig forsker?

Der var på denne onsdag aften ikke mindre end to ”debat-dueller”, med dommer, præmier und alles… Der var indslag fra professionelle polemikere, hvor det tilsyneladende gælder mest om at konkurrere på rappe argumenter og mindre om at redegøre for baggrund og analyse?

Tidens debat skal åbenbart konkurrere på underholdningsværdi. For mig blev det dog næsten tortur at være indlagt til et kvarters bombastisk prædiken over en subjektiv synsvinkel…og så lige i hælene på et andet indspark om ”at ride sin kæphest så hårdt, at modstanderen får ondt i røven.” Min krop griner ufrivilligt med i præcis timing af slagfærdige pointer, men vrider sig samtidig på den hårde stol, spejder mod udgangen efter lys og luft…

Debat til salg i metermål? Jeg håber, nogen har lidt opsyn med E-tal og tilsætningsstoffer…kalorier og farvestoffer. Jeg bliver hurtigt mæt.

Det fik mig til at tænke over, hvor taknemmelig jeg er for en (ud)dannelse i et forsker miljø….hvor dræbende kedeligt, det end var at stå igennem den grød-menu. Der kan man ikke ”vinde” en argumentation på at ”jorden er flad”, eller ”mor Karen en sten”… Forskeren er nødt til selv at bære sin empiri hjem fra en fjern jungle og kan ikke snakke sig til, hvordan der ser ud på Galapagos øerne i en lineær projektion fra Ørstedparken…

Som forsker piskes man til at redegøre for ”metoden” bag analysen – og herunder for formidlerens egen subjektivitet, selektion og begrænsninger omkring et emne. I metodeafsnittet skal man først introducere ”måleapparatet” og herunder sig selv som afsender af bearbejdet viden – analysere egne motiver.

Det er med stort overlæg, at min seneste kronik i Politiken begynder med ordene: ”Jeg er misundelig…” som et bud på en kalibrering af det måleinstrument, hvorigennem jeg oplever min verden. Mit synspunkt. Den erkendelse dukkede i skrivningen først op i kampen for at analysere den undertrykte ”vrede”, som jeg åbenbart har delt med andre danskere på det tidspunkt… Og lagene nedenunder var selvfølgelig et sammenfiltret rodnet af ”angst” i flere kategorier.

Link: Blog om kronik om migration

4

Jeg forsøger bevidst at få hold på min egen uspecificerede frustration, i stedet for blot at give luft for den…prøver at være selvkritisk, selvom det er det aller sværeste. Men fordi ord fungerer som ventiler for følelser, har man brug for at dæmpe sig selv for at kunne møde andres følelser i samme rum…at ”dræbe sine darlings”.

Skulle nogen have turdet spørge sig selv, om fortrængte nederlag giver et behov for at sparke nedad i en ny karriere? Og bliver man mon bange og spids i debatten om migration ved selv at være gift med en nydansker og slår derfor de subjektive skyklapper ned? – eller søgte man oprindeligt det match, fordi man var angst for noget helt andet?

Bortset fra det har jeg aldrig brudt mig om konkurrence i nogen sammenhænge…har aldrig forstået ’spil’ og forbinder det med noget ’barnligt’ i mennesket, hvor de ’voksne’ forhåbentligt forstår at konkurrere på at blive de bedste til at samarbejde om at finde ind til fælles sandheder?

Jeg håber, at debat er mere end underholdning, især for de nye debattør-studerende. Det er jo grundlag for vores politiske miljø, som igen er afsæt for et fælles samfund. Jeg håber, resultaterne bliver langtidsholdbare.

Så jeg er mere interesseret i det initiativ, hvor man sætter debattører med modsatte synsvinkler sammen med det klare mål at skabe fælles overblik og realiserbare løsninger. Da tror jeg man kommer ind til kernen…følelser, mavefornemmelse, erfaring, erkendelse.

Derfor var aftenens bedste indslag efter min mening de to unge politikere, som privat har fundet ud af, at de er enige om deres uenigheder, og at dialogen har gjort dem stærkere hver for sig – og sammen. Det er menneskeligt, og det rører mig!

At kunne finde det overskud til at kunne vende forskellige synspunkter er i min bog det modsatte af at være konfliktsky! – For konfliktsky er den, som bare skyder ukritisk fra hoften, og aldrig når at lytte, før hovedet er blæst af modparten…

Det forudgående spørgsmål må være: Søger jeg krig eller konsensus for netop dette emne? Kan man komme videre til et ’next level’ ved at starte med at kigge indad?

Måske ER jeg bare misundelig…Eller også er jeg bare mere forsker end debattør i min metode…elsker at stille flere spørgsmål til hvert svar. Jeg har ikke færdige løsninger, men vil gerne have læseren med ind i eftertænksomheden…for selv at blive klogere. Synspunkter optager mig og er også udgangspunktet for min egen blog: http://synspunkt-egebjerg.dk

Men tak til Politiken for oplevelsen, for livfuldheden og engagementet – og for den fine bog, som jeg glæder mig til at læse!

– Egebjerg

90

 

 

Mod strømmen

Denne kronik i Politiken 7/10-15 har været den sværeste tekst, jeg nogensinde har skrevet:

Link til kronik: Verdens største bjørnetjeneste

Emnet migration er så komplekst og følelsesladet, at man næsten kun kan sige noget forkert, medmindre man kaster sig på maven og flyder med strømmen. Jeg ved, at jeg kommer til at støde nogen fra mig ved at udtrykke mig kritisk i en tid, som kalder på så stærke følelser af empati og ydmyghed. Men en stemme i mig vil ikke tie, for jeg ser også en voldsom verden, hvor det er Danmark, som er den lille, bitte udrydningstruede minoritet. Min børnelærdom om ”rigtigt og forkert” rækker ikke længere..

Jeg var også dengang på barrikaderne imod Irak-krigen og imod nødvendigheden af at træde på andres følelser med tegninger eller ord, hvis intentionen kun er at gøre andre fortræd. Jeg har i en årrække kørt til asylcentre og afleveret for meget store beløb af ting, som jeg ellers kunne have solgt til min egen spinkle økonomi. Jeg støtter tanken om, at kultur og kreativitet er fundamentet for innovative løsninger. Og især har jeg det meste af mit voksne liv arbejdet for en grønnere verden. Så mine holdninger og handlinger ligger for størstedelen til venstre for den politiske midte, men jeg kan simpelthen ikke identificere mig med udlændinge politikken i den blok for tiden. Jeg er for at begrænse hastigheden af indvandringen fra Mellemøsten, Østen og Afrika så vidt muligt, fordi jeg er bekymret for, at rummeligheden nu netop vil føre til mere splittelse på sigt.

I tiden før anden verdenskrig var der mindre end 8000 jøder i Danmark til en befolkning på 4 mio. og kun dobbelt så mange pr. indbygger i datidens Tyskland. Så lidt skulle der til dengang for at udløse spændinger i en krisetid.. Krigens store lære var at blive mere rummelige, hvilket Europa har praktiseret lige siden, så vi i dagens Danmark har samlet 675.000 med anden kulturbaggrund. Måske missede vi en anden pointe: at blive mindre rummelige, inden det går galt? – At lære, at der går tid og kræfter med kulturmødet, så man skal kunne styre hastigheden af den proces? Det handler ikke om økonomi, plads eller etnicitet. Det handler om social økologisk balance.

Min egen familie skjulte jøder, hjalp frihedskæmpere og fik sprængt et illegalt trykkeri af tyskerne under stor personlig risiko. Forsmåede vælgere udråber nu sig selv til tapre “modstandsfolk”, fordi de har assisteret selektionen af de stærkeste elite-flygtninge til permanent ophold i Sverige. Det siger nok mest om vores generation, at de gamle risikerede deres liv mod en diktator og totalitær magt, mens disse nye ”frihedskæmpere” kæmper imod eget demokrati? Historien fortælles altid af vinderne, og de er allerede begyndt over alle medieflader: Multikulturismen har sejret!

Ja, vi er alle engang indvandret til Skandinavien. Men jo hurtigere og jo flere mennesker, der samles på et lille areal, des mere er der brug for struktur, for civilisation. En vigtig del af en civilisation er bygget af tavs viden gennem generationer. Det er den, som er sværest at blande, fordi den er så indforstået i sin logik. Jeg er bekymret for ”det gode eksempel”, dels for fremtidens ligestilling mellem kønnene i Danmark som inspiration for andre kvinder i verden, dels for Danmarks fortsatte evne og vilje til at løbe risiko som idealistisk laboratorium for bæredygtige løsninger.

Som yngre troede jeg romantisk naivt, at verden var en helhed, hvor landegrænser var kunstige barrierer for menneskelige reservater, og at vi alle som dyr og planter frit skulle kunne bevæge os. Senere i livet forstår jeg, at selvom grænserne er fiktive, så har de en funktion, og at også naturen organiserer sig i territorier og reservater, når der bliver mange om pladsen.

For mig er klodens diversitet og mangfoldighed det modsatte af multikultur, hvor alt blandes sammen. Og diversitet er selve definitionen på livets motor, hvor menneskehedens overlevelse afhænger af, at der ikke kun bliver dine børnebørn og et par insekter tilbage i en ørken…

Jeg har en mærkelig fornemmelse af deja-vue, når jeg i dag anklages for at være pessimistisk eller dyster. Det blev jeg også for snart 30 år siden, når jeg hele tiden talte om klimaforandringer og solgte regnskovs certifikater for Verdens Skove (Nepenthes) på Kultorvet, mens forbipasserende rystede på hovedet af os tosser… Jeg tog som nyuddannet civilingeniør initiativ til verdens første store branche initiativ for byggeri, Entreprenørens Miljøguide. Dengang kaldte mange forskere drivhuseffekten for en ”døgnflue” og de, som talte om den for ”miljømafiaen”. Ingen kunne kende forskel på begreberne drivhuseffekt og drivhusgasser langt op i 90’erne, og kun de færreste tænkte, at noget af alt det med CO2 nogensinde ville få betydning for deres eget liv…

I dag føler jeg at jeg står i nøjagtig samme situation og taler om en demografisk klimakatastrofe, som folk endnu ikke kan ”se” konsekvenserne af i deres egne liv og derfor ikke tager alvorligt. For det er lettere at tro på noget, som er positivt!

Jeg bliver særligt bekymret, når danske mødre bliver fashionabelt rummeligt på vegne af deres døtres fremtid.  Og jeg bliver bekymret, når danske mænd gerne vil beskytte kvinder fra andre kulturer, ikke kun fordi de er truede, men især fordi de ikke virker som en trussel for den danske mand… Ingen taler om tilbageskridt af udviklingen i ligestilling for næste generation af danske kvinder i et kommende multikulturelt samfund.

For mig selv har det været en lidt skræmmende overraskelse, at den fiktionsbog, som jeg har skrevet på i noget tid, henover foråret tog en drejning og kom til at handle om store flygtningestrømme, som får Europa til at kollapse. Det var længe før presse og politikere begyndte at tale om, at den udvikling havde man ikke lige set komme i det omfang!

Nu vil jeg vil fokusere på at skrive videre på min bog.

Egebjerg

564525_10150660608898983_180007401_n

”Op igen!” – Om sorg

”Op igen!” – Om sorg. Om at miste noget, miste fodfæstet – og om vigtigheden af at vælge de mennesker til, som altid tror på dine evner og styrke!

Alle mennesker har en sorg og en historie at fortælle.

”Op igen!” – er de ord, som jeg bedst husker mine forældre gentage i deres opdragelse af os børn. Deres stemmer lyse og lette: ”Op igen!” – At vi selv skulle rejse os. Opmuntringen, afdramatiseringen – at det er fuldstændig ok at falde, og det er også totalt ok at slå sig til blods, og du kan nemt rejse dig selv igen og komme videre på egen hånd! Det sidder så dybt i mig. At ryste alle slag og nederlag af mig og finde ud af at komme på benene igen.

Jeg kan ikke forklare mennesker, som har deres egne børn, hvordan det føles at indse, at man aldrig selv får børn. De kan ikke vide, hvordan det føles, ligeså lidt som jeg kan mærke, hvordan deres ansvar også kan være tungt. Kun kan jeg gætte, at lige så meget deres børn fylder og betyder for dem, giver mening og glæde i deres liv, ligeså stort er savnet inde i mig. Teoretisk er kærligheden til egne børn vel af samme størrelse som det hul i hjertet, hvor man ikke har dem? Ingen kan rigtigt vide det – måske kun de, som har prøvet at miste et barn?

”Stoisk og frygtløs”, sagde de voksne om mig som barn. Sådan var det bare. ”En klippe”, kaldte mine venner mig senere, altid rolig, fornuftig og aldrig bange for noget. Jeg har i mange situationer undret mig over, at hele verden løber forvirret rundt? Hvorfor dog det, når det kun gør alting værre? Jeg har altid følt en pligt til at hjælpe andre, fordi jeg selv var stærk. Sikkert ligesom fysisk stærke mænd altid ved, at det er dem, som skal løfte de tunge ting.

Jeg vælter ikke så ofte. Men når det sker, så rykker jeg til gengæld hele roden op og falder tungt som et træ. Det gjorde jeg sidste sommer. Faldt. Nogle gange lykkes tingene bare ikke, og nogle gange rammer det i stimer, i dette tilfælde i stride strømme… Jeg har været privilegeret med muligheder og held i andre perioder, men de seneste 5 år har bare været en flodbølge af ulykker og modgang. Træets rødder bliver oversvømmet og ved første vindpust, lægger det sig ned.

I mit liv har jeg lært så meget om mentale mekanismer gennem at mærke de fysiske naturlove på min krop. Surf sporten er et af de steder, hvor jeg har haft den kropslige erfaring af fordelene ved at kunne bevare roen under stress. Den hurtigste vej ud af en presset situation er at blive helt kølig i hovedet, ikke bruge energi på at udtrykke ærgrelse eller bekymring eller vrede eller hvad der nu måtte være af følelser forbundet med den udløsende årsag. Kun bruge energi på at tænke i løsninger, komme op igen, kun foretage de næste, rationelle handlinger og lægge al energi, fokus og styrke i dem. Så er man 10 gange hurtigere oppe på en windsurfer, fået fart i sejlet, væk fra klipper og brænding eller videre i en kapsejlads. (Og hurtigt tilbage i samme risikofyldte situation). Jeg har altid kigget forundret på de venner, som kunne ligge længe i vandet og skælde ud på udstyret og sig selv, mens de lavede den ene fejl på den næste i forsøget på at komme op igen. Klassikeren er den fuldvoksne mand, som ligger i brændingen og slår store huller i vandet omkring sig, mens han råber skældsord og bliver skyllet mere og mere rundt af bølgerne, indtil udstyret er gået helt i kludder. Nogle gange kunne jeg ligge og sejle frem og tilbage og betragte energien fosse ud i vandet omkring ham, mens jeg selv for længst var kommet i kontrol efter et styrt. Jeg fik altid denne lyst til at slå armene om sådan et menneske, kramme noget tilstedeværelse ind i hans krop, kigge ham roligt i øjnene: ”Hey dude…Op igen!”

Men denne sommer faldt jeg selv og blev liggende. Ikke i vandet, men på land, tørskoet og midt i livet. Jeg ville bare ikke rejse mig igen…havde alt for længe taget i mod helt uforståelige bank fra min blinde vinkel og kunne ikke længere se, at noget som helst nyttede eller gav mening.

”Du er i sorg!” sagde lægen – og med en god grund, eller rettere flere. Det er naturligt, og det tager tid, sagde hun. Medicin vil ikke hjælpe på den slags, og faktisk kan ingen rigtigt hjælpe dig, for du er selv alt for kvik til at gennemskue og formulere din situation. Sorg er subjektivt og individuelt, det er ikke altid logisk for andre, trøstede psykologen. Det er heller ikke nødvendigt, at andre forstår – Det vigtige er bare, at du tager dig selv alvorligt, når du er så ked af det. Sorg kan hobe sig op over tid, indtil den pludseligt udløses af en tilfældig dråbe…Og det var den dråbe (eller plask), som ramte mit fyldte bæger. På alle andre tidspunkter i livet, havde jeg sikkert hurtigt rejst mig på stiletten og danset videre.

Det begyndte med tabet af bonus børnene, de skønne unger og vores gode relation midt i deres skilsmisse kaos, efter deres egoistiske, selvoptagede, klynkende far (og mor) havde manipuleret rundt med os alle i måneder.

Han forærer mig sin farmors smykke – lukker kæden om min hals i en højtidlige gestus. Jeg er din mand, du er min kvinde, gentager han, så ingen af os er i tvivl. Han overstrømmer mig med beskeder mange gange dagligt, han er beruset af forelskelse over alt det gode, vi har fælles i ‘vores rum’, som han kalder det. Vi har det vildeste potentiale til et liv sammen, siger han, høj af lykke over at se mig lege med hans børn som sin ”nye familie”. Hans lange arme kan nå hele vejen rundt om mig i sengen med hans sovende barn mellem os. Tak for dig, tak for os, hvisker han.

Den næste dag fortæller han endnu engang den samme ’joke’, som handler om, at han drømmer om at lige knalde underboen først, når han kommer for at besøge mig. Jeg griner altid imødekommende af hans lidt grove humor, men begynder langsomt at forstå, at det slet ikke er en joke, selvom han smiler, hver gang han gentager den for mig. Snart er det ikke kun hende, men hvem som helst vi passerer på et fortov eller til en middag, som han skal hen og markere hos. Jeg skal bare også lige indvies i hans fantasier, synes han åbenbart og bliver ved, til han får den ønskede respons: min tristhed, så han kan toppe dramaet med at blive rasende på mig over min usikkerhed som kvinde, som han formulerer det, når jeg ikke bare beundrer hans evner til at forføre andre kvinder.

Bagefter sender han mig endeløse strømme af gaver og beskeder fyldte med hjerter og ord…beder mig om tilgivelse og om, at jeg skal komme tilbage til ham. Han har låst sig inde på badeværelset, smidt sig på gulvet og hulker over telefonen, fordi han er bange for, at jeg forlader ham. Hans datter græder uden for den låste dør, siger han, og jeg forsikrer at alt er godt, og jeg bliver hos dem. Han indretter en arbejdsplads til mig i hans hjem, så jeg kan blive der i længere perioder. Jeg er din mand, gentager han og kigger mig fast i øjnene, du er min kvinde! I månedsvis går der aldrig et par timer, uden jeg får en byge sms fyldt med hjerter eller en opringning fra ham. Han forærer mig billetter til romantiske rejser, som senere viser sig at have det strategiske delmål at bruge mig til at slette duftsporene efter sin x-kone på de steder, hvor de to har rejst sammen. Målrettet og struktureret bevæger vi os gennem hans liste over destinationer og familie begivenheder, som han har brug for at omkode med en ny kvinde. Da vi senere går fra hinanden, gør han det samme én gang til med andre kvinder i mit sted – de samme restauranter, strande, en kopi af min bil, mine formuleringer copy-pasted ind i samtaler på deres facebook sider, som havde det været hans egne ord. Jeg opdager pludseligt at lange tekstafsnit i breve til mig også er copy-pasted fra psykologer og forfattere, som har skrevet kloge ord på internettet. Han kopierer ordret…og underskriver med sit eget navn.

Han kigger efter huse, hvor vi kan bo sammen, spørger ind til mine ønsker, og vi tager ud for at kigge på mulighederne. Han er nysgerrig og viser et tilfældigt identitetskort som ”politiskilt”, da en lettere forskrækket dame spørger, hvorfor han går rundt i hendes have? Til mig siger han, at her er beviset på, hvor dumme mennesker er i nordsjælland, hvor jeg selv kommer fra. Så han vil hellere blive boende på vestegnen i sin families hus, og jeg accepterer, for børnene kan jo ikke flyttes. Han tisser sit navn i min nabos snedækkede rabat, i stedet for lige at vente til vi er hjemme. Jeg griner loyalt med hans udadvendte humor og gisper efter vejret, mens han udmaler fremtidige fælles aktiviteter og slår henkastet ud med sit creditcard for at forære mig tøj og dyre sko. Han forfører min far med løfter om tur på hans motorcykel, og er allerede ved at sælge store business muligheder ind til mine venner. Han er cc på mailing listen til mine møder, for nu vil han hjælpe mig med at tjene bedre penge! I månedsvis går der aldrig et par timer, uden jeg får en byge sms fyldt med hjerter eller en opringning fra ham.

Hans søster fortæller mig i telefonen, at jeg er det bedste som er sket for deres familie i lange tider, for både han og børnene er blevet så meget gladere. Hun elsker mig, skriver hun. Han elsker mig, skriver han. Børnene elsker mig også, det er tydeligt. Jeg hjælper dem alle med at få den praktiske logistik til at gå op. Laver lektier med dem, putter den mindste, køber ind og laver mad, henter og bringer. Selvfølgelig. Vi er jo et team og skal sammen gennem de svære tider. En dag sidder den lille sikkerhedskæde fast i det gamle sølvarmbånd, jeg har arvet af min mormor. Jeg beder ham om at hjælpe mig med at lirke den fri, så jeg kan få armbåndet af. Han trækker vejret irriteret og rykker hele kæden af, så jeg selv må samle den senere. En lille kæde springer nervøst i mit hjerte. Kærlighed er handlinger.

Hans x-kone sender hilsner til hans telefon i stedet for til børnenes egne telefoner med smukke selfies fra hendes rejser. Her står hun så bedårende i sneen i Lapland med lokal pelshue og et sødt smil – lige der, hvor han altid har drømt om at rejse med hende. Han bryder i gråd. Hun lægger sig til at sove i deres gamle ægteseng, så den dufter af hende, når han kommer hjem fra forretningsrejse. Hun sender en sms for at undskylde, imens hun arrangerer sin 40-års fødselsdag i sin nye kærestes hus. ”Jeg glæder mig til at være mere sammen med dig, min elskede”, skriver hun i en sms, og han går i bro af lykke, spørger, om hun virkeligt mener det? Hun svarer i en ny sms: ”Undskyld, den var til min nye kæreste!” Han skriger og hyler i min seng og er utrøstelig i ugevis. Jeg må ikke forlade ham, for han kan ikke klare flere brud i sit liv, og han vil mig og os med så meget større kraft nu. Alt bliver godt, når der er gået noget tid, forsikrer han, og arrangerer et helt orkester til at spille på min venindes fødselsdag.

X-konen sender sms’er flere gange om dagen, og de vækker os i de sene timer før midnat, hvor der omsider er blevet ro efter putning af børn med angst og mor-abstinenser. Den stille time, hvor der endeligt er fred til at os to voksne kan nusse lidt om hinanden, og jeg kan få et par minutters opmærksomhed: Hvordan åbner man kølerhjelmen på hendes bil? Og hvad er for resten nummerpladen på hendes bil? Husk nu dit og dat til børnene i morgen…han farer op og lukker sig inde i sig selv. Krøller sammen som en hård kugle og sover dårligt hele natten. Han har helt styr på det, siger han til mig.

Men han ønsker kun den ene ting, at få hende tilbage, selvom han aldrig var hende tro, mens de var sammen, og altid var i tvivl om deres forhold. Så mener han nu, hvor hun har valgt en anden, at hun er den eneste kærlighed for ham. Han vil derfor skrive en bog om at kunne ’bevare kærligheden’ til sin X – i håbet om at vinde hende tilbage, som har såret hans stolthed så dybt. Han ønsker hævn over den anden mand, som kunne konkurrere med ham og stjæle hans kvinde. Derfor holder han nu fornuftigt en pause med at gå med kniv, som han ellers plejer. Jeg opfordrer ham til at komme i kontakt med hans vrede, ikke lade den gå ud over andre kvinder men gå til selve kilden. Hun var ham jo utro fra første dag og hele deres ægteskab og han siger selv, at hun aldrig rigtig var interesseret i ham eller havde lyst til sex, at alt var på hans initiativ? Så kom i kontakt med årsagerne til det 17 år gamle sår i stedet for at give det videre til din næste partner – inklusive vreden til dig selv!

IMG_7853

Hun forlod ham med en kollega i rækken af utroskaber, som de begge dyrkede. Når jeg fulgtes med ham kunne man mærke på hele hans kropssprog, hvis der var en kvinde i en kilometers omkreds. Et løst projektil. Alt med en puls skal erobres og nedlægges. Han er veltalende, klog og charmerende, og jeg kan se først overraskelsen og bagefter overgivelsen i deres ansigter. Han får teenagere og ældre kvinder til at rødme og give efter, når han stiller sig helt tæt med ansigtet lænet ind mod deres, og derefter stiller spørgsmål i en uendelig strøm af interesse og omsorg for vildtfremmede kvinders liv og karriere. Alt hvad de siger bliver lyttet til og vendt, mens hans varme veltrænede krop læner sig ind mod deres – gerne armen omkring dem, en let berøring af kroppen et sted, et par knus, flere spørgsmål, mere omsorg, låne hans briller, få skænket i glasset, trække stolen ud, løfte tasken. De nære veninder og au-pair’en får massage med hele hans kropsvægt liggende ind over deres krop i mærkelige positurer midt på stuegulvet mellem børn og middagsgæster. Man kan betragte alle barriere falde for hans vilje, mens han får dem til at le og åbne op, give efter, lukke ind. Han er musisk, fræk, flabet, stærk, sjov. Han kigger dem dybt i øjnene over brillekanten, betror dem sin egen spirituelle udvikling, sin bekymring som ansvarlig far, sin sorg over de døde forældre, konen som løb med en anden, det var jo synd for ham, men han klarede det så flot og lærte så meget nyt, fortæller han klogt. Han får et kick i hver erobring, mine veninders døtre, svigermødre, servitricen på cafeen, kollegaen, et tilfældigt møde på gaden, vennernes kærester og døtre, hans kunder, et fremmed ansigt på facebook, hans yogalærerinde. Singlerne ville sende mig et blik med et: Nu kan du godt smutte inden det bliver mere pinligt, søster, for jeg har jo tydeligvis overtaget din mand herfra! Og de følger ham som trofaste veninder i alle aldre, der altid vil give ham ret i alt, altid stå parate med støtte og beundring, hvis nu hjemmefronten vakler igen. Han er frydefuldt stolt over, at deres mænd og kærester ikke er glade for, at han mødes med dem til små private sessions eller lige svinger forbi på sin motorcykel for at afmærke sit revir. Som en jæger i en syg rus – alt, der bevæger sig, skal nedlægges!

Selv bryder han grædende sammen i min bil, da vi tilfældigvis har mødt en af mine gamle elskere på en restaurant, for jeg er jo kommet til at ‘betyde’ noget for ham, som han forklarer. Jeg forstår ingenting, for jeg gik jo netop bare videre uden at hilse, for at han tydeligt skulle mærke, at der kun er en mand ad gangen i mit liv. For at gøre ham tryg. Han har et behov for at være i kontrol af sine følelser – kontrol af mig (og en hel flok x-er). Alle kvinder skal kontrolleres, mens han selv vil være fri.

Hvor kommer sorgen oprindeligt fra, hvor har den rejst? Han er undskyldt, for hans forældre døde jo fra ham, så nu skal ingen regne med ham længere. Det er ikke nok for ham at føle sig levende og i live hver eneste dag, nej – det er selve fødslen: Han vil genfødes hvert eneste øjeblik! Han lægger dagligt selfies på facebook, og alle de tidligere dates, som han stadig har hængende i håbet derude, kommenterer med beundrende kommentarer. Han er set. Han eksisterer. Det gør jeg ikke, for jeg er klippet ud af billederne fra alle de situationer, hvor vi har været sammen et sted. Han står alene på stranden ved mit hus. Står alene ved den bil magen til min, som vi sammen hentede til ham. Står alene og smiler ved sin motorcykel på billedet, selvom jeg er lige ved hans side som chauffør til at hente den på værksted så mange gange. Han står alene i Berlin, hos mine venner i Los Angeles, i Sverige, på Fyn lige ved mit sommerhus. Han poster de fotos, som jeg har taget af børnene, så det ser ud som om, at det er ham, der har lagt mærke til det gode motiv og fået ungerne til at lege. Hele hans omgangskreds hepper og beundrer ham for hans følsomhed og interessante liv. Han klarer det så FLOT alene efter skilsmissen… Han håber, at hans X også lægger mærke til det. Muahahaaa, griner han over, at ungerne er begyndt at tale om mig, mens de er hos hende.

Mens han kører mig rundt i manegen, bliver han selv kørt rundt af børnenes mor, som er gået lidt frem og tilbage mellem ham og den nye mand. En mand, som hun har revet endnu en børnefamilie itu for selv at kunne trøste sig med, som det før er sket. Hun ved ikke helt hvad hun vil med sit kærlighedsliv, siger hun til begge mænd, men til dagligt arbejder hun professionelt med at rådgive alle landets kvinder om kvindeliv og kærlighed. Hun skriver ofte, at man skal være god til at rumme utroskab i parforholdet, også gerne spille på sin ’erotiske kapital’ som kvinde for at komme frem i karrieren. Hun sammenligner skilsmisser med pludselig sygdom og død og siger, at ’det ikke er nogens skyld’… Nej, forklarer jeg ham, det er jo netop forskellen. Sygdom og død er sjældent nogens ”skyld”, men skilsmisser er det altid. Det er de voksnes skyld. Punktum. Og altid deres ansvar at kommunikere dette klart.

Han mener, at jeg slet har forstand på parforhold, og at en forelskelse retfærdiggør alt. Man skal leve i nuet. Han ville selv have gjort det samme, hvis han blev forelsket, siger han – forlade det hele med børnene i transit mellem to hjem. Tvinge dem til at undvære den ene forældre skiftevis med den anden. Altid en kuffert pakket, ikke noget fast hjem. Fars nye kæreste, mors nye kæreste, fars x-kæreste og endnu nyere elskerinde, mors nye bonusbørn, far på internetdatingens rutchebane, mors løgne om hendes nye mand, far som bryder grædende sammen ude i byen, mor som er mærkeligt fjern. Opsplitte  bedsteforældre, fætre, mostre, kæledyr, legekammerater. Tvinge den anden partner til at skulle undvære sine egne børn.

Han har læst i en selvhjælps bog, at man skal “bruge” nye kvinder til selv at komme videre. Redde sig selv og sin familie, som han siger. Han “bruger” mig bare, forklarer han helt åbent. Hvad så med dem, som man så ”bruger”, spørger jeg, hvad med mig?? Han forklarer, at hvis han havde været ombord på Estonia, der forliste den iskolde vinternat i Østersøen, så ville han være en af dem, der havde overlevet ved at trampe andre ned. Så godt kender han sig selv. Han ville løbe hen over hovedet på alle andre for at komme op af trapperne og ud af det synkende skib først. Jeg ligger nedtrampet i hans sunkne “Estonia”.

Han gør som så mange andre moderne danskere: Sidder i lotusstilling med røgelsespinde og mediterer om tirsdagen, strækker i yderstilinger til yoga om onsdagen, sveder over motionsapparater i fitnesscenteret om onsdagen og går til spirituelle foredrag om at lære at være mere ydmyg og grounded om torsdagen og er på kursus i nærvær og empatisk kontakt hele weekenden. Alle dage, mens hans filipinske hushjælp grounder ydmygt, mediterer og strækker i yderstillinger med støvsuger, karklud og strygejern hjemme i villaen, hvor hun samtidig bliver børnenes billede på kontakt og nærvær.

