Der er helt tomt herinde! Min far peger på sit hoved med fortvivlelse malet i det vidtåbne ansigt. Hans ranke, stærke krop er spændt op i et forsøg på at samle al koncentration, mens han gestikulerer i luften efter en forklaring. Jeg spørger, hvordan det føles at have altzheimer, og der findes kun helt korte beskrivelser: Ingenting drejer rundt derinde (peger igen) – det står helt stille!
Når man lever tæt på en dement, bliver det tydeligt, at alt skal afleveres her i livet – minde for minde, organ for organ. Vi har måske en forestilling om, at man i det mindste kan tage minderne med sig i graven, at de er urørlige. Men minder eksisterer kun, så længe de små elektrokemiske signaler drejer rundt, og det gør de kun så længe, organerne også gør det – herunder hjernens krøllede stier.
Jeg har boet det seneste år hos min far, som har en altzheimer diagnose. Mine nærmeste kender historien i brudstykker, men det er først nu, at jeg mærker et overblik til at fortælle i en større sammenhæng. 350 m2 i 5 plan direkte ind i Rude Skov og omkranset af skovsøer – den del var ikke en svær beslutning. Kæmpestor gammel have med terrasser, niveauer, frugttræer og et hav af forskellige blomster, som min far har plantet og plejet gennem 55 år. Helt egoistisk ønsker jeg også at bevare barndomshjemmet, som min far har bygget med egne hænder – bevare den fælles ressource i familien. For ingenting er ingenting, og nyt er hult og blankt.

Men det var efterhånden også blevet mere og mere stressende ikke at være i nærheden hele tiden, dengang min bror og jeg kørte i pendulfart fra henholdsvis Virum og Vedbæk til Birkerød. For hvert besøg blev det tydeligere, hvordan hverdagen sejlede for den gamle multihåndværker, som ellers altid har haft styr på alt. Hele familiens skudsikre, vandtætte vicevært. Nu blev han kritisk tynd. Og den ruhårede hønsehund blev skiftevis tynd og tyk og brugte husets gæsteværelse som hundetoilet. Der blev købt underligt ind…og der var altid et eller andet stykke teknik, som lå splittet ad, men i modsætning til et helt livs reparationer, så blev det ikke samlet igen. Man kunne se, at han havde været i gang, men nu kunne han ikke længere huske, hvad problemet egentligt havde været med den cykel, bil, plæneklipper, ventilator, kompressor, lampe, akvariepumpe eller hvad, der nu skulle justeres.
”Hvad er ketchup?”, spurgte han i en ligefrem tone for 5 år siden, hvor de røde lamper for alvor begyndte at lyse. Man kunne sagtens føre en kompleks samtale om alle mulige emner med ham, men pludseligt var der disse helt irrationelle huller, hvor ordene mangler et billede.
Og det går op for os, at han længe har kompenseret for disse huller i hukommelsen ved at small-talke sig rundt om et emne, så samtalen stadig flyder. At han skifter emne eller ikke samler op på en tråd. Og det går op for mig, hvordan jeg selv fylder hullerne ud, som man gør i alle samtaler. Man forklarer det for sig selv med, at han vist aldrig har spist særlig meget ketchup, og man kan jo også selv være distræt? Man kompenserer og forklarer og projicerer en normalitet over på andre mennesker.
I dag er det tydeligt, at når der mangler stof til samtale, så træder personligheden frem på godt og ondt. Min fars platte humor står pludseligt alene tilbage og blafrer i en samtale uden indhold eller fremdrift. Eller hans irriterende skepsis. Eller hans afslappede mildhed. ”Vi må bare slappe af og tage det, som det kommer!” er den sætning, som han gentager som universal lim til at samle alle sprækker. ”Lær at leve med det!” siger han, hver gang han kan læse i vores ansigter, at han igen er faldet gennem sikkerhedsnettet.


Og man begynder selv at fylde ud, som jeg og min bror gjorde, før jeg flyttede hjem i huset. Vi lavede store gryder med mad og stillede det i hans køleskab. Vi tog hunden til dyrlæge og satte sedler op overalt, som guidede min far gennem hverdagen: ”Du må ikke slukke for wifi-boksen!”, ”Husk at fodre hunden!”, ”Husk at fodre fiskene!”, ”Husk kun at fodre hunden 1 gang!”, ”Husk selv at spise!”, ”Du må ikke slukke køleskabet!” osv.
Men det går langsomt op for os, at sedlerne sjældent bliver læst eller forstået, og at han faktisk ikke KAN se nye ting længere, selvom de står lige foran næsen på ham. Så når han åbner døren til køleskabet kan han kun finde de ting, som står på deres forventede placering og ligner sig selv – pålægsskuffen eksisterer stadig, men de lækre færdigretter eksisterer ikke. Der er ikke noget rugbrød? Der ligger 3 pakker lige foran næsen på dig, far! – Jeg kan ikke se noget rugbrød? Tingene skal ligge på deres rigtige hylde, ellers er de ”væk”. Der er 0 læring på alle de systemer, som vi prøver at implementere. Og hvad sker der for, at han lige har ligget og sovet hver eneste gang, vi kommer på besøg?
Det bliver mere kritisk med hverdagene alene i huset. Så har han åbnet nye bankkonti, skiftet forsikringsselskab eller meldt sig til et eller andet, fordi nogen har haft held med at sælge noget. Og hvor er bilen pludseligt henne? Vi frygter dagligt for de udenlandske opkald fra ”Microsoft” og har travlt med at slette numre og ændre koder. Han er så godtroende og pligtopfyldende og snakker høfligt med alle. Naboerne spørger lidt bekymrede, om han har det godt?
Han hidkalder en specialist til jordvarmeanlægget på en søndag, fordi han tror at overløbsvandet fra ekstremregn er en læk på anlægget, for han kan jo ikke huske, at det har regnet eller overskue sammenhængen. Det hele koster et par tusinde kroner her og der, samtidig med alt det andet, som også kræver vores opmærksomhed. Talrige besøg på Rigshospitalets Hukommelsesklinik, som ikke fører til andet, end at de forhåbentligt opbygger mere viden på området. De er ikke i nærheden af en kur mod altzheimer, og kommunen er den næste institution, som vi skal til at koordinere med.
Og så er der et helt menneskes almindelige administration: tandlægen, frisøren, vennerne, begravelserne, fødselsdagene, julen, cyklen, sommerhuset, abonnementerne, biografklubben… I begyndelsen forsøgte jeg at holde alt normalt, så han stadig deltog, som om intet var forandret. Mens mit eget liv langsomt lukkede ned.
Sygdommen er en prisme som forstørrer de menneskelige interaktioner. At vi prøver at se godt ud for hinanden. At vi hjælper hinanden til at se godt ud – kompenserer, fylder ud, glatter ud, snakker udenom… Men pludseligt er der noget, som falder helt til jorden med en klirrende lyd, og folk omkring stivner og vender sig bort.

Han bliver træt og klager ofte over, at han føler sig tom. Tager sig til hovedet og siger, at det føles som ”splat”. Hvis jeg er væk i mange timer, får jeg en opringning, som han får til at lyde som en fejl indtastning. Han undskylder. Og det er det værste, at høre min stærke far sige undskyld. Fordi det ord var utroligt sjælendt anvendt i hans liv, så jeg forstår graden af den sociale smerte, han nu må føle. Han glemmer, at jeg siger, at han ikke skal sige undskyld, og ringer igen og siger, at han leder efter noget. Og når jeg spørger hvad, så kan han ikke huske det. Han undskylder, og jeg mobiliserer en ubekymret stemme, som siger, at han jo altid bare kan ringe igen. Vi tjekker hans telefon og kan se, at han ringer til alle mulige mennesker på mærkelige tidspunkter. Han skulle bare lige tjekke telefonen, forklarer han.
Min bror og jeg nikker bekræftende til hinanden og er enige om, at i virkeligheden er det hele jo et positivt tegn på, at han stadig er i live og handlekraftig, som han altid har været. Han er IKKE en grøntsag, men har stadig sin nysgerrige, løsningsorienterede personlighed intakt og kan faktisk utroligt mange ting af en 83-årig mand at være. Altzheimer rammer individuelt i forskellige dele af hjernens centre, og nogle mister motorik, sprog, rationale eller det visuelle i forskellig rækkefølge. Vi har været heldige, at der aldrig har været blodpropper, og det derfor bare har været en langsom tilbagegang, som vi kan nå at lappe med logistiske løsninger. Alternativet var, at han slet ikke er her mere, og det ved vi godt, hvordan føles. Ingenting er ingenting, og når nogen dør, så bliver der meget stille.
Livet har noget til os alle, som de gamle altid har sagt. Hvis det ikke er det ene, så er det det andet… Jeg har i hvert fald aldrig mødt et sorgløst menneske, og altzheimer er så tilfældigvis blevet min families andel og opgave at løse i vores lille del af samfundet. Jeg møder andre pårørende til de mange varianter af demens, som har hver deres respektindgydende fortælling om, hvordan de klarer at løfte et andet menneske, nogle gange både fysisk og mentalt, ved siden af andre tunge udfordringer med egne sygdomme eller børns sygdomme. Om den dementes forvirring, som kravler ind under huden som et dagligt syrebad og kilde til misforståelser, der pulser ud i omgangskredsen. I den syges virkelighed er det jo alle os andre, som opfører os fuldstændigt tosset. Nogle bliver paranoide eller anklagende. Så samtidig med, at man som pårørende er i dobbelt arbejde med logistik og i konstant beredskab for hypotetiske scenarier, så skal man samtidig rumme ur-angsten for vrede og anklager fra sin far, mor eller ægtefælle. Det er svært altid at være i overskud til ikke at lade det trænge ind som reelle anklager. Som når jeg mister tålmodigheden med at svare på det samme spørgsmål en million gange, der måske endda involverer et sundheds og sikkerhedsaspekt for min far eller for andre, og jeg selv har travlt eller bliver kort for hovedet. Og min far kan kigge på mig med kulde og foragt og hvisle: Hvor er du dog ”søøød” (NOT!!!), inden han drejer rundt på hælen og forsvinder. I hans verden har jeg momentant opført mig urimeligt egoistisk og respektløst overfor min gamle far ved ikke at svare på et normalt spørgsmål, som han selv tror, han kun har stillet den eneste gang. Ens egne dage starter ofte i en dårlig stemning, som rammer tilfældigt og uventet.
Pas på, at du ikke bliver en ”kogende frø” (som ikke kan hoppe ud af gryden), siger alle de, som synes den rigtige løsning er at låse ham inde sammen med noget kraftigt beroligende og smide nøglen væk. ”Lev dit eget liv!”. Jamen, det her er jo mit liv…det er ikke altid nemt, og det skal det vist heller ikke være? Jeg ville da ikke kunne føle mig hel eller levende, hvis jeg ikke arbejdede med at finde bedre løsninger hele tiden, selvom det er besværligt og tager en bid af mit eget liv. Ellers ville jeg ikke kunne mærke mig selv som et menneske?


