”Fucked” – og psykologi på skoleskemaet!

”Fucked” – og psykologi på skoleskemaet!

I 2003 skrev jeg denne kronik ”Fucked” – om dopaminer, drugs og andre stimulanser i Københavns kreative klasse:

Kronik i Politiken: “Fucked”

Egentligt ville jeg bare sige, hvad jeg stadig mener, at der burde være ”Praktisk Psykologi” på skemaet i folkeskolen!

Eller måske rettere noget med ”Samvær, relationer og psykologi”…i hvert fald et grundigt indblik i de psykologiske mekanismer i og mellem mennesker som forudsætning for alt andet i livet – ikke mindst evnen til at lære!

Der burde undervises i børnehøjde i f.eks.:

  • Misbrug, afhængighed, dopamin, lystcenter osv.
  • Venskaber, mobning, gruppepres, konflikter, tilknytning osv.
  • Parforhold, skilsmisser, magtkampe, kommunikation, nærvær osv.
  • Depressioner, angst, stress, introvert/ekstrovert, selvfølelse osv.
  • Sociale fællesskaber, arbejdspladser, motivation, læring…
  • Osv., osv., osv.

”Privilegier” er ikke materielle goder eller mærketøj! – Indre styrke og kompetencer i sociale relationer er dannelse i opvæksten i de gode familier – men kan være svære at skulle lære sig selv senere i livet.

Hvis man skal opfylde ønsket om ”lige muligheder” for alle skoleelever, er her et område, hvor ikke alle børn har mulighed for at blive stimuleret hjemmefra.

Ikke alle er vokset op med indblik og udsyn – det findes i de privilegerede familier, hvor sociale relationer italesættes, og børnene får et sprog og et blik for selv at kunne se.

(Det ville også lette noget af det arbejde, som allerede foregår i klasserne omkring mobning, særlige udfordringer osv.)

 – Egebjerg 

pink IMG_6414pink IMG_6413

Herunder er teksten, som blev trykt i Politiken 15. juni 2003:

Fucked

Han er pusher. Det ved alle til havefesten, hvor der ellers konverseres kærlighed og verdensfred over multietniske delikatesser. Musik og mediebranche bæres som designerpåklædningen i øvrigt: casual. Gæsterne besidder ikke materiel velstand, men er rige i ånden. Nogle af dem ejer dansk kulturliv – de er tidens adel. Omkring dem sværmer et hof af embedsmænd, der afkoder og administrerer sidste nyt inden for hattefjer og attituder.

Men lad os hellere kalde ham Kristoffer. Det er alligevel ikke hans skyld, at nogle af landets mest interessante hjerner ligger henslukte med nedtur flere dage om ugen. Og det er selvfølgelig heller ikke Kristoffers skyld, hvis de engang opdager, at mange års forbrug af coke og andre stimulanser har medført varige skader på psyken. Det er deres eget valg – det vil de selv pointere som de første. Næ, tværtimod er Kristoffer respekteret som en af vennerne, hvoraf nogle få vælger at se væsentlig mere til ham end andre. De er ‘fucked’, som man i de kredse beskriver tilstanden af destruktiv og vedvarende virkelighedsflugt.

Enkelte gæster sniffer en bane coke fra bagsiden af deres mobiltelefoner, mens de diskuterer art og feinschmeckerei. Kodeordet hedder overskud. Det er livsvigtigt at kunne bekræfte sig selv og hinanden i, at man har gang i noget spændende og stadig er fede, mens der spindes magiske tråde i et usynligt netværk.

Og således ånder alt brede horisonter og buddhatilstand, indtil en fyr, som hedder Peter, pludselig ligger på jorden med et blåt øje – vist noget med en fornærmelse og nogle penge … Kristoffer sender diskrete kommandoer ud i sit netværk – der skal åbenbart statueres et eksempel her. Episoden foranlediger en bølge af små magtkampe i det sociale hierarki: Én råber op, en anden dysser ned, mens en tredje forsøger at afgøre sagen med et kvælertag efter et diskret vink fra en fjerde. Personerne træder i karakter og markerer deres rolle i flokstrukturen.