Link: Mind your Selfullness

Han er lidt flov over at følges med mig, fordi jeg går med en mulepose i stedet for en rigtig dametaske (smart surferbrand eller ej). Det er nok ikke dét, som udløser raserianfaldet, men det er med til at fjerne hans respekt, tolerance og tålmodighed, som limer et parforhold sammen i hverdagen. Han trækker mig afsted ved hånden med sine lange skridt over Dronning Louises Bro, mens jeg tripper glad småpludrende på stilletter efter ham på vej til middag hos min nære veninde. Han ser ikke på mig, taler om smerten over skilsmissen og presset på børnene. Jeg lytter og støtter så godt jeg kan. En forbipasserende mand råber et spontant kompliment efter os: ”Hi, mister! What a handful you’ve got there!” Intet svar, kun mig selv, som smiler et tak tilbage. Vi er kun lige drejet rundt om hjørnet til Sortedams Dossering, før han standser, vender sig mod mig, og jeg får et af disse pludselige råbende skideballer på offentligt fortov over et eller andet komplet uforståeligt, og jeg forsvarer mig forvirret over angrebet, der kommer som lyn fra en klar himmel. Der er noget helt galt med min tankegang og adfærd og prioriteringer, og han er rasende i en ubrudt ordstrøm med armene fægtende over sit hoved. Jeg er lamslået. Jeg har hvad-for-noget?? – fornærmet dig ved at briefe dig om min bedste veninde, som vi skal møde nu? Fordi du tror, at jeg tror, at du ikke selv kan møde et menneske? Jamen, hvad??…jeg ville da altid lige briefe nogen, som skulle mødes for første gang? Jeg er i chok, vi havde det lige så hyggeligt, og jeg forsøger grædefærdig at forstå, hvad han nu beskylder mig for. Jeg undskylder og går trykket og usikker videre ned langs Dosseringen, mens han virker anderledes glad og lettet nu. Og det er jo godt. Imens jeg forvirret spekulerer over årsagen til at kunne have gjort ham så vred, for det var jo det sidste jeg ønskede, som netop har gået og forsøgt at løfte hans humør hele dagen. Det tager mig måneders perspektiv, før 10-øren falder, og jeg indser sammenhængen mellem de to begivenheder. Komplimentet fra en fremmed, og bagefter hans angreb på min person. Han, med alle damerne, er selv så smertefuldt jaloux og nysåret af sin utro X og vogter over alle, som jeg taler med. Han ønsker at vinde hende tilbage og øser derfor alle stumper af sin kærlighed i hendes retning. Mens jeg, som går ved hans side, i omvendt logik får læsset alle de negative følelser og straffen for hendes svigt ned i min rummelige container.

Det er voldsomt at leve tæt op af et menneske, som forsøger at dække over stor ulykkelighed med rastløs, støjende aktivitet omkring sig. Man forsøger selv at opretholde normal balance ved at udligne den ekstreme adfærd, forsøger at støtte, opmuntre, aflaste, dæmpe, men bliver selv kastet rundt i stemninger, som er oppe det ene øjeblik og nede det næste. Man ved bare ikke, hvornår det pludseligt rammer med afvisning, vrede, indelukkethed, gråd eller hyperaktiv behov for at kaste om sig med penge og fest. Det er vel ligesom at leve sammen med en psykopat – blot er der her ingen “bevidst onde” strategier, men virkningen forbliver den samme. Som pårørende bliver man selv alert, nervøs, usikker…skøjter gennem dagene på en knagende, tynd is. Er jeg bare ”med-alkoholiker” til en mand med et misbrug?

Han fylder det hele. Hver gang vi har løst et af hans problemer, et af hans børns problemer, et af hans professionelle dilemmaer, så vil han straks skovle nyt pres og problemer ind i sit liv. Så vi fastholder rollerne: Ham, under pres, og mig, som hans iltmaske, der henter og bringer, støtter og lytter. Sætter mig selv midlertidigt til side for at tilpasse mig hans og børnenes behov i den ene krise efter den anden…bare indtil vi er ude på den anden side lige om lidt. Men så har han inviteret gæster hele påsken, søgt et andet job, påtaget sig noget mere arbejde, sagt ja til at hjælpe en veninde, skal træne, bliver nødt til at pleje sine gamle forbindelser, bliver nødt til at påbegynde en masse selvhjælps aktiviteter, bliver nødt til at hjælpe en anden veninde med at være DJ til hendes fest, hvis jeg bare lige vil passe børnene og lufte hunden imens? Og så har han for resten planlagt sin sommerferie med en tredje veninde, han kunne ikke sige nej, for hun savner ham jo hele tiden, og det er vel OK?

Hvor og hvornår står man af et nattog, som buldrer af sted gennem mørket uden stop og i den forkerte retning? Jeg har brug for at sætte kommunikationen på pause og trækker mig lidt. Straks er han over mig med byger af sms og opkald. Han er fortvivlet, jeg må ikke forlade ham. Jeg giver mig selv lidt fred bare et par timer, men han tropper op på min arbejdsplads med en stor buket roser og det sødeste brev. Han elsker mig, forstår min frustration, men det er jo mig og os, som han vil! Jeg er hans kvinde! Jeg elsker jo også ham, føler ømhed for hans situation, og der er ikke noget jeg hellere vil end at støtte og hjælpe i denne svære tid, så vi kan komme stærkere ud på den anden side med alt, hvad vi har lært. Og børnene er så lykkelige for, at vi er en lille ny familie. Tak for dig, hvisker han, hver gang han har et roligt øjeblik, tak for os!

Han beskriver alle de rejser, som vi skal på sammen. Nye steder, vi skal opleve med børnene i skovene ved San Francisco. Steder han vil vise mig på Mols og på Mallorca. Han sender mig flybilletter, som han senere annullerer. Længe efter vi har brudt får jeg stadig strømme af selfies fra ham. Se mig! Nu er han på Mallorca til den fest, hvor han havde inviteret mig. Se, nu står han her med nogle andre smukke kvinder i stedet for mig i de skønne omgivelser. Se, her har en af dem fotograferet hans smukke krop i en swimmingpool. Og nu holder han pludseligt på min parkeringsplads foran mit hus, mens jeg selv er på ferie, og skriver ”Miles savner Monica”, som vores svenske biler hedder, for han har taget børnene med til min lokale strand. Så er der pludseligt også selfies fra stranden ved mit sommerhus på Fyn, hvor han lige har købt nogle overnatninger. Gæt, hvor jeg er?

Hver gang jeg satte spørgsmålstegn ved vores forhold, kastede han sig hulkende ned og trygler mig om at komme tilbage. Først da jeg selv bliver svækket finder han en dør til at være den, som selv træffer valget og kontrollerer situationen. Han slår op, da jeg er slidt ned. Han konstruerer undskyldninger og opfinder årsager til, at vi nu skal bryde: Jeg var et dårligt menneske overfor alle hans veninder, jeg var en taber i min karriere, jeg var for tyk, klædte mig dårligt, tjente for lidt, jeg var det ene og det andet som lige passede ind i hans historie. Han har åbnet dokumenter på min computer og brokker sig over, at jeg sjusker og ikke kan stave. Alle andre kvinder er fuldstændig fantastiske, synes han, og taler med dem med ansigtet så tæt på deres, at de deler åndedræt. Jeg, som er ved hans side, må jo været et nul, for sådan føler han sig selv, så det må jeg vel også være, siden jeg frivilligt lader mig synke så dybt? Han foragter min kærlighed. Jeg forstår logikken og prøver at hæve hans selvværd for selv at overleve nedgørelsen af os begge. Det bliver man ikke belønnet for. Det giver blot anledning til mere foragt, mindre respekt. Han kalder mig en “dum kost”, hvis jeg siger ham imod, og det er selvfølgelig ment i kærligt drilleri. I begyndelsen griner man ad og med det, ligesom mobning, ryster det af sig som primært den andens problem at have et behov for at træde på andre. Men så begynder det at klistre og selve hensigten bag kulden er det, som sårer. Han vil have mig ned med nakken, uanset hvad jeg siger eller gør – motivet er at få mig ned under ham. Janteloven virker, og til sidst begynder man selv at tvivle, at ryste på hånden. Han skal også lige nævne for mig, at han synes min far virker lidt tung, at min familie ikke rigtigt ”er noget”, at mine venner er ret ligegyldige, og tjener de overhovedet nogen penge? På en solrig skærtorsdag får jeg et regulært angstanfald og må parkere bilen ved et busstoppested, hvor jeg sidder og græder i flere timer, mens jeg sender blandede byger af nødråb og vrede sms. Han har ikke tid til at hjælpe mig, for han skal skype med en forretningsforbindelse, mens hans søster nu har overtaget min døgnlange pasning af hans syge barn. Han synes jeg er helt urimeligt krævende og barnlig, når han nu selv har det så hårdt.

Jeg forsøger at holde fast i mit verdensbillede, at alle mennesker grundlæggende vil mig det godt. Og måske er det netop det, som sorgen handler om. Han river en dyb flænge i mit verdensbillede af ”gode mennesker, som alle er mine venner”. Det er min sorg.

IMG_8021

Børnene hænger på mig som på en redningsflåde. Jeg kan ikke snige mig væk med min computer…de skal nok finde mig i huset. Sultne små øjne søger mit blik for at blive set og hørt. Han er fair nok til åbent at indrømme, at han bliver jaloux på den gode kontakt, som jeg har til hans børn. At han selv føler sig udenfor, når jeg er i huset. Og han var bevidst om sit eget mindreværd og ubehandlede depression. Jeg arbejder på det, siger han, og tager af sted for at meditere sammen med sin tidligere elskerinde, gå til psykolog hos den anden, til kropsterapi hos den tredje, tage til koncert med den fjerde og genoptage forbindelsen til den femte tidligere elskerinde, som nu skal have sin søn i praktik hos ham (den søn, som han har mødt en første og eneste gang i en lidt akavet overraskelse, mens han i en kort affære knaldede moderen i deres køkken, og hun har prøvet at vinde ham tilbage lige siden). Sådan kommer man “videre”.

Han forærer mig bøger, som skal hjælpe mig til et karriereløft, for jeg skal markedsføre mig selv som et “brand”, mener han og forærer mig også advokathjælp og en professionelt designet hjemmeside, som han alt sammen trækker retur senere, sammen med andet, han også har lovet, mens jeg passede hans børn. Han håner mit nuværende arbejde som freelancer, at jeg ikke er ambitiøs nok, at jeg ikke har lederansvar som hans x-kone. Jeg er jo håbløs. Han mangler hendes firmabil og høje indtægt i sit budget. Han mangler prestigen og følger omhyggeligt med i medierne i alt om hendes liv og udtalelser. Jeg prøver at forklare, at mit arbejde også har en værdi, men at jeg trives bedst bag kulisserne og altid har arbejdet for en større sag end mit eget ego. Det synes han er en meget forkert livsindstilling. Men han får alligevel et raseri anfald på offentlig vej og råber mig ind i hovedet af sine lungers fulde styrke, fordi han pludseligt synes at jeg “blærer” mig med mit arbejde, da jeg prøver at vise ham noget, jeg lige har lavet for at forklare, at det som foregår bag kulisserne også kan have en ydre værdi. Du vil bare prale med dine “fine” venner råber han, og alle mine tanker falder fra hinanden, for intet kunne ligge mig fjernere. Han er en stor mand, så selvom jeg står oprejst, kan han næsten bøje sig hen over mig, mens han råber ned i mit hoved. Men jeg kan ikke høre hvad han siger for trykbølgen rammer mine trommehinder og får mit sind til at lukke af. Jeg løfter hovedet men kan ikke kigge ham i øjnene, for jeg er flov på hans vegne og bliver stående som en søjle for at bevare en smule værdighed for os begge, indtil det er overstået. Det er offentlig gade, og folk passerer i afstand, lader som ingenting, trækker deres børn med sig. Gad vide om, de ville reagere, hvis det var knytnæver, som han lod hagle ned over mig i stedet for råbende ord. Jeg beder ham om at lade være med at råbe så højt, når hans lille pige sidder i klapvognen mellem os.

Sorg er mistet omsorg.

Han skriver undskyld og trygler om, at jeg kommer tilbage. Han overreagerede, det er trætheden og stress efter skilsmisse og har ikke noget med mig at gøre. Det er fordi, han ikke lige har fået trænet og mediteret på det seneste, men han har snart styr over det hele, forsikrer han, og så bliver alt godt. Det er også børnenes angst og reaktioner, som går ham på. Umiddelbart efter synes han, jeg er det fineste menneske i verden, men han kan ikke føle forelskelse mere. Han kan ikke genkende sig selv i alle de beskeder og breve, han har sendt til mig. Han har bare brugt mig, forklarer han, som fortalte han om en plade, han lige har skiftet på pladespilleren, som en kvinde-DJ til sin egen fest.

Men jeg er stadig verdens bedste sex, siger han, og det er et sprog, hvor vi aldrig taler forbi hinanden. Vi sover sammen hver eneste nat, men en dag ligger han i mine arme, og jeg mærker pludseligt hans hjerte slå i et voldsomt tempo… Hvad tænker du på, spørger jeg? “Jagt!” svarer han og snakker lidt om rådyr. Men senere finder jeg ud af, at “jagt” har et navn, som han dog lyver om, indtil jeg selv finder på at spørge hende. Han bliver rasende på mig over, at jeg vil såre en anden kvinde ved at fortælle hende sandheden, og han løber afsted for at redde den nye relation til hende.

For da han endeligt selv får råd til at købe sig en bil magen til min, har han ikke længere brug for, at jeg er chauffør for hans børn. Så dagen efter dropper han mig med den rationelle hovedbegrundelse, at jeg ikke er på ”hans niveau” i min karriere, at han søger en ligeværdig kvinde, der også ’ejer et hus’, ligesom han ejer et hus (som han har arvet). Han siger, at han bare har ’brugt’ mig, og sletter alle spor efter mig, klipper armbåndet fra mig af sin arm, huen til hans datter, smider det maleri, som jeg forærede ham, i skraldespanden (men kan ikke ’huske’ hvor det er blevet af). Jeg giver ham hans farmors smykker tilbage. Dagen efter er han i gang med at date en hel række af nye kvinder.

Sorg er tab. Tabt potentiale, mens tiden går.

Alt dette foregår parallelt med utrygheden over ikke at kunne lykkes med min start-up virksomhed, baseret på min egen forskning og innovation. Den software som jeg selv har designet, som alle har kaldt ‘genial’, og som jeg nu forsøger at sælge – langt uden for min comfort zone. Jeg har investeret så meget af min egen tid og kræfter, men alle de mange møder og præsentationer i Danmark og udland er måske forgæves? En lang serie af professionelle aborter har efterhånden gjort mig rystende usikker på, hvilke knapper jeg nu skal trykke på? Intet er logisk længere, alting forsvinder mellem mine hænder, lukker ned uden forklaringer.

Det smitter måske? Folk bliver bange for en, som har det skidt. Hele ens samlede livs autoritet kan devaluere på ganske kort tid. En veninde forsvandt uden et ord. Der er ikke noget galt, slet ikke, sagde hun, men kom aldrig tilbage. Det samme med et par kollegaer. Tag dig et job som bartender, sagde en gammel kollega i en direktørstilling, da jeg fortalte at jeg havde vanskeligheder med at få min Phd aktiveret på arbejdsmarkedet, at jeg var frustreret over ikke at bruge mit hoved og havde brug for hans råd. Jeg føler ikke, at jeg kan bruges til noget længere, betroede jeg ham, og han svarede, han var sikker på, at jeg stadig er god til at tørre glas af, og så dukker der sikkert noget bedre op en dag… Det var ikke lige sådan et spejlbillede, jeg havde brug for på det tidspunkt af mit liv.

Sorg er et såret verdensbillede.

Kan jeg ikke længere stole på min egen dømmekraft? Jeg har valgt de forkerte mænd, de forkerte signaler, de forkerte arbejdsprioriteringer. Efter at have snublet så længe, falder jeg på det sted, hvor det i forvejen gør mest ondt…og så er det nok. Jeg bliver liggende.

Alt dette skete umiddelbart efter jeg havde måtte flygte fra en synkende skude, mit livs ellers tryggeste skib, det institut, hvor jeg havde taget min uddannelse og efterfølgende arbejdet i så mange år, blev nedlagt om ørene på mig af ’new public management’, alt i mens jeg indså, at mine tryggeste mennesker slet ikke var, hvad jeg ellers havde gået og troet om dem? Utryghed udstiller et røntgenfoto af menneskers bærende skelet. Jeg lukker døren til mit kontor og lukker mig inde i mig selv, mens jeg fokuserer på at gøre mine egne opgaver færdige. Mine antenner roterer forvirrede efter signaler i en falsk stemning i frokoststuen, mens der hviskes i grupper bag de andre lukkede døre. Hver fredag er der afskedsreception for den ene eller anden gamle kollega.

Men det var måske mens jeg stadig arbejdede blandt disse mennesker, at sorgen begyndte…Da min mor blev syg, og canceren ramte vores familie med alle hospitalsbesøgene, som rullede os af sted som kvæg på samlebånd. Magtesløsheden overfor større kræfter. Den vinterdag, mens jeg parkerede min bil, og brandvæsenet pludseligt bandt rødstribet bånd rundt om hele parkeringspladsen og erklærede, at jeg ikke kunne komme ind og hente min konvolut med opholdstilladelsen til at studere i USA, fordi bygningen med al kurerposten lige var brudt i brand. I den konvolut lå et halvt års arbejde for at komme af sted, som ville være forgæves med de måneders forsinkelse efter en brand, som kurerfirmaet satte mig i udsigt. Det var dagen før jeg skulle rejse til Los Angeles, og dagen efter, at min mor havde fået sin endelige dødsdom. Ti minutter senere stod jeg igen ved min bil med en røglugtende, sodsveden konvolut med det afgørende diplomatiske dokument i behold. Jeg havde brugt min surfer-flair for fare og flow til at lokke en ung ansat ind i den brændende bygning og redde lige præcis min konvolut ud, inden det hele lukkede ned. Fra det øjeblik blev jeg forvandlet til en usårlig kriger i kamp, 100% fokuseret tilstede hvert sekund…men på surrealistisk rejse i en parallel verden, hvor intet var givet og hver centimeter skulle erobres med al min viljekraft.

Det betød så meget for min mor, at jeg rejste i hendes fodspor ud i den store verden efter glæde og ære, lige der hvor hun selv havde måtte slippe sin frihed. ”Fortæl om festen i går!” bad hun over 9 timers tidsforskel til Californien, og jeg digtede et eventyr, som styrkede hendes håb for mit livs lykke. Jeg vågner derovre om natten i et fremmed hus oppe i bjergene, da jeg ser et stort fly styrte direkte ned i mit smukke barndomshjem – Mahogni drømmehuset under bøgetræerne, som mine forældre har bygget med deres egne hænder. Flyet eksploderer i et rødt flammehav op mod den natsorte skov, mens jeg må bære min mor ud derfra i mine arme, fordi hun ikke vil forstå, at alt er tabt, og hun ikke kan blive derinde i de brændende stuer.

Jeg rejste til Danmark i min påskeferie, sov på hospitalet og nåede lige akkurat at made hende som en baby med hindbær i så bittesmå bidder, at hun kunne synke dem uden for store smerter. Lægerne sagde, at hun havde timet morfin doseringen så præcist gennem ugerne, så at det passede nøje med min korte ferie fra USA. For hende var uddannelse og pligt altid gået forud for alt andet. Og så døde hun på feriens sidste dag, og vores familie faldt fra hinanden, da hendes fravær blev synligt. Alle de små, irriterende telefon opringninger forsvandt – alt det, som limer en familie sammen, opdager man i stilheden bagefter. Det var også i den tid, min far begyndte at forsvinde sammen med hele hans erindring om os og levet liv, langsomt ord for ord. Vinterjasminen, blomstrer far! Men den gamle havemand ved ikke længere, hvad de ord betyder. Hvis jeg ikke allerede havde vidst det længe, så mærkede jeg for alvor, at jeg ikke selv havde stiftet familie…at viljen til nærhed og loyalitet ikke er en selvfølge. Og at jeg ikke længere kunne få mine egne børn.

Og måske var det der, sorgen var begyndt? Den spontane abort, da jeg var sidst i 30’erne og alt for sent var begyndt at prøve på at få de børn (efter mange år på p-piller), og overgangsalderen, som satte ind med hedeture og uregelmæssige blødninger allerede først i 40’erne. Kroppen som tilsyneladende gav op og slap alt i løbet af få ugers styrt blødninger.

IMG_0113

Eller også begyndte det et par år tidligere…det gjorde det nok, med min egen skilsmisse og en krop i granatchok over det fravalg. Så måske begyndte det i min underbevidsthed i tiden lige før skilsmissen, i den korte chance som vi gav det i juletiden, mens han allerede havde været i byen med vielsesringen og score sin første 19-årige, som havde smag for den slags og fik ham til at føle sig som en ”rigtig” mand (og kort efter fødte hans børn). Så da kondomet sprang mellem os, gik han i panik og blev kold og fremmed, kommanderede mig af sted til apoteket for at købe en fortrydelsespille i tide. Gråden som blandede sig med opkast i toilettet, mens han holdt øje med at jeg virkelig fik spist den pille. Var det kvalmen eller kulden som fik min krop til at ryste, bøjet over toiletkummen derude i vores stråtækte landidyl. Jeg havde lige havde anlagt min egen økologiske køkkenhave med broccoli, courgetter, kartofler og alle slags urter. Det tog os mindre end en weekend at splitte 10 års fælles liv og køre resten på lossepladsen. I vores vielsesringe stod indgraveret på latin: ”Crede et Vicisti” – ”Tro, og du vil sejre/overvinde!” Jeg mistede den på en natklubs toilet engang i de rodløse år, som fulgte lige efter min skilsmisse.

Sorg er mistet tro.

Måske det i virkeligheden begyndte, dengang min mor advarede mig mod selv at få børn for tidligt. Børn binder og begrænser. Og man kan ikke stole på mænd. Så det er vigtigere at få en uddannelse, økonomisk succes, se verden og leve sit eget liv. Og det var jo en helt logisk og kærlig tanke at ville beskytte sin datter, fordi hun selv havde oplevet, hvordan friheden stoppede for tidligt og brat i tiden forud for kvindernes frigørelse. Men hun slap alligevel aldrig sit internationale storby look, og holdt aldrig op med at gå i stilethæle til hverdag derhjemme mellem finere madlavning og tunge lakplader fra alle de musikere, som hun havde lært at kende fra sine år på jazzklubber i Paris og New York. Venindernes syntes jeg havde jordklodens cooleste mor. Det havde jeg også. Mit barndomshjem var den stærkeste borg, hvor mine forældre hvilede i sig selv hver for sig og var urokkeligt trofaste som par. Respekten lå gensidigt tilbage fra tiden som legekammerater. Jeg var aldrig i tvivl om deres kærlighed, men de var også pressede på hver deres måde. Jeg savnede min mor, når hun måtte passe sine studier og enten var væk eller fraværende. Hendes seng duftede af hendes parfume, når hun tog afsted, og jeg snakkede og legede med min sjove, ukuelige fantasi-ven ”Bye”. (Som i ”bye-bye”, når vi lå på hver vores side af brevsprækken og råbte farvel til hinanden, inden hun kørte ind på Universitetet hver morgen). Bye var en stærk beskytter, som vidste alt og altid havde tid til at finde på noget sjovt og spændende.

Eller også begyndte det netop, da jeg blev forladt af min mor, kun få uger efter min fødsel. Hun rejste væk i en uge, men kom så tilbage i en uge. Tog af sted i en uge…og kom så hjem igen…for at tage af sted i en uge. Og sådan blev det ved mit første leveår. Ikke fordi det var hendes ønske, men fordi kvinder ikke havde barsel midt i 1960’erne, og hun var stewardesse i SAS. Så det var jo ikke fordi hun svigtede med vilje, man vidste bare ikke bedre dengang. Det var først en uge i New York, i Egypten, Brasilien, Thailand, Sydafrika, Portugal, Grønland, Los Angeles eller Japan, og så en uge i Danmark. Hendes seng stod tom, og jeg skreg på skift hos bedstemødrene hele mit første leveår, mens små nervetråde blev syet sammen i min hjernes logiske struktur. Det var dengang jeg lærte at trøste mig selv og lærte, at jeg grundlæggende er alene i livet og verden. ”Du var aldrig bange for noget, og man kunne bare efterlade dig i et mørkt rum i den anden ende af et fremmed hus til at falde i søvn alene”, fortalte mine forældre stolte. Men til gengæld ville jeg heller ikke krammes af min mor længere, fortalte hun senere. Hun kunne ikke få lov at give mig et knus, uden at jeg straks kæmpede mig fri. Derimod forsøgte jeg at rejse mig op i tremmesengen, da jeg kun var få måneder gammel, og gik selv ubesværet, da jeg var otte måneder, stædigt svajrygget. Så holdt hun op med at flyve væk, for hun havde ikke oplevet mine første skridt. Ja, det var nok der omkring, at det hele begyndte.

Så det var måske derfor, at omsorgen for bonusbørnene og deres selvoptagede far kom fra så dyb en brønd og smertede så dybt – mod al min bedste vilje at blive tvunget til at forlade dem. Svigte dem til sidst, selvom jeg havde sendt de mest ægte signaler på mit solide tilvalg – at jeg ville dem, anytime! Når de plagede om at spille endnu et fifa-spil, kastede op på bagsædet af min bil, skulle have fjernet splinter i fødderne, eller var kede af det. De aldrig skulle være i tvivl om, at jeg altid ville stå der for dem. At denne her voksne kunne de trygt stole på!

Men deres far ville hellere pleje sine ”rævehuller”, som han kalder andre kvinder, når de bliver en del af hans livs strategi om at have et alternativ klar i baghånden på alle livets områder. ”Du skal bare give slip og komme videre”, sagde han, ”Dine følelser er forkerte, vores tid sammen var dit eget valg, og det er forkert at være vred på andre, for dit liv er dit eget ansvar!” sagde han og gik øjeblikkeligt videre til den næste kvinde, som han havde holdt varm i ventekøen for at trøste ham og børnene i hans store hus, som jo helt praktisk skulle købes fri af børnenes mor. Han ledte efter en kvinde med en bedre karriere, som han forklarede. Jeg havde ingen rettigheder, kunne intet sige eller gøre – magtesløs som en baby. Sorg er mistet håb.

Jeg drømmer om store skibe som forliser i blygrå bjerge af væltende vand på et apokalyptisk ocean. Om selve jordkloden som flækker i store planetstykker og forsvinder under mine fødder, mens jeg selv bliver skudt ud i det tomme, sorte intet. Jeg vågner i mørke i mareridt, fordi jeg har forsøgt at befri en deprimeret leopard spærret inde i et tremmebur, inden den sænkes ned til et underjordisk fængsel omringet af spøgelseslignende fangevogtere. Grå skygger og gennemsigtige væsler hvisker, at jeg ikke må få leoparden med mig, selvom jeg lover at passe godt på den. Forsøger også at fodre en stor, sulten løve, som vandrer radmager rastløst rundt i mit hus, men jeg har kun lidt frugt, som jeg tilbereder i små bidder. Den ånder tungt og varmt på mine hænder. Løven er min ven men bliver snart farlig, hvis jeg ikke finder bedre føde til den. Vækkes af en rasende gøende vagthund, som forsøger at slippe fri af sit tøjer for at forsvare mig, inden jeg overfaldes af en flok mørke mænd, som strømmer ned ad trapperne mod mig. Men rebet er for kort til, at hunden kan hjælpe mig, og jeg kan ikke nå hen til den. Tvinger mig selv vågen i skræk over den store smukke havskildpadde, som har fået knust sit skjold i en blodpøl på stranden, og jeg kan næsten ikke trække vejret, for min hals er fyldt med en kvælende gråd.

Det er dine kraftdyr, siger psykologen. Gå med dem, gå ind i dem!

I et halvt år vækkes jeg hver eneste nat i lysvågen alarm under et koldt, direkte blik fra hans upåvirkede ansigt. Jeg ligger i mørkets tunge stilhed og lytter til mit eget åndedræts insisteren på at være levende. At eksistere i min egen ret. Jeg er apatisk som efter et voldsomt fysisk traume. Sidder i flere måneder og stirrer ind i en væg, mens jeg langsomt, langsomt omskriver mit verdensbillede fra min blinde vinkels perspektiv: 2 + 2 er ikke længere 4. Hvis man giver kærlighed, bliver man bedraget. Hvis man hjælper, bliver man trampet på. Hvis man er ærlig, bliver man løjet for. Han danser videre – uanfægtet, som et grotesk eksempel på adfærd i relationer: Alle mennesker på denne planet sukker-snakker, mens de stjæler fra hinanden på hele skalaen fra ’lidt liv’ til ’meget liv’. Under sorgen lå min vrede mod ham og hele den side af det menneskelige sind, som han repræsenter. Der er intet så giftigt i denne verden, som mennesker, der er så blindt egoistiske, at de har lært sig at charme andre mennesker til at hoppe og danse for at få opfyldt deres egne behov. Som har lært sig at sige og skrive de ’rigtige’ kærlige ting, så de kan manipulere frit med andres hengivenhed.

Men han er desværre også særligt kvalificeret, når han drømmer om at skrive en bestseller af en bog til andre mænd om, hvordan man kommer videre efter en skilsmisse (i et håb om at vinde sin X tilbage). Jeg gætter, at et af de gode råd bliver: Stjæl en iltmaske fra en tilfældige kvinde, så du kan give hendes hjælp og styrke først til dig selv, og senere kan du give hendes iltmasken videre til de andre kvinder, som du virkeligt ønsker at være sammen med (eller lige skal bruge til noget andet på din vej). Jeg gispede efter luft hele den sommer og efterår. Skulle jeg lære aldrig mere at hjælpe nogen, aldrig mere stole på nogen, ikke turde forpligte mig, aldrig mere turde kærligheden?

Men så kommer hjælpen…Altid. Hvis du er åben for den. Måske ikke lige dér, hvor man forventede, at den ville komme fra – men dér, hvor andre tilfældigvis har lidt støtte tilovers. Dér, hvor jeg bliver set, som den jeg er og spejlet i en forventning om, at det ikke er en permanent tilstand, at jeg ligger ned. De venner, som ved, at jeg stadig er en person, som kan gå og stå på mine egne ben….de kalder blidt på mig: ”Kom nu…Op igen!” Den læge og den sagsbehandler, som ser mig som et helt menneske, der ikke behøver medicin, ikke krav eller opmuntring eller poppede selvhjælpskurser – men blot fuldstændig ro. Du har jo alle svarene selv, siger psykologen. Så de får mig til at tro på, at jeg ikke er tosset, at det ikke er permanent, at jeg ikke behøver medicin, at jeg kan selv. Op igen!

Bagefter kan jeg rejse mig op og kigge mig omkring. Opdage de mennesker, som stadig står tæt ved min side. De har ikke opgivet mig et sekund, men blidt slået ring, holdt øje og passet på mig på hver deres måder. Nogle med samtaler, en middag i kærligt selskab, en teaterbillet, bare ved at hænge ud med en guitar i min sofa, andre med sparring til en vanskelig arbejdsbeslutning, en skirejse, en særlig invitation, lange svar på lange spørgsmål. Når jeg tager mig til venstre øreflip kan jeg mærke en fin perle, som hænger der for at minde mig om, at en veninde ser mig som mit bedste selv: Stærk, kompleks og værdifuld.

Det er måske det allervigtigste gennem livet – at være selektiv. Omhyggelig med at vælge de mennesker, som ser og spejler ens bedste selv, ser styrkerne og kvaliteterne, og som altid vil sige ”Op igen!” når ens forældre ikke længere er omkring til at gøre det… At de aldrig et sekund holder op med at TRO på dig – på din styrke, på dine evner. Og samtidig må du huske at fravælge de andre…hver eneste dag! Det er så vigtigt at kæmpe imod og om nødvendigt kassere de venner, kollegaer og især kærester, som får dig til at føle dig ”normal”, mens du er i knæ, snublende, svagelig, liggende og magtesløs. Kærester, som har behov for at hæve sig selv ved at træde på dig, ved at få dig til at fremstå svag for selv at virke stærke, er GIFT for din udvikling i livet.