Det siger noget om, hvor strategisk moderne mennesker tænker om vores relationer. De skal kunne betale sig ind igen et sted. Pensionister er en dead-end, hvor arbejdet ikke giver afkast retur. Man opbygger ingen stærk relation til et normalt menneske, som kan gøre gengæld en dag, når vi selv kommer i problemer. Det er en investering uden fremtid i modsætning til investeringer i børn eller venner. Jeg kunne stå så meget stærkere senere i livet, hvis jeg brugte den samme tid på nogen, som kan være der for mig selv en dag, hvis man kun skulle nytte-optimere, og det gør vores generation åbenbart. What’s in it for me? bliver man rådet til at tænke i selvhjælpens tidsalder.
Der er mange, som mener, at jeg udelukkende skulle lade de professionelle passe min far, hvilket sandsynligvis ville være vores tids standardmodel med opbevaring på en lukket institution, hvor han kunne stå og hive i en låst dør, indtil de kommer med noget beroligende. Jeg forstår ikke, hvordan man IKKE kan føle ansvar for familiens gamle på samme niveau, som man føler ansvar for sine børn. Jeg ville have det utroligt dårligt med mig selv, hvis jeg lukkede øjnene, ikke bare for, at jeg kan gøre en lille forskel, men at det er min dybe pligt og mit historiske ansvar. Det betyder ikke, at det er let, eller at jeg opfører mig som en engel. Præcis som forældrerollen også er kompleks, så er det voksne barn også i en rolle fyldt med konflikter og følelser, som ikke altid lander helt rent på benene i hverdagens små fald. Og det er naturligt og en del af livet, men det fratager mig stadig ikke ansvaret for at blive ved med at forsøge at gøre det, så godt som jeg nu kan finde ud af det. Jeg bliver simpelthen så utilpas overrasket over, at så mange synes, at jeg ”gør en flot indsats” eller noget i den stil… Specielt i mødet med kommunens demens-program, hjemmehjælp og pårørende grupper kan jeg forstå, at det ikke er en selvfølge, at et voksent barn tager sig af en syg forælder. Det er mere almindeligt, kan jeg forstå, at voksne børn ”ignorerer”, eller i bedste fald fortrænger, og ikke er til at råbe op, typisk af den anden forælder, som sidder alene med hele byrden.
Det er svært at tage imod den besked pakket ind i ros, for jeg bliver ked af, at noget så naturligt åbenbart er blevet til en særlig præstation? Sådan ønsker jeg ikke selv at tænke på det, for det tager luften ud af, at min egen drivkraft føles biologisk naturgiven. Man roser da heller ikke forældre for at tage ansvar for deres børn…eller gør man?? – Er familiebånd blevet så svage i dag? Jeg bliver let provokeret af tidens mantra om, at man ”selv skal vælge sin familie” – underforstået, at man kan vælge til og fra på alle hylder, som det lige passer bedst i egne strategier. Og underforstået at den ”rigtige” familie er jævnaldrende venner fra egen menings-boble i selvsving og gerne nogen, som man også har et professionelt output fra. Hvor belejligt.Når jeg hjælper min far, så tænker jeg det ind i en større sammenhæng, som også rummer alle de døde og samfundet som helhed. Jeg hjælper samtidig min døde mor, min farmor, farfar, farbror og alle de andre, som engang også har hjulpet mig, men ikke er her mere. Jeg udfylder en rolle i familien som helhed, hvor jeg nu tilfældigvis selv er landet i slutningen af en tidsrække af begivenheder. Det var ikke med min gode vilje, at jeg ikke selv fik børn. Men jeg kan hjælpe med at bygge videre på broen mellem generationerne ved at vise min lille nevø, hvad han kommer fra på vores side af familien. Vores lille kulturarv.
Og det er en anden motivation, som måske også er særlig for vores familie, at jeg holder min far i hans eget hjem, ikke kun for hans skyld, men fordi det er et helt særligt hjem, som indeholder mange generationers historier. Den fysiske historiefortælling er så mange gange stærkere end flygtige fortolkninger og løsrevne anekdoter. Min forældres personligheder og stærke kærlighedshistorie er bygget ind i den smukke villa, som min far har bygget med sine egne hænder – mursten, tagsten, fliser, træværk i kilometervis, snittet og tilpasset til hver eneste knast. Der er en kæmpe have, hvor han har plantet hver en busk og anlagt terrasserne. Haven løber direkte ind i Rude Skov, og smelter sammen med 3 fredelige skovsøer og alt det liv, som er omkring dem. Hvor man året rundt ser rådyr sovende i græsset, hører uglen på taget, ser hejren jage fisk, hører frøkvæk hele sommernatten, fodrer ræven om vinteren, har en egernfamilie boende i tagisoleringen og en flok flagermus hængende på loftsrummet. Og hvor man skøjter, står på ski og klatrer i træerne flere generationer – sammen. Vi er vokset op i en skønhed og frihedsfornemmelse, som ikke kan forklares, men skal erfares fysisk, og det håber jeg, at næste generation vil mærke og huske helt ind i knoglerne. Huset er fyldt med familiens historie i fysisk form, som for mig altid har været det kulturarvede skelet, hvorpå man kunne træne sine egne mentale muskler og sanser.

Og så kan man selvfølgelig sagtens flytte hjem, når der er fysiske rammer til det, så det er en del af vores families betingelser. Men jeg ved også, at hvis det havde været anderledes, hvis min far havde boet i en lille lejlighed, så havde min ansvarsfølelse ikke været mindre, men jeg havde bare haft en anden logistik på godt og ondt. Det er heller ikke rosenrødt at være til rådighed konstant og bo med kun få af sine egne møbler samt dele det lille køkken med 20 kommunale hjælpere. De fleste morgener begynder med at rense kold, størknet sovs ud af mikroovnen fra aftenen før, fordi en eller anden afløser ikke har følt ansvar for mere end det minimale.
Alternativet havde været, at jeg besøgte min far på daglig basis og ordnede alle de praktiske ting, som jeg nu i stedet kan fordele over døgnets timer, fordi jeg har muligheden for at bo i det samme hus. Jeg tror, at der er fordele og ulemper i begge løsninger, men at det også kommer an på sygdommens udviklingsfaser, at det kan fungere for os i denne tid. En ting er sikkert: Det ville hurtigt tage livet af min far at flytte ham væk fra skoven og huset, som han kender ned til mindste søm, så længe han selv har sin stærke fysik til at gå frit omkring og nyde det. Han ville dø bag en låst dør, og det ville jo være et mord? Med til historien hører selvfølgelig, at han er rask og rørig som en 50-årig. Han hygger rundt og plukker æbler, klipper roser, fodrer fuglene og går lange ture med hunden i skoven flere gange dagligt. Forleden holdt han et far-foredrag for mig om, hvornår æbletræerne skal stynes, mens han sirligt sorterede dem efter sort og modenhed til den korrekte opbevaring.
Men det hele fungerer kun som et samarbejde, som min far også selv er en del af med den gode side af sin personlighed. Et samarbejde mellem mig og min bror, der ofte tager rollen som mobil vicevært for vedligehold af hus og have ved siden af mange andre praktiske opgaver: Køb nye sokker og en bedre vinterfrakke, smid de hullede sko ud i hemmelighed, købe sensorlamper for at afbøde ulykker på trapperne ved de tiltagende nattevandringer, reparere vaskemaskinen, rens nedløbsrør, afkalke toilet, rens akvarier, opryd efter oversvømmelse, optimering af banksager, fix fjernsyn, fix havelåge, mobil, emails, e-boks osv. osv.
Men ikke mindst kræver det et samarbejde med kommunens mange hjælpere, som ikke ville kunne løfte opgaven uden de pårørende, ligesom vi ikke kunne undvære dem. Ingen af delene kan stå alene, men det kræver et enormt arbejde at facilitere kommunikation og koordinering omkring en psykisk handicappet, som demens jo er. Hvad er personlighed, og hvad er sygdom, når min gamle spare-far slukker samtlige el-kontakter i huset midt i opladninger og vaskeprogrammer, og som konstant splitter skraldespanden ad for at finde et lille stykke køkkenrulle, der lige kan genbruges? Hvor kan man intervenere og hvordan, uden at det bliver et overgreb, som fremkalder uro og vrede – men også uden selv at blive bims?
Flere af mine bekendte har børn i autisme spektret. Der er mange ting i deres fortællinger fra hverdagen, som lyder genkendelige i forhold til at have en dement forælder. De har ligesom jeg ansvar for et irrationelt menneske og tænker hele tiden i parallelle scenarier. Man prøver at projicere sig selv over i den andens tankegang for at regne ud, hvordan man proaktivt kan styre uden om ulykker og hjælpe bedst muligt. Hvordan skal man bedst forklare dem en ny ting, og hvad er dagens logistik? Man har aldrig helt fri og står selv sidst på huskelisten, fordi det er lettere at leve med egne behovsudsættelser end med den hjælpeløses uro og panik.
At leve med en dement er som at have et stort barn, som vil gøre alting selv, men som ikke kan. Men jeg har ikke den samme autoritet som overfor et barn til at kunne sætte en dagsorden. Min far kan stadig sætte mig på plads og forskrække mig ved bare at hæve stemmen. Og han har en voksens stolthed, som ved nok bedst selv! Et barn bliver hele tiden dygtigere og mere selvstændigt, og det udløser endorfiner at se deres fremskridt. Her i huset går det kun ned ad bakke, og man er Sisofys med en tungere og tungere rullesten.
Det vigtige for mig er hele tiden at være bevidst om, hvad der foregår. At se det udefra med realistiske øjne og huske, at sådan kan livet også se ud. Livet er fyldt med valg, og valgets anatomi er jo netop at huske, hvorfor man gør noget og må vælge andet fra.