Som dukker i et marionetteater, der har fået et puf, danser aktørerne rundt i usynlige snore, indtil alle har fundet deres pladser, og der atter er balance i broderskabet.

De følgende dage bliver en del kvalitetsmusik ikke komponeret, nogle billeder, noget design og et par ellers virkelig nyskabende manuskripter kommer ikke rigtig videre … En reklamekampagne sjuskes lemfældigt igennem og sælges højrøstet som kunst og kejserklæder. Aftaler syltes, og et par broer brændes af til kolleger, venner, kærester, familie.

Det er ikke cool at tale om misbruget som et problem i selve det miljø, hvor det foregår. Der dyrkes kollektiv fortrængning – men hviskes lidt blandt bekymrede kærester. At råbe en kæreste op, som er på stoffer, er som at forsøge at løfte selve Midgårdsormen. Misbruget ligner en uskyldig kat, men strækker sig bare længere og længere, og poterne vil aldrig slippe jorden. Man tror, og man håber, og man bliver så træt, som man står der med løftede arme og mærker blodet løbe fra.

Dernæst begynder man at rykke sine egne normer. Forsøger i sin hjerne at rumme en ny logik for det besynderlige sammenstød af solskinslys hverdag og en ring af hvidt pulver omkring et næsebor. Prøver at abstrahere fra den bitre bismag af et coke-kys, som det bagefter stikker giftigt på tungen. Man lærer at kende de kolde glasskår i blikket på en misbruger, som ikke selv synes, at han har noget problem med noget som helst – andet end måske lige netop med sin kæreste (og så lidt med at få alle drømmene til at passe med virkeligheden). Men hvem har ikke også det?

Til sidst begynder man som pårørende med matchende ligegyldighed at brænde sine egne aftaler, blot for at kunne bilde sig selv ind, at det er helt normal adfærd. Opdagelsen af, hvordan man også selv med lidt kreativ bogføring kan udligne eget underskud ved at belaste andre menneskers selvværd med svigt.

Den sidste bastion er nok lysten til at prøve stoffet på egen krop for at opnå bare et glimt af nærhed. Men konkurrencen er ulige: Drengene og drengepigerne vil altid være vigtigere for ham. Ingen stiller krav til hinanden om nærhed eller forandringer her, tværtimod. Kærligheden til dette båndløse broderskab er en stor del af selve afhængigheden – den paradoksale tryghed i et fællesskab funderet på frihed. Det ved enhver, der har været i berøring med nogen, som forsøger at komme ud af et misbrug.

Så hvorfor er der ikke mere fokus på dette fællesskabets psykologi, når man vil forebygge stofmisbrug blandt de unge? Det er, som om snakken om forebyggelse i dag handler mest om afvænning eller begrænsning af forbrug, efter at skaden er sket. Men hvad med stadiet før forbruget overhovedet begynder – spørgsmålet om: hvorfor?

Til Kristoffers fest befinder vi os en generation lige over de ecstasybrugere, der er størst bekymring om for tiden. Men Kristoffers venner begyndte på samme måde for nogle år tilbage i fællesskab at ryge hash og eksperimentere med speed og kokain. De ser stadigvæk den samme omgangskreds, som da de som yngre anførte den tids ungdomskultur. Deres netværk er omfattende og består af stærke personligheder med tråde til parallelle netværker af yngre og ældre generationer. De er, som drivkraft for en ungdomskultur, progressive, kvikke, nytænkende, selvstændige, kreative, på forkant med internationale tendenser og meget, meget nysgerrige. Der skal ske noget, og verden skal forandres – Nu! Ellers keder de sig og bliver rastløse.