Han følger ikke nogen regler, råbte han og viftede med sin kniv foran mit ansigt ude i skoven, så jeg forstår at det gælder på alle livets områder. Hvis han f.eks. har lyst til at gå med kniv, så vil han da skide på lovgivningen, bliver han ved med at råbe, selvom jeg for længst har sagt, at det er forstået. Han har mange knive, som han dagligt bringer med sig som en del af sin intim beklædning på arbejde, til indkøb og fest. I dag er det en af de større, han bærer i frakkelommen. Jeg kan huske, at jeg i selve situationen kun føler skam. At mine søde naboer på en fredelig søndagstur skal kunne se og høre et stykke støjende Københavnsk bodega eksplodere ud over dette fredfyldte sted. Skam over, at han forurener den fine plet i skoven, hvor jeg bor, med noget, som er mig så fremmed.

Sorg er mistet tillid, mistet mig.

Der sker præcis det samme i mit hoved, som når jeg har ligget i problemer i stormvejr med en surfer – jeg bliver total klar og rolig. Svarer med beroligende stemme, at: Ja-ja, nu har jeg set den kniv…så han behøver ikke at bliver ved med at råbe og vifte den foran mit ansigt. Alt er ok, så kan vi gå videre nu?

IMG_0313

Skoven stråler i et tidligt forårs lys, som den dag virker lidt giftigt og unaturligt skarpt. Han vil sige, at han bare ”viser mig sin kniv”…blot som et eksempel på, at han gør præcis, hvad der passer ham. Skoven har siden jeg var barn altid været et uspoleret fristed for mig, det smukkeste og reneste af livet. Nu kan jeg ikke længere passere det stykke skovsti uden at få et glimt af unaturligt lys, som blinker i hans kniv. Men lidt længere henne ad samme skovsti er omvendt den gyldne plet, hvor han kyssede mig, som kun mænd med ekstremt stort selvbillede kan kysse, som i en gammel Hollywood film med en let skræmt kvinde tilbagelænet i heltens faste greb. “Jeg vil kysse dig i knæ!”, som han havde lovet i kontakt annoncen. Det var vi åbenbart mange kvinder, som faldt for det år.

Han kan råbe og vifte alt det han vil. Det rører mig ikke indeni, for hele problemet ligger ovre i ham selv. Jeg føler omsorg og tristhed. Har allerede gjort alt menneskeligt muligt for at hjælpe ham, ingen kunne have forlangt mere empati, hjælpsomhed og støtte fra en kæreste. Men det, som påvirker mig, er skammen over, at andre skal se mig i den situation. Som en kvinde, der bliver ydmyget og råbt af i fuld offentlighed. Jeg er flov på hans vegne, fordi han er så lille. Og jeg forsøger at dække over vores begges skam ved at lade som om, at optrinet med en viftende kniv i skoven er det mest ’naturlige’ i verden. Jeg pakker det ind i mit hjerte med hele min indlevelse og forståelse for hans baggrund, og jeg pakker mit hjerte ind i hele min autoritet som et stærkt og priviligeret menneske. Jeg ser og forstår hans smerte. Forstår, at jeg må holde hans hoved over vandet for at støtte børnene. Det er det eneste konstruktive, jeg kan gøre nu, og jeg må ikke give op eller forlade dem i den situation. Der er et barn inden i mig selv, som har lært at vente, tåle og hjælpe. Langt, langt senere forbinder jeg den scene med følelsen fra alle de andre situationer, hvor han forsøger at skræmme mig på plads med ord eller handlinger. Der er kun kniven til forskel, som gør denne situation til et billede på det urimelige, jeg ellers ikke har kunnet se fra min blinde vinkel.

Jeg har prøvet det en enkelt gang før. At blive truet til tavshed. Også dengang af en smuk succesmand, som alle beundrer, en jetset modefotograf i lang pels og lak-moccasiner, som ikke var bange for pøbelens øjne, men havde angst for en kvindes ord. Efter den første stormende forelskelse, vil han kun at tale normalt til mig, når der er andre tilstede. Ellers bliver jeg totalt ignoreret og går rundt i vores fælles hjem som et gennemsigtigt spøgelse. Hvis jeg taler, kan han tage fat med hele sin vægt og ryste mig voldsomt ned i en sengebund, til hovedet dingler rundt, og knoglerne sender hårde signaler om stød op til hjernen, indtil man holder op med at tænke. En anden kæreste, IT-direktør og cool surfer fra Australien, orkede heller ikke at præstere på hjemmefronten, så han havde en pragmatisk regel for vores parforhold: At jeg tav stille. “Don’t talk!” sagde han bare. Så bliver man stille som menneske, og mine veninders mænd trøster mig med, at det klæder mig med en lille depression, og at jeg måske bare skal øve mig på at skrue ned for energien og tie stille? Ytringsfrihed er kønsbegrænset.

Jeg skal åbenbart stadig lære ikke at tage så mange risici på flere fronter af mit liv samtidig? Selvom jeg med kølig teknik så længe har været i stand til at ryste slagene af mig, rejse mig og danse videre…tilbage i ilden. Ikke lade mig suge ned af bekymring, men genetablere mod og tillid, uanset hvor bumpet vejen var. Min frygtløshed, som altid har fået mig til at fortsætte i ufortrødent tempo med løftet hoved og blødende fødder.

Nu har jeg bare lyst til at skrige og slå omkring mig i vandet. I stedet for at svømme, i stedet for at komme op og videre. Jeg gider ikke “videre”! Jeg er færdig med at kæmpe. Alle mine sejre har intet godt bragt med sig andet end nye, endnu sværere udfordringer. Jeg vil straffe vandet for at ville drukne mig. Så jeg slår i vandet, skriger og slår, til jeg dejser udmattet omkuld. Lader mig skylle ind med brændingen og vaske op på klipperne i knusende slag – lader muslingerne flå i mit kød og vandets kræfter rive mine knogler af led. Bølgerne løfter min viljeløse krop og banker mit hoved ned i havbundens sten. Mine tænder ligger som knust glas i min mund, og der bløder en sød-salt smag fra mit tandkød. Jeg vil ikke noget mere.

Ude på havet rejser sig en mørk mur af vand. Den vokser til et sort bjerg, som bygger op til lodret, før det vælter sine tonstunge vandmasser ned over mig. De urkræfter som altid har omformet vores klode og flyttet hele landskaber rundt, som var det bittesmå byggeklodser. Da jeg vågner er jeg skyllet langt ind på land og kan begynde forfra endnu engang. Men for første gang i lange tider vælger jeg en anden retning. Ned ad bakke, solskin, medvind, varme, lethed. Jeg vælger de mennesker, som oprigtigt holder af mig og holder med mig. Kun dem. Ingen tvivlere, ingen risici. Kun balance.

Alle mennesker har et barn indeni, men nogen lader dette barn fylde alt, kræve, støje og bruge andre mennesker til egoistiske dagsordener. Sådan vil jeg aldrig blive. Men jeg har forsømt mit eget indre barn, og det er tid til at lytte til min egen stemme. Uden at skade eller bruge andre mennesker. Men ingen får lov til bare at komme i nærheden med deres råberi eller knive, løgne og bedrag. Jeg skal aldrig nogensinde igen udlåne min egen iltmaske til så tåbelige, tarvelige, uansvarlige, uvederhæftige, egoistiske, samvittighedsløse mennesker – om de så må kvæles lige ved min side.

Jeg vil have lov til at sørge! Tro tager tid at genopbygge. Jeg vil ikke spille stærk, når jeg har mere brug for hjælp end nogensinde – uden at kunne forklare det rationelt, uden selv helt at forstå. Jeg vil ikke være ’glat’ og let og bare slippe mine følelser… Jeg vil mærke hver eneste følelse, og aflevere vreden lige nøjagtigt der, hvor jeg har modtaget den. Resten vil jeg give mig tid og ro til at sørge over.

Alle mennesker har en historie og en sorg at fortælle. Jeg stemmer for 2 menneskerettigheder:

  • retten til at lægge sig ned og sørge, når der er behov for det.
  • retten til, at dine nærmeste, når alle tårer er tømt ud, stadig TROR på, at du nok skal rejse dig op igen.

Skriv om det, siger lægen til mig, skriv en blog, så andre kan lære fra dine erfaringer. Du kan formulere alt det svære, så du har en pligt til at skrive, siger den gamle psykolog fra sit furede indianer ansigt. Får man sådan en gave, så følger også en pligt til at bruge den, siger hun og træder helt ud af rollen som den neutrale terapeut.

Det gode ved at rykke et træ op med hele roden er, at det kan plantes igen i mere stabil jord og vokse sig endnu større og stærkere.

– Egebjerg

IMG_7841

 

 

Jeg bærer min mors vrede

Jeg bærer min mors vrede. Jeg bærer den ind på de Universiteter, hvor jeg skal bryde mønstrene for at hævne generationer. Jeg bærer den ind i mine parforhold, hvor alle regnskaber skal gøres op. Det er et flammende bål i min mave, som ulmer og blusser og vækker mig om natten.

Under min mors vrede bærer jeg min mormors og min farmors vrede. Mine oldemødre og deres mødre og søstre. De viste den aldrig selv. Men jeg så det hele fra barnehøjde. Hvordan de stille fandt sig i tingenes tilstand, for ægte forandring skabes med bittesmå, stædige skridt over mange generationer.

Jeg hørte min farmor fortælle, hvordan hun hele livet havde stået hver aften og lavet 3 forskellige måltider: Et til min farfar. Et til min far. Et til hans bror. For mændene i hendes liv var kræsne og kunne ikke lide det samme mad.

Dagen gik med at servicere og lægge alt klar til mændenes liv, før aftenen blev rundet af med opvask og sokkestopning. Og så forfra næste dag med at tilberede mad fra bunden. Slagte kaninen i buret, grave grøntsagerne op af jorden. Varme vand til tøjvask i store kar. (Dengang var de alle øko hipstere).

Mine bedstemødre havde ikke selv kørekort. Penge til husholdning var noget, man bad sin mand om at få. Jeg hørte dem aldrig brokke sig over noget. Jeg bærer kun deres vrede, fordi jeg selv har set dem gøre rent med krogede, slidte hænder, hørt dem tie stille med korslagte ben, mens mændene talte ud.

Min mor er den generation af kvinder, som skulle opfinde begrebet ”udearbejdende mor”. Hvad skulle det indeholde? – Et både/og til karriere og kødgryder, et enten/eller…eller noget helt tredje? Min far var jo vant til, at han bare kunne råbe efter brun sovs og service. Så min mor skulle lære både ham OG sig selv at prioritere sine kræfter.

“Vi skal ikke på skiferie”, kommanderede min far. “Det bestemmer jeg selv”, svarede min mor, og tog alene afsted med os børn for hendes egne penge. Vi var vist den eneste familie, som hvert år rejste på skiferie, uden en far havde taget initiativet.

Min mor skulle kæmpe med alle de ydre og indre stemmer, som fortalte hende, hvordan et hus burde holdes, og samtidig overbevise en arbejdsgiver om, at hun havde en værdi på arbejdsmarkedet.

Diskussionen er endeløs og antager nye nuancer med hver generation… Jeg voksede op i 70’erne, hvor man som pige fik at vide, at man havde alle de samme muligheder som en dreng. At alle var ens og lige.

Mine bedstemødre hviskede til mig, at jeg skulle være fri…og stak mig en hemmelig femkrone. Jeg holdt mit løfte til gengæld. Brugte min ungdom på at vise, at kvinder også kan noget andet. Jeg læste matematik og fysik, windsurfede og reparerede selv alt mit udstyr. Justerede tændrørene på min gamle bil og byggede selv en windsurfer af epoxy og fiber. Jeg uddannede mig til bygningsingeniør på det højeste niveau som civilingeniør.

De fleste af mine venner dengang var mænd, og jeg diskuterede teknik og surf på mændenes niveau. Jeg ignorerede alle de morsomme bemærkninger, for så forsvandt de hurtigere. Jeg overvejede seriøst, om der måske slet ikke fandtes et lige så stort antal kvinder i verden som mænd? For de var usynlige, der hvor mændene var tilstede. Der var næsten ingen kvinder på vandet, og kun få på DTU. Måske de havde travlt med at pynte sig, gå på café og sælge livsstils produkter til hinanden for at konkurrere om mændenes gunst? Mine mandlige venner giftede sig og fik børn med kvinder, som kunne ’kvindeting’. Til det næste kuld gifter de sig med endnu yngre kvinder, så de også kan føle sig kloge. Ingen vil have børn med mig, men de vil gerne krydse mig af på listen. For hvert kryds vokser min vrede.

Jeg er så vred, at jeg tuder. I afmagt over at skulle matche min kærestes lette liv og mig selv, som aldrig kan vælge – Skal jeg være mig eller mig? Jeg har ikke lært at bede om en løn for mit arbejde. Man taler ikke om penge, formanede min mormor.

Veninderne fra min generation arbejder ude, har ansvar og lønninger, men stadig med opgaver, som let kan beskrives som ’kvindeting’. De, som tjener bedst, er dem, som sælger noget til andre kvinder. Ligeledes er det stadig kvinderne, som primært tager sig af børn og hjem.

Mændene i min generation er også vrede. Nu kan det snart være nok, siger de, for det hele føltes anderledes, dengang deres fædre var unge. Det var nemmere. Nu må det snart være slut med ’kvindekamp’, synes de.

De taler med frygt om, at NU kommer de stærke kvinder… Dem kan jeg ikke få øje på, selvom jeg står midt i det segment. Jeg ser trætte, bange kvinder, som mister deres mænd til yngre kvinder. Kvinder, som arbejder for meget og får alt for lidt ud af det…til dem selv. Jeg ser deres døtre pynte sig for at konkurrere om de bedste hanner.

Jeg laver et drama. Knuser alt, som har fået en ridse…brænder det og drukner det på havets bund. Dykker ned for at prøve at samle stumperne, men de passer ikke sammen længere. For det er så skrøbeligt. Vores kultur med den første spæde ligeværd mellem kønnene er kun en generation gammel. Og vi kaster rundt med den, som kunne den holde til alt.

”Men vi skal roligt åbne grænserne for nye kulturer, for verden er venlig, og vi er jo de stærke?” siger mændene på min egen alder, som har rejst i den store verden, så jeg skal ikke være bange, fortæller de og viser fotos fra eksotiske egne. Der er store forsamlinger af mænd, som danser og fester og holder hinanden loyalt om skuldrene. De er de sødeste, fredeligste og gladeste mennesker, fortæller mine mandlige venner, så vi kan bare lukke dem alle sammen indenfor og lære en masse godt af deres kultur!

Men…Hvor er kvinderne?? spørger jeg og ser på fotos af udelukkende mænd som fester, og tænker på min farmor i køkkenet. Jeg stirrer på feriebillederne og kan næsten ikke trække vejret…Hvor er deres kvinder henne?

Er vi i dette lille land mange nok til at lære andre kulturer noget, som de virkeligt ønsker at lære? Eller er det os, som kommer til at tilpasse os igen. Stiltiende. Har vi allerede selv styr nok på balancen til at kunne holde den for andre?

 

Danmark, vinter 2015, efterfølelser

For mig er Danmark et sæt værdier, opbygget i en lille, bitte befolkningsgruppes generationers af historiske erfaringer indlejret overalt i dansk kultur og samfund. Værdier som frihed, lighed, åbenhed, en tung og tavs lytning og eftertænksomhed, en ansvarsfuld ’ordentlighed’ og stor indbyrdes hjælpsomhed som bliver et selvforstærkende fundament for den (smukt naive) tillid, som altid har kendetegnet danske strukturer i erhvervsliv og institutioner i kontrast til de fleste andre steder i verden.

For mig er Danmark og de skandinaviske lande måske den eneste lille plet på jordkloden, hvor kvinder reelt er frie nok til potentielt selv at kunne skabe sig lige rettigheder…en dag. En lighed mellem kønnene, som jeg ellers kun har set i subkulturer i andre lande hos mere progressive befolkningssegmenter.

Men den hårdt opnåede lighed er stadig kun få årtier ung, skrøbelig og kan let mistes igen. Mine bedstemødre havde hverken kørekort, job eller udtalte holdninger. Deres arbejde var ved kødgryderne, vaskebaljen, sytøjet. Jeg kan stadig huske den hviskende inderlighed, hvormed de trykkede mig en hårdt opsparet 5-krone i hånden og ønskede mig større frihed i livet, end de selv havde haft. Ingen kvinder i hele verdenshistorien har haft bedre vilkår for at opnå lige rettigheder end jeg, men jeg synes stadig det er en uhyre vanskelig, daglig kamp, selv med alle mine uddannelser og privilegier.

Det er så vigtig en pligt at beskytte disse langsomt tilkæmpede værdier for bl.a. kvinders rettigheder, så de kan fremstå som et tydeligt eksempel til inspiration for 50% af jordens øvrige befolkning, som har haft en helt anden historie som ballast. 3,5 milliarder kvinder lever i forskellige gradueringer på mandens præmis.

Danmark kan ses som et lille, bitte laboratorium for et intellektuelt socialt eksperiment, midt i en verden som er styret af mere brutale kræfter.

Kun på grund af landets lille størrelse, tilfældige geografiske placering og historie har dette eksperiment kunnet udvikle sig fra en subkultur til et land med love, regler og strukturer, som understøtter frihed for den enkelte, uden at miste sammenholdet.

Danmark er en lille subkultur i Europa, som har udviklet sin egen originale sociale organisme fra Grundtvig over Andelsbevægelser, vindmøller og kvindekamp og som en lille stat mellem de store stater haft mulighed for at udvikle sin egen lovgivning og kultur omkring disse erfaringer.

Danskhed er et ’historisk DNA’, som tager tid at optage i en ny organisme.

Et land som USA har haft det multikulturelle historie-DNA fra landets begyndelse, men hvis man spørger den oprindelige indianer befolkning, så er der vist gået mange smukke kulturværdier tabt med deres ’integration’ af en folkevandring fra et fattigt, overbefolket Europa og resten af verden. Indianernes ’gode eksempel’ var miljø og respekt for naturen, og de værdier og den kultur har været fortrængt fra nordamerika (og verden) i århundreder.

Hvis jeg ønskede at bo i et multikulturelt samfund med tilhørende værdier, så ville jeg søge mod London, New York eller Los Angeles, som jeg også elsker at besøge. Men jeg elsker endnu højere at komme hjem igen til den danske provins, til lidt tunge, tavse, introverte, afslappede, eftertænksomme, omhyggelige, ærlige, ansvarsfulde danskere – selv i verdens fladeste natur og kedeligste klima.

Jeg oplever danske værdier under et pres, fordi eksperimentet optimistisk har undervurderet en tidsfaktor for, hvor hurtigt og i hvor store mængder man kan blande to væsker uden at ændre kemien i den første. Hvor hurtigt og i hvor store mængder man kan integrere fra omgivelserne masse, uden at mase og forandre den lille subkultur. Vi kan ikke hjælpe 7 mia. mennesker, og de kan ikke alle bo i København, for så drukner vi i vores egen tillids-medicin, og så eksisterer det gode eksempel ikke længere for resten af verden.

Jeg tænker, at man ikke udelukkende skal fortolke danskernes følelser i denne angrebs tid kun som udløst af de enkelte sager eller specifikt omkring ytringsfrihed, men mere som udløst af lang tids fornemmelse for, at en udvikling længe er gået for stærkt til, at hjertet kan følge med. Jeg tror megen debat skyder ved siden af, fordi følelserne bliver italesat som ’for eller imod ytringsfrihed/islamisme/radikalisering/ulighed/osv.’ Og dansk introvert personlighed får straks skylden og skal tvangsmæssigt lære at danse samba. Mennesker er som de er, og ingen kulturer ændrer sig hurtigt, uden at man senere risikerer tilbageslag. Det kan skabe så store spændinger, at det pludseligt bliver for sent at forstå og rumme hinanden, fordi man ikke har en fælles hukommelse for, hvordan tingene var engang. Uanset hvor gode viljer fra alle sider. For alle mennesker vil det bedste, og alle forsøger at gøre deres bedste, helt automatisk. Det rækker bare ikke altid.

Nye generationer i Danmark vil vokse op med en anden fornemmelse for ’normalitet’, end jeg er vokset op med, og med en anden forståelse af ordet ’tryghed’ eller ’frihed’. Så jeg bekymrer mig for Danmarks (og Skandinaviens) fremtid under denne tids vendepunkt. Og det vil jeg have lov til at ytre. (Også selvom alle ellers siger, at man kun må tænke og tale positivt nu).

10710973_10152517015948983_8725919906117984201_n

 

Tiden er ikke din alder

…spørgsmål til Automat-tanker!

Som forsker trænes man i at tænke ”Men…er det nu sandt?” og ”Hvad nu hvis…?” Jeg har altid haft denne lyst til at stille tanker på hovedet – især hvis jeg fornemmer en gruppedynamik af automat-tænkning på et område, hvor den enkelte egentligt ikke helt kan gøre rede for, hvorfor de råber i takt med alle de andre i gruppen… Så er det tid til at rive alle tankerne fra hinanden og kaste noget nyt derind!

De 3 aldre

Jeg forsøger ikke at ’ændre’ min alder, hverken til den ene eller anden side. Jeg farver ikke mine grå hår, men lader mig heller ikke begrænse af dem. De forhindrer mig ikke i at danse hele natten med glade, unge surfere på en sandstrand, hvis jeg ikke selv tænker tanken. Ingen spørger mig om min alder, for jeg nævner den ikke selv. Det er jo ligegyldigt i forhold til alle de andre værdier, som binder os sammen! Jeg tvivler ikke på mit tilhørsforhold til gruppen, og det kan mærkes i hele min adfærd. En af mine bedste venner fylder 85 i år. En anden inviterede mig til sin 18-års fødselsdag, hvor jeg var dobbelt så gammel som den ældste af de øvrige gæster. Jeg prøver ikke at være klogere end de unge, for jeg ved, at det er omvendt! De ved alt om min tid plus deres egen, og i det prismes perspektiv spejler de fremtiden. Så det er mig, som lytter og lærer af dem! Narrativerne omkring ’alder’ fylder intet i mine tanker…Undtagen da lige, når jeg skal høre på andres beklagelser over at føle sig ’gamle’. De føler sig begrænset af deres alder, og det gør mig ærgerlig, for det er så unødvendigt. Det smitter, det giver rynker, og det gavner ingen!

Han er ung, smuk og veltrænet. Surfer som en drøm, passer karriere, børn, hus, have, venner, rejser, er aktiv i familie og samfund. Men ansigtet er forpint af en tanke. For han føler sig træt og tung og synes, at han allerede mærker alderen trykke i hele kroppen. Han kan jo også se det på tallet i dåbsattesten, at nu går det ned ad bakke. Han kan ikke tåle at drikke det samme, som i de yngre år, det gør ondt i muskler og led efter den mindste træning, skaderne kommer lettere og bliver ved med at springe op igen… Og mens kiloene, rynkerne, skaderne og randene under øjnene ikke er til at slippe af med, så falder hår og hukommelse let fra hinanden. Synes han. Og vennerne nikker. Han er det halve af min alder, og kalder sig allerede for ’morfar’…mens jeg ikke føler mig gammel overhovedet. Jeg tænker aldrig over min alder, taler ikke om den. Skal altid regne efter fra mit fødselsår, hvis nogen spørger.

Alder er en ’State of mind’, ikke en ’State of time’! – Så kæreste ven nej, du er ikke ’gammel’, og ikke engang i nærheden af at være det. Hvis du har en hvilken som helst alder under 80 år, så er du i din ’bedste alder’…hvis du blot husker, at der gennem hele livet er gode og dårlige dage og perioder. Alder svinger. Tidens natur er hvirvlende.

Vi er tilbøjelige til at sammenligne de dårligste dage og oplevelser med de bedste, og hænger den følelse af forskel på en knage, som vi kalder ’alder’. Når vi oplever fremgang, så hænger vi denne positive oplevelse op på en anden knage, som vi kalder ’progression’. Der er så mange andre faktorer i spil, som betyder meget mere end de to udviklinger i livet. ’Progression’ er jo situations bestemt, og hvad en generation lærer i det ene årti kan ikke bruges i det næste. Kroppen slides, men betyder de tilbagefald noget i forhold til, at du lærer at bruge din krop bedre? Nej, hæng hellere begge dele på den samme knage, og kald det voksenlivets op- og nedture.

I min livsbog findes 3 forskellige kapitler: barn, voksen og gammel.

  • BARN fra 0-20 år (sarte, krævende grøntsager)
  • VOKSEN fra 20-80 år (en stærk og homogen tilstand)
  • GAMMEL fra 80-100 år (tilbage til grøntsagsstadiet)

 

IMG_8212

Jeg undrer mig dagligt over det helt unødvendigt, selvforstærkende selvpineri, når ellers fornuftige mennesker begynder at tale om sig selv og med hinanden om, at de føler sig fysisk begrænset af deres…alder??

Jeg er selv nået til det sted midt i talrækken, hvor mange af mine venner har trukket et lavere nummer, og jeg bliver helt deprimeret over at høre, at de allerede begynder at tale og tænke sådan, fra de er midt i 20-erne!

”Åååhhh, jeg er ved at blive gammel, jeg har tømmermænd, jeg får flere skader, jeg bliver træt, jeg kan ikke det samme mere, jeg føler mig dum hvis jeg går i byen, jeg bliver fed, jeg har rynker, jeg forstår ikke de unge, det er forsent for mig at vælge nye veje i livet…blablabla”

What?? Du er 27 år!! Du har allerede glemt, hvor træt du var som 18-årig, hvor du blot kunne tillade dig at sove hele weekenden for at lade op igen, og hvor der både var færre krav og samtidig flere hjælpere i dit liv. Men om du så er 68 år, så gider jeg stadig ikke høre tale om, at der skulle findes nogen begrænsninger pga. kroppens alder…alt andet lige!

Det kommer op som den første forklaring og undskyldning for, at der er ting man ikke kan eller tør. Men nej, det er ikke din alder, men dit mod og din forestillingsevne, som sikkert altid har begrænset dig. Du fulgte sikkert også bare flokken dengang, du var ung og ’vild’!

Din kulturbestemte alder

Jeg finder det derfor ubehøvlet grænseoverskridende, når jeg hører mennesker begynde at spørge indforstået ind til hinandens aldersbetingede begrænsninger – og dermed medvirker til at sætte pæle i det hegn i en anden persons fængsel. Det er så normalt, at ingen studser over at få et spørgsmål, som går på deres alder, eller at det falder som det første spørgsmål, når en ny person skal introduceres. Alder bliver registreret som noget af den allerførste, basale identifikation af et menneske overalt ligesom køn og nationalitet. I alle officielle sammenhænge, på datingsider, til jobsamtaler osv. Er jeg mit køn? Er jeg min nationalitet? Er jeg min alder?? – eller er det hele kulturskabte forestillinger, som følger os fra fødslen? Det er en definition af normalitet, som mennesker har for vane at dyrke, når de spørger ind til andre formodede narrativer om bopæl, arbejde, børn, baggrund. Der er så mange fordomme indbygget i denne kredsen om menneskelig adfærd og prioritering. Begrænsningerne kommer udefra og kravler langsomt ind i sindet som tvivl og mistet mod.

Derfor ældes man udefra og indad! Alderdom er en følelse, som afledes af omgivelsernes reaktion på en slidt hud. Derfra kryber den ind som en ændret adfærd med øget forfald og opgivelse, inden det bliver en tilstand i sindet, hvor man holder op med at være aktiv eller se sig selv som en del af den verden, som er i bevægelse.

Det er ikke ’normalt’ at opføre sig ’voksent’. Det er noget du begynder at gøre, når der er noget helt andet galt: Du taber modet, arbejder for hårdt, for mange bekymringer, for lidt søvn, kunstige tilpasninger. Nogen begynder tidligt i livet at holde en facade af korrekthed, måske fordi de er usikre og på den måde kan kontrollere en respekt om egen ’autoritet’ ved at opføre sig ’rigtigt og voksent’…paraderne oppe, præstationer og selvhøjtidelig lukket attitude af at være ’den voksne autoritet’. Jeg keder mig så det støver i selskab med ’voksne’ i alle aldre, når påtaget ’modenheden’ er frosset fast i en bedrevidende og begrænsende positur. For mig er modenhed en langt mere kompleks og individuel størrelse.

Den voksne del af livet udformer sig ikke nødvendigvis som ’kapitler’ i en bog, som skal indtages kronologisk. Jeg ser mit liv som en ’novellesamling’ med en tilsyneladende vilkårlig rækkefølge af begivenheder, men dog med en rød tråd i form og selektion, ligesom flere karakterer og scenerier kan være tilbagevendende og hænge sammen i forskellige perspektiver. Jeg oplever, at mennesker ofte bliver ’kodet’ til at tænke, at vi skal kunne ’fortælle’ vores liv i kapitelform, og derfor også selv begynder at opleve og skabe det som sådan. Det er altid faldet mig naturligt at frigøre mig fra den slags mentale bindinger og nytænke mine muligheder og begrænsninger med et åbent sind.

Statistisk lever en masse mennesker deres liv i en traditionel rækkefølge: uddannelse, job, børn, etablering osv. følger bestemte forventninger til et alderstrin. Men det er jo ikke alderen, som de følger – det er livssituationen. Problemet er, at mange tror, at de følger alderen og konkluderer deraf, at der er bestemte ting, man kun kan i en bestemt alder, og tænker det ikke som en mulighed i andre aldre. Begrænsningen er ikke alderen, men vores forestillinger af, hvad der er statistisk normalt at gøre, og ikke hvad man kan gøre når som helst.

Mine forældre lå hver sommer i indædt vandkamp rundt om huset, og der blev smidt vand i spande ud fra vinduer og balkoner i bagholdsangreb og desperat flugt over stauderne. Hyl og skrig og undrende naboer i det pæne parcelhuskvarter. Min 90-årige farmor stoppede pludseligt op, da familie gik en tur i skoven, og pegede betaget på den reb-gynge, som hang ned fra et stort træ over et vandløb. Min far spurgte, om hun ville gynge en tur, og hun tog ivrigt glad imod tilbuddet. Vi hjalp hende derop (højt over jorden) og overskrævs på den umage pind. Derefter trak vi hende så langt op i luften, som rebet rakte, så hun kunne få nogle lange svingture, mens hun hvinede af latter og smittede hele familien med sin glæde. Hvorfor bygger man kun gynger i børnestørrelser? – Det er jo sjovt for alle aldre og der burde være voksenlegepladser i ethvert boligområde! Min mor købte sine in-liner rulleskøjter, da hun var midt i 60’erne, og min mormor lærte mig i samme alder at spille bordtennis, gå baglæns i bro og stå på hovedet op ad dørene. Tak for at være sådan et legende forbillede for mig, kære familie, sådan vil jeg altid huske jer! Jeg følger i jeres fodspor og lærte op gennem mine egne 40’ere at kitesurfe, snowboarde og wakeboarde. Jeg lover aldrig at holde op med at lege og lære nyt! Jeg har surfet hele mit liv, og har derfra en omfattende omgangskreds af meget unge mennesker, som jeg sætter utrolig stor pris på som venner og inspiration. Sammen med dem er det ok stadig at lege og le, så jeg satser på at blive ved med at lære nye legekammerater at kende livet ud.

Erfaring er ikke gentagelse er ikke erfaring

Jeg overhørte to kvinder, lidt yngre end jeg selv, fnise til hinanden på et dametoilet på Roskilde Festival:

”Jeg føler mig gammel her!…… Men, men det er jeg jo slet ikke i virkeligheden?!? – Jeg har nok bare været her for mange gange!”