Jeg har faktisk aldrig brudt mig specielt om min fars personlighed. Jeg respekterer ham og er taknemmelig for, at han har gjort sit bedste som far og som menneske ud fra sunde værdier. Mange ting kan vi blive enige om, men vi er også meget forskellige, og jeg har hele livet tænkt, at vi nok ikke var blevet nære venner, hvis vi havde mødtes i andre sammenhænge end som familie. Så jeg vil ikke engang kalde det kærlighed, at jeg bruger flere timer dagligt på at hjælpe ham for tiden. Mere en slags ordentlighed. Og helt klart et pay-back af hans egen indsats som samvittighedsfuld familiefar og borger. Og som rollemodel: Man hjælper altid alle andre på sin vej – hver eneste dag, også i det offentlige rum. Det er den far, som jeg altid har set gå foran hen til fremmede mennesker og spørge, om der var noget, han kunne hjælpe med, når han fornemmede et behov ud af øjenkrogen. Og som lagde alle sine egne interesser til side for at arbejde 24/7 for, at faciliteterne på hjemmematriklen kunne køre som en velsmurt maskine. Det tror han stadig, at han gør alt sammen…mens min bror og jeg suser rundt med hækkeklipper, vasketøj og nabo-koordinering. Ansvar har været en hjørnesten i vores families opdragelse.
Jeg er i konstant arbejde med at finde balance omkring mine egne grænser. Hvis man havde spurgt mig intellektuelt om, hvor min grænse går, så havde jeg engang tænkt, at det nok var noget med, hvad man har tid og kræfter til. Men når man omgås en syg, så bliver ens grænse hele tiden rykket lidt, og man opdager, at det handler om, hvornår man kan se sig selv i øjnene. Så det er en konstant forhandling mellem, hvad den syge har brug for, og hvad man har kræfter til, uden selv at blive syg. Altså helt klart en overskridelse af, hvad der er sundt for en selv, men i et kompromis på skalaen op til den andens sygdom. Fordi man overskrider sin egen grænse for at være menneskelig, hvis man ikke hjælper en syg.
Jeg er taknemmelig for at leve i et velfærdssamfund, men tager det også som en selvfølge. Selvfølgelig skal vi have hjælp, men ikke uden selv at yde. Det er et samarbejde mellem mig og hjemmehjælpen, hvor vi hver bidrager med vores. Det ville ikke være værdigt med mig alene, det ville aldrig kunne løse opgaven, og jeg ville selv knække. Men det ville heller ikke være værdigt kun med hjemmeplejen, de kan heller ikke løfte hele opgaven, så ville min far knække. Men sammen kan vi det dobbelte, og det rækker lige præcis. Sammen kan vi bevare et liv for min far, som han kan genkende sig selv i. Jeg substituerer hans tanker, og hjemmeplejen er døgnrytmens pacemaker. Så meget skal der til for at kompensere for et enkelt menneskes hukommelse.
I en anden etik ville det måske være rigtigt at lade naturen gå sin gang. At lade ham gøre præcis, som det selv falder ham naturligt: at spise mindre og mindre og blive svagere, indtil det pludseligt går rigtig hurtigt ned ad bakke og slutter der. Eller han bare brænder huset ned en dag… I stedet holder vi ham kørende i en civiliseret struktur, hvor livet forlænges delvist kunstigt. Gevinsten er de øjeblikke, hvor hans barnebarn på 3 år putter sig ind til fa-fa med en Rasmus Klump bog, eller de hjælpes ad med små ting, hvor de to er 100% på bølgelængde. Det er uforklarligt hvorfor et barnebarn er så tiltrukket af en bedsteforælder som af ingen anden voksen, og hvor let deres kommunikation løber på trods af hans altzheimer. Børn har en fantastisk evne til at se lige gennem overfladen og mærke dybere kemi. Han synes fa-fa er den vildeste og sjoveste supermand ever. De forstår hinanden og har fælles grineflip, så vi andre må grine med. Er det ikke hele meningen med at holde ham i live i en værdig normalitet, i stedet for en nedbrydende opbevaring?

Gamle ungdomsvenner dukker pludseligt frem fra fortiden og hygger i timevis over en øl og en fotomappe i de smukke, gamle stuer. Jeg lister væk fra deres samtaler, mens de forsvinder ind i en fælles verden. Vi tager ham med alle de steder, hvor det også betyder noget for andre, at han deltager. Han har altid været god til at hygge sig socialt og opfører sig stadig normalt i forhold til kontekst, og jeg håber, at min lille nevø vil have en fornemmelse med sig i livet af at have kendt sin farfar. Men selv kan han hverken huske Tivoli eller børnefødselsdagen få minutter efter, at vi har forladt selskabet.
Nej, det er væk! Som han svarer hver gang vi spørger, om han kan huske dit eller dat. Men jo, nummerpladerne på hans gamle biler, dem kan han stadig huske, og en hel masse koder…men han kan ikke huske, hvad de skal bruges til? De nyeste minder slettes først, men der er også store huller i vigtige livsbegivenheder selv langt tilbage. Hvad døde vores mor egentligt af? Det er som om, at han nulstiller i et årstal, som gradvist rykkes tilbage. Som vand, der fordamper fra overfladen først.
Han sidder stadig ved skrivebordet, som jeg husker ham fra min egen barndom med mapperne åbne og vigtige papirer, regninger og investeringer. Jeg spørger, hvad han laver, for alt kører jo digitalt i dag? Han siger, at han bare tjekker nogle regninger, som er betalte, og jeg kigger ned i papirerne, som går flere år tilbage… Andre dage kan man komme hjem, og så har han pludseligt samlet hele det IKEA-møbel, som man selv havde gruet for hele dagen…uden en eneste fejl. Han kan ikke selv huske at have gjort det, men han mærker rosen og griner, præcist som min gamle far ville have gjort.
Jeg lærer hans associationer at kende. Hvis jeg ikke kan finde opvaskebakken, så skal jeg tænke over, hvor far ville associere dens plads. Nå ja, ikke under køkkenvask eller i rengøringsskab…men blandt bakkerne! Serveringsbakke/opvaskebakke – potato/potato. Ting bliver væk og dukker op igen. Man bliver nødt til at slippe forestillingen om orden og effektivitet, som er svært kontraintuitivt for en projektledertype som mig.
Jeg overtaler ham til at vaske en stegepande op, efter jeg har lavet alt andet omkring et måltid. Opvaskesæben står fremme på bordet med store tydelige bogstaver: Opvaskesæbe. Alligevel giver han sig til at lede i kosteskabet og begynder at vaske op i afspændingsvæske til opvaskemaskinen, 3 dråber koldt vand og en stump køkkenrulle.
Man bliver selv lidt paranoid, og kommer til at beskylde ham for ting i en lidt for vred og kommanderende tone, fordi man tror at han altid kunne finde på at stille en snavset tallerken ind i skabet, eller man tror at han altid tankeløst har sluppet hunden ud. Han protesterer stille: Jeg er på vej ud at gå tur med hunden, og tallerkenen er vasket af… Og man flover sig og undskylder og tænker, at man skal passe på sin egen sjæl, at man ikke hærdes for meget i en stresset logistik. Jeg sender kærlige tanker til alle landets autoriteter – skolelærere, politifolk, læger, folk der arbejder med mennesker…og tilgiver dem, hvis de nogensinde uretmæssigt har talt hårdt til mig.

Vi bruger bare altzheimeren som påskud til at vildlede ham, har han gennemskuet! Som en undskyldning til at bilde ham alt muligt ind, siger han såret og forurettet over, at vi igen snakker hen over hovedet på ham, fordi vi selv lige havde brug for at vende argumenter i en række beslutninger indbyrdes og ikke har tid til at forklare alle detaljer 100 gange for ham, som alligevel ikke husker eller forstår. Og man bliver som pårørende nødt til at indse, at sådan ser nu’ets virkelighed faktisk ud fra hans perspektiv, og der er intet man kan sige eller gøre for at ændre det. Det man siger, skal være for ens egen skyld. Nej far, tror du virkeligt, at vi kunne finde på det? Tror du ikke, at vi gør os al umage i verden for de bedste løsninger, vi har evner til? Jo, det tror han heldigvis også på, når vi nu siger det på den måde…
Når jeg tænker tilbage, bliver jeg mest ked af min egen dybe smerte i de faser, hvor sygdommen var på vej men stadig usynlig og uforståelig. Dengang min far stadig var en velfungerende autoritet på overfladen, som kunne blæse mig omkuld med hans virkelighedsopfattelse og give mig en kvalmende, surrealistisk følelse af, at der var noget galt med mig selv. Når vi havde haft vigtige samtaler, som han bagefter benægtede med en hånlig latter. Når det føltes som om, at man blev anklaget for at lyve af sin egen far, og især når pårørende tog hans verdensbillede for sandhed og underminerede både min egen selvfølelse men også min grundtillid til mine nærmeste omgivelser.
I dag er det daglig kost at blive bebrejdet for at være den, som forvrænger sandheden. At det har han aldrig sagt eller gjort, for så ville han jo kunne huske det!! At det er alle os andre, som kommer med vilde påstande, og at han aldrig før har set en hjemmehjælp i sit hus, selvom de er kommet 3 gange dagligt hele året…det er noget, som vi påstår, men han ved, at det ikke passer! Sagt i et hånligt tonefald og med hele den patriarkalske pondus, som han stadig kan mobilisere. Han klarer alt selv, må vi forstå – Alt!

