Never “Start with WHY”! – Leg præstationerne frem! – New Love Management…
Det er så banalt: Tryghed giver mod og kræfter til at tage ud og erobre verden – fra hjemmebasen, fra arbejdspladen, fra alle livets planer! Og alligevel er der i tiden en tendens til at afvikle trygheden i en forestilling om, at så præsterer vi nok bedre, lever et bedre liv?
Jeg forlod fornylig det Universitet, hvor jeg har skrevet min PhD, fordi de begyndte at måle kvalitet med en lineal…og sådan vil jeg ikke måles. Forventningens angst lå som et blidt kvælertag om den gamle afdeling, hvor jeg i årtier havde oplevet spændende nye tanker spire og vokse. Her, hvor jeg selv som studerende i 80’erne fik lov til at arbejde med “etisk virksomhedskultur”, “miljøledelse” og “medarbejderinddragelse”, inden nogen endnu kendte til de begreber. Og hvor en gammel professor talte om “intelligente computere” på et tidspunkt, mens andre stadig kaldte computeren for en ‘døgnflue’.
Jeg blev også selv fornylig blevet forladt af en kæreste, som ikke syntes, jeg var ’god nok’ efter hans lineal. Jeg var ikke god nok til at tjene penge eller ’markedsføre mig selv’, som han forelæste for mig – ’kapitalisere min viden’, kaldte han det. Han savnede (helt konkret i sit budget) sin x-kones høje indtægt, prestigen og indflydelsen, som fulgte hendes arbejdstitel og ikke mindst hendes dejlige firmabil, som han selv havde udvalgt, men som hun nu var kørt bort i med en anden mand.
Så derfor gjorde han overfor mig, ligesom overfor sine børn: Han forsøgte at tvinge præstationerne ud af mig. Naturligvis pakkede han det ind i pæne ord om at ville mig det bedste, og det gav ham en overlegen position i vores forhold, at han kunne insistere på, at jeg burde omlægge mit liv og tankegang. Præcis som universitets- og virksomhedsledelser, som hele tiden skal omstrukturere og finde på nye udviklinger for ikke selv at blive overflødige.
Så han forelæste for mig i børnesprog om at finde sin passion, om mindfulness og coaching, så jeg blev helt i tvivl, om jeg nogensinde før havde haft en mening med mit liv eller arbejde? Han gav mig management bøger og øvelser i at besvare spørgsmålet ”WHY” om min fremtidige karriere vej (Start with Why: How Great Leaders Inspire Everyone to Take Action by Simon Sinek). Filosofien var at spørge ind til, hvad der drev mig i livet, og når det var på plads, så skulle ‘successen’ ligge lige til at samle op for enden af den vej et sted.
Hver gang jeg brugte tid på at fordybe mig i noget, ville han med bedrevidende løftet pegefinger spørge: “Men hvad får du selv ud af det?” indtil jeg begyndte at blive en smule paranoid med, hvad jeg lod mig rive med af… Hans iver for at effektivisere min livsbane virkede bare stik modsat på mig! (- og på børnene, som græd når han pressede deres naturlige udvikling til at spille rigtigt på guitaren, til skoleskift, til fodbold og til at ’tage sig sammen’, hvis de ikke præsterede efter hans hovede). Jeg gik i baglås, blev apatisk, ked af det… Jeg var egentligt hele tiden bevidst om, hvad der foregik, men blev alligevel spundet ind i dette gamle mønster af ’noget for noget’ – Hans kærlighed for min præstation – penge, prestige – men aller mest for min ’kostbarhed’, da al nærhed skræmte ham, og han var en jæger efter kvinder, som var optaget af noget ’andet og vigtigere’ i deres eget liv end af nærhed på hjemmefronten.
Han kunne kun se det målbare, og holdt en række andre kvinder op for mig for at sammenligne – Se, hvad de kan præstere med det ene og det andet, sagde han, og skrev søde beskeder til dem på Facebook og LinkedIn. Og jeg blev trodsig og vred og gik i den stik modsatte retning – ”Sundt destruktiv”, som en veninde skarpt så og formulerede min tilstand.
Jeg byggede i stedet for legehus med hans børn, trøstede dem og trak splinter ud…rullede snemænd, læste historier, spillede fodbold, skød med bue og pil og lavede lektier med dem. Fortalte dem, at jeg syntes deres cover versioner på guitaren var langt mere interessante end de versioner, som alle andre spiller!
Men ikke et ord kunne komme ud af mig til de artikler, som jeg var gået i gang med at skrive, filmprojekter blev syltet, og min store ambitiøse ’raket’ af et forskningsprojekt, som jeg længe havde været i gang med at ’kapitalisere’ stod kold og forladt på startrampen… Han var frustreret og begyndte at blive intolerant og fjern. Jeg vidste godt, hvad det handlede om…men det var jo netop det modsatte af min motivation!