Gentagelsen. Been there, done that. At føle sig gammel er noget andet end at være det. Det handler mere om ulyst, træthed over gentagelser osv. Alder er noget, vi bliver påduttet udefra af omgivelserne – og indirekte på egen selvjustits i forhold til sociale normer. Men ’erfaring’ er også at indse, hvor utroligt lidt ’nyt’, som foregår i verden. Der opfindes nye ord, men indholdet er det samme som for tusinde år siden. Problemet opstår, hvis du begynder at se på gentagelserne som ’det samme’ og handler derefter. De tilsyneladende ’gentagelser’ har deres egen friskhed, anderledes farver, som du kan blive ved med at glæde dig over, more dig over, undres ved, hvis du er åben og interagerer.

At tage imod den nye tid handler i lige så høj grad om at give slip… Slip dine gamle venner – måske vender de tilbage i en ny og bedre konstellation, måske ikke. Slip din barnetro – bare et øjeblik, lad den hænge lidt i luften…og grib den så igen, hvis du føler for det, eller lad den svæve bort, så der er plads til nye erkendelser. Tag på Roskilde festival med et åbent sind og ikke i forventning om at møde den samme oplevelse eller om at være den alvidende ’voksne’.

734993_10151248256793983_1377829850_n

Jeg har heller ikke lyst til at være ’en af de unge’ og opleve verden igen gennem deres spritnye briller. Jeg har lyst til at opleve den nye verden gennem mine egne erfarne briller. Jeg savner en mere udbredt livsstil blandt jævnaldrende, som hører ny musik, bruger nyt design osv. på deres egen måde. At de lever i nutiden med deres alder – og ikke lever i en ’yngre alder’. De findes, men jeg savner flere… Jeg elsker at stå til en koncert med helt ny musik og opdage, at jeg ikke er den eneste på min egen alder, og at de andre også har noget nyt og interessant tøj på, at de også oplever det nye i årenes perspektiv – fornyelsen, som et billede på nye tanker og mønstre, åbenhed og nysgerrighed. Ind imellem kan det pludseligt føles lidt flovt og forbudt at kigge sig omkring og opdage, at alle til en koncert er mindst 15 år yngre…så dukker jeg mig og ønsker mig usynlig. Det ødelægger lidt af oplevelsen – forglemmelsen og den nydelse, som man ellers befandt sig i. Men efterhånden har jeg lært mig ikke at registrere omgivelserne for at blive fri for at skulle tage stilling til den tanke. Bare være tilstede i oplevelsen og ikke registrere min egen person.

Det mærkelige er, at mange mennesker godt kan se det som en nødvendighed i deres professionelle liv at forholde sig til nye tanker, metoder, viden osv. F.eks. som forsker forholder jeg mig jo også til nye tanker og prøver at løfte mig over tidligere generationers metoder – ellers ville alt jo gå i stå! Det er de fleste af mine kollegaer også enige i – men når det kommer til privatlivet, så falder folk alligevel tilbage til gammel tænkning, gammel musik, gammelt tøj osv. Jeg fatter det ikke. De ville blive fyret på stedet, hvis det var deres job, som de var så sløsede omkring. Hvis de brugte gamle regelsamlinger, landkort, dokumenter, teknikker.

Det betyder jo ikke, at man glemmer alt det gamle – men man forholder sig på en ny måde til historien. Lytter stadig til den gamle musik og historier, men med en ny tids perspektiv, ligesom den yngre generation også interesserer sig for historien, men også forholder sig kritisk til og ud fra ny viden og indsigt.

Den individuelle tidsoplevelse

Det er en degenerering af vestlig, urban kultur at sortere folk efter alder. Da jeg boede på landet og selv var i begyndelsen af 30’erne havde jeg en flok skønne venner i 50’erne, 60’erne, 70’erne….og en rigtig nær veninde på 18 år. Jeg kendte selvfølgelig også dem, som var tættere på min egen alder, men der var ikke så mange derude på landet…de flyttede til byerne og levede ensartet med alle andre i samme alderssegment – karriere, småbørn, materielle værdier.

Så jeg oplevede i dette lille landsby samfund, hvordan folk fandt sammen i venskaber på andre præmiser end i byerne. De valgte udfra værdier og interesser fremfor alder som fælles platform for et venskab. Tilsvarende når jeg rejser, oplever jeg i andre kulturer, at man lettere knytter nære bånd på tværs af alder. Jeg oplever i Danmark en irrational angst forbundet med alder, der ligner den irrationale angst, som følger hudfarve, homoseksualitet, religion osv. Den blufærdighed, som kan ligne social angst for at blive segmenteret i en lavere rangerende socialgruppe, at blive betragtet som en udstødt fra eget segment?

Distance. Jeg har et par gange haft meget unge kærester, men afstandsfølelsen var altid størst på helt andre parametre end alder. Der var andre værdier fra opvæksten, andre evner og kompetencer, livstil og præferencer, afstande i geografi, kultur og sprog. Nu er det ’afstand’, man måler, når man taler om alder. Folk taler om, at der er X år imellem os…at der er X års forskel? Når jeg tænker på, hvor meget jeg har tumlet rundt i mit liv, ved jeg også, at det er helt andre kvaliteter end afstand i tid, der skiller mig fra andre mennesker! Der er mennesker på min egen alder, jeg føler mig så distanceret fra, for de har aldrig haft erfaringer, der ligner mine, og vi ser verden så forskelligt.

Kulturelt hænger vi stadig fast i de gamle opfattelser af tid og alder. Vi måler lineært…og i tal. Tal er en teknisk opfindelse, som dominerer den vestlige kultur og nyere tid. Vi tæller og tæller på livet og verden, til vi er helt skæve i hovederne! Gerne på vores 10 fingre, så vi ikke tæller galt…hvilket har lagt et slør af kunstig magi ud over alt, som kan deles med 10, der kaldes ’runde dage’, som om det skulle betyde noget særligt?

Mange dyrearter oplever fænomenet ’tid’ helt forskelligt fra mennesker. De bevæger sig væsentligt hurtigere eller langsommere, og oplevelsen af tid følger nødvendigheden af at registrere data.

Mennesker har opfundet begrebet ’tid’ for at forklare, at ting ændrer sig – at noget bevæger sig, og noget er irreversibelt. De har derfor defineret 1 sekund som varigheden af 9.192.631.770 svingninger af strålingen fra en ganske bestemt overgang i cæsium-133 atomet. Et sted langs samme tankespor fandt de på at tildele mennesker en alder, som også kan måles i tal. (Alt baseret på en nu forældet naturvidenskabelig opfattelse af sammenhæng mellem tid og rum samt mange andre nye erkendelser, som stadig vender op og ned på vores rationalitet). Og mens vi tæller ud af en lineær akse, som tal på en tommestok, tænker vi slet ikke over, om det er hensigtsmæssigt til at forstå andre dimensioner end netop længde i rum? Findes der overhovedet nogen brugbar information for et menneskeliv i målinger baseret på svingninger i et atom, et lineært tællesystem og jordens rejse omkring en tilfældig stjernesol?

IMG_1468

Jeg er en pige, som flyver i min egen flyvemaskine højt over jorden og ud i verden…eller rettere: Jeg er en lille pige, som sidder i en lille, pastelfarvet model af en flyvemaskine på en karrusel i Tivoli, som drejer rundt og rundt. Min mor betragter mig nede fra jorden og giver mig følelsen af at være beundret for min bedrift, mens jeg erobrer luftrummet og verden. Jeg er så lykkelig, som man kan blive i livet! Men lige i dette svævende, flygtige øjeblik af eufori i min gule flyvemaskine, opstår også den første angst for, at ’mine dage er talte’! Fordi jeg ved, at lige om lidt, så trykker Tivoli-manden på knappen, som får karrusellen til at stoppe, for der står nye børn og venter på at komme om bord. Jeg har prøvet det før, så jeg er beredt på, at magien ikke varer evigt. Men jeg kan bare ikke huske, hvor mange omgange, man får i karrusellen, eller hvor mange jeg allerede har drejet, for den sags skyld… Jeg prøver bare på at nyde det, så længe det varer! Men det er svært, for hver omgang føles mere og mere smertefuld, mens sandsynligheden for at det fortsætter svinder væk sammen med Tivoli, som roterer i en tåge af lys og ansigter, min mors ansigt, som også flagrer forbi som en nedtælling af omgange. Smilet og hendes viftende hænder hænger lidt længere i luften.

Sådan har jeg altid tænkt på mine år…som en karussel tur, der kommer tættere sin ende for hver runde, og jeg ved ikke hvornår endnu…så jeg prøver bare at nyde hver omdrejning, som var det den sidste! Hver omgang i karrusellen byder på nye chancer. Kig til højre, kig til venstre, vinke, smile. Hvert år og hver dag tilbyder et nyt perspektiv. Pointen er blot, at ingen af disse ture er bedre end den næste, andet end den kvalitet som jeg selv ligger i dem. Og de bliver især ikke bedre af, at jeg ikke rigtigt er tilstede med nydelse, fordi jeg er bange for hvornår det er sidste omgang…Men samtidig er det netop også derfor, at jeg er ekstra tilstede og opmærksom på at få det hele med.

Vi italesætter tid, så det bliver kronologien, der styrer vores opfattelse af alt: tiden ligger bag os, tiden ligger foran osv. Men selv fortiden er jo intet andet, end den tanke, vi gør os om den lige NU! – og ligeså fremtiden. De eksisterer kun i kraft af nu’ets fortolkning. Selv de døde eksisterer stadig, i det øjeblik vi tænker på dem. Men kun i vores billede af dem, den betydning vi selv tildeler dem.

Således er det ikke min mor, som er gået bort – det er hendes tid, som er forsvundet. Jeg studerer livslyst og uskyld i hendes tøj, som stadig hænger i sommerhuset sammen med minder om sol og sommer, blomster på klipklapper og farver i regnfrakken. Jeg kan dufte høet og høre lærken, savner den tid, mens jeg prøver at finde min plads i dette nye moment.

Det er ikke mig, som bliver klogere – tiden bliver klogere!

Det er ikke mig, som bliver mere bevidst, erfaren, oplyst, vidende – Tiden bliver mere bevidst, erfaren, oplyst, vidende.

Det er ikke mig, som bliver ældre – tiden bliver ældre.

Tiden er en gammel, gammel kvinde, som nye mennesker fødes ind i.

Mange folk lever som afskårne buketter…de ser levende ud, men har mistet forbindelsen til den tid, de lever i.

Forfald eller hærværk?

Jeg tror vi har GLEMT, hvor trætte og stenede vi faktisk gik rundt og var som 20-årige, og hvor meget tid i verden, man troede man havde til at smøle rundt. Erfaringen har lært os at mærke forskellen på en frisk hjerne og en træt. Dengang var alt nyt og kunne have alle årsager… Vi har glemt, hvor lidt vi udrettede, og hvor få pligter vi havde i de unge år. Hvor mange aktiviteter, som blev til blå røg og slag i luften. Der var et solidt bagland for de fleste, som altid stod parate til at gribe os…om ikke andet, så havde vi den tryghed at forestille os, at vi ikke behøvede at bekymre os om dagen i morgen. Det var ok at sove søndagen væk og være træt hele mandagen, for maden stod alligevel på bordet et sted, eller man behøvede ikke noget særligt mad, når man nu alligevel ikke havde foretaget sig noget. Det smager også fint med spaghetti og ketchup i ugevis, på et sted i livet, hvor man endnu ikke har prøvet at hente gourmet catering i de gode butikker på hver en gråvejrsdag.

Dengang levede jeg fra dag til dag. Nu er min kalender fyldt langt frem i tiden med mennesker, jeg gerne vil se, forpligtigelser, arbejde, ting jeg har fået skrabet til mig…der er altid for lidt tid og flere drømme kommer til. Så der er bare ikke plads til 5 minutters tømmermænd, sidde i solen og drømme eller spildtid med at ligge og snakke krise med en ny kæreste. Da jeg var 20 klattede jeg mit liv væk på håbløse kærester, projekter, studier, på at gå i ring…uden at opdage det.

Som ung sportsudøver havde jeg konstant smerter i ryggen og knæet, der blev opereret. Jeg fik ofte migræneanfald, når jeg havde sovet for lidt og arbejdet for meget. Alder? – Nej, jeg brugte bare min krop helt forkert, når jeg løftede, når jeg sad og lå. Sad på de forkerte stole i forkerte arbejdsstillinger, år efter år. Var ved at udvikle en diskosprolaps af at slæbe stakkevis af surfrigge og surfbrædder gennem regn og blæst og langt ud på fjerne strande til konkurrencerne hver weekend. Kroppen er en mekanik, som går i stykker i alle led, hvis den bliver brugt forkert – men holder som et gammelt veterantog eller et ædelt træskib, hvis den vedligeholdes og bruges rigtigt. Deraf har jeg omsider (snart) lært at planlægge bedre, sidde ordentligt ved skrivebordet og passe min nattesøvn – jeg kender mine ressourcer, og dyrker i dag sport på et højere niveau end dengang, og præsterer bedre på arbejdsmarkedet – uden smerter og migræne. Det er en myte, at man har mindre ondt som ung – det er bare glemt, for pligter og prioriteringer var ikke de samme. I dag har jeg bare ikke længere tid til at ligge syg i dagevis som dengang, men tvinger mig selv ud i trafikken og på arbejde med løbende næse, røde øjne og hovedpine.

Din fysiske præstationsevne

Intet i verden har lært mig så meget om mig selv (og andre) som at surfe! Da jeg var 40 år havde jeg i 15 år ikke lavet noget som helst fysisk i mit liv – ingen sport, ingen træning, ingen løbeture – et minimum af cykelture til købmanden og måske en enkelt surf tur på vandet på en sæson. Ud fra alle traditionelle fordomme, forventede jeg ikke at kunne præstere noget særligt igen, og at den del af mit liv var ’forbi’.

10399066_16610793982_2945_n

I løbet af de følgende par år lærte jeg at kitesurfe, wakeboarde og snowboarde, og min læringskurve var nærmest lodret i forhold til, hvor få timer jeg egentligt havde på vandet. Så da jeg var 42-44 år havde jeg et par kite-sæsoner, hvor jeg lærte alle de nye, svære tricks fra den tid, deltog i stævner, hvor jeg konkurrerede på lige for med de 18-24 årige. Så blev det lidt for tidskrævende, og jeg kastede mig over andre interesser, ligesom mange af mine surf venner fra samme periode fik travlt med andre ting i deres liv. Det medførte, at jeg fra jeg var 45 år havde nogle stenede surf sæsoner, hvor jeg ikke rigtig lærte noget nyt, men stadig jævnligt tog på vandet for ikke at glemme de gamle manøvrer, mens nye generationer kom til med ny begejstring og lærte sig helt nye tricks som det sker indenfor alle sportsgrene. Det er altid letter og hurtigere at lære noget, som allerede er ’opfundet’, testet og formidlet af andre. Sportsgrenen udvikler sig, mens gamle udøvere falder fra og nye kommer til. Det er altid lettere at træde i andres fodspor og bygge videre på de gamle niveauer.

Fra mine 40 til 45 år indeholder ikke forskellige aldre, men helt forskellige indlæringssæsoner og mentale tilstande. Det skifter, fordi det handler om noget med lyst og tid og mentalt overskud. Fysiks form har meget lidt med alder at gøre! Jeg er jo ikke blevet ”gammel” fra jeg er 42 til 45 år, men har tværtimod mærket og vist, at i den alder kan jeg pludseligt få en indskydelse at præstere på niveau med de helt unge. Jeg kunne være faldet i fælden med at tro, at jeg var blevet ’gammel’ og derfor præsterede mindre.

Mine unge surfkammerater på samme præstations niveau troede at deres ’træthed’ skyldtes, at de var blevet ældre på de par år…at de var blevet for gamle til at lære nyt. Men de var jo stadig kun 30 og væsentligt yngre, end da jeg begyndte at lære nyt! I dag flere år senere er vi stadig på samme niveau, fordi vores motivation og træningsindsats har fulgt de samme ups’n’downs som i de fleste menneskeliv.

Jeg skal huske dette eksempel til mine dages ende, at man kan tage hvad som helst op når som helst – og at der kan opstå en følelse af stor træthed, som ikke har noget at gøre med de par års forskel fra 42 til 45. Men jeg genkender også deres følelse af at være blevet ’gammel’ midt i 20’erne, for den oplevelse havde jeg også selv, da jeg dengang stoppede som windsurfer på landsholdet og hurtigt blev ramt af mismod. Jeg husker en ældre mand i branchen, som hånede mig for min alders forfald (som 25-årig), da mine præstationer svigtede. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg var kørt fast i min private situation og manglede kræfter og motivation til konkurrence sejlads, men husker alligevel hvordan hans ord sårede og var svære at ryste af, for jeg havde intet overbevisende modargument. For alle ’ved’ jo godt, at alderen hurtigt sætter os ud af spillet?

184422_10151496120818983_1102228940_n

Du tror første gang, du rammer en dårlig periode, at ’nu er du blevet gammel’ – og giver op! Men tænk, hvordan det føles at køre i trafikken en dag, hvor du har haft en rigtig dårlig oplevelse med din partner eller på job…hvor ukoncentreret, og dårligt du kører….føler dig ’gammel’ og usikker! Og prøv at overføre til alle andre situationer i livet – hvor meget pres, du lægger på dine dage med mentale bekymringer i forhold til dine ungdomsår, hvor manglende erfaring gjorde dig ubekymret.

Dit udseende er en ’state of mind’

Det er vigtigt at skelne mellem krop og sind, for at skelne mellem de forskellige påvirkninger af tidens tand. Kroppen ældes – men den ældes hurtigere, hvis sindet fortæller, at du er ’gammel’. Sindet er plastisk og ældes ikke indefra – kun af udefra komne faktorer, fordi du stresses eller ekskluderes. Hvis du kan blive ved med at holde dig så åben og nysgerrig som det unge menneske, så virker du ikke så forstenet og sat – uanset kroppens tilstand.

Det er ikke årene, men erfaringen, som gør os ’gamle’ – og hvis erfaringerne er triste, kan de få os til at føle os meget gamle og livløse. Du taber langsomt først legeglæden, kreativiteten og siden nysgerrigheden, hvis du udsættes for sorg og andre negative erfaringer. Især, hvis det er oplevelser, som føles uretfærdige eller imod al logik, kan et menneske ældes hurtigt, uanset alder i øvrigt. Det kan ske for nogen i de helt unge år. Ligeledes, hvordan vi er kodet til at modtage erfaringerne betyder hele forskellen på at kunne ryste dem af os, og genvinde ungdom og livsmod – eller at synke ned i indvendig og udvendig destruktion.

Nogle morgener vågner du op og føler dig så gammel, at du tror den følelse vil vare resten af livet. Pludseligt ser du rynker og furer, telefonen ringer ikke, og du føler livet slutter fra i dag…Ingen vej tilbage til de levendes verden! Men næste dag er alt glemt, og du lever og stråler…men glemmer at lægge mærke til, at det bare er svingninger! Aldersfølelsen svinger hele tiden og har gjort det fra du var barn. Du skal ikke blive bange for de perioder – om de så varer en lang, mørk vinter, et forvirret forår, en ensom sommer og et endeløst efterår… Det går over igen. Der er perioder til eftertanke, vegeteren, og perioder, hvor du bare ikke lige er i sync med din tid. Det er ok, det passerer – det er ikke livets ende, men blot en sund pause. Engang troede mennesker, at verdens ende var en kant på jordoverfladen, som man kunne falde ud over… Alderens stadier er heller ikke en kant, men en rotation af tidens karrusel.

Jeg ser det slid, som min livstil påfører mig fra sol, vind, vand, bekymringer, fester, arbejde, søvnløse nætter, som et naturlig del af mit udseende, som blot ændrer sig dagligt – og skal accepteres dagligt. Jeg nulstiller hver eneste morgen og konstaterer blot nøgternt, at dette er så dagens udseende: 2 arme, 2 ben, 7 deller, 143 rynker, 3001 grå hår…men også en million af de rødbrune hår, 2 grønlige øjne og et smil, som kan skrues op for med lidt god musik i radioen… Yes, det kører! Det er jo mere end hvad så mange andre må nøjes med og kunne have været så mange gange værre! Jeg ville ønske nogen havde lært mig den øvelse, da jeg var 14 år, så jeg ikke skulle have spildt så meget ungdoms mod og glæde med at spekulere over, om mit udseende var ’godt nok’.

Hver rynke i mit ansigt kan jeg spore tilbage til bestemte begivenheder, tanker og forløb i mit liv. Det er ikke tiden, som sætter spor – Handlinger sætter spor. Huden mister sin elasticitet, ja – men selve rynkerne har intet med alder at gøre. De er opstået i processer, forstærket og blevet dybere, hvis processen har gentaget sig selv. Og gentagne handlinger sætter dybe spor. Nogle ældre mennesker har meget glatte ansigter, og de fleste ansigter glattes i dødsøjeblikket, hvor tankemønstrene forsvinder, byrden letter og musklerne endeligt slapper af.

Og om de få fysiske faktorer, som er mere tids- og aldersbetingede, ved jeg kun en ting med sikkerhed: Det bliver værre i morgen! I morgen har du flere grå hår, flere rynker, mere slid, færre ægceller, flere døde venner, færre år tilbage… Så nyd det hele i dag! Tag en sommerkjole på, flash alt det, som stadig er tilbage…for i morgen vil du savne dagen i dag!

Egebjerg

1937494_10152416015033983_3713469456341637231_n

Mind your Selffullness

Lidt om løgn, livsløgn og selviscenesættelse…

Tilbage i juni måned 2014 skrev jeg teksten til denne kronik, som først nu er blevet udgivet i Politiken den 31. December, fordi redaktøren bad om at vente for at kunne trykke den i højsæsonen for utroskab og skilsmisser mellem jul og nytår:

Min kronik om “Flirt, fortielse og Teflon” (- de har ændret min overskrift) i Politiken 31. December 2014­­­­:  http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2497787/teflon-generationen-og-det-hellige-nu/

Her betragter jeg nogle af de mekanismer, som går forud for et brud – forud for alle undskyldninger og (bort)forklaringer. For hvornår begynder utroskab, og hvad er det? – er det noget fysisk? Begynder utroskab med en tanke, et ord eller ligger definitionen først i fuldbyrdet sex?

Den bedste definition, jeg har hørt på utroskab, blev uden mindste tvivl eller tøven formuleret af en ung mand, som havde set nok af livet til ikke at ønske at gøre sin kæreste usikker på hans loyalitet:

”Jeg er utro, hvis en anden kvinde bliver i tvivl om jeg er ledig”.

Hans definition ramte præcis den mekanisme, som undrer mig mest ved utroskaben: løgnen – i alle dens gradbøjninger af fortielse, fordrejelse, flirt og manipulation med andre menneskers følelser og liv.

Løgnen er et ønske om at tage noget til sig selv i bedraget af et andet menneske. Som jeg skriver i kronikken, ser jeg løgn som at stjæle et andet menneskes evne til at orientere sig i virkeligheden – deres mentale retningssans. Jeg foragter løgnen i alle dens variationer af svig, svigt, snyd, dobbeltspil – Dét at sige én ting, men gøre noget andet. Selve uærligheden – at vildlede, føre andre bag lyset. Der er mange gradbøjninger afhængigt af situationen og relationen, men jeg får det f.eks. helt dårligt over den manipulerende flirt, det beregnende spil. Det er så uærligt at sælge sig selv til en forventning, som ikke holder. Hvor prisen er et andet menneskes følelser, for at man selv kan rane sig et overskud?

Det er det dobbelte…facaden, masken! At man med ord eller handlinger sender et falsk signal, som skaber en falsk forventning. Svigtet, når man alligevel ikke har tænkt sig at følge op på den forventning. Få ting kan gøre mig så vred som løgn…det er nok noget af det værste, jeg ved! Jeg kan næsten bedre forstå, hvis folk i affekt kan øve vold eller stjæle af desperat nød… Men løgnen udføres i rolig selvkontrol – Man kan kun lyve troværdigt, hvis man har et vist overskud. Løgnen er beregnende.

41353_419665363982_5249031_n

Jeg kendte en mand, som kan lyve uden at blinke. Det kan jo være praktisk, hvis man f.eks. er sælger i en hurtig og overfladisk branche, men jeg opdagede snart, at det var en hel familiekultur, hvor venner og søskende havde kendskab til, hvordan han bedragede den ene eller anden, og de tav med ham mod hans hustru eller nye kærester. For at beskytte sig selv, som de forklarede, for at bevare venskaberne til hans x, eller fordi de også selv levede med dobbelte masker overfor deres egne nære. Børnene lyttede hemmeligt med på telefonsamtaler og på en snak over hækken med små læreivrige ører.

Jeg forstår ikke en social kultur, hvor venner, søskende, kollegaer, x-koner, elskerinder og x-elskerinder har venskaber på kryds og tværs, samtidig med at de skjuler hemmeligheder om utroskab for hinandens partnere. Al den falskhed og fortielse, som bliver mere og mere indviklet, efterhånden som venner bliver til elskere og omvendt… Hvordan kan man spille uskyldig overfor sin bedste vens hustru, når man ved, at vennen igen ligger og knalder en ny elskerinde under dække af venskabet? Og hvordan kan man sidde til et middagsselskab og lade som om, nogen er en ”veninde” over for børn og familiemedlemmer, når flere i selskabet ved, at det var netop den elskerinde, som ødelagde ægteskabet i et parallelt kæresteforhold?

Han grinede og kaldte det ”gode løgne”, fordi de ”beskytter” de implicerede, men nok især fordi de beskytter ham selv, indrømmer han. Løgnene giver ham en følelse af selv at kontrollere situationen. At være på forkant af viden, fordi viden er magt. Magt over følelser. Men selvom han var jægeren, så havde han selv et jaget udtryk mejslet ind i ansigtets furer.

Jeg ville aldrig kunne spille de skuespil overfor mine næreste relationer og sidde i fortrolige samtaler om hinandens liv, mens jeg lod som ingenting overfor et smertefuldt bedrag. Løgnen og disrespekten i fortielsen og i prioriteringen. Jeg ville bryde sammen på mindre end 10 sekunder, hvis jeg bare skulle sidde og snakke om vejr og vind for at undgå at tale om noget, der kunne afsløre min viden om dobbeltspillet.

30919_393185128982_3984611_n

De fleste mennesker har brug for en stabil og tryg base. Et sted, hvor man altid kan vende hjem, finde ro og lade batterierne op. Et hjem, hvor man ved, at man kan stole på det menneske, som man deler rammer med. Derfor værner de fleste om loyaliteten i og omkring et parforhold.

Men en generation, som er vokset op med at livet er let, og de kan få alt, hvad de peger på, har skabt rum for en ny type eksperter. Således også i parforhold hvor f.eks. amerikanske Esther Perel er en samlivets ”Lomborg-type”, som taler til den lethed, vores generation ønsker at høre – at vi kan fortsætte ubekymret med at gøre, som det passer os. Eksperter, som mener det modsatte af flertallet hives frem i mediernes samlivs sektioner og gør sig interessante ved at sige det modsatte af, hvad generationer har fortalt hinanden i årtusinder og i alle kulturer via strukturer for at forebygge indre kaos i et samfund. At for første gang siden den græske filosofi, er det nu ’midlet som helliger målet’, og at vi derfor skal tilfredsstille os selv, førend vi bekymrer os om, hvor den vej mon fører hen…

Tidens laid-back pragmatisme overfor utroskab og efterspil, ligner for mig en etisk dovenskab, som man også kan se andre steder i det urbane fællesskab. ”Teflon” er det nye mantra i sætningen ”Jeg er ikke mine følelser!”, som sætter dig fri af al besvær med at tænke videre over ansvar eller komplekse sammenhænge. Dameblade og klummer italesætter en ny normalitet af lethed som kontrast til de, som stadig kæmper for sammenhæng, men pludseligt kan beskyldes for ikke at være åbne nok: ”Nej, det er os, som er de hippe…Vi roser gerne os selv for at være ’rummelige’, dernæst ligeglade og til sidst for at sejle rundt i hvert sit forvirrede singleliv med børnene på slæb i en redningsjolle…det er superfedt og selvudviklende med hver sit halve hjem, en halv bil, en halv jul, en halv ferie, en halv omgangskreds, et halvt nabolag med halve legekammerater, halve fritidsinteresser, halve værdier, halve hjerter, halve livsfortællinger…” (og dobbelt forvirring!)

Her taler vi om by-smarte venskaber, om selvudråbte rollemodeller, som samtidigt iscenesætter sig selv med spirituelle fritidsinteresser, som omfatter aftenskole i ”Empati” og ”Mindfullness”. Med yoga on the side som garanti for deres menneskelige ”Autencitet”, som er et andet modebegreb, sammen med andre hurra-filosofier om at være ”Den bedste version af mig selv”. Og jo højere man taler om det, des bedre mennesker kan man udgive sig for at være?

Der er helt sikkert nogen, som engang har haft velmente tanke om alt dette, men i den kreative klasse kopierer alle uoriginalt tidens livsstil og bruger den til at lappe alle sprækker. ­­For den moderne Københavner har længe haft østens filosofier som nødvendig accessoire i sin identitets garderobe. Helt bogstaveligt som pynte genstand overalt i boligen – små og store buddhafigurer, røgelse og altre, som udstråler dyb personlighed, eftertænksomhed og integritet…og ærlighed, selvfølgelig. Der er intet mere troværdigt end en buddhist, vel? Hvis man mediterer, må man jo helt automatisk komme i dyb og i harmoni med sin indre og ydre verden?

Jeg forbinder det lette og overfladiske, som skal løse parforholdskrisen, med en tendens i tiden, som egentligt giver sig ud for at handle om det modsatte. Mindfullness bliver det bekvemme tæppe, hvorunder man f.eks. kan feje konsekvenserne af sine dobbeltspil. For i går eksisterer jo ikke længere, og i morgen findes ikke endnu… Men lige NU har du lyst til at gøre, hvad det passer dig, uden forklaringer og derfor helt uden ansvar eller skyld? Så det må jo indeholde en større visdom, som fortaber sig i mystikkens okkulte tåger? Han mener, at man passer på sig selv og dermed andre, hvis man hele tiden sørger for at opfylde sine egne behov. Han vil ikke underlægges andre menneskers idé om, hvad der er rigtigt eller forkert, erklærer han – og nævner skattevæsenet et sted i samme sætning…

10444538_10152254450353983_2825928029377409123_n

Seriøst? – Ville du selv kunne leve i et samfund, hvor alle handler efter egne behov først (hvis du bare lige kommer i tanker om de første 10 personer, som har væsentligt anderledes værdier og prioriteringer end dig selv)…eller er det kun DIG, som skal have særlige rettigheder? Der hvor jeg må stå af overfor den kollektive begejstring er, når man hører og læser folk i massepsykose tale om, at enhver må, skal og bør ”tage ansvar for egen lykke”, og fortolkningen bliver til: ”gøre lige hvad det passer mig i ”ansvar for” (eller jagten på) egen lykke”.

Jeg kan tilslutte mig den fortolkning af ”tage ansvar for egen lykke”, som handler om først at gøre alt det socialt ansvarlige, og bagefter sørge for at finde ro og balance i sig selv med de givne omstændigheder. At resignere, at finde det bedste i situationen, at bidrage konstruktivt til at løse konflikter og udfordringer, at bibeholde sin fokus og loyalitet og arbejde for den lange, fælles bane. Det er at tage ansvar for egen (og andres) lykke!

Uanset hvor mange mennesker, som er blevet inspireret til gode gerninger af den lære, så bliver inspirationen i den vestlige storby, som jeg oplever det, at i forvejen selvoptagede mennesker flasher deres nye ”mindfullness” som undskyldning for at leve deres egne behov ud på bekostning af andre, som de mener blot selv bør finde ind til deres egen egoisme og sikre deres egen lykke. Spiritualitet er jo skønt på mange måder, men jeg er ved at udvikle allergi overfor hipster-versionen, som for mig ligner ”åndelige selfie’s” – Selffullness.