Det går op for en, at de første symptomer ligger meget langt tilbage, og at ”ketchup” bare var det lille mærkelige hul, som afslørede alle de andre, som han så omhyggeligt havde kunnet balancere uden om i årevis. Og man begynder at få angst for sine egne små symptomer…det manglende overblik, fornemmelsen af noget, som skrider i en tankerække, som at miste fodfæste på glatis og rulle ned ad en stejl skrænt og forskrækket samle sig selv sammen dernede…det var ikke noget, haha…alt er fint! Hvor længe kan man kompensere og hvor godt går det, afhængigt af det kognitive udgangspunkt?
Som med så meget andet, så forstår vi først, hvad organerne udretter i kroppens genialitet, når vi mister det… De små elektrokemiske signaler, som hjælper os med at perspektivere i nutid, fortid og fremtid for hver vejrtrækning, tager en ung som en selvfølge. Men signalerne er lige så skrøbelige som resten af flowet, og man er lost i verden uden alle fysikkens små fine funktioner. Men man kompenserer til sidste åndedrag som en urdrift fra den tid, hvor ens overlevelse afhang af at tilpasse sig flokken.
Vi forstår først, hvad vi har, når vi mister det, er en almen sandhed. Ens forældre har gennem livet været garanter for egenskaber, som man stadig som voksent barn kan læne sig ind i som en naturgiven selvfølge. Når forældre svækkes eller dør forsvinder de garantier i ens eget liv, og hullerne står og gaber og skal pludseligt også fyldes. Jeg mærkede, da min mor døde, hvordan det store, vitale familienetværk smuldrede sammen med en mere abstrakt følelse af at miste den intellektuelle ballast i ryggen af hendes belæste og berejste erfaringer – som en fiktiv del af min egen identitet. Hun vidste alt, og man kunne bare spørge – fra astronomi over anatomi og fransk kogekunst til Shakespeare’s samlede og den livsvisdom, som rummer det det hele. Væk er det, og jeg må selv på arbejde for at skabe de værdier, som jeg mangler mest. Nu er det også min far, som forsvinder med hele sin praktiske ordentlighed, som altid har gjort det let for mig selv at løbe risici, for ellers var der jo næsten FOR meget styr på tingene. Det skal jeg lige love for, at der ikke er længere, og jeg er nu selv blevet det store ordensmenneske, som jagter nullermænd i alle livets hjørner. Prøver at nå at lære fuglenes navne at kende på lyden af deres stemmer, mens jeg stadig kan spørge. Hvorhenne lå jeres hemmelige sted at samle Karl Johan svampe i skoven?
Nogle gange bliver man også nødt til at huske noget på andres vegne. Det er som at føre en blind. Den demente har blot mistet sit syn bagudrettet, og er konstant desorienteret. For når man ikke ved, hvor man kommer fra, så ved man heller ikke, hvor man skal hen. Men der er grænser for, hvor mange kræfter man har til at kompensere både for sig selv og for andre – og man mister alt, hvad man ikke når at give videre. Og så må man vælge. Mit valg lige nu er at kigge direkte ind i skovens smukke efterårsfarver her fra mit skrivebord, mens jeg lytter med et halvt øre til, at alt er ok på etagen nedenunder.

– Egebjerg

”Op igen!” – Om sorg. Om at miste noget, miste fodfæstet – og om vigtigheden af at vælge de mennesker til, som altid tror på dine evner og styrke!

Alle mennesker har en sorg og en historie at fortælle.

”Op igen!” – er de ord, som jeg bedst husker mine forældre gentage i deres opdragelse af os børn. Deres stemmer lyse og lette: ”Op igen!” – At vi selv skulle rejse os. Opmuntringen, afdramatiseringen – at det er fuldstændig ok at falde, og det er også totalt ok at slå sig til blods, og du kan nemt rejse dig selv igen og komme videre på egen hånd! Det sidder så dybt i mig. At ryste alle slag og nederlag af mig og finde ud af at komme på benene igen.

Jeg kan ikke forklare mennesker, som har deres egne børn, hvordan det føles at indse, at man aldrig selv får børn. De kan ikke vide, hvordan det føles, ligeså lidt som jeg kan mærke, hvordan deres ansvar også kan være tungt. Kun kan jeg gætte, at lige så meget deres børn fylder og betyder for dem, giver mening og glæde i deres liv, ligeså stort er savnet inde i mig. Teoretisk er kærligheden til egne børn vel af samme størrelse som det hul i hjertet, hvor man ikke har dem? Ingen kan rigtigt vide det – måske kun de, som har prøvet at miste et barn?

”Stoisk og frygtløs”, sagde de voksne om mig som barn. Sådan var det bare. ”En klippe”, kaldte mine venner mig senere, altid rolig, fornuftig og aldrig bange for noget. Jeg har i mange situationer undret mig over, at hele verden løber forvirret rundt? Hvorfor dog det, når det kun gør alting værre? Jeg har altid følt en pligt til at hjælpe andre, fordi jeg selv var stærk. Sikkert ligesom fysisk stærke mænd altid ved, at det er dem, som skal løfte de tunge ting.

Jeg vælter ikke så ofte. Men når det sker, så rykker jeg til gengæld hele roden op og falder tungt som et træ. Det gjorde jeg sidste sommer. Faldt. Nogle gange lykkes tingene bare ikke, og nogle gange rammer det i stimer, i dette tilfælde i stride strømme… Jeg har været privilegeret med muligheder og held i andre perioder, men de seneste 5 år har bare været en flodbølge af ulykker og modgang. Træets rødder bliver oversvømmet og ved første vindpust, lægger det sig ned.

I mit liv har jeg lært så meget om mentale mekanismer gennem at mærke de fysiske naturlove på min krop. Surf sporten er et af de steder, hvor jeg har haft den kropslige erfaring af fordelene ved at kunne bevare roen under stress. Den hurtigste vej ud af en presset situation er at blive helt kølig i hovedet, ikke bruge energi på at udtrykke ærgrelse eller bekymring eller vrede eller hvad der nu måtte være af følelser forbundet med den udløsende årsag. Kun bruge energi på at tænke i løsninger, komme op igen, kun foretage de næste, rationelle handlinger og lægge al energi, fokus og styrke i dem. Så er man 10 gange hurtigere oppe på en windsurfer, fået fart i sejlet, væk fra klipper og brænding eller videre i en kapsejlads. (Og hurtigt tilbage i samme risikofyldte situation). Jeg har altid kigget forundret på de venner, som kunne ligge længe i vandet og skælde ud på udstyret og sig selv, mens de lavede den ene fejl på den næste i forsøget på at komme op igen. Klassikeren er den fuldvoksne mand, som ligger i brændingen og slår store huller i vandet omkring sig, mens han råber skældsord og bliver skyllet mere og mere rundt af bølgerne, indtil udstyret er gået helt i kludder. Nogle gange kunne jeg ligge og sejle frem og tilbage og betragte energien fosse ud i vandet omkring ham, mens jeg selv for længst var kommet i kontrol efter et styrt. Jeg fik altid denne lyst til at slå armene om sådan et menneske, kramme noget tilstedeværelse ind i hans krop, kigge ham roligt i øjnene: ”Hey dude…Op igen!”

Men denne sommer faldt jeg selv og blev liggende. Ikke i vandet, men på land, tørskoet og midt i livet. Jeg ville bare ikke rejse mig igen…havde alt for længe taget i mod helt uforståelige bank fra min blinde vinkel og kunne ikke længere se, at noget som helst nyttede eller gav mening.

”Du er i sorg!” sagde lægen – og med en god grund, eller rettere flere. Det er naturligt, og det tager tid, sagde hun. Medicin vil ikke hjælpe på den slags, og faktisk kan ingen rigtigt hjælpe dig, for du er selv alt for kvik til at gennemskue og formulere din situation. Sorg er subjektivt og individuelt, det er ikke altid logisk for andre, trøstede psykologen. Det er heller ikke nødvendigt, at andre forstår – Det vigtige er bare, at du tager dig selv alvorligt, når du er så ked af det. Sorg kan hobe sig op over tid, indtil den pludseligt udløses af en tilfældig dråbe…Og det var den dråbe (eller plask), som ramte mit fyldte bæger. På alle andre tidspunkter i livet, havde jeg sikkert hurtigt rejst mig på stiletten og danset videre.

Det begyndte med tabet af bonus børnene, de skønne unger og vores gode relation midt i deres skilsmisse kaos, efter deres egoistiske, selvoptagede, klynkende far (og mor) havde manipuleret rundt med os alle i måneder.

Han forærer mig sin farmors smykke – lukker kæden om min hals i en højtidlige gestus. Jeg er din mand, du er min kvinde, gentager han, så ingen af os er i tvivl. Han overstrømmer mig med beskeder mange gange dagligt, han er beruset af forelskelse over alt det gode, vi har fælles i ‘vores rum’, som han kalder det. Vi har det vildeste potentiale til et liv sammen, siger han, høj af lykke over at se mig lege med hans børn som sin ”nye familie”. Hans lange arme kan nå hele vejen rundt om mig i sengen med hans sovende barn mellem os. Tak for dig, tak for os, hvisker han.

Den næste dag fortæller han endnu engang den samme ’joke’, som handler om, at han drømmer om at lige knalde underboen først, når han kommer for at besøge mig. Jeg griner altid imødekommende af hans lidt grove humor, men begynder langsomt at forstå, at det slet ikke er en joke, selvom han smiler, hver gang han gentager den for mig. Snart er det ikke kun hende, men hvem som helst vi passerer på et fortov eller til en middag, som han skal hen og markere hos. Jeg skal bare også lige indvies i hans fantasier, synes han åbenbart og bliver ved, til han får den ønskede respons: min tristhed, så han kan toppe dramaet med at blive rasende på mig over min usikkerhed som kvinde, som han formulerer det, når jeg ikke bare beundrer hans evner til at forføre andre kvinder.

Bagefter sender han mig endeløse strømme af gaver og beskeder fyldte med hjerter og ord…beder mig om tilgivelse og om, at jeg skal komme tilbage til ham. Han har låst sig inde på badeværelset, smidt sig på gulvet og hulker over telefonen, fordi han er bange for, at jeg forlader ham. Hans datter græder uden for den låste dør, siger han, og jeg forsikrer at alt er godt, og jeg bliver hos dem. Han indretter en arbejdsplads til mig i hans hjem, så jeg kan blive der i længere perioder. Jeg er din mand, gentager han og kigger mig fast i øjnene, du er min kvinde! I månedsvis går der aldrig et par timer, uden jeg får en byge sms fyldt med hjerter eller en opringning fra ham. Han forærer mig billetter til romantiske rejser, som senere viser sig at have det strategiske delmål at bruge mig til at slette duftsporene efter sin x-kone på de steder, hvor de to har rejst sammen. Målrettet og struktureret bevæger vi os gennem hans liste over destinationer og familie begivenheder, som han har brug for at omkode med en ny kvinde. Da vi senere går fra hinanden, gør han det samme én gang til med andre kvinder i mit sted – de samme restauranter, strande, en kopi af min bil, mine formuleringer copy-pasted ind i samtaler på deres facebook sider, som havde det været hans egne ord. Jeg opdager pludseligt at lange tekstafsnit i breve til mig også er copy-pasted fra psykologer og forfattere, som har skrevet kloge ord på internettet. Han kopierer ordret…og underskriver med sit eget navn.