Generationerne før dem var måske hippier, frihedskæmpere, reformatorer, vikinger, eller hvad ved jeg – de første jægere i Danmark? Visionære folk, som har eksisteret til alle tider og festet med skiftende stimulanser fra den første fluesvamp i en tønde brændevin. Nu som dengang sætter Kristoffers omgangskreds dagsordenen i netop deres miljø. Visse miljøer er så prestigefyldte, at de sætter dagsordenen for en hel ungdomskultur, hvis bærende værdier med tiden blot bliver til kultur, hverdag og samfund for alle os andre. Sådan har verden vist altid udviklet sig …

Og så er det jo svært at bebrejde nye generationer, at de efterligner netop deres rollemodeller, eller beskylde dem for at opfinde et misbrugsmønster, som alligevel altid har eksisteret som et skabende og sammenholdende element i vores kultur. Brændevinen er blot opgraderet med moderne kemi – parallelt til problematikken på miljøområdet, hvor materialer, vi har kendt på godt og ondt i århundreder, erstattes i hastig udvikling af nye og kunstige materialer, som ingen kender langtidskonsekvenserne af, og som vi dårligt kan nå at teste eller lovgive omkring, før der igen kommer nye alternativer på markedet. Som på miljøområdet har man for længst erkendt, at problemerne skal løses gennem forebyggelse – men alligevel er det stadig symptombehandling, der rent faktisk praktiseres. Og mens tiden således går, bliver kemiens konsekvenser i stigende grad uforudseelige.

De havde hoppet på hans hoved! Vi møder Frederik på den lokale café, og den store, glade mand ligner ikke sig selv. Vi stirrer stumt på hans 13-stings-sammensyninger og sortrandede øjne, som han sidder under varmelamperne og ligner en pandabjørn, der er raslet ned fra sit træ. Men han var såmænd bare spadseret ud fra et morgenværtshus, til søndag og fuglesang, da han pludselig ligger på fortovet mellem en flok 20-årige knægte. Frederik tilhørte ikke deres flok, og det skulle lige pointeres. Men hvorfor de skulle helt op og hoppe på hans hoved for at få budskabet derind, kommer jeg vist aldrig til at forstå.

Et kort øjeblik overvejer jeg en næstekærlig betragtning om de unge, som foragter menneskelivet, fordi de ikke selv føler sig lyttet til … Men synsvinklen dækker ikke helt problemets omfang, kan jeg godt selv høre. Så vi nikker blot tavst, da en af vennerne mumler forklaringen, der kan rumme det uforståelige: ‘Stoffer’. Og mere er der vel ikke at sige om den sag, enes vi om og lusker hver til sit med et kollektivt opgivende skuldertræk.

Fucked … Rødderne på gaden har deres egen ‘Kristoffer’. Han findes i alle de små landsbysamfund, som subkulturerne i København er sammensat af. Enhver landsby har sin bartender, og de unge præsenteres for Kristoffer, længe før de præsenteres for et rusmiddel. Han er en sød dreng. God familie. Og det hjælper naturligvis ikke at fjerne Kristoffer, for så vil det bare være Rasmus, Alexander eller Benjamin, som træder til.

Og nej, det hjælper selvfølgelig slet ikke at lukke Christiania! Det er jo for pokker ikke der, problemerne begynder. Så ville det da være langt mere på sin plads at forbyde parcelhuskvarterets ordnede kedsomhed, skolernes konformitet – eller bare forbyde lave lofter, sådan generelt … Nej, det vil ikke hjælpe en pind at asfaltere Københavns sidste uspolerede stykke natur – tværtimod! Så skulle man bagefter til at lukke hver eneste fest i hele landet.

For man skal ikke gå særlig meget i byen for at blive klar over, hvor almindeligt accepteret det er at eksperimentere med alternativer til alkohol. Snart forstår man betydningen af den megen ringen rundt efter Kristoffer og hinanden til langt ud på morgenen – flokken, der hyler ud i natten for at holde kontakt til hinanden, og den rene lykke omkring et lejrbål, når tre voksne mænd går fnisende på toilettet sammen.