Og det er måske løgnens inderste kerne: selv-iscenesættelsen. Vi lever i en tid, hvor livstil er en industri, og selv-iscenesættelse handler om social overlevelse. Lige for tiden skal man bekende sig til de nye urbane religioner og tilhørende livstil fra yoga til silent retreat, som har afløst almindelig eftertænksomhed, en rolig tur i naturen, arbejde i hus og have, familie og nærvær, som det er dyrket i den danske provins i århundreder. De østlige filosofier iscenesættes og italesættes højlydt (i modsætning til den kristne tro, en stille tanke i et smukt kirkerum, som skal ties, for det er ikke moderne). Det handler om dig selv. Du er Gud og ”Konge” i dit eget liv. Selffullness er i sine vestlige fortolkninger den perfekte religiøsitet for de selvoptagede – Syndsforladelse for egen hånd?

Og nej, jeg har aldrig selv været nogen kæreste utro. Så er jeg hellere gået fra forholdet efter en periode med forklaringer, konfrontationer og løsningsforsøg. Jeg har heller aldrig været sammen med en mand, som ikke først har erklæret, at han var fri. Jeg ville simpelthen føle mig som så tarvelig en kammerat, hvis jeg gjorde noget, som jeg selv ville blive ked af. Jeg ville ikke kunne holde ud at leve med mig selv, hvis jeg havde gjort andre fortræd, og da slet ikke med vilje. Det ville være det modsatte af den kærlighed, loyalitet og venskab, som jeg søger i alle mine nære, langvarige relationer. Jeg vil gå gennem livet og kunne se mig selv og andre i øjnene og aldrig gå på kompromis med den følelse af fred i mit sind.

Jeg bruger ikke teflon overflade på mit indre liv. Jeg vil mærke mine følelser – hver eneste én, også selvom de kan gøre ondt. Jeg spørger hver eneste af mine følelser om deres årsag og handler på den indsigt. Det er derfor, jeg har brug for andre menneskers ærlighed, for at kunne føle og handle på så reelle oplysninger som muligt. Jeg vil ikke “slippe” noget. Jeg vender hvert eneste blad, til alt er ryddet op, og der er igen er etableret ro i mit indre. Selvom det kan tage lang tid og mange kræfter, så er der ingen lette genveje i mit liv. Jeg vil ikke miste mig selv i en hurtig popkultur.

– Egebjerg

292113_10150664587833983_1522008988_n

Never “Start with WHY”!

Never “Start with WHY”! – Leg præstationerne frem! – New Love Management…

Det er så banalt: Tryghed giver mod og kræfter til at tage ud og erobre verden – fra hjemmebasen, fra arbejdspladen, fra alle livets planer! Og alligevel er der i tiden en tendens til at afvikle trygheden i en forestilling om, at så præsterer vi nok bedre, lever et bedre liv?

Jeg forlod fornylig det Universitet, hvor jeg har skrevet min PhD, fordi de begyndte at måle kvalitet med en lineal…og sådan vil jeg ikke måles. Forventningens angst lå som et blidt kvælertag om den gamle afdeling, hvor jeg i årtier havde oplevet spændende nye tanker spire og vokse. Her, hvor jeg selv som studerende i 80’erne fik lov til at arbejde med “etisk virksomhedskultur”, “miljøledelse” og “medarbejderinddragelse”, inden nogen endnu kendte til de begreber. Og hvor en gammel professor talte om “intelligente computere” på et tidspunkt, mens andre stadig kaldte computeren for en ‘døgnflue’.

Jeg blev også selv fornylig blevet forladt af en kæreste, som ikke syntes, jeg var ’god nok’ efter hans lineal. Jeg var ikke god nok til at tjene penge eller ’markedsføre mig selv’, som han forelæste for mig – ’kapitalisere min viden’, kaldte han det. Han savnede (helt konkret i sit budget) sin x-kones høje indtægt, prestigen og indflydelsen, som fulgte hendes arbejdstitel og ikke mindst hendes dejlige firmabil, som han selv havde udvalgt, men som hun nu var kørt bort i med en anden mand.

Så derfor gjorde han overfor mig, ligesom overfor sine børn: Han forsøgte at tvinge præstationerne ud af mig. Naturligvis pakkede han det ind i pæne ord om at ville mig det bedste, og det gav ham en overlegen position i vores forhold, at han kunne insistere på, at jeg burde omlægge mit liv og tankegang. Præcis som universitets- og  virksomhedsledelser, som hele tiden skal  omstrukturere og finde på nye udviklinger for ikke selv at blive overflødige.

Så han forelæste for mig i børnesprog om at finde sin passion, om mindfulness og coaching, så jeg blev helt i tvivl, om jeg nogensinde før havde haft en mening med mit liv eller arbejde? Han gav mig management bøger og øvelser i at besvare spørgsmålet ”WHY” om min fremtidige karriere vej (Start with Why: How Great Leaders Inspire Everyone to Take Action by Simon Sinek). Filosofien var at spørge ind til, hvad der drev mig i livet, og når det var på plads, så skulle ‘successen’ ligge lige til at samle op for enden af den vej et sted.

Hver gang jeg brugte tid på at fordybe mig i noget, ville han med bedrevidende løftet pegefinger spørge: “Men hvad får du selv ud af det?” indtil jeg begyndte at blive en smule paranoid med, hvad jeg lod mig rive med af… Hans iver for at effektivisere min livsbane virkede bare stik modsat på mig! (- og på børnene, som græd når han pressede deres naturlige udvikling til at spille rigtigt på guitaren, til skoleskift, til fodbold og til at ’tage sig sammen’, hvis de ikke præsterede efter hans hovede). Jeg gik i baglås, blev apatisk, ked af det… Jeg var egentligt hele tiden bevidst om, hvad der foregik, men blev alligevel spundet ind i dette gamle mønster af ’noget for noget’ – Hans kærlighed for min præstation – penge, prestige – men aller mest for min ’kostbarhed’, da al nærhed skræmte ham, og han var en jæger efter kvinder, som var optaget af noget ’andet og vigtigere’ i deres eget liv end af nærhed på hjemmefronten.

Han kunne kun se det målbare, og holdt en række andre kvinder op for mig for at sammenligne – Se, hvad de kan præstere med det ene og det andet, sagde han, og skrev søde beskeder til dem på Facebook og LinkedIn. Og jeg blev trodsig og vred og gik i den stik modsatte retning – ”Sundt destruktiv”, som en veninde skarpt så og formulerede min tilstand.

Jeg byggede i stedet for legehus med hans børn, trøstede dem og trak splinter ud…rullede snemænd, læste historier, spillede fodbold, skød med bue og pil og lavede lektier med dem. Fortalte dem, at jeg syntes deres cover versioner på guitaren var langt mere interessante end de versioner, som alle andre spiller!

228683_5971923982_1890_n

Men ikke et ord kunne komme ud af mig til de artikler, som jeg var gået i gang med at skrive, filmprojekter blev syltet, og min store ambitiøse ’raket’ af et forskningsprojekt, som jeg længe havde været i gang med at ’kapitalisere’ stod kold og forladt på startrampen… Han var frustreret og begyndte at blive intolerant og fjern. Jeg vidste godt, hvad det handlede om…men det var jo netop det modsatte af min motivation!

Jeg vil ikke vælges for mine præstationer, løn, prestige eller ’kostbarhed’. Jeg vil vælges for det ægte og ærlige, det nære og kærlige. Hvis ikke han kunne elske mit nærvær og min kærlighed til både ham og hans børn, så måtte det dø…Og det gjorde det. Han kunne ikke føle ’forelskelse’ for mig længere, måtte han gentage igen og igen, fordi det var så svært for mig at forstå den følge konsekvens, at jeg for altid var dømt ude af hans familie.

Han havde troet, at jeg var en anden, da vi mødtes, sagde han. Ja, jeg var en anden, da vi mødtes, søde, kig på mit CV! Jeg har været en fighter og præsteret hele livet – hvor tror du mit netværk og mine titler kommer fra? Jeg har præsteret, har erobret diplomerne og pokalerne – men alle min sejre har netop aldrig været på kommando! De kan ikke tvinges frem. Ægte kvalitet og succes er noget, som skal leges frem!

1915533_1154333454337_7383896_n1915533_1154330534264_3474938_n

Træning og disciplin er fint, men det skal ligge indlejret i en naturlighed, som opstår som en del af selve legens motivation. Det skal være sjovt at præstere – som en dans, der kommer indefra og ud gennem kroppen i glade, skæve bevægelser fra hjertet og helt ud i fingerspidserne. Sådan er det også at surfe på eliteniveau. Det er i eksplosioner af glæde, når man rykker sit niveau med nye tricks, som opstår ud af tilfældigheder og af en indre balance…af tryghed!

Men han var mere til fitness og kontrol, så det var et andet tankesæt, som jeg ikke forstår. Trænings seancer på spinning cykler er måske 10% bedre for kroppens præstation end en tur ud i naturen på den almindelige cykel, men det tager 300% fra din hjerne! Alle de skønne oplevelser og sanseindtryk, som man får på en tur i den virkelige verden sætter gang i tanker og fantasi.  Mens alt det fokus på målbare resultater sætter os tilbage som mennesker.

Jeg har selv lært det på den hårde måde ved at prøve begge dele. Mærket friktionen i ulyst og disciplin, mens jeg læste til civilingeniør – og i en grad, så alt stritter på mig, når jeg mærker det krav på mig selv eller andre. Og omvendt mærket, hvordan en boblende spontanitet på vandet gjorde mig til en af verdens bedste kvindelige windsurfere i hårdt vejr i den tidsperiode, hvor jeg gav mig selv lov til det… Og at nøjagtig den samme rebelske følelse mange år senere i et PhD projekt sendte mig i raketfart ud i et helt nyt fagområde, hvor ingen før havde været!

IMG_5739

Jeg har haft den diskussion med forsker kollegaer indenfor feltet ‘Projektledelse’ på DTU Management, hvor man havde den tanke at skabe en generisk disciplin for projektledelse, som skulle kunne dække såvel vidensarbejde (forskning, rådgivning, design) som andre typer projekter og produktion. Ligesom man også ser tankegangen i de store konsulenthuse, hvor der også er en trend i at facilitere ‘styring’ af medarbejdernes motivation med redskaber som “WHY-analyser”, MUS-samtaler, coaching o.l. – drevet af at ville “kapitalisere viden”, som min x-kæreste formulerede det – “drevet af grådighed”, kunne man også sige.

Mit forskningsfelt var filmbranchen, så jeg protesterede mod den sammenblanding af ledelse af viden-skabelse og fysisk produktion. Det er simpelthen to helt forskellige mindset, og det afspejles tydeligt i ledelsen af et filmprojekt, hvor der er en verden til forskel på styringen af de kreatives leverancer og af produktionsprocesserne på selve filmset’et.

(Min PhD om det og meget andet ligger her: PhD-afhandling om projektledelse af film vs. byggeri: “…and Action”, Egebjerg (2012).)

I udviklingsfasen af et filmprojekt ved alle, at det er forbudt at spørge instruktør (og forfattere) til det analyserende, resultatorienterede ”WHY?”, sålænge man er i udvikling. Det spørgsmål kan filmproduceren evt. analysere og besvare senere i en finansieringsfase, når dén strategi skal lægges. For det hele begynder ikke med et spørgsmål, det begynder med et svar! – en lyst, en leg, en nødvendighed uden tanke, ord eller mening.

At spørge en filminstruktør eller andre kreative ”hvorfor” de laver deres kunst, er den klassiske årsag til skriveblokeringer og lignende handlingslammelse. (Det er noget, de måske kan svare på bagefter i ‘directors intention’, hvis de er tvunget til det). At bede om forklaringer og rationelle analyser af årsagen foregriber den kreative proces – Ikke kun for kunstnere, men for alle mulige andre, som også skal finde drive, motivation og lyst i vidensarbejde.

“WHY” er en manual, som kun bør ligge hemmeligt gemt i sælgerens facitliste – uanset, om der i sidste ende skal sælges film, forskning eller andre flagskibe.

10413319_10152518687696838_1714045226424991335_n

For, nej…i de første, indledende kreative processer, da motiveres jeg hverken af at blive presset, analyseret eller målt…(heller ikke af mig selv!) – Der kommer ikke noget nyt eller spændende ud af pres, spejlinger og angst.

Efter bruddet kom jeg langsomt, langsomt til mig selv igen. Erkendelsen af, at om jeg så havde hentet månen herned, så havde han kunnet finde en fejl, og at det intet havde med mig at gøre. Helingen opstod ved at finde legen frem igen dybt derinde, hvor den forskrækket var krøbet i skjul. Trodsigheden, fandenivoldskheden, modet og lysten!

For legemod kræver tryghed! Tryghed til at fejle og slå skæverter – det er jo netop legen og det kreative! Det skøre, skæve, krøllede, tilsat en voksens visdom og erfaring. Det er så meget mere interessant end målbare præstationer udstukket af en forudsigeligt kedsommelig handlingsplan. I dag er jeg i naturlig fremdrift med alt igen – tager mig selv i at sidde og smile, glemmer måltider, fordi jeg er optaget af et ‘projekt’. Jeg er tryg og glad, for jeg følger mit eget naturlige, indre drive.

Ja, tingene kommer indefra, men de skal netop komme…af sig selv.

10399066_16610793982_2945_n

Og det er også der, hvor jeg finder tilgivelse for den mand. For han gjorde både mig og sine børn utrygge med hans egen angst for ikke at være ’god nok’. Han var selv utryg, og hele hans verden stod og faldt med, at alt (og alle) omkring ham ’lykkedes’ – et ord, han ofte brugte. Men at ’lykkes’ forudsætter et bestemt forudindtaget resultat….Og så ’lykkes’ man aldrig med selve livet, som altid ligger derude med sin hemmelige mulighed. Han så verden gennem omgivelsernes øjne, levede gennem andre menneskers prestige og havde behov for at identificere sig med sine nærmestes udvendige ‘succes’, fordi han ikke kunne anerkende sine egne, indre kvaliteter. Han dikterede børnene, at de ikke skulle kalde ham ‘far’ men for ‘Superfar’ og indrømmede åbent, at han var jaloux på den naturlige lethed, som opstod i kontakten mellem mig og hans børn. Og børnene adlød lydigt: “Ja, Superfar!”, svarede de loyalt og selvfølgelig med en latter…for en tilstand får den modsatte effekt, når den tvinges frem, og i bedste fald bare komisk.

Et andet sted, hvor man prøver at “lykkes” på den hårde måde, og ikke har forstået sammenhængen mellem tryghed, leg og præstationer, er på de danske Universiteter. Her bliver komikken patetisk, når man svært ved at anerkende egne, danske kvaliteter, og bare gerne vil “ligne de andre” større lande og andre kulturer. ’New Public Management’ svingede dødens le gennem en gammel, ædel skov af sammenfiltrede biotoper…et akademisk økosystem, hvor man i generationer har ligget i verdenseliten indenfor f.eks. naturvidenskab. Ørsted legede elektromagnetismen frem for at underholde sine elever…og ændrede verden! Bohr var et eksperimenterende legebarn: (eksternt link) og hans ’Copenhagen Spirit’ tiltrak stjerneforskere fra verdens eliten.

Hvad er det for en frygt (og mindreværd), som man i dag forsøger at kontrollere ved at kvantificere forskning i antal af kedsommeligt ensrettede papers og rigide handlingsplaner. Et top-down enevælde, som skræmmer originalerne væk og efterlader en kultur så forudsigelig blank som en bank filial? For innovativ forskning og viden-skabelse handler som al indre skabelse også om følelser. Og de visner i handlingsplanens konstruerede “WHY”!

Jeg har selv oplevet en flugt fra DTU af en flok kollegaer, som ellers stod for noget af verdens mest innovative og anerkendte forskning indenfor bæredygtige byer og teknologi antropologi i årtier, og inden nogen andre overhovedet forstod meningen med disse begreber. Nye fagområder, som i dag er noget af det hotteste man kan forske i….altså på de store udenlandske universiteter! Men de blev kvalt af det rigide, topstyrede system, som ikke accepterede deres legende tilgang til forskning – deres skandinaviske ”metode” med hjerte, følelser og samvittighed. Lyst, glæde og nysgerrighed. Leg!

1266666_10151699660823983_1774314001_o

Danmark ligger foran på nogle parametre, som man først fornylig er begyndt at pejle efter internationalt – Og det som vi kalder ‘frem’ ligger i virkeligheden ’tilbage’! Man har hentet inspiration fra erhvervslivet, siger de…og de er inspireret af udlandet. Jo, men har nogen tænkt over, hvorfor udlandet har så travlt med at kigge på Skandinavien for at lære af vores kultur og værdier indenfor skabende videns discipliner som kunst, ledelse og forskning? De ser med beundring og misundelse på skandinaviske selvfølgeligheder som ’tillid’ og ’fællesskab’ også i professionelle sammenhænge.

Det er nemlig sårbart at lege – man er åben og blød. Det er så skrøbeligt og fint et sted, hvor man bruger sine fineste antenner til at tiltrække nye ideer, som kan afprøves i trygge rammer for at se, om de bærer eller brister. De fleste lege brister, men enkelte vokser videre ud af det krøllede, barnlige sind og ud i den virkelighed, som så meget trænger til forbedring og forvandling.

Jeg har altid leget mine små sejre og successer frem. Mit forhold til hans børn blomstrede i legehuset og på kælkebakken og stor kærlighed og tillid opstod mellem os. Men han så aldrig den sammenhæng.  Nu har han taget os fra hinanden. Jeg håber, at ungerne klarer det, selvom han råber efter dem til fodbold og ved middagsbordet. Jeg håber, de kommer til at huske en voksen, som lyttede, var nærværende i nu’et og god til at lege på højt niveau!

1601290_10152331689188983_441803480406121592_n10526161_10152331689263983_4243171864992442832_n

I dag rykker min egen karriere igen i et nyt klarhedens lys.  For det mest positive, der kom ud af hans præstations pres, var den modstand som opstod i mig selv. Som de fleste mennesker har jeg min egen naturlige ambition og fremdrift, som i samspil med omgivelserne er en proces af vækst og hvile i forskellige tempi. Og netop den bevidsthed har født en ny omsorg for mine hvile perioder, der ligesom i søvnen måske er der, hvor man udvikler sig aller mest!

Som konkurrence surfer ved jeg dybt i kroppen, at læring foregår mellem trænings seancerne. At det er næste gang, man kommer på vandet, at alle tricks’ene pludseligt sidder, fordi man har ’sovet’ på dem. Og der er ikke noget tidspunkt, man sejler bedre end efter et langt fravær fra sporten, hvor der er piv-åbent til det ubevidste, og hele potentialet eksploderer derude på vandet. At det er i vekselvirkningen mellem aktivitet og passivitet, at man vokser.

Så der kom noget positivt ud af hans negative kritik, fordi jeg er i den heldige position at være et voksent menneske med erfaring nok til at kunne sætte perspektiv på andre menneskers indblandinger. I trods holdt jeg op med at bebrejde mig selv, når jeg ikke var i konstant vækst, som ellers har fulgt mig som en indre stemme. Jeg indså, at jeg var midt i den spændende kreative proces, som kaldes livet, hvor pauserne er utroligt meningsfulde. Så den modstand, der opstod i mig mod hans kritik, blev også træning til at holde op med at slå mig selv i hovedet…med at problematisere tvivl, modgang og alt det, som man ellers kan skyde sit eget selvværd ned med. For så bliver man for alvor sårbar og modtagelig for andres kritik!

For jeg har også haft nærmeste, kærester eller venner, hvor opbakningen og fortroligheden blev så tæt, at man altid havde samtaler, som handlede om tvivl eller usikkerhed, og hvor den usikkerhed til sidst fyldte så meget i bevidstheden, at den blev integreret som et personlighedstræk.

Ingen af de to yderligheder er sunde. Pauser i personlig vækst skal hverken problematiseres som noget, der skal overvindes (ikke-accept), eller problematisere som noget, der ikke kan overvindes (accept). De skal altså hverken ‘ikke-accepteres’ eller ‘accepteres’. De skal bare rummes uden særlig opmærksomhed som de midlertidige tilstande, der befrugter den lange proces, passerer og forsvinder – ligesom præstationerne også gør. Intet i livet er statisk, og alt er i sin dybeste natur blot en glædesfyldt leg.

Hvordan overfører man den legende, rummelige tilgang til Universiteter og virksomheders videns arbejde? – accepten af, at vækst ikke er en jævn og målbar kurve, men at de bedste, innovative løsninger skyder frem fra et helt andet sted, end man havde planlagt? Og at dette forudsætter en ramme af tryghed…og kærlighed til det anderledes, det skøre, skæve og legende.

Stilstand skal hverken problematiseres eller overvindes, men bare være det uvisse drømmeland, hvorfra alt nyt kan få lov til at vokse.

– Egebjerg

36090_1446849044070_1018473634_31318357_495554_n copy

Naturlove – empati / entalpi

Naturlove – empati / entropi

Da jeg læste til civilingeniør havde jeg ofte svært ved at forholde mig til de objektive indlærings metoder…det blege, kødløse, følelses-tomme sprog.

Men enkelte lærere formåede at sætte billeder på stoffet, som jeg kunne forstå… Især 3 episoder gjorde indtryk – alle fremført af små krogede professorer med røde sokker i sandalerne:

  • Den pæreformede professor i elektromagnetisme som tegnede en lille bitte prik på en af de 6 store tavler i et giga auditorium med 30 meter til loftet og plads til mange hundrede studerende. Så pegede han ud i lokalet og sagde: ”Hele dette auditorium er al den viden, som findes i universet…Og denne lille prik er alt det, som videnskaben ved noget om i dag!”
  • Den vindtørre professor i termodynamik, som (overfor hundredevis af studerende i bunden af et lignende auditorium) temperamentsfuldt smækkede lærebogen ned i katederet og erklærede, at ”Ingen af disse formler er sande!! – I studerende skal ud og finde alle de nye formler, som skal erstatte de gamle!”
  • Den gamle, berejste bygningsingeniør, som havde tilbragt et langt liv med at bygge infrastruktur på klodens fjerneste egne og prøvet at blive udstødt og lagt på is af sin koncern ledelse i årevis. Han kiggede længe på os unge studerende og sagde: ”I skal være modige! Husk, at lige meget hvad der sker i jeres liv, så bliver der altid brug for et menneske igen!”

540188_10150664590853983_1670006461_n

Som ungt menneske med en forfatter drøm var det hårdt at få at vide, at ”Du skriver rædselsfuldt!” når jeg forsøgte at peppe de videnskabelige rapporter lidt op med et par tillægsord… Og særligt indtryk på en sansende romantiker som mig, gjorde det dengang professoren i Termodynamik med næsten personlig fornærmelse holdt en lang indigneret tale om alt det det sludder, man kunne læse i fiktions litteratur.

Jeg kan næsten stadig høre ham råbe:

At “kulden kommer krybende”….det kan den ikke!!!!!! Kulden kan ikke bevæge sig! Det er varmen som forlader et rum!!! Varme kan flytte sig, det kan kulde ikke….det er forfærdeligt, hvad der står i bøgerne. Det er ligesom mørket, som heller ikke kan ”falde på” eller bevæge sig på nogen måder… Lys og varme er energi, og det bevæger sig, alt andet er ”ingenting” og står stille!!!

Han var en spinkel og adræt ældre herre, som brugte hele kroppen til at gestikulere, mens han vandrede rastløst frem og tilbage i bunden af auditoriet, hvor alle vi hundredevis af post-teenage elever hang søvndrukkent over pultene kl 8 om morgenen.

Mit lille fiktions hoved blev for altid frataget noget poesi, men til gengæld har jeg udvidet og tilføjet lidt ekstra til de gamle naturlove i forlængelse af de eksisterende… Så en lille smule har jeg forhåbentligt gjort mit til at opfylde professorens profeti om nye formler…selvom det nok ikke lige var dette, som han tænkte på!

Whatever…entropi / empati – same / same?

10801564_10152571534788983_5379107677052244684_n

Naturlove med mine tilføjelser – som professoren jo opmuntrede os til selv at bidrage med ny erkendelse – altså:

  • Mørke kan ikke bevæge sig. (Mørke kan ikke komme krybende eller falde eller…) Kun lys kan komme eller forlade et system. Lys er energi i bevægelse. Mørke er defineret som fravær af denne energiform.
  • Stilhed kan ikke bevæge sig. (Stilheden kan ikke ”sænke sig” …) Kun lyd kan komme eller forlade et system. Lyd er energi i bevægelse. Stilhed er defineret som fravær af denne energiform.
  • Kulde kan ikke bevæge sig. (Kulde kan ikke komme ”krybende” eller …) Kun varme kan komme eller forlade et system. Varme er energi i bevægelse. Kulde er defineret som fravær af denne energiform.
  • Tiden kan ikke bevæge sig. ( Tiden kan ikke gå, løbe eller forsvinde…). Aktiviteter kan bevæge sig ind i tiden, så den relativt føles som en bevægelse. Aktivitet er energi i bevægelse i lange rækker af handlinger, årsager og virkninger. Tiden står altid stille (i et nu).
  • Døden kan ikke bevæge sig. (Døden kan ikke komme på besøg…) Kun livet kan komme eller forlade et system. Liv er energi i bevægelse. Døden er defineret som fravær af denne energiform. Intet i universet er dødt. Alt er i bevægelse i en stor, levende organisme.
  • Ondskab kan ikke bevæge sig. (Ondskab har ingen selvstændig vilje eller handling…) Kun kærlighed kan komme eller forlade et system. Kærlighed er energi i bevægelse. Ondskab er defineret som fravær af denne energiform.

Altså:

  • Mørke = fravær af energi = passivt ingenting
  • Stilhed = fravær af energi = passivt ingenting
  • Kulde = fravær af energi = passivt ingenting
  • Død = fravær af energi = passivt ingenting
  • Tid = fravær af energi = passivt ingenting
  • Ondskab = fravær af energi = passivt ingenting

Derfor: Ondskab = ligegyldighed/følelseskulde/passivitet (- det modsatte er kærlighed er altså ikke, hvad man måske skulle tro “had” eller andre stærke følelser. Det modsatte af kærlighed er ligegyldighed og passivitet, og ondskab er ikke en aktiv kraft).

Kast lys over mørket! – Send kærlighed, had, følelser og aktivitet ind i ligegyldigheden…send LIV!

– Egebjerg

P.S.:

Er Entropi (al energi i universet går mod varme = ‘tidens pil’) det samme som empati? – Er Entropi Guds/Universets/Livets åndedrag?

http://www.businessinsider.com/groundbreaking-idea-of-lifes-origin-2014-12?IR=T

IMG_2028

Hvad er rigdom?

Hvad er rigdom? – Hvorfor misundelse?

…spørgsmål til Automat-tanker!

Som forsker trænes man i at tænke ”Men…er det nu sandt?” og ”Hvad nu hvis…?” Jeg har altid haft denne lyst til at stille tanker på hovedet – især hvis jeg fornemmer en gruppedynamik af automat-tænkning på et område, hvor den enkelte egentligt ikke helt kan gøre rede for, hvorfor de råber i takt med alle de andre i gruppen… Så er det tid til at rive alle tankerne fra hinanden og kaste noget nyt derind!

Det handler om følelser. Piketty. 1%. Ulighed….Virale hadekampagner. Økonomi er blevet så kompleks en disciplin, at man som almindeligt menneske næsten opgiver at gennemskue mekanismerne og er prisgivet de medier, som formidler de “klareste” budskaber. Og samtidig er penge jo bare noget af det mest banale i verden – som bytteværdi mellem mennesker – Pengeværdier relative, og pengeværdier er subjektive.

Penge er som stemmesedler. De giver magt og indflydelse over værdi, men er i sig selv ikke andet end et stykke papir – fysisk eller virtuelt. De fleste mennesker bruger deres første ’penge-stemmesedler’ på at få opfyldt egne, kortsigtede behov, men dernæst vælger mange at ”stemme” på, at nogle andre behov bliver opfyldt – langsigtede, sociale, investeringer osv.

Når man har brugt sine ’stemmesedler’ på mad og luksus til sin egen krop, så er der alligevel en grænse for, hvor meget mere, man kan bruge, som er rent egoistisk forbrug. Der er en grænse for, hvor mange sæt tøj, hvor mange måltider, og hvor meget benzin et enkelt menneske kan forbrænde…og resten af forbruget er måske værdier af mere blivende karakter som ejendomme, kunstskatte o.l., der ikke “forbruges” eller forsvinder. De næste ’penge-stemmesedler’ kan give magt til nye virksomheder og forøget aktivitet, blivende materielle værdier som huse, både, biler, kunst, jord o.l.

I mit verdensbillede er der ingen mennesker, hvis muligheder bliver begrænset af andres lykke. Jeg har hverken mere eller mindre af, at andre har meget eller lidt. Jeg har relativt de samme muligheder for selv at skabe værdi, om så en enkelt mand ejede alt i verden. Jeg behøver ikke at taget noget fra ham for selv at skabe tilsvarende værdier. Alt andet lige, selvfølgelig – frihed og demokrati.

Jeg undrer mig ofte over, hvor voldsomt hadet er på de sociale medier over uligheder indenfor den vestlige verden i en tid, hvor vi alle har mere end nogensinde. Selvfølgelig går jeg ind for at alle skal have det fornødne, men hvor kommer hadet fra og til hvem? – Hvilken type ulighed taler vi om, er den overhovedet målbar, sådan som man bruger tallene som brændsel for dette had?

Hvorfor rammer den franske økonom Piketty lige ind i københavner elitens had over, at nogen har mere end andre…hvis de fleste (i vores del af verden) har nogenlunde nok? Og hvad er det for en type værdi, som man forestiller sig, at nogen ejer?

Jeg har aldrig forstået ’misundelse’ som en følelse. Jeg kan forstå ’jalousi’ i den betydning, hvor man selv mister noget til nogen, og det er jo noget helt andet. Ligesom det også er forståeligt at ønske sig noget. Men misundelse er en virkelig negativ følelse, som mange mennesker har overfor nogen, som har mere end dem selv – penge, privilegier, skønhed, ungdom, helbred, held…

Og jeg forstår det ikke. Fordi nogen har noget mere, så behøver jeg jo ikke selv at miste noget? – og jeg mister jo slet ikke mine egne muligheder for selv at skabe eller skaffe? Tværtimod bliver jeg netop inspireret, hvis andre kan vise mig vejen med deres succes. (Og hvis jeg træffer et andet valg, kan jeg helt sikkert modregne min ’fattigdom’ med andre værdier i mit liv – frihed, privatliv, nærhed, viden m.v. – eller visheden om, at jeg arbejder for, at næste generation har adgang til disse ting).

Jeg har altid glædet mig over, at andre kunne gøre det godt! Har aldrig selv tjent mere end en mindsteløn, brugt det meste på dumme investeringer, som jeg har lært meget af, fulgt min lyst og foræret resten væk…men altid glædet mig over, at de fleste omkring mig havde meget højere levestandard end jeg, og synes det er fantastisk, når nogen klarer det rigtig godt. Det er så inspirerende! Har været mest ked af det, hvis jeg ikke har kunnet give retur i samme liga, når jeg har fået noget fra de, som forstår at få pengene til at gro (eller har været rige på immaterielle værdier, som de har delt ud af).

Jeg har som alle andre private prioriteret mine ’penge-stemmesedler’ på noget, som har betydet mest for mig. Jeg har brug for at føle frihed, så mobilitet med en (gammel) bil og surf udstyr har betydet mere for mig end bolig, interiør, restauranter, gadgets, tøj, luksusrejser eller andre af de forbrugsgoder, som jeg ser min generation dyrke i vores privilegerede del af verden. For valutaen af penge-stemmesedler er altid personlig! Jeg havde snakken fornylig med en veninde, som overvejede at sælge hendes firma. For hvad er pengene værd i tid, energi og følelser. Hvert menneske, sin valuta.