Han kigger efter huse, hvor vi kan bo sammen, spørger ind til mine ønsker, og vi tager ud for at kigge på mulighederne. Han er nysgerrig og viser et tilfældigt identitetskort som ”politiskilt”, da en lettere forskrækket dame spørger, hvorfor han går rundt i hendes have? Til mig siger han, at her er beviset på, hvor dumme mennesker er i nordsjælland, hvor jeg selv kommer fra. Så han vil hellere blive boende på vestegnen i sin families hus, og jeg accepterer, for børnene kan jo ikke flyttes. Han tisser sit navn i min nabos snedækkede rabat, i stedet for lige at vente til vi er hjemme. Jeg griner loyalt med hans udadvendte humor og gisper efter vejret, mens han udmaler fremtidige fælles aktiviteter og slår henkastet ud med sit creditcard for at forære mig tøj og dyre sko. Han forfører min far med løfter om tur på hans motorcykel, og er allerede ved at sælge store business muligheder ind til mine venner. Han er cc på mailing listen til mine møder, for nu vil han hjælpe mig med at tjene bedre penge! I månedsvis går der aldrig et par timer, uden jeg får en byge sms fyldt med hjerter eller en opringning fra ham.

Hans søster fortæller mig i telefonen, at jeg er det bedste som er sket for deres familie i lange tider, for både han og børnene er blevet så meget gladere. Hun elsker mig, skriver hun. Han elsker mig, skriver han. Børnene elsker mig også, det er tydeligt. Jeg hjælper dem alle med at få den praktiske logistik til at gå op. Laver lektier med dem, putter den mindste, køber ind og laver mad, henter og bringer. Selvfølgelig. Vi er jo et team og skal sammen gennem de svære tider. En dag sidder den lille sikkerhedskæde fast i det gamle sølvarmbånd, jeg har arvet af min mormor. Jeg beder ham om at hjælpe mig med at lirke den fri, så jeg kan få armbåndet af. Han trækker vejret irriteret og rykker hele kæden af, så jeg selv må samle den senere. En lille kæde springer nervøst i mit hjerte. Kærlighed er handlinger.

Hans x-kone sender hilsner til hans telefon i stedet for til børnenes egne telefoner med smukke selfies fra hendes rejser. Her står hun så bedårende i sneen i Lapland med lokal pelshue og et sødt smil – lige der, hvor han altid har drømt om at rejse med hende. Han bryder i gråd. Hun lægger sig til at sove i deres gamle ægteseng, så den dufter af hende, når han kommer hjem fra forretningsrejse. Hun sender en sms for at undskylde, imens hun arrangerer sin 40-års fødselsdag i sin nye kærestes hus. ”Jeg glæder mig til at være mere sammen med dig, min elskede”, skriver hun i en sms, og han går i bro af lykke, spørger, om hun virkeligt mener det? Hun svarer i en ny sms: ”Undskyld, den var til min nye kæreste!” Han skriger og hyler i min seng og er utrøstelig i ugevis. Jeg må ikke forlade ham, for han kan ikke klare flere brud i sit liv, og han vil mig og os med så meget større kraft nu. Alt bliver godt, når der er gået noget tid, forsikrer han, og arrangerer et helt orkester til at spille på min venindes fødselsdag.

X-konen sender sms’er flere gange om dagen, og de vækker os i de sene timer før midnat, hvor der omsider er blevet ro efter putning af børn med angst og mor-abstinenser. Den stille time, hvor der endeligt er fred til at os to voksne kan nusse lidt om hinanden, og jeg kan få et par minutters opmærksomhed: Hvordan åbner man kølerhjelmen på hendes bil? Og hvad er for resten nummerpladen på hendes bil? Husk nu dit og dat til børnene i morgen…han farer op og lukker sig inde i sig selv. Krøller sammen som en hård kugle og sover dårligt hele natten. Han har helt styr på det, siger han til mig.

Men han ønsker kun den ene ting, at få hende tilbage, selvom han aldrig var hende tro, mens de var sammen, og altid var i tvivl om deres forhold. Så mener han nu, hvor hun har valgt en anden, at hun er den eneste kærlighed for ham. Han vil derfor skrive en bog om at kunne ’bevare kærligheden’ til sin X – i håbet om at vinde hende tilbage, som har såret hans stolthed så dybt. Han ønsker hævn over den anden mand, som kunne konkurrere med ham og stjæle hans kvinde. Derfor holder han nu fornuftigt en pause med at gå med kniv, som han ellers plejer. Jeg opfordrer ham til at komme i kontakt med hans vrede, ikke lade den gå ud over andre kvinder men gå til selve kilden. Hun var ham jo utro fra første dag og hele deres ægteskab og han siger selv, at hun aldrig rigtig var interesseret i ham eller havde lyst til sex, at alt var på hans initiativ? Så kom i kontakt med årsagerne til det 17 år gamle sår i stedet for at give det videre til din næste partner – inklusive vreden til dig selv!

IMG_7853

Hun forlod ham med en kollega i rækken af utroskaber, som de begge dyrkede. Når jeg fulgtes med ham kunne man mærke på hele hans kropssprog, hvis der var en kvinde i en kilometers omkreds. Et løst projektil. Alt med en puls skal erobres og nedlægges. Han er veltalende, klog og charmerende, og jeg kan se først overraskelsen og bagefter overgivelsen i deres ansigter. Han får teenagere og ældre kvinder til at rødme og give efter, når han stiller sig helt tæt med ansigtet lænet ind mod deres, og derefter stiller spørgsmål i en uendelig strøm af interesse og omsorg for vildtfremmede kvinders liv og karriere. Alt hvad de siger bliver lyttet til og vendt, mens hans varme veltrænede krop læner sig ind mod deres – gerne armen omkring dem, en let berøring af kroppen et sted, et par knus, flere spørgsmål, mere omsorg, låne hans briller, få skænket i glasset, trække stolen ud, løfte tasken. De nære veninder og au-pair’en får massage med hele hans kropsvægt liggende ind over deres krop i mærkelige positurer midt på stuegulvet mellem børn og middagsgæster. Man kan betragte alle barriere falde for hans vilje, mens han får dem til at le og åbne op, give efter, lukke ind. Han er musisk, fræk, flabet, stærk, sjov. Han kigger dem dybt i øjnene over brillekanten, betror dem sin egen spirituelle udvikling, sin bekymring som ansvarlig far, sin sorg over de døde forældre, konen som løb med en anden, det var jo synd for ham, men han klarede det så flot og lærte så meget nyt, fortæller han klogt. Han får et kick i hver erobring, mine veninders døtre, svigermødre, servitricen på cafeen, kollegaen, et tilfældigt møde på gaden, vennernes kærester og døtre, hans kunder, et fremmed ansigt på facebook, hans yogalærerinde. Singlerne ville sende mig et blik med et: Nu kan du godt smutte inden det bliver mere pinligt, søster, for jeg har jo tydeligvis overtaget din mand herfra! Og de følger ham som trofaste veninder i alle aldre, der altid vil give ham ret i alt, altid stå parate med støtte og beundring, hvis nu hjemmefronten vakler igen. Han er frydefuldt stolt over, at deres mænd og kærester ikke er glade for, at han mødes med dem til små private sessions eller lige svinger forbi på sin motorcykel for at afmærke sit revir. Som en jæger i en syg rus – alt, der bevæger sig, skal nedlægges!

Selv bryder han grædende sammen i min bil, da vi tilfældigvis har mødt en af mine gamle elskere på en restaurant, for jeg er jo kommet til at ‘betyde’ noget for ham, som han forklarer. Jeg forstår ingenting, for jeg gik jo netop bare videre uden at hilse, for at han tydeligt skulle mærke, at der kun er en mand ad gangen i mit liv. For at gøre ham tryg. Han har et behov for at være i kontrol af sine følelser – kontrol af mig (og en hel flok x-er). Alle kvinder skal kontrolleres, mens han selv vil være fri.

Hvor kommer sorgen oprindeligt fra, hvor har den rejst? Han er undskyldt, for hans forældre døde jo fra ham, så nu skal ingen regne med ham længere. Det er ikke nok for ham at føle sig levende og i live hver eneste dag, nej – det er selve fødslen: Han vil genfødes hvert eneste øjeblik! Han lægger dagligt selfies på facebook, og alle de tidligere dates, som han stadig har hængende i håbet derude, kommenterer med beundrende kommentarer. Han er set. Han eksisterer. Det gør jeg ikke, for jeg er klippet ud af billederne fra alle de situationer, hvor vi har været sammen et sted. Han står alene på stranden ved mit hus. Står alene ved den bil magen til min, som vi sammen hentede til ham. Står alene og smiler ved sin motorcykel på billedet, selvom jeg er lige ved hans side som chauffør til at hente den på værksted så mange gange. Han står alene i Berlin, hos mine venner i Los Angeles, i Sverige, på Fyn lige ved mit sommerhus. Han poster de fotos, som jeg har taget af børnene, så det ser ud som om, at det er ham, der har lagt mærke til det gode motiv og fået ungerne til at lege. Hele hans omgangskreds hepper og beundrer ham for hans følsomhed og interessante liv. Han klarer det så FLOT alene efter skilsmissen… Han håber, at hans X også lægger mærke til det. Muahahaaa, griner han over, at ungerne er begyndt at tale om mig, mens de er hos hende.

Mens han kører mig rundt i manegen, bliver han selv kørt rundt af børnenes mor, som er gået lidt frem og tilbage mellem ham og den nye mand. En mand, som hun har revet endnu en børnefamilie itu for selv at kunne trøste sig med, som det før er sket. Hun ved ikke helt hvad hun vil med sit kærlighedsliv, siger hun til begge mænd, men til dagligt arbejder hun professionelt med at rådgive alle landets kvinder om kvindeliv og kærlighed. Hun skriver ofte, at man skal være god til at rumme utroskab i parforholdet, også gerne spille på sin ’erotiske kapital’ som kvinde for at komme frem i karrieren. Hun sammenligner skilsmisser med pludselig sygdom og død og siger, at ’det ikke er nogens skyld’… Nej, forklarer jeg ham, det er jo netop forskellen. Sygdom og død er sjældent nogens ”skyld”, men skilsmisser er det altid. Det er de voksnes skyld. Punktum. Og altid deres ansvar at kommunikere dette klart.

Han mener, at jeg slet har forstand på parforhold, og at en forelskelse retfærdiggør alt. Man skal leve i nuet. Han ville selv have gjort det samme, hvis han blev forelsket, siger han – forlade det hele med børnene i transit mellem to hjem. Tvinge dem til at undvære den ene forældre skiftevis med den anden. Altid en kuffert pakket, ikke noget fast hjem. Fars nye kæreste, mors nye kæreste, fars x-kæreste og endnu nyere elskerinde, mors nye bonusbørn, far på internetdatingens rutchebane, mors løgne om hendes nye mand, far som bryder grædende sammen ude i byen, mor som er mærkeligt fjern. Opsplitte  bedsteforældre, fætre, mostre, kæledyr, legekammerater. Tvinge den anden partner til at skulle undvære sine egne børn.