Der praktiseres adfærdsmønstre, som afspejler den hierarkiske orden og fortæller, hvem man selv er. En kommunikationsform parallel til hele det sociale teater, der foregår omkring en person, der skal have tændt sin cigaret. Også her bliver der fortalt om vilje, karakter, status og personlighed i trygge og almengyldige termer. En ikkeryger er kørt ud på et socialt sidespor i forhold til det fællesskab af følelser, viden, øjenkontakt og indforstået kropssprog. Et sprog, som omfatter så meget mere end nikotin og cigarettens beroligende effekt.

Og hvem kan i øvrigt sige sig helt fri fra afhængighed af en dope – om det så er koffein, adrenalin eller amoriner. Og hvis der slet ikke er nogen afhængighed, hvem kender så ikke tomheden – længslen efter at længes?

Misbrugere fortæller gerne barndomsminder om mange former for svigt – om forældre, som på et eller andet plan ikke var nærværende. En forståelse, de først selv kan formulere langt op i voksenalderen og særligt åbenhjertigt sådan tirsdag morgen ved fire-tiden, på antabus og desperate i blikket, mens de bestiller endnu en danskvand med cranberry juice i baren. Er kernen i alt forbrug da blot et hul af eksistentielt savn efter kærlighed og tryghed?

Hvad nu, hvis man indførte undervisning i anvendt psykologi i folkeskolens ældste klasser? Kunne man forestille sig, at de unge så selv ville begynde at regne sig frem til, at stimulans (alt andet lige) er et udtryk for ubalanceret følelsesliv – at behovet signalerer præcis det modsatte af at være cool? Ville et rusmiddel da – i stedet for som sidste nye skrig i figenblade at dække utilstrækkelighederne – kunne gå hen og blive den pinligt afslørende udstillingsgenstand for en barnlig uselvstændighed … uudviklet identitet … manglende mod til at tage ansvar for livet … angst …?

Hvorfor ligger der i det mindste ikke faglig viden om psykologien bag et misbrug på Sundhedsministeriets særlige hjemmeside www.mindblow.dk? Her er de mest udbredte narkotiske stoffer beskrevet, så det hele minder lidt om sidste kapitel i en biologibog. Selvfølgelig er disse facts om euforiske konsekvenser vigtige – men hvornår er afhængighed blevet reduceret til et kemisk fænomen?

Min veninde græder i telefonen. Hvordan kan man trøste? Hvad skal man sige? Ja, han var sådan en smuk og følsom fyr, poetisk og intelligent ud over alle grænser … Men han passerede også sidste grænse, da han blandede speed og heroin. Det burde han have vidst. Det ene stof hæver hjerterytmen, og det andet stof sænker hjerterytmen: Bang! Som i en elektrisk kortslutning sætter hjertet ud med et ryk – færdig, død.

Ingen af vennerne havde forestillet sig, at en så begavet fyr kunne finde på noget så dumt, bare for et ekstra kick en lørdag aften. Han var jo populær, lige fyldt de 30 år. Og hans begravelse ligner da også et rave for Københavns undergrundskunst – alle freaksene er der: fremtidens H.C. Andersen og Søren Kierkegaard begraver en ung Mozart.

Lige om lidt kan ordet ‘ecstasy’ ikke længere sælge aviser, hvilket bringer problemet dejligt ud af verden sammen med regnskoven, hungersnøden, aids og de truede dyrearter, hvor vi kun forstyrres af en lille rubrik i ny og næ. Så kaldes problemet måske i stedet vold og kriminalitet – og det er jo langt mere håndgribeligt.

Derfra bliver det op til de unge selv, deres forskrækkede forældre og overbelastede skolelærere at bringe debatten om rusmidler med ukendte konsekvenser ind i fremtiden. Lad os håbe, de er klare nok i hjernen til det.

– Egebjerg

IMG_2842