Jeg vil ikke vælges for mine præstationer, løn, prestige eller ’kostbarhed’. Jeg vil vælges for det ægte og ærlige, det nære og kærlige. Hvis ikke han kunne elske mit nærvær og min kærlighed til både ham og hans børn, så måtte det dø…Og det gjorde det. Han kunne ikke føle ’forelskelse’ for mig længere, måtte han gentage igen og igen, fordi det var så svært for mig at forstå den følge konsekvens, at jeg for altid var dømt ude af hans familie.
Han havde troet, at jeg var en anden, da vi mødtes, sagde han. Ja, jeg var en anden, da vi mødtes, søde, kig på mit CV! Jeg har været en fighter og præsteret hele livet – hvor tror du mit netværk og mine titler kommer fra? Jeg har præsteret, har erobret diplomerne og pokalerne – men alle min sejre har netop aldrig været på kommando! De kan ikke tvinges frem. Ægte kvalitet og succes er noget, som skal leges frem!
Træning og disciplin er fint, men det skal ligge indlejret i en naturlighed, som opstår som en del af selve legens motivation. Det skal være sjovt at præstere – som en dans, der kommer indefra og ud gennem kroppen i glade, skæve bevægelser fra hjertet og helt ud i fingerspidserne. Sådan er det også at surfe på eliteniveau. Det er i eksplosioner af glæde, når man rykker sit niveau med nye tricks, som opstår ud af tilfældigheder og af en indre balance…af tryghed!
Men han var mere til fitness og kontrol, så det var et andet tankesæt, som jeg ikke forstår. Trænings seancer på spinning cykler er måske 10% bedre for kroppens præstation end en tur ud i naturen på den almindelige cykel, men det tager 300% fra din hjerne! Alle de skønne oplevelser og sanseindtryk, som man får på en tur i den virkelige verden sætter gang i tanker og fantasi. Mens alt det fokus på målbare resultater sætter os tilbage som mennesker.
Jeg har selv lært det på den hårde måde ved at prøve begge dele. Mærket friktionen i ulyst og disciplin, mens jeg læste til civilingeniør – og i en grad, så alt stritter på mig, når jeg mærker det krav på mig selv eller andre. Og omvendt mærket, hvordan en boblende spontanitet på vandet gjorde mig til en af verdens bedste kvindelige windsurfere i hårdt vejr i den tidsperiode, hvor jeg gav mig selv lov til det… Og at nøjagtig den samme rebelske følelse mange år senere i et PhD projekt sendte mig i raketfart ud i et helt nyt fagområde, hvor ingen før havde været!
Jeg har haft den diskussion med forsker kollegaer indenfor feltet ‘Projektledelse’ på DTU Management, hvor man havde den tanke at skabe en generisk disciplin for projektledelse, som skulle kunne dække såvel vidensarbejde (forskning, rådgivning, design) som andre typer projekter og produktion. Ligesom man også ser tankegangen i de store konsulenthuse, hvor der også er en trend i at facilitere ‘styring’ af medarbejdernes motivation med redskaber som “WHY-analyser”, MUS-samtaler, coaching o.l. – drevet af at ville “kapitalisere viden”, som min x-kæreste formulerede det – “drevet af grådighed”, kunne man også sige.
Mit forskningsfelt var filmbranchen, så jeg protesterede mod den sammenblanding af ledelse af viden-skabelse og fysisk produktion. Det er simpelthen to helt forskellige mindset, og det afspejles tydeligt i ledelsen af et filmprojekt, hvor der er en verden til forskel på styringen af de kreatives leverancer og af produktionsprocesserne på selve filmset’et.
(Min PhD om det og meget andet ligger her: PhD-afhandling om projektledelse af film vs. byggeri: “…and Action”, Egebjerg (2012).)
I udviklingsfasen af et filmprojekt ved alle, at det er forbudt at spørge instruktør (og forfattere) til det analyserende, resultatorienterede ”WHY?”, sålænge man er i udvikling. Det spørgsmål kan filmproduceren evt. analysere og besvare senere i en finansieringsfase, når dén strategi skal lægges. For det hele begynder ikke med et spørgsmål, det begynder med et svar! – en lyst, en leg, en nødvendighed uden tanke, ord eller mening.
At spørge en filminstruktør eller andre kreative ”hvorfor” de laver deres kunst, er den klassiske årsag til skriveblokeringer og lignende handlingslammelse. (Det er noget, de måske kan svare på bagefter i ‘directors intention’, hvis de er tvunget til det). At bede om forklaringer og rationelle analyser af årsagen foregriber den kreative proces – Ikke kun for kunstnere, men for alle mulige andre, som også skal finde drive, motivation og lyst i vidensarbejde.