Han har læst i en selvhjælps bog, at man skal “bruge” nye kvinder til selv at komme videre. Redde sig selv og sin familie, som han siger. Han “bruger” mig bare, forklarer han helt åbent. Hvad så med dem, som man så ”bruger”, spørger jeg, hvad med mig?? Han forklarer, at hvis han havde været ombord på Estonia, der forliste den iskolde vinternat i Østersøen, så ville han være en af dem, der havde overlevet ved at trampe andre ned. Så godt kender han sig selv. Han ville løbe hen over hovedet på alle andre for at komme op af trapperne og ud af det synkende skib først. Jeg ligger nedtrampet i hans sunkne “Estonia”.

Han gør som så mange andre moderne danskere: Sidder i lotusstilling med røgelsespinde og mediterer om tirsdagen, strækker i yderstilinger til yoga om onsdagen, sveder over motionsapparater i fitnesscenteret om onsdagen og går til spirituelle foredrag om at lære at være mere ydmyg og grounded om torsdagen og er på kursus i nærvær og empatisk kontakt hele weekenden. Alle dage, mens hans filipinske hushjælp grounder ydmygt, mediterer og strækker i yderstillinger med støvsuger, karklud og strygejern hjemme i villaen, hvor hun samtidig bliver børnenes billede på kontakt og nærvær.

Link: Mind your Selfullness

Han er lidt flov over at følges med mig, fordi jeg går med en mulepose i stedet for en rigtig dametaske (smart surferbrand eller ej). Det er nok ikke dét, som udløser raserianfaldet, men det er med til at fjerne hans respekt, tolerance og tålmodighed, som limer et parforhold sammen i hverdagen. Han trækker mig afsted ved hånden med sine lange skridt over Dronning Louises Bro, mens jeg tripper glad småpludrende på stilletter efter ham på vej til middag hos min nære veninde. Han ser ikke på mig, taler om smerten over skilsmissen og presset på børnene. Jeg lytter og støtter så godt jeg kan. En forbipasserende mand råber et spontant kompliment efter os: ”Hi, mister! What a handful you’ve got there!” Intet svar, kun mig selv, som smiler et tak tilbage. Vi er kun lige drejet rundt om hjørnet til Sortedams Dossering, før han standser, vender sig mod mig, og jeg får et af disse pludselige råbende skideballer på offentligt fortov over et eller andet komplet uforståeligt, og jeg forsvarer mig forvirret over angrebet, der kommer som lyn fra en klar himmel. Der er noget helt galt med min tankegang og adfærd og prioriteringer, og han er rasende i en ubrudt ordstrøm med armene fægtende over sit hoved. Jeg er lamslået. Jeg har hvad-for-noget?? – fornærmet dig ved at briefe dig om min bedste veninde, som vi skal møde nu? Fordi du tror, at jeg tror, at du ikke selv kan møde et menneske? Jamen, hvad??…jeg ville da altid lige briefe nogen, som skulle mødes for første gang? Jeg er i chok, vi havde det lige så hyggeligt, og jeg forsøger grædefærdig at forstå, hvad han nu beskylder mig for. Jeg undskylder og går trykket og usikker videre ned langs Dosseringen, mens han virker anderledes glad og lettet nu. Og det er jo godt. Imens jeg forvirret spekulerer over årsagen til at kunne have gjort ham så vred, for det var jo det sidste jeg ønskede, som netop har gået og forsøgt at løfte hans humør hele dagen. Det tager mig måneders perspektiv, før 10-øren falder, og jeg indser sammenhængen mellem de to begivenheder. Komplimentet fra en fremmed, og bagefter hans angreb på min person. Han, med alle damerne, er selv så smertefuldt jaloux og nysåret af sin utro X og vogter over alle, som jeg taler med. Han ønsker at vinde hende tilbage og øser derfor alle stumper af sin kærlighed i hendes retning. Mens jeg, som går ved hans side, i omvendt logik får læsset alle de negative følelser og straffen for hendes svigt ned i min rummelige container.

Det er voldsomt at leve tæt op af et menneske, som forsøger at dække over stor ulykkelighed med rastløs, støjende aktivitet omkring sig. Man forsøger selv at opretholde normal balance ved at udligne den ekstreme adfærd, forsøger at støtte, opmuntre, aflaste, dæmpe, men bliver selv kastet rundt i stemninger, som er oppe det ene øjeblik og nede det næste. Man ved bare ikke, hvornår det pludseligt rammer med afvisning, vrede, indelukkethed, gråd eller hyperaktiv behov for at kaste om sig med penge og fest. Det er vel ligesom at leve sammen med en psykopat – blot er der her ingen “bevidst onde” strategier, men virkningen forbliver den samme. Som pårørende bliver man selv alert, nervøs, usikker…skøjter gennem dagene på en knagende, tynd is. Er jeg bare ”med-alkoholiker” til en mand med et misbrug?

Han fylder det hele. Hver gang vi har løst et af hans problemer, et af hans børns problemer, et af hans professionelle dilemmaer, så vil han straks skovle nyt pres og problemer ind i sit liv. Så vi fastholder rollerne: Ham, under pres, og mig, som hans iltmaske, der henter og bringer, støtter og lytter. Sætter mig selv midlertidigt til side for at tilpasse mig hans og børnenes behov i den ene krise efter den anden…bare indtil vi er ude på den anden side lige om lidt. Men så har han inviteret gæster hele påsken, søgt et andet job, påtaget sig noget mere arbejde, sagt ja til at hjælpe en veninde, skal træne, bliver nødt til at pleje sine gamle forbindelser, bliver nødt til at påbegynde en masse selvhjælps aktiviteter, bliver nødt til at hjælpe en anden veninde med at være DJ til hendes fest, hvis jeg bare lige vil passe børnene og lufte hunden imens? Og så har han for resten planlagt sin sommerferie med en tredje veninde, han kunne ikke sige nej, for hun savner ham jo hele tiden, og det er vel OK?

Hvor og hvornår står man af et nattog, som buldrer af sted gennem mørket uden stop og i den forkerte retning? Jeg har brug for at sætte kommunikationen på pause og trækker mig lidt. Straks er han over mig med byger af sms og opkald. Han er fortvivlet, jeg må ikke forlade ham. Jeg giver mig selv lidt fred bare et par timer, men han tropper op på min arbejdsplads med en stor buket roser og det sødeste brev. Han elsker mig, forstår min frustration, men det er jo mig og os, som han vil! Jeg er hans kvinde! Jeg elsker jo også ham, føler ømhed for hans situation, og der er ikke noget jeg hellere vil end at støtte og hjælpe i denne svære tid, så vi kan komme stærkere ud på den anden side med alt, hvad vi har lært. Og børnene er så lykkelige for, at vi er en lille ny familie. Tak for dig, hvisker han, hver gang han har et roligt øjeblik, tak for os!

Han beskriver alle de rejser, som vi skal på sammen. Nye steder, vi skal opleve med børnene i skovene ved San Francisco. Steder han vil vise mig på Mols og på Mallorca. Han sender mig flybilletter, som han senere annullerer. Længe efter vi har brudt får jeg stadig strømme af selfies fra ham. Se mig! Nu er han på Mallorca til den fest, hvor han havde inviteret mig. Se, nu står han her med nogle andre smukke kvinder i stedet for mig i de skønne omgivelser. Se, her har en af dem fotograferet hans smukke krop i en swimmingpool. Og nu holder han pludseligt på min parkeringsplads foran mit hus, mens jeg selv er på ferie, og skriver ”Miles savner Monica”, som vores svenske biler hedder, for han har taget børnene med til min lokale strand. Så er der pludseligt også selfies fra stranden ved mit sommerhus på Fyn, hvor han lige har købt nogle overnatninger. Gæt, hvor jeg er?

Hver gang jeg satte spørgsmålstegn ved vores forhold, kastede han sig hulkende ned og trygler mig om at komme tilbage. Først da jeg selv bliver svækket finder han en dør til at være den, som selv træffer valget og kontrollerer situationen. Han slår op, da jeg er slidt ned. Han konstruerer undskyldninger og opfinder årsager til, at vi nu skal bryde: Jeg var et dårligt menneske overfor alle hans veninder, jeg var en taber i min karriere, jeg var for tyk, klædte mig dårligt, tjente for lidt, jeg var det ene og det andet som lige passede ind i hans historie. Han har åbnet dokumenter på min computer og brokker sig over, at jeg sjusker og ikke kan stave. Alle andre kvinder er fuldstændig fantastiske, synes han, og taler med dem med ansigtet så tæt på deres, at de deler åndedræt. Jeg, som er ved hans side, må jo været et nul, for sådan føler han sig selv, så det må jeg vel også være, siden jeg frivilligt lader mig synke så dybt? Han foragter min kærlighed. Jeg forstår logikken og prøver at hæve hans selvværd for selv at overleve nedgørelsen af os begge. Det bliver man ikke belønnet for. Det giver blot anledning til mere foragt, mindre respekt. Han kalder mig en “dum kost”, hvis jeg siger ham imod, og det er selvfølgelig ment i kærligt drilleri. I begyndelsen griner man ad og med det, ligesom mobning, ryster det af sig som primært den andens problem at have et behov for at træde på andre. Men så begynder det at klistre og selve hensigten bag kulden er det, som sårer. Han vil have mig ned med nakken, uanset hvad jeg siger eller gør – motivet er at få mig ned under ham. Janteloven virker, og til sidst begynder man selv at tvivle, at ryste på hånden. Han skal også lige nævne for mig, at han synes min far virker lidt tung, at min familie ikke rigtigt ”er noget”, at mine venner er ret ligegyldige, og tjener de overhovedet nogen penge? På en solrig skærtorsdag får jeg et regulært angstanfald og må parkere bilen ved et busstoppested, hvor jeg sidder og græder i flere timer, mens jeg sender blandede byger af nødråb og vrede sms. Han har ikke tid til at hjælpe mig, for han skal skype med en forretningsforbindelse, mens hans søster nu har overtaget min døgnlange pasning af hans syge barn. Han synes jeg er helt urimeligt krævende og barnlig, når han nu selv har det så hårdt.