IMG_1271

Ved jeg overhovedet, hvad jeg taler om? Måske/måske ikke. Jeg har bl.a. haft en brasiliansk kæreste, som boede i et skur hos hans familie i en fjern landsby, hvor ingen ejede noget. Jeg har også i et par år været kæreste med og forsøgt at hjælpe en hjemløs, sygdomsramt franskmand, som var stemplet helt ud af alle officielle registreringer i skjul for myndighederne efter en opvækst i ghettoen med sin psykisk syge mor, en voldelig tunesisk far og uden at have gennemført sin skolegang… Jeg tror, at jeg har set nok forskellighed til at kunne udtrykke et rummeligt perspektiv. Især har det åbnet mine øjne for forskellen på en  konstruktiv eller en selvdestruktiv kultur i sin opvækst.

Relativt er vi jo alle i det danske samfund i stand til at hjælpe de få, som f.eks. bor på gaden, og det nødvendige er ofte slet ikke materiel hjælp, men et spørgsmål om at blive set som menneske og støttet, hvor man selv føler det største behov. Det er jo sjældent en stor villa eller mere mad, et menneske har brug for…men det kan være tryghed, samtale, rådgivning, simpel hjælp til at ordne det praktiske for selv at rejse sig og atter blive en aktiv del af samfundet. Støtten til at tro på sig selv. Fordi selve livsfølelsen er dette: ’at kæmpe for livet’. Her burde de fleste af os måske bare tage sig sammen lige NU og række ud efter de svageste i vores egen omgangskreds, og meget ville allerede kunne blive væsentligt bedre.

Hvorfor har vi mistet den private hjælp og ansvar for hinanden i det danske samfund? Min mormor fortalte ofte om de vagabonder, som boede på skift i hendes barndomshjem i begyndelsen af forrige århundrede på en stor proprietærgård, som var ramme for sammenhængskraften i det lille lokalsamfund. De som havde hjælp behov til at klare livet gik i fast rute mellem de store gårde, hvor de fik mad og husly.

Tværtimod kan de fleste af os nok tilslutte sig, at i valget mellem materielle goder og et godt socialt/mentalt liv ville man vælge det sidste. For hvad er rigdom?

I forbindelse med udregning af BNP tales der for tiden om forskellen ved at regne i ’input’ eller ’output’ modeller (efter nye regler fra EU). Det er interessant at tænke på forskellen på at regne rigdom i hvad man BRUGER af penge/værdi, fremfor hvad man HAR på papiret.

En gnier af rigmand, som intet bruger/får for sine penge, TAGER jo heller ikke noget fra verden. Han kan stable alle sine milliarder i baghaven og sætte en tændstik til, og ingen har mistet noget. Det har bare rykket magtbalancen fra hans stemmesedler til nogle andres stemmesedler – måske en anden rigmand/kvinde i Kina, som sætter sine penge i bevægelse.

Men en mellemindkomst familie, som slider på miljøet og dyrker de hurtige forbrugsgode, de er ”mere rige” end rigmanden, fordi de forbruger. De bruger verdens rigdom og ressourcer. Det er output’et af pengene, som definerer rigdommen – et spørgsmål om, hvordan man bruger sine midler og hvor meget, man får for dem.

Selvom rigmanden vælger at hæve alle sine milliarder i cash og tænde et stort bål med dem, er der ingen andre end ham selv, som har tabt værdi (og måske en national balance). Der er kun gået papir tabt. Penge er magten til at bestemme over værdier. Værdier, som vi subjektivt kvantificerer. Der forsvinder jo ikke ejendomme, medicin, mad eller virksomheder med hans penge-bål. Der er bare nogle andre, som får forholdsvis mere magt over disse værdier. Så der burde ikke være grund til at være misundelig på hans store bunke penge – men der er god grund til at bekymre sig om, hvordan han bruger pengenes magt, hvis han forventeligt ikke vælger at sætte en tændstik til dem!

Derfor er der for mig en langt vigtigere diskussion om, hvordan vi regulerer den magt, end om hvorvidt nogen har mere end andre.

Og det er jeg også klar over, netop er Pikettys ærinde. Problemet er bare, at hans statistik bliver brugt til disse simplificerede og masseforførende paroler, som er benzin på et folkeligt misundelses bål (og at han træder ud af den kritiske forskerrolle for at dyrke denne politiske effekt, så der sker en sammenblanding med den objektive autoritet). Og hvad er der så galt med revolutioner? – Jo, det er ikke altid årsager og løsninger er så gennemtænkte, at man ender i en bedre balance, det er historien allerede fuld af eksempler på, og først bagefter opdager man, at kulturarv og arvesølv er brændt på et hadefuldt bål.

Penge kan bruges til manipulation, og det er først her, de bliver gode eller dårlige i store mængder. Men store mængder ligeligt fordelt på mange mennesker er heller ikke nødvendigvis et gode…mange tager ikke altid bedre beslutninger end få…selv ikke for flertallet. Klodens miljø viser tydeligt, hvordan den mekanisme fungerer. Penge ikke i bedre hænder hos masserne set fra et samfundsperspektiv – overforbrug gange 7 millliarder i stedet for som nu i en lille flok, som flyver rundt i private jetfly….hvis alle havde råd til det, ville kloden dø på mindre end en generation!

Og jeg har heller ikke nødvendigvis tillid til, at demokratisk valgte (offentlige) fonde ud fra mindste fællesnævner forvalter fælles midler mere hensigtsmæssigt end private fonde. Det er ikke klogere, kærligere eller mere visionære folk, som sætter initiativer i gang hos kommuner og stat. De store private fonde trækker et kæmpe læs i samfundet, når det kommer til visionære projekter, hvad enten det er indenfor kultur, forskning, naturbevarelse mv. Netop fordi de ikke er demokratiske og trækkes ned af mindste fællesnævner, men kan tillade sig at have en holdning eller løbe en risiko – at være spydspidser, innovative eller minoritets forkæmpere. Og dermed kan åbne døre for de brede flertal også – for ny viden, nye landvindinger, nye visioner. Det skal bare være åbent, synligt og tilgængeligt for alle!

Jeg er helt enig i, at der findes masser af problematiske strukturer, bankerne, som det mest nærliggende, men de er også vores eget valg som forbrugere, ligesom så meget andet! – Fravælg dem og opfind nye institutioner, nye strukturer! (Personligt køber jeg ikke Nestlé produkter, og har undgået Coca-cola og Shell siden 80’erne – Det er mit eget valg heldigvis, så de skal ikke have mine stemmesedler).

Vi bruger i stigende grad vores penge til (værdisætter) abstrakte ting som internet-services, underholdning og sociale netværk. Nye milliardærer, som vi giver magten med vores penge-stemme-sedler er Amazon, Google, Facebook osv. Der sker en sammenblanding af materielle og immaterielle værdier, som forvirrer hele vores byttesystem, og dertil kommer tidsfaktoren. Penge/værdi, når man har brug for dem har en anden prioritering/størrelse, end når man ikke har brug for dem længere…

Hvis man tager et tilfældigt hus på Frederiksberg og flytter det et stenkast ud på Amager er det kun det 1/2 værd, og hvis man flytter det samme hus ud i et industrikvarter vest for Hjørring, så er det 1/10 værd… Mærsk-butikken med alle dens øser er kun noget værd, så længe den drives professionelt. Vestas står og falder med politiske beslutninger. Min computer har kun værdi, indtil nogen klipper ledningen på det globale internet… Vintertøjet mister værdi, når verdens temperaturer stiger, eller orange ikke er moderne længere… Tøjkollektioner skifter 8 gange om året, og sådan beregner det vestlige menneske ”matematisk værdi” via penge.

Al værdi har en tidsfaktor indbygget, og de fleste værdier holder ikke længe uden at tilføres ny værdi. Et hus skal vedligeholdes, en bil holder ikke mange år og selv de dyre møblers indkøbspris falder til en loppeværdi efter ganske få år. I et almindeligt indbo er de dyreste værdier computere og anden elektronik, som er nær værdiløst efter et år. Immaterielle værdier som underholdning, der er USA’s 2. største eksport industri, er værdi i flygtig flugt.

Man kan ikke sætte lighedstegn mellem aktiekurser og rigdom. De svinger…og ind imellem forsvinder. Fordi det er svært at drive en virksomhed – der er altid gæld og usikkerhed et sted, og butikken er kun det værd, som nogen tilfældigvis gider at betale for den. Jeg synes det er vigtigt for diskussionen om værdier og rigdom, at man skelner mellem værdier “på papiret” overfor billedet af “rigdom”, som bliver så forenklet i Pikettys kurver (- som også har mødt akademisk kritik, f.eks. hans selektion og brug af statistisk materiale for at vise, hvordan 99% rigdom er fordelt på 1% befolkning, og efterfølgende politiske konklusioner på de tal).

Jeg efterlyser nuancer. Hvad er rigdom i den størrelseorden? – Var Bernard Madoff rig? – Stein Bagger? – Eller de 17 spekulanter, som siges at have udløst den danske finanskrise? – Penge, som figurerer i statistikker, men ikke i den virkelige verden? Jeg efterlyser den nuance, som handler om forskellen mellem at have penge i banken eller på papiret. Og synes, at det vigtigste egentligt er den indflydelse, som følger med også de fiktive værdier.

Penge i den størrelsesorden er jo fiktion? – Og jeg siger ikke, at der ikke er ulighed, eller at der ikke burde være lighed, slet ikke…selvfølgelig!! Men at der i dette tilfælde med disse tal og grafer ikke så meget afbildes ‘rigdom’ (som forbrug og i den usmagelige form) men mere noget med potentiel ‘indflydelse’ (ikke magt) via job-skabelse, produkt-udvikling osv. – og det er jo interessant nok i sig selv!

Og nogen besidder stadig vulgært store værdier, ja! Men det forringer jo stadig ikke mine chancer for selv at skabe værdi? – tværtimod er det svært at bevæge sig, hvis alt omkring mig står stille…vi har alle brug for dynamikken.

IMG_8711

Men det er altid et samfundsmæssigt anliggende, hvordan disse få mennesker forvalter deres penge-stemmesedler, for de kan virkeligt påvirke verden både positivt og negativt.

Og derfor skal vi værne om de rigtige stemmesedler – de demokratiske stemmesedler, som giver flertallet magten til at bestemme regler og rammer for, hvordan rigdom anvendes. At der i alle verdens lande bliver sikret demokratisk satte rammer for løn, arbejdsmiljø, forskning, formidling, undervisning, infrastruktur, byplanlægning osv. osv. Om der drives rovdrift på ressourcerne, om minoriteter begrænses i deres muligheder, om der er åbenhed og ærlighed i alle samfundsstrukturer? – At medierne ikke er i lommen på nogen, hvad enten det er hos en pengestyret amerikansk valgkampagne, en diktator et sted i øst eller en selvudnævnt menings-elite i København?

Det er vigtigt! – så der vil jeg lægge mine tanker og følelser, ikke i smålig misundelse. Jeg synes det er mere vigtigt at sikre lige rettigheder end selve ligheden. 

Den vestlige verdens ”værdier” er behæftet med enorm risiko og usikkerhed – vi lever et skrøbeligt liv, og vi er alt for mange… Hvis hele verdens befolkning holdt igen med at føde så mange børn, så havde vi rigeligt med viden og teknologiske løsninger til at leve et bæredygtigt, sundt og ligeværdigt liv alle sammen. For ja, klodens ressourcer er knappe, og moder jord har ikke råd til, at 7 milliarder pludseligt får råd til at forbruge efter lyst…

Mennesker er i deres natur umættelige, og der er altid nogen, som pludseligt får brug for et større hus, flere rejser, lækrere livsstil, en privat helikopter… Min generation i København lever bedre end nogen gjorde ved Solkongens hof. Livsstils magasiner hyper månedlige skift af kollektioner på interiør, gadgets, rejsemål, restauranter osv…og alle er med på bølgen. På en hvilken som helst mandag aften kan man se fuldt udsolgte restauranter på hvert gadehjørne fra city over brokvartererne til langt ud i provinsen. Alle har biler, alle rejser, alle har store boliger. Glemt er tidligere krigsgenerationers mådehold og ressourcebevidsthed. Ingen slukker for lyset, genbruger emballagen eller sparer på vandet længere…heller ikke i de nye, voksende økonomier ude i verden.

Hvis man fjerner penge eller fordeler dem ligeligt, så flytter magten bare over i noget andet, med det klassiske eksempel i det gamle Østeuropa – Der er altid nogen, som bor i de bedst beliggende huse, penge eller ej.  I dagens Danmark kender jeg folk i mediebranchen som kommer foran i alle køer til kultur begivenheder og altid får taletid, og folk i sundhedsvæsenet, som kommer gratis og foran ind til tandlæge og læge ydelser. Andre kommer billigt til at få håndværker, mekaniker eller hjælp til uddannelsen. Ulige magt vil altid eksistere uanset, hvor godt man forsøger at tælle og holde regnskab. Og det er ofte dem, som selv har den tendens, som råber højest op om, at nogen andre har for meget…!

540188_10150664590853983_1670006461_n

Så længe vi kun har en håndfuld mennesker i hvert land med råd til egen privat jet, så skal vi prise os lykkelige – der er grænser for hvor meget, som de få rige kan forbruge, men der er næsten ikke grænser for, hvor meget 7 milliarder mennesker ville begære af forbrug, hvis de fik muligheden for det. Og meget værdi kan slet ikke fordeles – det forsvinder i det sekund, man tager det ud af sin sammenhæng. De egentlige værdier på vores planet er som altid: ‘Økologiske systemer’ og ‘Tid’. 

Hvis man virkeligt fordelte den vestlige rigdom, da ville planeten være i alvorlige problemer, når man ser på hvordan den helt normal kreative middelklasse går foran med at forbruge materielt – så ville der blive bygget store huse, som skulle indrettes efter sidste nye indretnings tendenser med designer møbler, nye hvidevarer, masser af gulvplads, rideheste og parkanlæg, intelligente installationer, garderobeskabe på størrelse med parcelhuse, et privathospital til at holde dem evig unge og ugentlige flyrejser til enhver plet på jorden, og en masse teknologi og isenkram til at holde det hele ved lige… Så ville jordens ressourcer kollapse i løbet af et årti!

Jeg er vokset op under forholdsvis beskedne kår men i nordsjælland, hvor mange skolekammerater var af velhavende familier.  Jeg oplever, at de familier, som optjener store formuer, arbejder langt hårdere og mere fokuseret på et objektivt ‘projekt’ end andre.  At de netop ikke dyrker et subjektivt spejlbillede med et ego i centrum, men har et mere beskedent og fornuftig fokus på at opbygge blivende værdier, udvikle samfundet og støtte sociale formål med andet og mere end ORD. Jeg tror ikke, man kan optjene større værdier, uden netop at have et socialt formål, for at andre gider investere deres liv, tid og penge.  Og at resten er social evolution, hvor generationerne hele tiden (forhåbentligt) bliver klogere på deres prioriteter, efterhånden som de finder løsninger på problemerne. (Selvom tanken er romantisk, er jeg egentligt taknemmelige for, at jeg ikke behøver at overleve som stenaldermenneske i en kold, nordisk skov med klankrige, dødsfødsler og ulve hylende fra de mørke vinternætter).

Men jeg bliver forskrækket med min egen forskningsbaggrunds viden om, hvor subjektiv og selekteret al forskning er, selv indenfor de mest videnskabelige discipliner, når selv vores tungeste medier fremstiller ukritisk, og f.eks. Weekendavisen (041013) havde en lang, ensidig artikel om Pikettys statistiske fortolkninger. Men især hele den virale snebold, som er rullet med nemme, aggressive statements. For de pisker op til had og fordomme og mindsker vores forståelse for, hvor komplekst alt er skruet sammen i virkelighedens verden. Simple, følelsesladede budskaber sælger desværre bedst.

Og ja, jeg frygter hurtige ændringer som krige og revolutioner – de flytter bare problemerne. Det skræmmer mig, når nogen får stjerner i øjnene eller kilden i maven over folkemængder, som marcherer i takt og brænder byer ned på mindste fælles nævner. Jeg har aldrig forstået begejstringen over den del af den franske revolution, hvor mænd og kvinders hoveder blev skilte fra deres kroppe som folkelig underholdning, mens der blev grinet og hujet blandt strikkende kvinder og børn og blodet flød fra guillotinen. Jeg forstår simpelthen ikke blodtørst som en lyst. Piketty hylder den franske revolution og princippet fra dengang om, at store værdier godt kan tilfalde enkeltpersoner (magteliten) i spidsen for demokratiet: Link til interview. Han erkender også, at revolution og republik ikke medførte større lighed i Frankrig end i andre europæiske lande!

For mig er det et mysterie, at nogen kan synes det er dyrt, at danskerne betaler 400 mio kr, svarende til et årligt abonnement på 80 kr om året pr dansker, for at en hel familie lægger deres liv i hænderne på at være neutrale kustoder i et stykke uerstattelig kulturarv – og samtidig forærer både deres børns og egen frihed til at repræsentere en forkælet befolkning. Kongefamilien spiser næppe det beløb op i ekstra store måltider, men man kan gå ud fra at repræsentation til fællesksabets bedste har omkostninger, uanset hvem som sidder i stillingen. Og jeg er dybt taknemmelig for, at en familie gider opdrage deres børn til den jobbeskrivelse med hele kulturhistorien indbygget i en livslang uddannelse, så vi slipper for at se den ene amatør efter den næste forsøge sig i det embede. 80 kr om året pr. dansker, som ellers gladeligt betaler 40 kr om dagen for deres latte i papkrus!?!

Jeg er klar over, at jeg lever i måske verdens mest priviligerede samfund, men derfor skræmmer det mig også, at de som råber højest op om ulighed også er dem, som man hver weekend ser smide hurtige penge over Fiskebaren og andre smarte restauranter. De har en intern konkurrence kørende på livsstil, gadgets og højtflyvende projekter. Filmfolk og popstjerner vil gerne have deres eget navn bøjet i neon som folkekære præsidenter.

Ordene bliver til smukke påfuglefjer, som råber til følelserne. Det er de tønder, som buldrer højest om Piketty og ulighed, som ofte selv er de første til at hjælpe sig selv, egne projekter og deres egen flok frem i verden. De har ikke kærester fra den franske ghetto, men selekterer priviligerede netværk, hipsters, pleasers og racerene familier i kulturel harmoni. I Danmark ejer de mediebranchen og alle dens forsyningskanaler.  Påfuglene spankulerer som vor tids nyreligiøse præster foran folkeflokken og baner vejen for egen karriere. De bærer våben af sarkasme og social eksklusion af mennesker, som ikke retter ind i menings hierarkiet eller anfægter københavnerelitens verdensbillede. De ord, som opildner til dogmatisme og angst for at udtrykke nuancer af “sandheden”…de skræmmer mig mest!

Jeg ville med alt dette egentligt bare sige…jeg forstår ikke misundelsen og slet ikke hadet alene på baggrund af ”tal” og statistik for rigdom…der er så meget andet og mere i at forstå de mekanismer, udvekslinger og sammenhænge af værdi, rigdom og muligheder.

Kald mig gerne romantiker, men jeg tror at den eneste værdi, man kan tage med sig gennem livet (og gennem døden) er de oplevelser og viden, man kan stoppe ind i sit eget hoved på livets vej, krydret med det nærvær og kærlighed, som man har delt med andre undervejs.

– Egebjerg

 993056_10151543332469685_1353834785_n

At dele er at hele er at dele…

Giver mine tårer til havet

Jeg tager al min afmagt og vrede fra den sø af tårer, som har fyldt hele min krop. Lader dem flyde ud i havet, hvor de opløses i uendelige andre dråber. Tårerne fortyndes, forsvinder, fylder intet i dybet af alle verdens oceaner. Jeg ser på bølgernes dans og mærker ro ved kanten af vandkroppens storhed og tyngde. Vinden vender overfladen til små stejle spejl af solglimt, som fylder mig med lys.

539354_10151048596243983_1562051058_n

Jeg huler hånden om mine hundrede største bekymringer som små, skarpe, tørre sandkorn kradser de imod min hud. Drysser dem ud over stranden, hvor de forsvinder for mit blik blandt uendelige dyner af andre bittesmå sandkorn og sand og flere sandkorn i alle former og farver. Jeg vandrer med vindens glemsel trækkende i mit hår, mærker det bløde sand give efter under mine fødder. Kigger tilbage på aftrykket af mine skridt, som snart forsvinder mellem livets andre spor.

483445_10151303251523983_84415516_n

Mine sorger samler jeg i en bunke og hænger dem stille ud blandt skovens milliarder træers trilliarder blade. En efter en forsvinder de som prikker i en lysende mosaik mellem grenenes buer og hvælvinger i toppen af bøgestammers gotiske katedral. Venter på efterårsvinden i en pludselig hvirvel vil lægge dem til hvile i tykke lag af blad-smulder-muld under sneen, hvorfra næste forår spirer skovsyre, mos og millioner anemoner.

555920_10150956655618983_259711667_n575989_10150956657198983_2083948787_n10012580_10152116622188983_1556211728569554380_n

Jeg deler mine sorger, mine bekymringer, vrede og afmagt med altings store hele. Mærker det forsvinder som dråber i havet. Deler det med dig, som lytter uden ord. At dele er at hele.

– Egebjerg

578569_10151145555407795_321662054_n285676_10151126170183983_475388354_n

”Fucked” – og psykologi på skoleskemaet!

”Fucked” – og psykologi på skoleskemaet!

I 2003 skrev jeg denne kronik ”Fucked” – om dopaminer, drugs og andre stimulanser i Københavns kreative klasse:

Kronik i Politiken: “Fucked”

Egentligt ville jeg bare sige, hvad jeg stadig mener, at der burde være ”Praktisk Psykologi” på skemaet i folkeskolen!

Eller måske rettere noget med ”Samvær, relationer og psykologi”…i hvert fald et grundigt indblik i de psykologiske mekanismer i og mellem mennesker som forudsætning for alt andet i livet – ikke mindst evnen til at lære!

Der burde undervises i børnehøjde i f.eks.:

  • Misbrug, afhængighed, dopamin, lystcenter osv.
  • Venskaber, mobning, gruppepres, konflikter, tilknytning osv.
  • Parforhold, skilsmisser, magtkampe, kommunikation, nærvær osv.
  • Depressioner, angst, stress, introvert/ekstrovert, selvfølelse osv.
  • Sociale fællesskaber, arbejdspladser, motivation, læring…
  • Osv., osv., osv.

”Privilegier” er ikke materielle goder eller mærketøj! – Indre styrke og kompetencer i sociale relationer er dannelse i opvæksten i de gode familier – men kan være svære at skulle lære sig selv senere i livet.

Hvis man skal opfylde ønsket om ”lige muligheder” for alle skoleelever, er her et område, hvor ikke alle børn har mulighed for at blive stimuleret hjemmefra.

Ikke alle er vokset op med indblik og udsyn – det findes i de privilegerede familier, hvor sociale relationer italesættes, og børnene får et sprog og et blik for selv at kunne se.

(Det ville også lette noget af det arbejde, som allerede foregår i klasserne omkring mobning, særlige udfordringer osv.)

 – Egebjerg 

pink IMG_6414pink IMG_6413

Herunder er teksten, som blev trykt i Politiken 15. juni 2003:

Fucked

Han er pusher. Det ved alle til havefesten, hvor der ellers konverseres kærlighed og verdensfred over multietniske delikatesser. Musik og mediebranche bæres som designerpåklædningen i øvrigt: casual. Gæsterne besidder ikke materiel velstand, men er rige i ånden. Nogle af dem ejer dansk kulturliv – de er tidens adel. Omkring dem sværmer et hof af embedsmænd, der afkoder og administrerer sidste nyt inden for hattefjer og attituder.

Men lad os hellere kalde ham Kristoffer. Det er alligevel ikke hans skyld, at nogle af landets mest interessante hjerner ligger henslukte med nedtur flere dage om ugen. Og det er selvfølgelig heller ikke Kristoffers skyld, hvis de engang opdager, at mange års forbrug af coke og andre stimulanser har medført varige skader på psyken. Det er deres eget valg – det vil de selv pointere som de første. Næ, tværtimod er Kristoffer respekteret som en af vennerne, hvoraf nogle få vælger at se væsentlig mere til ham end andre. De er ‘fucked’, som man i de kredse beskriver tilstanden af destruktiv og vedvarende virkelighedsflugt.

Enkelte gæster sniffer en bane coke fra bagsiden af deres mobiltelefoner, mens de diskuterer art og feinschmeckerei. Kodeordet hedder overskud. Det er livsvigtigt at kunne bekræfte sig selv og hinanden i, at man har gang i noget spændende og stadig er fede, mens der spindes magiske tråde i et usynligt netværk.

Og således ånder alt brede horisonter og buddhatilstand, indtil en fyr, som hedder Peter, pludselig ligger på jorden med et blåt øje – vist noget med en fornærmelse og nogle penge … Kristoffer sender diskrete kommandoer ud i sit netværk – der skal åbenbart statueres et eksempel her. Episoden foranlediger en bølge af små magtkampe i det sociale hierarki: Én råber op, en anden dysser ned, mens en tredje forsøger at afgøre sagen med et kvælertag efter et diskret vink fra en fjerde. Personerne træder i karakter og markerer deres rolle i flokstrukturen.

Som dukker i et marionetteater, der har fået et puf, danser aktørerne rundt i usynlige snore, indtil alle har fundet deres pladser, og der atter er balance i broderskabet.

De følgende dage bliver en del kvalitetsmusik ikke komponeret, nogle billeder, noget design og et par ellers virkelig nyskabende manuskripter kommer ikke rigtig videre … En reklamekampagne sjuskes lemfældigt igennem og sælges højrøstet som kunst og kejserklæder. Aftaler syltes, og et par broer brændes af til kolleger, venner, kærester, familie.

Det er ikke cool at tale om misbruget som et problem i selve det miljø, hvor det foregår. Der dyrkes kollektiv fortrængning – men hviskes lidt blandt bekymrede kærester. At råbe en kæreste op, som er på stoffer, er som at forsøge at løfte selve Midgårdsormen. Misbruget ligner en uskyldig kat, men strækker sig bare længere og længere, og poterne vil aldrig slippe jorden. Man tror, og man håber, og man bliver så træt, som man står der med løftede arme og mærker blodet løbe fra.

Dernæst begynder man at rykke sine egne normer. Forsøger i sin hjerne at rumme en ny logik for det besynderlige sammenstød af solskinslys hverdag og en ring af hvidt pulver omkring et næsebor. Prøver at abstrahere fra den bitre bismag af et coke-kys, som det bagefter stikker giftigt på tungen. Man lærer at kende de kolde glasskår i blikket på en misbruger, som ikke selv synes, at han har noget problem med noget som helst – andet end måske lige netop med sin kæreste (og så lidt med at få alle drømmene til at passe med virkeligheden). Men hvem har ikke også det?

Til sidst begynder man som pårørende med matchende ligegyldighed at brænde sine egne aftaler, blot for at kunne bilde sig selv ind, at det er helt normal adfærd. Opdagelsen af, hvordan man også selv med lidt kreativ bogføring kan udligne eget underskud ved at belaste andre menneskers selvværd med svigt.

Den sidste bastion er nok lysten til at prøve stoffet på egen krop for at opnå bare et glimt af nærhed. Men konkurrencen er ulige: Drengene og drengepigerne vil altid være vigtigere for ham. Ingen stiller krav til hinanden om nærhed eller forandringer her, tværtimod. Kærligheden til dette båndløse broderskab er en stor del af selve afhængigheden – den paradoksale tryghed i et fællesskab funderet på frihed. Det ved enhver, der har været i berøring med nogen, som forsøger at komme ud af et misbrug.

Så hvorfor er der ikke mere fokus på dette fællesskabets psykologi, når man vil forebygge stofmisbrug blandt de unge? Det er, som om snakken om forebyggelse i dag handler mest om afvænning eller begrænsning af forbrug, efter at skaden er sket. Men hvad med stadiet før forbruget overhovedet begynder – spørgsmålet om: hvorfor?

Til Kristoffers fest befinder vi os en generation lige over de ecstasybrugere, der er størst bekymring om for tiden. Men Kristoffers venner begyndte på samme måde for nogle år tilbage i fællesskab at ryge hash og eksperimentere med speed og kokain. De ser stadigvæk den samme omgangskreds, som da de som yngre anførte den tids ungdomskultur. Deres netværk er omfattende og består af stærke personligheder med tråde til parallelle netværker af yngre og ældre generationer. De er, som drivkraft for en ungdomskultur, progressive, kvikke, nytænkende, selvstændige, kreative, på forkant med internationale tendenser og meget, meget nysgerrige. Der skal ske noget, og verden skal forandres – Nu! Ellers keder de sig og bliver rastløse.

Generationerne før dem var måske hippier, frihedskæmpere, reformatorer, vikinger, eller hvad ved jeg – de første jægere i Danmark? Visionære folk, som har eksisteret til alle tider og festet med skiftende stimulanser fra den første fluesvamp i en tønde brændevin. Nu som dengang sætter Kristoffers omgangskreds dagsordenen i netop deres miljø. Visse miljøer er så prestigefyldte, at de sætter dagsordenen for en hel ungdomskultur, hvis bærende værdier med tiden blot bliver til kultur, hverdag og samfund for alle os andre. Sådan har verden vist altid udviklet sig …

Og så er det jo svært at bebrejde nye generationer, at de efterligner netop deres rollemodeller, eller beskylde dem for at opfinde et misbrugsmønster, som alligevel altid har eksisteret som et skabende og sammenholdende element i vores kultur. Brændevinen er blot opgraderet med moderne kemi – parallelt til problematikken på miljøområdet, hvor materialer, vi har kendt på godt og ondt i århundreder, erstattes i hastig udvikling af nye og kunstige materialer, som ingen kender langtidskonsekvenserne af, og som vi dårligt kan nå at teste eller lovgive omkring, før der igen kommer nye alternativer på markedet. Som på miljøområdet har man for længst erkendt, at problemerne skal løses gennem forebyggelse – men alligevel er det stadig symptombehandling, der rent faktisk praktiseres. Og mens tiden således går, bliver kemiens konsekvenser i stigende grad uforudseelige.

De havde hoppet på hans hoved! Vi møder Frederik på den lokale café, og den store, glade mand ligner ikke sig selv. Vi stirrer stumt på hans 13-stings-sammensyninger og sortrandede øjne, som han sidder under varmelamperne og ligner en pandabjørn, der er raslet ned fra sit træ. Men han var såmænd bare spadseret ud fra et morgenværtshus, til søndag og fuglesang, da han pludselig ligger på fortovet mellem en flok 20-årige knægte. Frederik tilhørte ikke deres flok, og det skulle lige pointeres. Men hvorfor de skulle helt op og hoppe på hans hoved for at få budskabet derind, kommer jeg vist aldrig til at forstå.

Et kort øjeblik overvejer jeg en næstekærlig betragtning om de unge, som foragter menneskelivet, fordi de ikke selv føler sig lyttet til … Men synsvinklen dækker ikke helt problemets omfang, kan jeg godt selv høre. Så vi nikker blot tavst, da en af vennerne mumler forklaringen, der kan rumme det uforståelige: ‘Stoffer’. Og mere er der vel ikke at sige om den sag, enes vi om og lusker hver til sit med et kollektivt opgivende skuldertræk.

Fucked … Rødderne på gaden har deres egen ‘Kristoffer’. Han findes i alle de små landsbysamfund, som subkulturerne i København er sammensat af. Enhver landsby har sin bartender, og de unge præsenteres for Kristoffer, længe før de præsenteres for et rusmiddel. Han er en sød dreng. God familie. Og det hjælper naturligvis ikke at fjerne Kristoffer, for så vil det bare være Rasmus, Alexander eller Benjamin, som træder til.