“WHY” er en manual, som kun bør ligge hemmeligt gemt i sælgerens facitliste – uanset, om der i sidste ende skal sælges film, forskning eller andre flagskibe.
For, nej…i de første, indledende kreative processer, da motiveres jeg hverken af at blive presset, analyseret eller målt…(heller ikke af mig selv!) – Der kommer ikke noget nyt eller spændende ud af pres, spejlinger og angst.
Efter bruddet kom jeg langsomt, langsomt til mig selv igen. Erkendelsen af, at om jeg så havde hentet månen herned, så havde han kunnet finde en fejl, og at det intet havde med mig at gøre. Helingen opstod ved at finde legen frem igen dybt derinde, hvor den forskrækket var krøbet i skjul. Trodsigheden, fandenivoldskheden, modet og lysten!
For legemod kræver tryghed! Tryghed til at fejle og slå skæverter – det er jo netop legen og det kreative! Det skøre, skæve, krøllede, tilsat en voksens visdom og erfaring. Det er så meget mere interessant end målbare præstationer udstukket af en forudsigeligt kedsommelig handlingsplan. I dag er jeg i naturlig fremdrift med alt igen – tager mig selv i at sidde og smile, glemmer måltider, fordi jeg er optaget af et ‘projekt’. Jeg er tryg og glad, for jeg følger mit eget naturlige, indre drive.
Ja, tingene kommer indefra, men de skal netop komme…af sig selv.
Og det er også der, hvor jeg finder tilgivelse for den mand. For han gjorde både mig og sine børn utrygge med hans egen angst for ikke at være ’god nok’. Han var selv utryg, og hele hans verden stod og faldt med, at alt (og alle) omkring ham ’lykkedes’ – et ord, han ofte brugte. Men at ’lykkes’ forudsætter et bestemt forudindtaget resultat….Og så ’lykkes’ man aldrig med selve livet, som altid ligger derude med sin hemmelige mulighed. Han så verden gennem omgivelsernes øjne, levede gennem andre menneskers prestige og havde behov for at identificere sig med sine nærmestes udvendige ‘succes’, fordi han ikke kunne anerkende sine egne, indre kvaliteter. Han dikterede børnene, at de ikke skulle kalde ham ‘far’ men for ‘Superfar’ og indrømmede åbent, at han var jaloux på den naturlige lethed, som opstod i kontakten mellem mig og hans børn. Og børnene adlød lydigt: “Ja, Superfar!”, svarede de loyalt og selvfølgelig med en latter…for en tilstand får den modsatte effekt, når den tvinges frem, og i bedste fald bare komisk.
Et andet sted, hvor man prøver at “lykkes” på den hårde måde, og ikke har forstået sammenhængen mellem tryghed, leg og præstationer, er på de danske Universiteter. Her bliver komikken patetisk, når man svært ved at anerkende egne, danske kvaliteter, og bare gerne vil “ligne de andre” større lande og andre kulturer. ’New Public Management’ svingede dødens le gennem en gammel, ædel skov af sammenfiltrede biotoper…et akademisk økosystem, hvor man i generationer har ligget i verdenseliten indenfor f.eks. naturvidenskab. Ørsted legede elektromagnetismen frem for at underholde sine elever…og ændrede verden! Bohr var et eksperimenterende legebarn: (eksternt link) og hans ’Copenhagen Spirit’ tiltrak stjerneforskere fra verdens eliten.
Hvad er det for en frygt (og mindreværd), som man i dag forsøger at kontrollere ved at kvantificere forskning i antal af kedsommeligt ensrettede papers og rigide handlingsplaner. Et top-down enevælde, som skræmmer originalerne væk og efterlader en kultur så forudsigelig blank som en bank filial? For innovativ forskning og viden-skabelse handler som al indre skabelse også om følelser. Og de visner i handlingsplanens konstruerede “WHY”!
Jeg har selv oplevet en flugt fra DTU af en flok kollegaer, som ellers stod for noget af verdens mest innovative og anerkendte forskning indenfor bæredygtige byer og teknologi antropologi i årtier, og inden nogen andre overhovedet forstod meningen med disse begreber. Nye fagområder, som i dag er noget af det hotteste man kan forske i….altså på de store udenlandske universiteter! Men de blev kvalt af det rigide, topstyrede system, som ikke accepterede deres legende tilgang til forskning – deres skandinaviske ”metode” med hjerte, følelser og samvittighed. Lyst, glæde og nysgerrighed. Leg!