Jeg forsøger at holde fast i mit verdensbillede, at alle mennesker grundlæggende vil mig det godt. Og måske er det netop det, som sorgen handler om. Han river en dyb flænge i mit verdensbillede af ”gode mennesker, som alle er mine venner”. Det er min sorg.

IMG_8021

Børnene hænger på mig som på en redningsflåde. Jeg kan ikke snige mig væk med min computer…de skal nok finde mig i huset. Sultne små øjne søger mit blik for at blive set og hørt. Han er fair nok til åbent at indrømme, at han bliver jaloux på den gode kontakt, som jeg har til hans børn. At han selv føler sig udenfor, når jeg er i huset. Og han var bevidst om sit eget mindreværd og ubehandlede depression. Jeg arbejder på det, siger han, og tager af sted for at meditere sammen med sin tidligere elskerinde, gå til psykolog hos den anden, til kropsterapi hos den tredje, tage til koncert med den fjerde og genoptage forbindelsen til den femte tidligere elskerinde, som nu skal have sin søn i praktik hos ham (den søn, som han har mødt en første og eneste gang i en lidt akavet overraskelse, mens han i en kort affære knaldede moderen i deres køkken, og hun har prøvet at vinde ham tilbage lige siden). Sådan kommer man “videre”.

Han forærer mig bøger, som skal hjælpe mig til et karriereløft, for jeg skal markedsføre mig selv som et “brand”, mener han og forærer mig også advokathjælp og en professionelt designet hjemmeside, som han alt sammen trækker retur senere, sammen med andet, han også har lovet, mens jeg passede hans børn. Han håner mit nuværende arbejde som freelancer, at jeg ikke er ambitiøs nok, at jeg ikke har lederansvar som hans x-kone. Jeg er jo håbløs. Han mangler hendes firmabil og høje indtægt i sit budget. Han mangler prestigen og følger omhyggeligt med i medierne i alt om hendes liv og udtalelser. Jeg prøver at forklare, at mit arbejde også har en værdi, men at jeg trives bedst bag kulisserne og altid har arbejdet for en større sag end mit eget ego. Det synes han er en meget forkert livsindstilling. Men han får alligevel et raseri anfald på offentlig vej og råber mig ind i hovedet af sine lungers fulde styrke, fordi han pludseligt synes at jeg “blærer” mig med mit arbejde, da jeg prøver at vise ham noget, jeg lige har lavet for at forklare, at det som foregår bag kulisserne også kan have en ydre værdi. Du vil bare prale med dine “fine” venner råber han, og alle mine tanker falder fra hinanden, for intet kunne ligge mig fjernere. Han er en stor mand, så selvom jeg står oprejst, kan han næsten bøje sig hen over mig, mens han råber ned i mit hoved. Men jeg kan ikke høre hvad han siger for trykbølgen rammer mine trommehinder og får mit sind til at lukke af. Jeg løfter hovedet men kan ikke kigge ham i øjnene, for jeg er flov på hans vegne og bliver stående som en søjle for at bevare en smule værdighed for os begge, indtil det er overstået. Det er offentlig gade, og folk passerer i afstand, lader som ingenting, trækker deres børn med sig. Gad vide om, de ville reagere, hvis det var knytnæver, som han lod hagle ned over mig i stedet for råbende ord. Jeg beder ham om at lade være med at råbe så højt, når hans lille pige sidder i klapvognen mellem os.

Sorg er mistet omsorg.

Han skriver undskyld og trygler om, at jeg kommer tilbage. Han overreagerede, det er trætheden og stress efter skilsmisse og har ikke noget med mig at gøre. Det er fordi, han ikke lige har fået trænet og mediteret på det seneste, men han har snart styr over det hele, forsikrer han, og så bliver alt godt. Det er også børnenes angst og reaktioner, som går ham på. Umiddelbart efter synes han, jeg er det fineste menneske i verden, men han kan ikke føle forelskelse mere. Han kan ikke genkende sig selv i alle de beskeder og breve, han har sendt til mig. Han har bare brugt mig, forklarer han, som fortalte han om en plade, han lige har skiftet på pladespilleren, som en kvinde-DJ til sin egen fest.

Men jeg er stadig verdens bedste sex, siger han, og det er et sprog, hvor vi aldrig taler forbi hinanden. Vi sover sammen hver eneste nat, men en dag ligger han i mine arme, og jeg mærker pludseligt hans hjerte slå i et voldsomt tempo… Hvad tænker du på, spørger jeg? “Jagt!” svarer han og snakker lidt om rådyr. Men senere finder jeg ud af, at “jagt” har et navn, som han dog lyver om, indtil jeg selv finder på at spørge hende. Han bliver rasende på mig over, at jeg vil såre en anden kvinde ved at fortælle hende sandheden, og han løber afsted for at redde den nye relation til hende.

For da han endeligt selv får råd til at købe sig en bil magen til min, har han ikke længere brug for, at jeg er chauffør for hans børn. Så dagen efter dropper han mig med den rationelle hovedbegrundelse, at jeg ikke er på ”hans niveau” i min karriere, at han søger en ligeværdig kvinde, der også ’ejer et hus’, ligesom han ejer et hus (som han har arvet). Han siger, at han bare har ’brugt’ mig, og sletter alle spor efter mig, klipper armbåndet fra mig af sin arm, huen til hans datter, smider det maleri, som jeg forærede ham, i skraldespanden (men kan ikke ’huske’ hvor det er blevet af). Jeg giver ham hans farmors smykker tilbage. Dagen efter er han i gang med at date en hel række af nye kvinder.

Sorg er tab. Tabt potentiale, mens tiden går.

Alt dette foregår parallelt med utrygheden over ikke at kunne lykkes med min start-up virksomhed, baseret på min egen forskning og innovation. Den software som jeg selv har designet, som alle har kaldt ‘genial’, og som jeg nu forsøger at sælge – langt uden for min comfort zone. Jeg har investeret så meget af min egen tid og kræfter, men alle de mange møder og præsentationer i Danmark og udland er måske forgæves? En lang serie af professionelle aborter har efterhånden gjort mig rystende usikker på, hvilke knapper jeg nu skal trykke på? Intet er logisk længere, alting forsvinder mellem mine hænder, lukker ned uden forklaringer.

Det smitter måske? Folk bliver bange for en, som har det skidt. Hele ens samlede livs autoritet kan devaluere på ganske kort tid. En veninde forsvandt uden et ord. Der er ikke noget galt, slet ikke, sagde hun, men kom aldrig tilbage. Det samme med et par kollegaer. Tag dig et job som bartender, sagde en gammel kollega i en direktørstilling, da jeg fortalte at jeg havde vanskeligheder med at få min Phd aktiveret på arbejdsmarkedet, at jeg var frustreret over ikke at bruge mit hoved og havde brug for hans råd. Jeg føler ikke, at jeg kan bruges til noget længere, betroede jeg ham, og han svarede, han var sikker på, at jeg stadig er god til at tørre glas af, og så dukker der sikkert noget bedre op en dag… Det var ikke lige sådan et spejlbillede, jeg havde brug for på det tidspunkt af mit liv.

Sorg er et såret verdensbillede.

Kan jeg ikke længere stole på min egen dømmekraft? Jeg har valgt de forkerte mænd, de forkerte signaler, de forkerte arbejdsprioriteringer. Efter at have snublet så længe, falder jeg på det sted, hvor det i forvejen gør mest ondt…og så er det nok. Jeg bliver liggende.

Alt dette skete umiddelbart efter jeg havde måtte flygte fra en synkende skude, mit livs ellers tryggeste skib, det institut, hvor jeg havde taget min uddannelse og efterfølgende arbejdet i så mange år, blev nedlagt om ørene på mig af ’new public management’, alt i mens jeg indså, at mine tryggeste mennesker slet ikke var, hvad jeg ellers havde gået og troet om dem? Utryghed udstiller et røntgenfoto af menneskers bærende skelet. Jeg lukker døren til mit kontor og lukker mig inde i mig selv, mens jeg fokuserer på at gøre mine egne opgaver færdige. Mine antenner roterer forvirrede efter signaler i en falsk stemning i frokoststuen, mens der hviskes i grupper bag de andre lukkede døre. Hver fredag er der afskedsreception for den ene eller anden gamle kollega.

Men det var måske mens jeg stadig arbejdede blandt disse mennesker, at sorgen begyndte…Da min mor blev syg, og canceren ramte vores familie med alle hospitalsbesøgene, som rullede os af sted som kvæg på samlebånd. Magtesløsheden overfor større kræfter. Den vinterdag, mens jeg parkerede min bil, og brandvæsenet pludseligt bandt rødstribet bånd rundt om hele parkeringspladsen og erklærede, at jeg ikke kunne komme ind og hente min konvolut med opholdstilladelsen til at studere i USA, fordi bygningen med al kurerposten lige var brudt i brand. I den konvolut lå et halvt års arbejde for at komme af sted, som ville være forgæves med de måneders forsinkelse efter en brand, som kurerfirmaet satte mig i udsigt. Det var dagen før jeg skulle rejse til Los Angeles, og dagen efter, at min mor havde fået sin endelige dødsdom. Ti minutter senere stod jeg igen ved min bil med en røglugtende, sodsveden konvolut med det afgørende diplomatiske dokument i behold. Jeg havde brugt min surfer-flair for fare og flow til at lokke en ung ansat ind i den brændende bygning og redde lige præcis min konvolut ud, inden det hele lukkede ned. Fra det øjeblik blev jeg forvandlet til en usårlig kriger i kamp, 100% fokuseret tilstede hvert sekund…men på surrealistisk rejse i en parallel verden, hvor intet var givet og hver centimeter skulle erobres med al min viljekraft.

Det betød så meget for min mor, at jeg rejste i hendes fodspor ud i den store verden efter glæde og ære, lige der hvor hun selv havde måtte slippe sin frihed. ”Fortæl om festen i går!” bad hun over 9 timers tidsforskel til Californien, og jeg digtede et eventyr, som styrkede hendes håb for mit livs lykke. Jeg vågner derovre om natten i et fremmed hus oppe i bjergene, da jeg ser et stort fly styrte direkte ned i mit smukke barndomshjem – Mahogni drømmehuset under bøgetræerne, som mine forældre har bygget med deres egne hænder. Flyet eksploderer i et rødt flammehav op mod den natsorte skov, mens jeg må bære min mor ud derfra i mine arme, fordi hun ikke vil forstå, at alt er tabt, og hun ikke kan blive derinde i de brændende stuer.