Og nej, det hjælper selvfølgelig slet ikke at lukke Christiania! Det er jo for pokker ikke der, problemerne begynder. Så ville det da være langt mere på sin plads at forbyde parcelhuskvarterets ordnede kedsomhed, skolernes konformitet – eller bare forbyde lave lofter, sådan generelt … Nej, det vil ikke hjælpe en pind at asfaltere Københavns sidste uspolerede stykke natur – tværtimod! Så skulle man bagefter til at lukke hver eneste fest i hele landet.

For man skal ikke gå særlig meget i byen for at blive klar over, hvor almindeligt accepteret det er at eksperimentere med alternativer til alkohol. Snart forstår man betydningen af den megen ringen rundt efter Kristoffer og hinanden til langt ud på morgenen – flokken, der hyler ud i natten for at holde kontakt til hinanden, og den rene lykke omkring et lejrbål, når tre voksne mænd går fnisende på toilettet sammen.

Der praktiseres adfærdsmønstre, som afspejler den hierarkiske orden og fortæller, hvem man selv er. En kommunikationsform parallel til hele det sociale teater, der foregår omkring en person, der skal have tændt sin cigaret. Også her bliver der fortalt om vilje, karakter, status og personlighed i trygge og almengyldige termer. En ikkeryger er kørt ud på et socialt sidespor i forhold til det fællesskab af følelser, viden, øjenkontakt og indforstået kropssprog. Et sprog, som omfatter så meget mere end nikotin og cigarettens beroligende effekt.

Og hvem kan i øvrigt sige sig helt fri fra afhængighed af en dope – om det så er koffein, adrenalin eller amoriner. Og hvis der slet ikke er nogen afhængighed, hvem kender så ikke tomheden – længslen efter at længes?

Misbrugere fortæller gerne barndomsminder om mange former for svigt – om forældre, som på et eller andet plan ikke var nærværende. En forståelse, de først selv kan formulere langt op i voksenalderen og særligt åbenhjertigt sådan tirsdag morgen ved fire-tiden, på antabus og desperate i blikket, mens de bestiller endnu en danskvand med cranberry juice i baren. Er kernen i alt forbrug da blot et hul af eksistentielt savn efter kærlighed og tryghed?

Hvad nu, hvis man indførte undervisning i anvendt psykologi i folkeskolens ældste klasser? Kunne man forestille sig, at de unge så selv ville begynde at regne sig frem til, at stimulans (alt andet lige) er et udtryk for ubalanceret følelsesliv – at behovet signalerer præcis det modsatte af at være cool? Ville et rusmiddel da – i stedet for som sidste nye skrig i figenblade at dække utilstrækkelighederne – kunne gå hen og blive den pinligt afslørende udstillingsgenstand for en barnlig uselvstændighed … uudviklet identitet … manglende mod til at tage ansvar for livet … angst …?

Hvorfor ligger der i det mindste ikke faglig viden om psykologien bag et misbrug på Sundhedsministeriets særlige hjemmeside www.mindblow.dk? Her er de mest udbredte narkotiske stoffer beskrevet, så det hele minder lidt om sidste kapitel i en biologibog. Selvfølgelig er disse facts om euforiske konsekvenser vigtige – men hvornår er afhængighed blevet reduceret til et kemisk fænomen?

Min veninde græder i telefonen. Hvordan kan man trøste? Hvad skal man sige? Ja, han var sådan en smuk og følsom fyr, poetisk og intelligent ud over alle grænser … Men han passerede også sidste grænse, da han blandede speed og heroin. Det burde han have vidst. Det ene stof hæver hjerterytmen, og det andet stof sænker hjerterytmen: Bang! Som i en elektrisk kortslutning sætter hjertet ud med et ryk – færdig, død.

Ingen af vennerne havde forestillet sig, at en så begavet fyr kunne finde på noget så dumt, bare for et ekstra kick en lørdag aften. Han var jo populær, lige fyldt de 30 år. Og hans begravelse ligner da også et rave for Københavns undergrundskunst – alle freaksene er der: fremtidens H.C. Andersen og Søren Kierkegaard begraver en ung Mozart.

Lige om lidt kan ordet ‘ecstasy’ ikke længere sælge aviser, hvilket bringer problemet dejligt ud af verden sammen med regnskoven, hungersnøden, aids og de truede dyrearter, hvor vi kun forstyrres af en lille rubrik i ny og næ. Så kaldes problemet måske i stedet vold og kriminalitet – og det er jo langt mere håndgribeligt.

Derfra bliver det op til de unge selv, deres forskrækkede forældre og overbelastede skolelærere at bringe debatten om rusmidler med ukendte konsekvenser ind i fremtiden. Lad os håbe, de er klare nok i hjernen til det.

– Egebjerg

IMG_2842

Besøgstid

Besøgstid

Næsten borte, i hvidt og groftvævet linned, fra hospitalssengens stålgitterstillads rækker du en gammel hånd, tyndslidt og med store fregner, fra en tid jeg ikke kender.

Henover et brølende århundrede famler du efter mine varme fingre.

Dine knogler magen til mine knogler – Neglenes facon, hår, knopper, linier, mønstre.

Med dem rækker du ud for at trykke din egen ungdom i hånden, genkender…mens jeg berører min egen alderdoms knoglede hånd.

Du rækker ud efter din fortid, jeg rækker ud mod min fremtid.

Blå årer tegner portrætter af levet liv under den tørre hvisken af papirtynd hud.

Din hånd trækker et suk af stoppede sokker, stauderbede, vasketøj og hjemmesyltede rødbeder fra to verdenskrige, tre børnefødsler og din døde søn.

Min hånd løfter det ordløse spørgsmål om i morgen – bliver der plads til nærvær og tilfældigheder og stadig en naturlig natur i den kommende verden fyldt med utænkelig teknologi?

Vil jeg opleve børnebørn?

Svaret svæver vagt mellem kopierne af vores hænder.

Besøgstiden snart forbi.

 – Egebjerg

IMG_3622

Hvem har ret – flertallet eller de klogeste?

Hvem har ret? – Flertallet eller de klogeste? 

(Opfølgning på kronik om højintelligente børn)

IMG_5726

Jeg har sjældent fået så meget positiv feedback på noget, som da jeg i 2001 skrev et indlæg i debatten om folkeskolens inklusion af børn med høj IQ:

Link: Kronik i Politiken: “Hvor er mit rumskib?”

Siden den kronik er der heldigvis sket en lang række forbedringer i folkeskolen og på private skoler med tilbud til både de rastløse, utilpassede højt intelligente og til de indadvendte drømmere, så de ikke falder ud hverken i deres forhold til læring eller i forhold til egen social identitet.

Det er så svært at beskrive… For intelligens er usynlig, men den griber ind i ALT i et menneskeliv. Den høje IQ er en styrke og en svaghed – ligesom hvis du havde været 4 meter høj eller født med 3 arme. Det kan give ekstra fordele, men så længe husene er bygget til normalt høje mennesker, og tøjet syes med 2 ærmer, så er det besværligt…og den situation ville omgivelserne endda tydeligt kunne se og forstå!

Men ingen forstår de blandede følelser af ‘pligt’ overfor at skulle være den ’voksne’ tænkende og tålmodige overfor alle andre, behov for hele tiden at skulle forsvare egne konklusioner overfor de samme mennesker, og til sidst forvirringen over det ultimative dilemma ved normaliteten: Hvem har ret? – flertallet eller den klogeste?

IMG_5697

Jeg har været i en del diskussioner om emnet gennem årene, især da jeg har oplevet fordomme omkring IQ-børns udvikling og sociale kompetencer. En klassisk fordom er, at hvis man har høj logisk intelligens, så har man nok dårlige emotionelle eller sociale kompetencer… Jeg mener, at det er lige omvendt! Det er den klogeste, som har overblikket over nuancerne og metaperspektivet – også socialt…Men alle de andre forstår det bare ikke!

Jeg tror på en overordnet logisk intelligens, som kort defineret er evnen til hurtigt at opfatte, analysere og håndtere kompleksitet, og at denne intelligens giver langt større udsyn og indblik i alle former for komplekse sammenhænge – også de sociale og emotionelle.

Derfor tror jeg ikke på de pseudo-videnskabelige 7+ intelligenser (og hele den industri, der er rullet i kølvandet på den ønsketænkning). Jeg tror på, at den høje intelligens er ’generel’ – som et styresystem på en computer – og at interessefelterne er som medfødte ’programmer’, der er lagt ind, som talenter indenfor det musiske, motoriske, visuelle, sproglige, matematiske, sociale osv.

Altså at den logiske intelligens ikke er en “parallel intelligens” til musik, motorik osv – men at det er en matrix, hvor intelligensen (den logiske) kan løfte alle de andre typer og kombinationer af evner, som mennesker kan have medfødt (og mere eller mindre stimuleret i deres opvækst).

IMG_5741

Så hvis man er født med en ’musik-app’, vil der være stor forskel på den musiker, som er en god håndværker på sit instrument, og den musiker, som har evnen til at tænke meget komplekst og måske derfor komponerer e.l. Tilsvarende en sportsmand, en grafiker, en forsker o.s.v. At der ud over et tillært håndværk kan skabes metaviden og grobund for at skabe helt ny viden og kompetencer.

Og tilsvarende indenfor de helt almindelige sociale færdigheder: Dvs høj intelligens = mulighed for at udvikle høje sociale kompetencer, hvis interessen og de praktiske forudsætninger ellers er der for lige den udvikling (hvad de jo er hos de fleste mennesker, som vokser op i en social sammenhæng).

Det er derfor min lille, private (ikke-videnskabelige) erfaring, at mennesker med høj intelligens har en langt større og mere kompleks etisk og social bevidsthed. Og at det kan gå galt, fordi denne bevidsthed ikke er i sync med omgivelsernes mindre nuancerede og perspektiverede sociale strukturer. Deraf opstår fordommene.

IMG_5743

Højintelligente tager mange informationer ind med alle sanser og bearbejder komplekst, hvilket gør dem sensitive, reflekterede, kollektivt ansvarlige og langt foran med konklusioner, som omgivelserne ikke forstår, og derfor kan opfatte som ’unormale’ i forhold til de gennemsnitlige sociale norm…hvilket de jo netop også er, men til den gode side af klokkefordelingen! Og hvis de altså heller ikke tabes tidligt i livet, fordi de isolerer sig med dårlige erfaringer, mister troen på sig selv i relationen til de andre.

Den høje sociale intelligens har slået mig med genkendelse i samtaler med Mensanere og blandt de mest nørdede forskere eller kunstnere for den sags skyld. For det er mennesker hvis hele livsperspektiv og verdenssyn er præget af den indlysende logik, at alt hænger sammen, at alt er et hele, alle er afhængige af alle, og på alle livsplaner er alle samtidig i konkurrence med alle om de individuelle goder – med hvad det medfører af komplekse interaktioner. Det er så gennemskueligt i alle hverdagens små hændelser, dramaer, følelser og handlinger og deraf afledte mønstre i naturen mellem alle arter og deres byggesten, i menneskesamfundets små og store sociale strukturer.

Højt intelligente har stor indfølelse og forståelse for alle de små nuancer i en konflikt, i en prioritering, i en følelse – Et overblik over årsager og virkninger. Og især bevidstheden om egne begrænsninger i dette overblik, og om de lange perspektiver, som kan gøre dem til passive beskuere – fortvivlede over at være prisgivet et samfunds forhastede og kortsigtede kollektive handlinger.

Derfor er det også typisk en Mensaner, som har sagt noget af det klogeste om sociale strukturer, som jeg har hørt: ”Godt, at det er flertallet og ikke de klogeste, som styrer verden! For flertallet kan alligevel ikke forstå de klogeste løsninger, men bliver nødt til at leve i en verden, som er tilpasset flertallets behov, og som flest mennesker skal kunne trives i!”

…Det er så desværre også den samme brede middel normalitet, som ind i mellem synes, at der må være noget ‘galt’ med den kloges tanker og personlighed 😉

IMG_5747

Jeg blev for nogle år tilbage bedt om at skrive et forord til en bog af Ole Kyed m.fl. om højt begavede børn. Da vi ikke var helt enige om indholdet bl.a. i forhold til teorien om ”de 7 intelligenser”, som jeg ikke er nogen stor tilhænger af, fordi jeg mener der er væsentlig forskel på ”talent” og ”intelligens”, så blev mit bidrag ikke trykt i den sammenhæng. Men her er min oprindelige brutto tekst fra 2006 (med enkelte justeringer):

Store, vilde hjerner i bur

Fra min barndom husker jeg rovdyrenes bure i zoologisk have, før de også blev inkluderet af den kollektive empati. Dengang gav man ikke meget mere end en containers plads til en stor, vild panter, tiger eller løve…og mit hjerte blødte af at se de smukke, stærke dyr rotere om egen radius i endeløse cirkler. Stress. Det indre billede er ofte vendt tilbage, når jeg har skullet forklare, hvordan der ser ud inde i mit hoved – når mine tanker har været låst fast, begrænset af samfundets ordnede strukturer for uddannelse, arbejde, sociale normer…roterende tanker, som et stort, vildt dyr i bur.

IMG_6835

Min baggrund for at skrive følgende er i helt korte træk:

  • en barndom og ungdom med stærk ensomhedsfølelse og begyndende depressioner – trods tilsyneladende ydre succes på alle målbare planer
  • som 35-årig befandt jeg mig i en professionel og privat identitets-krise – da en Mensa-test med et IQ-resultat omkring 150 (gamle skala) blev en aha-oplevelse og vendepunkt
  • i forlængelse af den erkendelsesproces – og som reaktion på, at Politiken i deres lederklumme tog afstand fra at samle op på problemerne for folkeskolens bedst begavede elever – skrev jeg kronikken ”Hvor er mit Rumskib”
  • omdrejningstemaet for min kronik var begrebet ”selvforståelse” gennem barnets udviklingsår – og teksten blev overvældende positivt modtaget af mennesker i samme situation, som havde savnet ”ord” for deres egne følelser
  • i dag er jeg en meget gladere kvinde med mod på mine mange interesser, sociale relationer og et mere helt selvbillede. Jeg har på mange måder lagt alle tankerne bag mig for at fokusere på at leve et mere ”normalt” liv og efter egne normer
  • men jeg bliver stadig ofte bedt om at sætte ”ord” på de gamle følelser, som jeg åbenbart har været god til at italesætte – og vil således forsøge endnu engang i det følgende, selvom det også kan føles anstrengende at træde ind i det rum igen
  • selvfølgelig må jeg understrege, at jeg kun kan skrive ud fra mine egne erfaringer og baggrund – og at der gives lige så mange forskellige oplevelser og synspunkter på emnet, som der er mennesker berørte
  • og endnu engang er jeg rystende angst for at blive misforstået, fordi det hele bare er så svært at forklare…og ikke alle har ønsket om at forstå…eller kan have overblikket til det.

Men kom alligevel…tag min hånd og følg med 🙂

IMG_6364

Tager Svællingen skade – Flytter andegården med?

Blev den grimme ælling virkeligt til en lykkelig svane resten af sit liv? – Eller blev den traumatiseret og præget på sit selvværd af barndommen i andegården? – Fløj den altid lidt usikkert og kun bagerst i formationerne – eller blev den en uudholdeligt overpræsterende? – Eller faldt den blot let hen til mismod og paranoia, neurotisk plukkende fjer af sin egen gump? – Hvordan havde den voksne svanes liv udformet sig, hvis den nu aldrig var blevet fundet og genkendt af de andre svaner, og den skulle have færdigudviklet sig underlagt ændernes manglende forståelse? – Havde den så på egen vingespids kunnet gennemskue situationen – andet end at konstatere at dens fysiske format og adfærd af gode grunde hverken var accepteret eller hensigtsmæssig under andegårdens givne rammer for social interaktion? – Og hvad havde så været løsningen på den problemstilling? (– svanesteg til jul?) – Blev voksne Hans-Christian forresten nogensinde rigtig lykkelig…? – Damn, nu får jeg gumpen på komedie – igen! Det er strengt forbudt at foretage nogen som helst sammenligninger mellem sine egne flyvefærdigheder og selve Danmarks Nationalfugl – det siger Jante selv!

IMG_5701

Overlevelsesstrategi – virkelighedsflugt eller konfrontation

”VÅGN OP!!! – Du SOVER…igen…!!!”

– Denne sætning, som jeg husker at have hørt flest gange gennem min barndom… Ofte råbt i en høj oktav, som hver gang flænger min drømmeboble med et overraskende: ”Puf” – Er dette virkelig min verden? – Er det her, jeg hører til?? – Hvor blev alle de skønne fantasier af???

Tankeflugt – virkelighedsflugt… Det blev min barndoms overlevelsesstrategi overalt, hvor jeg blev buret inde med en flok ænder. Vi talte ikke samme sprog. De skræppede støjende op, og jeg fattede dem ikke! Så holder man selv hurtigt op med at forsøge at gøre sig selv forståelig. Det var håbløst, og det var tydeligvis mit problem, for de andre opdagede jo ikke noget særligt… De så bare en tilpasset, sød og lidt stille pige, som ikke gjorde nogen fortræd – og det er jo altid ok! Så jeg var altid velkommen og afholdt – hvis jeg selv ønskede det! Men det var jo dét, som jeg ikke orkede mere. Jeg gad ikke deres lege og forstod ikke deres snik-snak eller prioriteringer.

I stedet flygtede jeg ind i mit eget indre fantasiunivers og et massivt dagdrømmeri. Jeg listede væk fra de andre…forsvandt ud i naturen, i skoven og senere på havet.

IMG_5692

Tankeflugt blev også min overlevelsesstrategi i klasselokalet. Læreren gav mig stiltiende lov til at flyde væk – så var jeg i det mindste beskæftiget med mine egne tanker så længe.

Jeg husker utallige klasseudflugter, hvor jeg fadede bort i min egen lille verden og aldrig rigtig kom til at fatte, hvad der foregik… Formidlingen var simpelthen for uinteressant, klassekameraterne for anstrengende et selskab, så resultatet blev ofte, at jeg slet ikke hørte noget af det programlagte læring for klassen, fordi jeg var gået mine egne veje og havde fundet ud af at underholde mig selv et helt andet sted – typisk i noget nærliggende natur, hvor jeg altid kunne finde inspiration til dybere tanker. Men det var jo ikke en bevidst handling i den alder – så jeg husker også angsten ved altid at føle, et jeg ikke havde fattet noget af, hvad der foregik omkring mig, og hele tiden var ”blevet væk” fra flokken…

I den større skala betød sammen forhold, at jeg ofte følte mig ”lost” i forhold til helt lavpraktisk viden, som alle andre tilsyneladende altid var uproblematisk opdateret med – og udvekslede indforstået, mens jeg troede, at de bare stod og vrøvlede som sædvanlig. Panisk så jeg mig selv løbe rundt og spørge: ”Hvad sagde læreren lige? – Hvordan tager man bussen? – Hvor skal vi hen nu? – Hvordan skal jeg forstå reglerne i rundbold? – Hvad har vi for af lektier til i morgen?…”

Jeg spurgte mine klassekammerater til bevidstløshed om de mest elementære småting – mens de altid kunne hente svar hos mig på løsningen af en svær opgave – Gæt, hvem som følte sig dummest?

Senere fandt jeg tillid til, at samfundet hænger fint sammen ved, at mennesker udveksler forskellige kompetencer – men dengang var det skræmmende at være afhængig af de andres nærvær og goodwill for at blive hjulpet til navigere i deres virkelighed. Jeg følte mig handicappet – men havde ikke noget ord for, hvad der var galt.

Jeg slukkede simpelthen min dagsbevidsthed momentant – men længe nok til at gå glip af alle de små informationer, som ellers danner vejvisere gennem hverdagens labyrinter. Følte mig som en blind muldvarp – fortabt.

IMG_6349

Til andre tider følte jeg mig som den stærkeste kæmpe blandt lilleputter – og fattede ikke, hvad det var, som de IKKE forstod. Stillet overfor et abstrakt/eksistentielt spørgsmål kunne jeg pludseligt være 100% tilstede, mens alle andre fik krydser i øjnene og uro i benene.

Det var så også her, at jeg pludseligt kom i tvivl…fordi jeg kom så nemt til det… Det kunne jo ikke passe at der var så stor forskel, så måske løste jeg alligevel opgaverne helt forkert og havde misforstået alt? Min selvforståelse var en forvirret størrelse.

Gamle mennesker var mine venner. De havde tålmodighed og indsigt til de lange, dybe snakke. De gamle var også nået dertil, hvor de interesserede sig for at sætte alt i perspektiv og stille de store spørgsmål: Hvad er meningen med det hele? Jeg elskede at lokke de gamle til at fortælle om ’gamle dage’, så jeg selv kunne danne mig en tidslinje i hovedet og forstå udviklingen. Dér var de nået til på deres ældre dage, mens jeg vel bare var en pige på 10 år, som desværre altid følte mig som en olding.

Jeg kan huske, at jeg glædede mig til selv at blive gråhåret, så det hele kunne passe sammen, og jeg ville sikkert føle mig som et mere helt menneske, tænkte jeg. De gamle afkrævede mig ikke voldsom leg eller støjende selvhævdelse – tværtimod.

Hos dem var der plads til ro og eftertænksomhed – plads til det lavtryksvejr af spørgsmål som giver svar i lange regnbuer…

Paradoksalt at den, som føler sig gammel som barn, aldrig skal blive voksen.

IMG_5724

Set indefra, kan det stadig være svært at skelne mellem, hvilke forhold i mit liv, der er ”høj IQ-relateret”, og hvad som er ”person-relateret”. Sandheden er selvfølgelig, at IQ’en farver alt – og er en afgørende faktor i udviklingen af personligheden.

Kald det, hvad I vil… For mig har det hele mit liv bare været fuldstændig indlysende: Jeg tænker anderledes end de fleste. Ikke nødvendigvis bedre, længere, hurtigere eller dybere…men helt sikkert: anderledes!

Som barn var det bare en tavs konstatering, jeg ikke havde ord for eller kunne dele med nogen. Jeg tænkte væsentlig anderledes end resten af min familie og de mennesker, som udgjorde min verden dengang. Det var kun inde i mit hoved – som et særligt landskab – og derfor ikke noget, andre kunne se. Udadtil gjorde jeg alt, hvad jeg kunne, for at kompensere og tilpasse mig omgivelserne. Forsøgte at lege de andre børns lege. Lo, når de andre lo med et toptrænet nano-sekunds forsinkelse. Gjorde mig umage for at være ”normal”.

Computer-analogien – IQ’en som avanceret styresystem

Jeg oplever, at den offentlige debat forveksler IQ og talent, når man taler om “flere typer intelligens”. I min forståelse handler begrebet IQ om to ting:

  • hastighed
  • kompleksitet

Det har intet med faktaviden, hukommelse eller klogskab at gøre – men handler om den hastighed, hvormed man bearbejder informationer og evne til at analysere komplekse konstellationer og sætte dem i nye systemer (– herunder skaber kaos i selv den bedste orden!)

For mig er intelligens derfor langt tættere beslægtet med begrebet ”kreativitet” end med eksempelvis ”visdom”.

IMG_6368

Jeg bruger ofte sammenligningen med en computers styresystem, som kan være mere eller mindre avanceret, for at beskrive min oplevelse af, hvad der er en høj eller lav IQ.

Jeg har derfor aldrig været tilhænger af begrebet ”flere intelligenser”, da jeg ser den logiske, målbare IQ som et billede på en processor hastighed og styresystem – mens jeg betragter alle andre evner og anlæg (musikalitet, sprog, rumlig sans, motorik, sociale kompetencer o.s.v.) som indlæste ”programmer” i denne computer.

Nogle mennesker har bare aldrig fået indlæst et ”musik-program” – mens andre har det, men uden at have evnen til at bearbejde store komplekse komposistioner i deres styresystem. En høj IQ kan medvirke til, at en hvilken som helst evne har et potentiale for at folde sig ud i en mere avanceret form.

En høj IQ er som en stærk computer forudsætningen for at kunne indlæse og bearbejde komplicerede informationer fra internettet – men under forudsætning for, at der også er etableret en god netforbindelse!

Tilsvarende tror jeg, at børn med høj IQ udvikler sig helt forskelligt alt efter hvilken ”netforbindelse” og hvilke ”programmer og data”, som ”indlæses” i deres udviklingsår.

Viden ser jeg som indsamlet og bearbejdede datamængder lagret mere eller mindre struktureret og tilgængeligt på harddiscen – afhængigt af hukommelseskapacitet, som igen er noget helt andet!

Min harddisc er for eksempel ikke særlig stor – og jeg må skrive alting ned for ikke at glemme det efter 5 minutter og skulle begynde forfra med alle mine analyser… Tilgengæld er jeg meget stærkt intuitiv og sansende.

IMG_6341

Computere er jo så heldige, at de næppe oplever at ”kede sig”… Men de fleste vil nok alligevel synes det var lidt ærgerligt, hvis de havde investeret i den sidste model med det seneste nye avancerede styresystem – og der kun blev lagt et simpelt tekstbehandlingsprogram ind – “word 3.1” eller hvad de hed dengang…. Og tilsvarende vil en ældre computer hurtigt kollapse, hvis man forestiller sig, at den blev bedt om at indlæse de seneste adobe og photoshop versioner sammen med et par af de store filmbehandlingsprogrammer.

Paradoksalt nok er jeg netop på grund af min hurtighed ofte meget langsom! For alle beslutninger bliver vendt og drejet i 1000 perspektiver – og der findes aldrig én sandhed, som ikke har et endnu højere meta-niveau til overvejelse.

Måske derfor, at jeg trives bedst blandt forskere og blandt kunstnere. Det er i hvert fald de to professionelle brancher, som jeg efterhånden har fundet fodfæste og fred i.

Alsidighed og adspredelse er daglige forudsætninger for at jeg ikke brænder ned af kedsomhed. Derfor har jeg fundet en balance i mit liv ved at arbejde på deltid i to forskellige brancher samtidig: filmproduktion og forskning indenfor tekno-antropologi og projektledelse. Det er tilfredsstillende og holder min rastløshed stangen at skulle forholde mig til to så forskellige sociale miljøer – og kunne vende perspektivet fra den ene kulturs tankegang til at berige den anden og vice versa.

IMG_5739

En klassiske misforståelse, som jeg ser det, er at mange forestiller sig, at mennesker med høj IQ måske går rundt og tænker ”matematisk-teknisk-logisk” om alting. At ”logisk intelligens” medfører, at man går rundt med en indre regnemaskine, som hele tiden observerer og bearbejder omverdenen i tal og teknik… Den fordom tror jeg er et problem for, hvordan man forestiller sig at hjælpe disse børn. Jeg ville da ikke have ønsket mig en skolegang med en hel masse ekstra matematik og fysik, selvom det også er relevant… Men jeg ville hellere have ønsket mig stimulering i mine interesser for filosofi, psykologi, historie, kunst, æstetik, mystik og mange andre ’bløde’ emner.

For mig handler IQ mere om at have en kapacitet for at tænke komplekst – omkring ’hvad som helst’. Og alt efter hvilke interesser/talenter/”computer-programmer”, som man er udstyret med, vil man bruge sin IQ på at forstå psykologi, sprog, musik, æstetik, motorik, politik, business eller noget helt andet… Forudsat man udvikles i et miljø, hvor disse interesser også kan stimuleres – og at styresystemet ikke bare står og indlæser de samme små informationer igen og igen.

IMG_6372

Miljøet er nemlig så afgørende! Dér hvor den helt store forskel ligger for mig i samtaler med normalt begavede kontra samtaler med højintelligente er, at i den sidste gruppe forstår vi hinanden uden at behøve at gøre rede for alle de mellemregninger, som er en del af en normal samtale. Der bliver sprunget direkte fra den ene konklusion til den næste – og det er den skønneste følelse af alle…at flyve henover landskaber af tanker i godt følgeskab med en ligestillet legekammerat. Dét udvikler man sig af!

I den anden gruppe går det stadig galt, selvom jeg vedvarende træner mig selv i at genkende problematikken: Enten bliver jeg næsten aggressiv irriteret over at skulle lytte til den andens endeløse mellemregninger, når jeg selv synes, jeg forlængst har gennemskuet, at de anvendte formler er forkerte… Eller også har jeg selv sprunget direkte til konklusionen – og sat den anden fuldstændig af. De bliver irriterede og synes at jeg vrøvler, hvorefter jeg bliver ked af det over ikke at blive forstået for en tanke, som jeg selv synes var spændende og konstruktiv. Det er en fælde, jeg stadig falder i, når jeg tager det som en selvfølge at alle har tænkt de samme tanke-kæder af årsager og virkninger.

Som barn følte jeg mig såret og dum i den samme situation – for jeg troede jo at det var hele min tankerække, som blev forkastet sammen med konklusionen, og tog det for givet at alle andre også havde det samme overblik. Forstod ikke, at de ikke delte min begejstring, men blot mistede interessen midt i alle mine enthusiastiske forklaringer.

Dette mønster af følelser har det taget mig masser af år og nederlag at kunne genkende…og stadig må jeg gribe mig selv i at plumpe i mismod over fejlslagen kommunikation.

IMG_6344

Niveauforskellen – Omgivelserne opleves som indespærring på institution for retarderede

Afstandsfølelsen for en person med en IQ omkring 150 og ned til en gennemsnitligt normalbegavet med en IQ omkring 100 er den samme som afstanden fra den samme normalbegavede og ned til en retarderet person med en IQ omkring 50.

I samfundet er der bare flest af dem med en IQ på 100 (80% af en normalbefolkning) – og en normalbegavet behøver aldrig at være tvunget til at leve sit liv omgivet af og på lige fod med en stor gruppe af retarderede mennesker. (Og der er selvfølgelig ingen her, som tvivler på min store sympati og respekt for retarderede menneskers mange kvaliteter, varme og menneskelighed – eller for min kærlighed til normalbegavede for den sags skyld, som jeg aldrig kan eller vil undvære i mit liv!)

Det er kontroversielt at formulere – Men det er desværre det klareste billede, jeg kan komme i tanker om til at beskrive nogle bestemte følelse af ’fangeskab’: Håbløshed og magtesløshed overfor situationen:

For hvordan føles det for en normalbegavet at føre en samtale med en retarderet person? – Bliver man træt i længden? – Hvordan føles det, hvis alle personer omkring en normalbegavet er ”sinker” – og man er tvunget til at tale og samarbejde med dem dagen lang, hver eneste dag livet igennem? – Begynder man at gå på kompromis med sine egne interesser i samtalen for dog blot at mødes i mindste fællesnævner? – lader flertallet få lov til at styre? – Hvordan ville det påvirke et normalt menneske i længden? – Hvordan forklarer man en farveblind forskel på rød og grøn? Hvordan beskriver man solnedgangen for en blind – eller Mozart for en døv?

Helt paradoksalt og omvendt får jeg jo STRESS af at være tvunget til at arbejde sammen med folk, som tænker langsommere end jeg selv – ligesom jeg egentligt tror, at de fleste normale mennesker ville gøre, hvis de blev bedt om at bygge en bro i samarbejde med en flok dybt retarderede mennesker. Hvordan skal man tale sammen og gøre sig forståelig – hver eneste dag?

IMG_5750

Senere i livet får man flere muligheder for selv at vælge sine omgivelser – men i folkeskolen er man ”fange” i de år, hvor den store udvikling ellers skulle foregå. Og man er for ung til at gennemskue, hvad der sker, eller gøre noget ved det selv.

Jeg får det indre billede af et stort rovdyr i et lille bur fra min barndoms Zoo. Leoparden i rastløs selvdestruktion rundt og rundt – frem og tilbage på det nøgne gulv – fanget af tremmernes kompromisløse autoritet.

Jeg kan huske, at mine forældre irriterede sig over, at jeg som stor pige tvangspræget var begyndt at skære grimasser og sige underlige lyde… ”Hold så OP med dét der!!” – var kuren… Jeg tror ikke, så mange andre lagde mærke til det. Jeg var også god til at skjule, at jeg var begyndt at pille min hud i stykker – sad og pillede hemmeligt i små sår, så de blev større og mere interessante. Nå, ja…Børn gør jo så meget mærkeligt – Så der er vel ingen grund til at tænke mere over det?