Danmark ligger foran på nogle parametre, som man først fornylig er begyndt at pejle efter internationalt – Og det som vi kalder ‘frem’ ligger i virkeligheden ’tilbage’! Man har hentet inspiration fra erhvervslivet, siger de…og de er inspireret af udlandet. Jo, men har nogen tænkt over, hvorfor udlandet har så travlt med at kigge på Skandinavien for at lære af vores kultur og værdier indenfor skabende videns discipliner som kunst, ledelse og forskning? De ser med beundring og misundelse på skandinaviske selvfølgeligheder som ’tillid’ og ’fællesskab’ også i professionelle sammenhænge.
Det er nemlig sårbart at lege – man er åben og blød. Det er så skrøbeligt og fint et sted, hvor man bruger sine fineste antenner til at tiltrække nye ideer, som kan afprøves i trygge rammer for at se, om de bærer eller brister. De fleste lege brister, men enkelte vokser videre ud af det krøllede, barnlige sind og ud i den virkelighed, som så meget trænger til forbedring og forvandling.
Jeg har altid leget mine små sejre og successer frem. Mit forhold til hans børn blomstrede i legehuset og på kælkebakken og stor kærlighed og tillid opstod mellem os. Men han så aldrig den sammenhæng. Nu har han taget os fra hinanden. Jeg håber, at ungerne klarer det, selvom han råber efter dem til fodbold og ved middagsbordet. Jeg håber, de kommer til at huske en voksen, som lyttede, var nærværende i nu’et og god til at lege på højt niveau!
I dag rykker min egen karriere igen i et nyt klarhedens lys. For det mest positive, der kom ud af hans præstations pres, var den modstand som opstod i mig selv. Som de fleste mennesker har jeg min egen naturlige ambition og fremdrift, som i samspil med omgivelserne er en proces af vækst og hvile i forskellige tempi. Og netop den bevidsthed har født en ny omsorg for mine hvile perioder, der ligesom i søvnen måske er der, hvor man udvikler sig aller mest!
Som konkurrence surfer ved jeg dybt i kroppen, at læring foregår mellem trænings seancerne. At det er næste gang, man kommer på vandet, at alle tricks’ene pludseligt sidder, fordi man har ’sovet’ på dem. Og der er ikke noget tidspunkt, man sejler bedre end efter et langt fravær fra sporten, hvor der er piv-åbent til det ubevidste, og hele potentialet eksploderer derude på vandet. At det er i vekselvirkningen mellem aktivitet og passivitet, at man vokser.
Så der kom noget positivt ud af hans negative kritik, fordi jeg er i den heldige position at være et voksent menneske med erfaring nok til at kunne sætte perspektiv på andre menneskers indblandinger. I trods holdt jeg op med at bebrejde mig selv, når jeg ikke var i konstant vækst, som ellers har fulgt mig som en indre stemme. Jeg indså, at jeg var midt i den spændende kreative proces, som kaldes livet, hvor pauserne er utroligt meningsfulde. Så den modstand, der opstod i mig mod hans kritik, blev også træning til at holde op med at slå mig selv i hovedet…med at problematisere tvivl, modgang og alt det, som man ellers kan skyde sit eget selvværd ned med. For så bliver man for alvor sårbar og modtagelig for andres kritik!
For jeg har også haft nærmeste, kærester eller venner, hvor opbakningen og fortroligheden blev så tæt, at man altid havde samtaler, som handlede om tvivl eller usikkerhed, og hvor den usikkerhed til sidst fyldte så meget i bevidstheden, at den blev integreret som et personlighedstræk.
Ingen af de to yderligheder er sunde. Pauser i personlig vækst skal hverken problematiseres som noget, der skal overvindes (ikke-accept), eller problematisere som noget, der ikke kan overvindes (accept). De skal altså hverken ‘ikke-accepteres’ eller ‘accepteres’. De skal bare rummes uden særlig opmærksomhed som de midlertidige tilstande, der befrugter den lange proces, passerer og forsvinder – ligesom præstationerne også gør. Intet i livet er statisk, og alt er i sin dybeste natur blot en glædesfyldt leg.
Hvordan overfører man den legende, rummelige tilgang til Universiteter og virksomheders videns arbejde? – accepten af, at vækst ikke er en jævn og målbar kurve, men at de bedste, innovative løsninger skyder frem fra et helt andet sted, end man havde planlagt? Og at dette forudsætter en ramme af tryghed…og kærlighed til det anderledes, det skøre, skæve og legende.
Stilstand skal hverken problematiseres eller overvindes, men bare være det uvisse drømmeland, hvorfra alt nyt kan få lov til at vokse.
– Egebjerg