Hvorfor mon vi i et moderne samfund udmærket er klar over, at man ikke skal holde store, vilde dyr i alt for snævert fangenskab i vores zoologiske haver, uden at de får stress og går i stykker – nogle af dem helt konkret ved at begå selvmord. Men samtidig kan vi ikke se, at der sidder børn i de danske folkeskoler, med store, vilde hjerner i lige så snævre tremmebure. Måske er der nogen, som behøver lidt mere plads og lidt højere til loftet?

Hvad lærte jeg i folkeskolen? Jeg blev især mental-trænet og kodet til at underpræstere – lærte, at afstanden til kammeraternes ”normalitet” blev for stor at rumme for en lille pige, hvis jeg gjorde mig det mindste umage med lektierne. Resultatet blev 9 års træning i at gøre sig selv ”mindre” og nogle deraf følgende meget dårlige indlæringsvaner!

Men jeg fik da også læst en del bøger under bordet i en tavs alliance med læreren. Læste i perioder en bog om dagen – og hvad som helst: eventyr, naturvidenskab, poesi, tegneserier, rejseskildringer, science fiction, krimier, masser af pladder-romantik, historiske romaner, biblen, børnebøger, klassikere, C-litteratur… alt, som kunne få tankerne ud at rejse.

IMG_5710

Jeg tror læsningen også var drevet af en stor sult efter at forstå ”alt” og bygge logiske systemer, som kunne samle brikkerne og forklare et helt verdensbillede.

Det var svært at finde voksne, som kunne støtte mig konstruktivt i den proces. Lærene i folkeskolen føltes ”fremmede” på samme måde som kammeraterne og de fleste andre voksne. Først i gymnasiet begyndte jeg at fornemme den menneskelige kontakt til lærerne, som vel handler om gensidig forståelse – genkendelse og identifikation.

Jeg husker en episode fra midt i folkeskolen, hvordan jeg nærmest forfulgte min lærerinde ind i frikvarteret, mens hun på alle måder forsøgte at undvige… ”Jamen, HVORFOR??” kan jeg huske, at jeg spurgte næsten smertefuldt søgende efter forklaringen på formlen for trekantens areal, som hun netop havde liret af fra lærebogen foran en totalt uinteresseret flok klassekammerater. ”A=½ hb – Sådan er det altså bare!!”, kunne hun kun snerre ad mig – i flugt ind på læreværelset. Jeg glemmer aldrig min skuffelse over det uforløsende svar men især chok og skam over hendes fjendtlige attitude for mit ønske om at fordybe mig i stoffet. Hvorfor blev hun så vred på mig?? Jeg var bestemt ikke vant til at blive uvenner med læreren, og set fra barnehøjde lå fejlen naturligvis hos mig – Hun var jo autoriteten!

Langsomt gik det op for mig, at lærerne ikke altid forstår eller kan svare på alt!! – Og at de vil forsøge at skjule det til det sidste!

Og at jeg måske er den eneste i hele verden, som søger et svar?

Og at læreren synes, det er møg-irriterende og unormalt…

Og at det giver 0 point hos kammeraterne…

Og at jeg alligevel ikke fik et svar!!

Og at den slags situationer altid efterfølges af følelserne: fiasko, frustration, forvirring, ensomhed, spildte kræfter, flovhed over at skille sig ud…

Det er derfor i et cost-benefit perspektiv indlysende mere fordelagtigt at forholde sig passiv, fortalte min gode logiske sans!

(Kunne læreren dog ikke bare have været ærlig og indrømmet en menneskelig begrænsning – det havde været forståeligt og lærerigt!)

IMG_5703

Utålmodighed – irritation – vrede – depression 

Der er så mange ting, man ikke kan gennemskue som barn, og først begynder at forstå mange år efter. Min mor sagde, at jeg som barn ofte skældte ud i søvne… På et tidspunkt, kan det ikke skjules eller bortforklares længere: Følelsen: ”Verden er dum, ligegyldig, langsom… Jeg bliver vanvittig!”

Det gælder om at slippe væk fra de fleste samtaler – så hurtigt som muligt! Ikke fordi, man ikke ønsker selskab – tværtimod! Man længes og savner og sukker efter nogen at tale med. Men forskellen kan mærkes, uanset hvilket emne, som er på tale – rastløsheden melder sig i baghovedet, og det kan den anden part også mærke! Lige så ofte er det den anden, som trækker sig fra en lidt for overvældende samtale med en skæv kemi.

Det er en af de store smerter for teenage-mensaneren og for den forelskede mensaner senere i livet… At blive forladt – alt for ofte, fordi den anden part selvfølgelig også kan mærke, at der ikke er samme bølgelængde i kontakten. Og at der skal alt for mange anstrengelser til at tænde et beundrende blik hos en mensa-pige – uanset hvor ihærdigt hun ellers simulerer feminin underlegenhed.

Anekdoten fortæller, at den ene af stifterne af Mensa i sin tid etablerede foreningen, netop fordi han ville oprette et socialt fællesskab, hvor hans alt for kvikke søster kunne have en chance for måske omsider at møde en ligestillet mand…

Det kræver stor mental energi at etablere den sociale situation, hvor man bare kan sludre om løst og fast – inden man kan gå videre til step 2 og 3 i en dybere samtale. Men jeg har mistet tålmodigheden allerede i begyndelsen af step 1…og er stukket af forlængst med en eller anden søforklaring om at have travlt eller noget… Og så kunne jeg sidde der alene og fortryde og selv forsøge at tænke tingene igennem som sædvanlig.

Idag er jeg dybt afhængig af mit sociale netværk af kvikke hoveder – men pinligt bevidst om, at jeg også har brug for alle de andre…træner tålmodighed på step 1 for også at få lov at søge ind til guldet i nærhed med alle andre typer mennesker og deres brikker til puslespillet.

IMG_5707

Den følelse af, at tankerne springer hurtigere afsted, end man næsten kan nå at registrere dem, gælder også for følelses- og sanseoplevelser for mit vedkommende. De kan overvælde mig og ride mig afsted som en løbsk hest… Jeg er gennem årene kørt i grøften med mange guldkareter på den konto.

Ofte hører man, at mensanere nikker genkendende til det med de forstærkede følelser, som kan virke voldsomme og lidt for overvældende for normale mennesker. Der kommer kraftigere følelser til udtryk – såvel glæde, begejstring, hidsighed, vrede, som frustration osv. Som barn og ung lærte jeg at lægge låg på – i normalitetens hellige navn. Senere i livet er det låg fløjet af mere end en gang under ukontrollable trykkoger omstændigheder! Jeg gider ikke spille skuespil længere…

Som pige bliver det ofte de positive følelser, som kan få lov til at få frit løb – og de negative, som man går hjem og gemmer for sig selv. Jeg tror, jeg ofte kan virke lidt naiv udadvendt og overbegejstret – mens kun de nærmeste kender den indadvendte, mørkere side af medaljen.

IMG_5754

Jeg har så længe jeg kan huske altid identificeret mig bedre med drenge end med piger. Det gik simpelthen for langsomt i pigernes ende af klasseværelset – og snakken var ikke til at holde ud at lytte efter. Drengenes univers var langt mere interessant, tempoet højere, mere uforudsigeligt. Men jeg kunne alligevel ikke finde ud af at dele det med dem på deres støjende facon og fulgte dengang kun stjålent med i, hvad de talte om. Det blev lettere med årene, og gennem hele livet har jeg altid haft væsentligt flere drenge-venner end pige-venner.

I de tidlige teenage år mødtes veninderne for at ”drikke te” – og jeg var selvfølgelig inviteret. Men jeg kunne ikke forestille mig nogen værre død end at sidde stille og lytte til deres pladder og fnis… så jeg fandt gerne en god undskyldning for at udeblive. Istedet sad jeg på biblioteket med en stak tegneserier og min egen lykke… Så sad jeg meget hellere alene med stakkevis af Tintin, Asterix, Lucky Luke, Splint&co o.l. Desværre mistede jeg jo så samtidigt essensen af teenage-pigernes samtaler – dér, hvor der blev udvekslet dyb, social visdom og gode råd om vores generations måde at håndtere kæresteproblemer, frigørelse fra forældrene o.s.v.

Men alt dette var også anderledes i min verden, og jeg måtte istedet finde min egen vej, nogle gange på den hårde måde og mange år forsinket. Først langt hen livet mødte jeg ligesindede kvinder og opdagede kvaliteten ved den udveksling af tanker fra et kvindeligt univers. Idag ville jeg som det sidste kunne undvære samtalerne med mine stærke, kloge veninder. (Men jeg har det stadig mere end svært med “dameblade”,  som kan gøre helt ondt i tandhalsene at bladre i….så meget spild af tid med i bedste fald overfladiske ligegyldigheder, men desværre lige så ofte, ren dumhed).

IMG_5709

Før jeg mødte muligheden for at tale ud med kloge veninder om følelsesmæssige sammenhænge og frustrationer, måtte jeg istedet lære at ”nulstille” ved egen hjælp. Jeg har været så heldig og uheldig at vokse op i naturskønne omgivelser. Heldig, fordi det gav mig den for mig ultimative stimulation af behovet for varierede oplevelser og indtryk. Uheldig, fordi det på mange måder forstærkede min tilbøjelighed til at isolere mig derude i skoven eller på havet…helt legitimt! Som barn var jeg overbevist om, at jeg som voksen ville flytte ud i ødemarken – bo alene i Canadas skove eller have min egen fårefarm i Australien.

Jeg har også dyrket uendelige fantasier om fremmede planeter og rejser i rummet… Ved mine første oplevelser med møder i Mensa-regi blev jeg især ramt af denne genkendelse: Her var en gruppe voksne mennesker, som i sjov og alvor talte om følelsen af at være blevet væk fra en anden planet! Deraf kom titlen på min kronik: ”Hvor er mit Rumskib?” som var en replik jeg overhørte en mensaner sukke fra dybet af sit hjerte, hvorefter vi omkringstående brød i genkendelsens latter.

IMG_6353

Da jeg havde skrevet den kronik, fulgte en forvirret periode, hvor jeg fik breve fra nær og fjern – Sverige, Grønland, Tyskland… Jeg måtte hive telefonstikket ud i måneder, fordi folk ringede til mig med deres dybeste hemmelighed: følelsen af måske at være bedre begavet men også i tvivl. Så midt i min egen forvirring skulle jeg nu også rumme deres lange historier og føle ansvar for en rådgivning på et felt, som forskningen har tabu-lagt. Mennesker ringede angstfyldt og fortalte i timevis med hviskende stemmer på tidspunkter, hvor de var sikre på at deres egen familie var ude af huset, for det var vigtigt at ingen fik mistanke…mens jeg stod udmattet efter egne lange arbejdsdage og midt i madlavningen og lyttede til små forskrækkede børn inde i voksne stemmer – mens jeg spekulerede over, hvordan jeg kunne tillade mig at afbryde så følsomme betroelser for at redde mig selv på det hav. Men hvilken rådgivning kunne jeg ellers henvise dem til? Der er ikke megen faglitteratur, som beskæftiger sig med den meget vigtige parameter i menneskets psykologi.

Jeg genkendte deres angst for tabu’et omkring IQ. Havde selv på et tidspunkt en terapeut, som ikke forsømte nogen lejlighed til at komme med en hånlig bemærkning om min høje IQ, som jeg havde nævnt som en del af min livshistorie for ham… Det var som en rød klud åbenbart, og jeg valgte at tage imod hånen og lade ham have den sjov med sig selv for at få adgang til de andre ydelser han kunne præstere. ”Men du er jo så kvik?” kunne han finde på at sige om et tema, hvor jeg havde mistet overblikket eller ikke havde fakta-kendskab og havde brug for at betro min usikkerhed i hans konsultation. Jeg fik kun ondt af ham – og genkendte som en gammel ven den ansvarsfølelse tilbage fra folkeskoletiden, som jeg altid følte selv overfor læreren og andre voksne: Det er mig, som skal være den voksne for evigt!

IMG_5757

Man siger ofte, at det er de mellem-begavede, som styrer verden. Den gruppe som ligger lige over gennemsnittet og før de højest begavede (IQ ca. 110-140 efter gammel skala). Det er dem, som er i stand til at gennemføre uddannelser og kommunikere med alle slags mennesker. Det er akademikere, forretningsfolk og alle de rettænkende – De ejer verden!

Kronikken blev skrevet midt i et vendepunkt i mit eget liv. Jeg havde lige mødt en svaneflok – en flok kunstnere og gøglere, som jeg arbejdede sammen med….skæve eksistenser, som dominerer mediebranchen i forskellige funktioner og med blandet succes – men altid som inspiration for andre! Blandt disse svaner mødte jeg flere, som for første gang i mit liv opfordrede mig til at prøve en Mensa-test…?? Og skæbnen ville at jeg på samme tid faldt over et større researchmateriale omkring de psykiske og sociale problemer forbundet med høj intelligens.

Det var disse særlinge, som jeg genkendte og med dem i ryggen, at jeg troppede op til små, logiske opgaver sat op mod et stopur. Resultatet var et chok for mig – en IQ over 150 havde jeg aldrig forestillet mig. Pludseligt kom hele mit liv rullende i et andet perspektiv, og det tog mig måneder at bearbejde forståelsen af dette nye lys på alle de gamle traumer.

IMG_6361

Det var også blandt gøglerne, at der omsider var plads til alt det store og skæve…store følelser, stærke sanseindtryk, lange indviklede samtaler uden definite konklusioner, nysgerrigheden over for alt, legesyg livsglæde – innovative tænkere, som formår at kombinere forståelse af mange forskellige felter ind i skabelsen af helt nye tanker!

Det var en blandet flok af musikere, instruktører, forfattere, producere, klippere, skuespillere, make-up artister, scenografer, stand-up komikere, animatorer, billedkunstnere og nogle af landets mest skæve forretningsmænd, sportsfolk, små-kriminelle, politikere, filosoffer og tænkere…. gøglere! De udgør et stærkt netværk, hvor alle kender alle.

Hvorfor lige denne gruppe? – måske et udsnit af børn med særlig stærke forudsætninger, som tidligt flygtede ind i deres egen parallelverden af netop musik, film, bøger, tegneserier, rollespil osv. I den gruppe har jeg mødt flest af de mennesker, jeg kender, som har fået målt en usædvanlig høj IQ. Men det var også i denne gruppe, jeg mødte de, som havde bragt virkelighedsflugten skridtet videre: alkohol og stoffer – små kemiske rumskibe… Depressioner, selvmordstanker, forvirrede rodløse liv…evigt søgende, evig flugt fra gammel smerte. Såret selvværd og forvirret identitet under grandiose facader.

IMG_5728

IMG_5729

Men i denne fantastiske flok har jeg knyttet nogle usædvanlige og dybt inspirerende venskaber. Ofte har blikket fanget på tværs af en stor forsamling – genkendelsen i øjets hurtige bevægelse… Mig med min gode uddannelse og opdragelse, borgerligt klædt – han i lædertøj og nitter med sataniske tegneserier fra top til tå og en lidt broget straffeattest. Men vi slapper fuldstændig af i hinandens selskab. Siger aldrig unødvendige ting til hinanden. Spørger ikke dumt. Vender elegant og omsorgsfuldt forskellighederne fra hver vores kultur til gensidig åndelig berigelse. Vi har vores helt egen humor til fælles – og ingen andre fatter, hvad det handler om.

Jeg føler en kæmpe taknemmelighed overfor endeligt sent i livet at møde denne flok meta-kvikke tosser, som kunne give mig det medspil og modspil, som skal til for at forme et menneskes indre lag – også selvom de har givet mig de største mentale klø, jeg har fået i mit liv…fordi de ramte plet, selvfølgelig. Det er utroligt forløsende at kunne give efter i en diskussion, så den indeholder matchende substans og følelser – at der er en modtager, som kan rumme og give tilbage i samme dimension. Kommunikationen bliver vital og flydende og når helt andre steder hen.

Først da bliver man klar over, hvor meget man normalt holder tilbage og igen på sig selv for ikke at såre og skræmme væk med den kraft, man kan mønstre i en ligeværdig argumentation.

IMG_6375

Jeg vil ønske for små kommende folkeskoleelever med høj IQ, at de må få lov til at erfare den oplevelse tidligere i deres liv – at møde ligestillede til gensidig udvikling og kalibrering af selvforståelse. Det tror jeg kunne få afgørende positiv effekt for deres senere funktion i alle andre henseender. Specielt i den del af arbejdsmarkedet, hvor de helst skal kunne indgå i konstruktive samarbejder med andre.

Mistillid til andres evner generelt er blevet et spor i mine tanker, som jeg stadig kæmper med idag… Jeg tror, at jeg skal klare alting alene, fordi de unge år lærte mig, at jeg som hovedregel aldrig kan læne mig op ad andre mentalt. Det ved jeg heldigvis i dag, at jeg kan med nogle mennesker!

For man lærer jo heller ikke så godt at ”cykle” på hverken en for stor eller for lille ”cykel”… Man lærer det på en cykel i den rigtige størrelse – og herefter er det nemmere at praktisere kundskaberne på en hvilken som helst cykel, efter at man har fattet grundprincipperne og ved, hvad det er for en ”fornemmelse”, man leder efter… Tilsvarende er det nemmest at lære sig de sociale mekanismer mellem ligesindede – indenfor samme tempo-skala af kommunikation og refleksion. Derefter er det nemmere at overføre ”fornemmelsen” til de fleste andre sociale sammenhænge.

Ovenstående et forsøg på at skabe et metaforisk argument for at bringe IQ-børn sammen til en gensidig udvikling af sociale kompetencer i skolealderen – for at de kan overbringe erfaringerne til det samværet med de mere almindelige kammerater.

Hørsholm kommune har udført det i praksis: En bus henter alle de små ”nørder” rundt på alle kommunens skoler nogle timer om ugen til forskellige former fælles aktiviteter og undervisning. Resten af tiden tilbringer de i deres normale skoleklasse.

Det var den idé, jeg i min kronik kaldte en ”space-bus”…altså mindre rejser til ”andre dimensioner” – i samvær med ligesindede børn på denne planet – i stedet for at ungerne skal sidde og drømme om hver sit rumskib til evige rejser i outer space…

Jeg tænker på det som en ”ventil” for en ellers klaustrofobisk hverdag i skolen – og et det helt rigtige rum at udvikle selvforståelse for et barn med særlige forudsætninger: nemlig ved at få mulighed for at spejle sig i nogen, som er magen til. Så bliver det meget nemmere at komme tilbage til den almindelige skoleklasse og få noget konstruktivt ud af samværet også her, selvom den ”cykel” ikke passer helt så godt i størrelsen.

IMG_5699

Svanerne ind i Rumskibe? – Ja, tak!

Jeg er som nævnt blevet bedt om at skrive dette bidrag til en bog, fordi jeg for nogle år tilbage skrev et debatindlæg i Politiken om et ”Rumskib”, som jeg engang kaldte på: ”Kom og hent mig nu… Det er ikke sjovt længere!”

Det er svært at træde ind i dette rum igen… Svært at åbne for sit sind – og forsøge at fortolke dybt private erfaringer til almennyttige oplysninger. Det kan aldrig blive mere eller mindre end en subjektiv skildring.

Der er mange mensanerne, som ikke genkender ovenstående skildringer – men tilgengæld er der også mange, som gør det! Det er selvfølgelig for den sidste gruppe, at jeg uddyber den italesættelse af de mere problematiske følelser, som kan være forbundet med en høj IQ, som jeg fik så overvældende positiv response på i kronikken.

Jeg har fundet fodfæste og tror på fremtiden – og tror på, at børn som jeg kan HJÆLPES, hvis man hjælper dem til at forstå hvem de er, og hvorfor de oplever verden anderledes.

De redskaber, som jeg selv langsomt, langsomt har fundet til at hjælpe på mit livsmod har blandt andet været:

  • bevidsthed om, hvorfor jeg reagerer så allergisk på andres langsomhed og bevidstheden og om, at jeg har brug for at tage en dyb vejrtrækning og lade tankerne glide væk for at kunne forblive i situationen uden at stikke af på den ene eller anden måde
  • bevidsthed om, at jeg også skal kunne tilgive mig selv behovet for at vælge mennesker fra eller fravælge situationer for ikke selv at gå i stykker på længere sigt
  • bevidstheden om, at der virkeligt findes mennesker derude, som jeg kan identificere mig med – og at jeg skal værne om de ligestillede, som kommer ind i mit liv
  • bevidsthed om, at jeg i den grad også har brug for helt almindeligt tænkende mennesker med andre evner end jeg selv besidder, og at skabe rummeligheden til at vi kan være i hinandens liv på trods
  • bevidsthed om, at jeg skal bevare mulighederne for dynamik, læring, abstraktion, fantasi og frihed i mit professionelle liv for ikke at gå ned med flaget på sigt
  • bevidsthed om, at det som kan føles som et kaos af tanker, sanseoplevelser og følelser også er en bredspektret rigdom, som det ikke er mange forundt at opleve – flyveture gennem store n-dimensionale rum…

 

IMG_6336

LIGHED bør i min forståelse være, at folkeskolen bør være LIGE opbyggelig for alle – og ikke nedbrydelig for de få, største og mest krøllede hjerner.

Som jeg har oplevet det kan en høj IQ være et træls handicap og en uvurderlig gave: 50/50 %.

Jeg værdsætter især den del af gaven, som i dag omfatter en usædvanlig broget omgangskreds med stærke, skæve og markante personligheder til at berige mit liv med vedvarende forundring og forandring.

I diskussionen om, hvorvidt IQ-børn kræver en særlig indsats eller opmærksomhed, bliver det ofte fremhævet, at de i statistikken optræder som velfungerende voksne. Men en vigtig pointe for mig i hele denne åbenhjertede betroelse er netop: Man kan godt optræde med kors og bånd og stjerner på i statistikken (- jeg har selv en PhD fra DTU, Filmproducer-titel og flere sports-Danmarksmesterskaber på CV’et) – og alligevel konstatere, at man langt fra fungerer optimalt, eller ligefrem føle sig som et ulykkeligt menneske med drivanker på de personlige ressourcer.

Evnen til at fungere som menneske gemmer sig selvfølgelig som for alle andre i en helt anden balance med sig selv og sine omgivelser – inde i hovedet, og ikke i ydre, kulturbestemte måleparametre. Derfor mit første spørgsmål om, hvorvidt en svane kan tage skade af at vokse op i en andegård? Jeg tror, at de svaner, som er vokset op sammen med eller i nærheden af andre svaner bliver mere velfungerende. Det synes jeg at observere blandt såvel gøglere som højtuddannede kollegaer.

Og nej – for at komme den misforståelse i forkøbet: Svaner er selvfølgelig ikke ”bedre” end ænder! Svaner flyver langsomt og kluntet og er ved at brække både hals og vinger, når de skal lande den korte landingsbane… Der er bare brug for, at vi alle i vores opvækst udvikler os naturligt i forhold til vores forudsætninger. Og det gør man bedst i kontakt med ligestillede. Ikke hver dag, men bare engang imellem. Heldigvis er der jo også svaner, som får en hel normal udvikling blandt lige-fjerede og vokser op i den store sø, hvor de kan lære, at for visse specier er det fysiologisk indenfor mulighedernes rækkevidde at stikke hovedet lidt dybere efter føden.

– Egebjerg

IMG_5705

Jeg vil leve livet baglæns!

Mit næste liv vil jeg leve baglæns!

Jeg vil begynde livet ved min begravelse – ligge der i min kiste og tænke lidt over situationen… Så vil jeg stå op fra mit dødsleje, gammel, grå, hjælpeløs og desorienteret. Jeg vil lede efter mine briller…

Hver morgen vil jeg vågne op og føle mig en lille smule stærkere. Kigge i spejlet og smile af rynker, som glattes ud, hud som får farve og fylde. Mærke kraften vende tilbage i fingrene.

Og for hvert menneske, som træder ind i mit liv derfra vil jeg føle stor, stor taknemmelighed og aldrig tage nogen eller noget for givet! Holder øjenkontakt og lytte.

Stadig grå vil jeg smile og le til verden og fodre fugle i solen. Række munden op for at fange regndråber og glædes ved at bo i et land, hvor vandet automatisk falder ned fra himlen blot for at give mig liv.

Savnede venner vil vågne op fra de døde, og jeg vil vide, at de ikke er en selvfølge, at de har formet min karakter og straks tilgive dem alle de små dumme ting, som er så ligegyldige!

1547957_10151913290538983_299868864_o

Jeg vil kigge på min besværlige familie og indse, at det er deres til tider urimelige krav til mine ydeevner, som har fået mine fødder til at bevæge sig og holdt mit hjerte i gang med at slå. Omvendt vil jeg også stille krav til dem, for at få deres hjerter til at slå!

Jeg vil også tilgive mig selv for at bruge en hel dag i sofaen med benene oppe, mens jeg fylder mig med tomme kalorier indvortes og udvortes for blot konsumere og bearbejde… Det kaldes hvile, og det er ok! Jeg behøver ikke at jage rundt efter ’noget’ hele tiden. Alt er ok!

Gradvist vil jeg få alle de personer tilbage i mit liv, som jeg har mistet og savnet. Alle dem, som jeg ikke så eller værdsatte, ser jeg pludseligt træde ud af mørket, ud af deres fravær…

Jeg vil se en genert dreng forsøge at komme i kontakt, se hans kvaliteter og give os en chance for at lære hinanden nærmere at kende, inden jeg blot afskriver ham for ikke at være spændende og farlig nok…

Jeg vil se mine forældres kærlighed, når de forsøger at opdrage os børn, mens de selv forvandles til voksne.

I mine sidste minutter i denne verden vil jeg måske få et kort anfald af angst, føle mig blændet af lyset og give mig til at vræle…

Indtil et par rutinerede hænder propper mig tilbage i min moders mave, hvor jeg vugger lunt og bliver mindre og mindre, mens verdens lyde langsomt forsvinder, indtil jeg selv blot er en lille prik.

I dette trygge mørke vil jeg dele mine celler i to fremmede organismer uden anden bevidsthed end en kort ekstase.

…-…

IMG_2758

Jeg tænker over, om jeg ikke allerede i dette liv kan begynde at udleve nogle af disse dejlige tanker – men kan naturligvis ikke vende rækkefølgen på hele forløbet.

Men hvis jeg nu klipper livet op i dage…så kan jeg tage hver enkelt dag og leve i omvendt rækkefølge! – Begynde morgenen med at glæde mig til det, som skal komme og fokusere på, at alting jo er bedre idag end i morgen!

At jeg har færre rynker i dag end i morgen. At flere af mine venner er friske og i live idag, men jeg ved ikke, hvor længe jeg har dem. At jeg stadig kan bevæge mig frit fra A til B i mit liv…at det kun gør ondt nogle få steder i kroppen!

Måske det er lettere, hvis jeg først øver mig på timer og øjeblikke? Sådan vil jeg leve mit liv! – i “Taknemmeligheds-kvanter”, som ikke må forveksles med de flygtige ”Nu’er”, som ellers tilbedes dekadent i en ny urban religiøsitet.

Forskellen er, at mens “Nu’er”  blot passerer og forsvinder, så kan “Taknemmeligheds-kvanterne” kun forstås i bevidstheden om deres indbyrdes sammenhæng og hele  – deres årsager og virkninger.

– Egebjerg

 483445_10151303251523983_84415516_n

Begynder-GLÆDE

Begynder-GLÆDE

Begynder-GLÆDE…Forelskelsen! En ny kæreste, en ny hobby, en ny livsbane, en lille sejr over gørdetselv projektet med at hænge en lampe op, en ny opskrift som lykkes, en ny sport som pludseligt giver mening…

Jeg husker de første ture med windsurferen, hvor jeg endeligt var blevet så god til at plane og den kropslige erfaring, som åbnede en ny verden af vendinger i høj hastighed ved at turde læne kroppen ind i svinget…smack!…rundt til den anden side fuld skrue fremad.

Men som kom trætheden efter mange år til internationale konkurrencer og på landsholdet…pludseligt føltes det som ikke en eneste af disse jibes rigtigt sad i skabet længere? Jeg troede ikke på dem, jublede ikke over dem, kunne med hele min erfaring efterhånden kun se fejlene…Indtil jeg begyndte at kitesurfe og igen oplevede begynderglæden, nu blot fra en ny vinkel, og det gjorde mig også til en bedre og gladere windsurfer og skiløber for den sags skyld.

Jeg bruger den indsigt og kropslige erfaring på helt andre områder. Jeg kan mærke, når jeg er kørt fast i noget… Folk omkring mig taler om, at man bliver ’dårligere’ til alting, fordi man bliver gammel og svag…det tror jeg ikke på!! Jeg ved, at jeg er blevet dårligere, fordi jeg er kørt træt. Ikke andet. Jeg trænger til at gøre noget helt andet, så bliver jeg løftet af begynderglæde ind i nye erfaringer, og er pludseligt god til noget andet. Og det kan jeg tage med mig tilbage til det gamle område som en helt ny synsvinkel.

Man skal ikke være bange for at slippe et område, man er ’ekspert’ på…tværtimod. Så er det tid at skifte synsvinkel, så man kan forstå verden i flere nuancer.

Begynderglæden er også det, som gør børn så meningsfulde for os voksne. For pludseligt oplever vi al begynderglæden igen gennem dem. Vores hjerter svømmer over af medfølelse ved deres første skridt, og uundgåeligt de første fald, at rejse sig op igen…ved deres første venskaber, deres første drømme, alle de erfaringer, som vi kan dele med dem og genleve gennem dem. Perspektivet.

1959871_10152331705453983_6063128342666380319_n

Af samme årsag elsker vi også de voksne begyndere på vores eget felt – genkender jublen over de små forbedringer og føler et gys ved hvert fald. Det er en ur-energi af vækst og eksperimenter, som selve livet og verden er skabt af.

Måske er vi bare kodet til forandring i vores dybeste DNA. Naturen kopierer aldrig…Naturen ER forandring. Begynderglæde er også skaberglæde.

Men skal man så bare skifte ud hele tiden?…forelske sig igen…men også vide, at der kommer en træthed og en rutine? Kan man gå gennem livet på begynderglæde? Eller kan man netop blande sine erfaringer fra et helt andet område og puste nyt liv og energi ind i det gamle?

Kan jeg blive en ny og bedre kæreste ved at kaste mig ud i en ny sport, i stedet for at skifte kæresten ud? Kan jeg løfte mit professionelle niveau ved at opleve begynderglæden på et helt andet område…madlavning, falskærmsudspring, en pilgrimsrejse, et humanitært arbejde…og komme hjem med en ny klarhed, en rygmarvserfaring, jeg ikke kan sætte ord på, men som pludseligt bevirker, at jeg kan være taknemmelig, konstruktiv, lyttende, tilgivende?

Behøver jeg hele tiden at flytte bolig, skifte møbler ud efter årstidens mode, forny min garderobe hver måned? Nye gadgets, ny bil, ny stamcafé, nye venner, nye rejsemål, nye madopskrifter…bliver jeg aldrig mæt??

Et sted på vejen, pludseligt de bevidstløse smagsløg, som aldrig mere kan imponeres…

I forelskelsen og begynderglæden lurer også en forgiftning – et drug og en afhængighed af næste kick.

Men jeg kan VÆLGE at bruge min fornuft til at dosere og prioritere begynder-glæden bevidst – vælge ikke at lade mig rive med af ubevidste drifter men selektere mine nye udfordringer til mig selv.

Glæde mig over glæden! Glæde mig TIL glæden. Fordi jeg ved, at den glæde vil komme et sted sammen med det nye, og på den anden side af min frygt for at fejle.

Og det har intet med alder at gøre – begynderglæde er evig ung!

 – Egebjerg

35694_400817203982_6585560_n