Jeg rejste til Danmark i min påskeferie, sov på hospitalet og nåede lige akkurat at made hende som en baby med hindbær i så bittesmå bidder, at hun kunne synke dem uden for store smerter. Lægerne sagde, at hun havde timet morfin doseringen så præcist gennem ugerne, så at det passede nøje med min korte ferie fra USA. For hende var uddannelse og pligt altid gået forud for alt andet. Og så døde hun på feriens sidste dag, og vores familie faldt fra hinanden, da hendes fravær blev synligt. Alle de små, irriterende telefon opringninger forsvandt – alt det, som limer en familie sammen, opdager man i stilheden bagefter. Det var også i den tid, min far begyndte at forsvinde sammen med hele hans erindring om os og levet liv, langsomt ord for ord. Vinterjasminen, blomstrer far! Men den gamle havemand ved ikke længere, hvad de ord betyder. Hvis jeg ikke allerede havde vidst det længe, så mærkede jeg for alvor, at jeg ikke selv havde stiftet familie…at viljen til nærhed og loyalitet ikke er en selvfølge. Og at jeg ikke længere kunne få mine egne børn.

Og måske var det der, sorgen var begyndt? Den spontane abort, da jeg var sidst i 30’erne og alt for sent var begyndt at prøve på at få de børn (efter mange år på p-piller), og overgangsalderen, som satte ind med hedeture og uregelmæssige blødninger allerede først i 40’erne. Kroppen som tilsyneladende gav op og slap alt i løbet af få ugers styrt blødninger.

IMG_0113

Eller også begyndte det et par år tidligere…det gjorde det nok, med min egen skilsmisse og en krop i granatchok over det fravalg. Så måske begyndte det i min underbevidsthed i tiden lige før skilsmissen, i den korte chance som vi gav det i juletiden, mens han allerede havde været i byen med vielsesringen og score sin første 19-årige, som havde smag for den slags og fik ham til at føle sig som en ”rigtig” mand (og kort efter fødte hans børn). Så da kondomet sprang mellem os, gik han i panik og blev kold og fremmed, kommanderede mig af sted til apoteket for at købe en fortrydelsespille i tide. Gråden som blandede sig med opkast i toilettet, mens han holdt øje med at jeg virkelig fik spist den pille. Var det kvalmen eller kulden som fik min krop til at ryste, bøjet over toiletkummen derude i vores stråtækte landidyl. Jeg havde lige havde anlagt min egen økologiske køkkenhave med broccoli, courgetter, kartofler og alle slags urter. Det tog os mindre end en weekend at splitte 10 års fælles liv og køre resten på lossepladsen. I vores vielsesringe stod indgraveret på latin: ”Crede et Vicisti” – ”Tro, og du vil sejre/overvinde!” Jeg mistede den på en natklubs toilet engang i de rodløse år, som fulgte lige efter min skilsmisse.

Sorg er mistet tro.

Måske det i virkeligheden begyndte, dengang min mor advarede mig mod selv at få børn for tidligt. Børn binder og begrænser. Og man kan ikke stole på mænd. Så det er vigtigere at få en uddannelse, økonomisk succes, se verden og leve sit eget liv. Og det var jo en helt logisk og kærlig tanke at ville beskytte sin datter, fordi hun selv havde oplevet, hvordan friheden stoppede for tidligt og brat i tiden forud for kvindernes frigørelse. Men hun slap alligevel aldrig sit internationale storby look, og holdt aldrig op med at gå i stilethæle til hverdag derhjemme mellem finere madlavning og tunge lakplader fra alle de musikere, som hun havde lært at kende fra sine år på jazzklubber i Paris og New York. Venindernes syntes jeg havde jordklodens cooleste mor. Det havde jeg også. Mit barndomshjem var den stærkeste borg, hvor mine forældre hvilede i sig selv hver for sig og var urokkeligt trofaste som par. Respekten lå gensidigt tilbage fra tiden som legekammerater. Jeg var aldrig i tvivl om deres kærlighed, men de var også pressede på hver deres måde. Jeg savnede min mor, når hun måtte passe sine studier og enten var væk eller fraværende. Hendes seng duftede af hendes parfume, når hun tog afsted, og jeg snakkede og legede med min sjove, ukuelige fantasi-ven ”Bye”. (Som i ”bye-bye”, når vi lå på hver vores side af brevsprækken og råbte farvel til hinanden, inden hun kørte ind på Universitetet hver morgen). Bye var en stærk beskytter, som vidste alt og altid havde tid til at finde på noget sjovt og spændende.

Eller også begyndte det netop, da jeg blev forladt af min mor, kun få uger efter min fødsel. Hun rejste væk i en uge, men kom så tilbage i en uge. Tog af sted i en uge…og kom så hjem igen…for at tage af sted i en uge. Og sådan blev det ved mit første leveår. Ikke fordi det var hendes ønske, men fordi kvinder ikke havde barsel midt i 1960’erne, og hun var stewardesse i SAS. Så det var jo ikke fordi hun svigtede med vilje, man vidste bare ikke bedre dengang. Det var først en uge i New York, i Egypten, Brasilien, Thailand, Sydafrika, Portugal, Grønland, Los Angeles eller Japan, og så en uge i Danmark. Hendes seng stod tom, og jeg skreg på skift hos bedstemødrene hele mit første leveår, mens små nervetråde blev syet sammen i min hjernes logiske struktur. Det var dengang jeg lærte at trøste mig selv og lærte, at jeg grundlæggende er alene i livet og verden. ”Du var aldrig bange for noget, og man kunne bare efterlade dig i et mørkt rum i den anden ende af et fremmed hus til at falde i søvn alene”, fortalte mine forældre stolte. Men til gengæld ville jeg heller ikke krammes af min mor længere, fortalte hun senere. Hun kunne ikke få lov at give mig et knus, uden at jeg straks kæmpede mig fri. Derimod forsøgte jeg at rejse mig op i tremmesengen, da jeg kun var få måneder gammel, og gik selv ubesværet, da jeg var otte måneder, stædigt svajrygget. Så holdt hun op med at flyve væk, for hun havde ikke oplevet mine første skridt. Ja, det var nok der omkring, at det hele begyndte.

Så det var måske derfor, at omsorgen for bonusbørnene og deres selvoptagede far kom fra så dyb en brønd og smertede så dybt – mod al min bedste vilje at blive tvunget til at forlade dem. Svigte dem til sidst, selvom jeg havde sendt de mest ægte signaler på mit solide tilvalg – at jeg ville dem, anytime! Når de plagede om at spille endnu et fifa-spil, kastede op på bagsædet af min bil, skulle have fjernet splinter i fødderne, eller var kede af det. De aldrig skulle være i tvivl om, at jeg altid ville stå der for dem. At denne her voksne kunne de trygt stole på!

Men deres far ville hellere pleje sine ”rævehuller”, som han kalder andre kvinder, når de bliver en del af hans livs strategi om at have et alternativ klar i baghånden på alle livets områder. ”Du skal bare give slip og komme videre”, sagde han, ”Dine følelser er forkerte, vores tid sammen var dit eget valg, og det er forkert at være vred på andre, for dit liv er dit eget ansvar!” sagde han og gik øjeblikkeligt videre til den næste kvinde, som han havde holdt varm i ventekøen for at trøste ham og børnene i hans store hus, som jo helt praktisk skulle købes fri af børnenes mor. Han ledte efter en kvinde med en bedre karriere, som han forklarede. Jeg havde ingen rettigheder, kunne intet sige eller gøre – magtesløs som en baby. Sorg er mistet håb.

Jeg drømmer om store skibe som forliser i blygrå bjerge af væltende vand på et apokalyptisk ocean. Om selve jordkloden som flækker i store planetstykker og forsvinder under mine fødder, mens jeg selv bliver skudt ud i det tomme, sorte intet. Jeg vågner i mørke i mareridt, fordi jeg har forsøgt at befri en deprimeret leopard spærret inde i et tremmebur, inden den sænkes ned til et underjordisk fængsel omringet af spøgelseslignende fangevogtere. Grå skygger og gennemsigtige væsler hvisker, at jeg ikke må få leoparden med mig, selvom jeg lover at passe godt på den. Forsøger også at fodre en stor, sulten løve, som vandrer radmager rastløst rundt i mit hus, men jeg har kun lidt frugt, som jeg tilbereder i små bidder. Den ånder tungt og varmt på mine hænder. Løven er min ven men bliver snart farlig, hvis jeg ikke finder bedre føde til den. Vækkes af en rasende gøende vagthund, som forsøger at slippe fri af sit tøjer for at forsvare mig, inden jeg overfaldes af en flok mørke mænd, som strømmer ned ad trapperne mod mig. Men rebet er for kort til, at hunden kan hjælpe mig, og jeg kan ikke nå hen til den. Tvinger mig selv vågen i skræk over den store smukke havskildpadde, som har fået knust sit skjold i en blodpøl på stranden, og jeg kan næsten ikke trække vejret, for min hals er fyldt med en kvælende gråd.

Det er dine kraftdyr, siger psykologen. Gå med dem, gå ind i dem!

I et halvt år vækkes jeg hver eneste nat i lysvågen alarm under et koldt, direkte blik fra hans upåvirkede ansigt. Jeg ligger i mørkets tunge stilhed og lytter til mit eget åndedræts insisteren på at være levende. At eksistere i min egen ret. Jeg er apatisk som efter et voldsomt fysisk traume. Sidder i flere måneder og stirrer ind i en væg, mens jeg langsomt, langsomt omskriver mit verdensbillede fra min blinde vinkels perspektiv: 2 + 2 er ikke længere 4. Hvis man giver kærlighed, bliver man bedraget. Hvis man hjælper, bliver man trampet på. Hvis man er ærlig, bliver man løjet for. Han danser videre – uanfægtet, som et grotesk eksempel på adfærd i relationer: Alle mennesker på denne planet sukker-snakker, mens de stjæler fra hinanden på hele skalaen fra ’lidt liv’ til ’meget liv’. Under sorgen lå min vrede mod ham og hele den side af det menneskelige sind, som han repræsenter. Der er intet så giftigt i denne verden, som mennesker, der er så blindt egoistiske, at de har lært sig at charme andre mennesker til at hoppe og danse for at få opfyldt deres egne behov. Som har lært sig at sige og skrive de ’rigtige’ kærlige ting, så de kan manipulere frit med andres hengivenhed.

Men han er desværre også særligt kvalificeret, når han drømmer om at skrive en bestseller af en bog til andre mænd om, hvordan man kommer videre efter en skilsmisse (i et håb om at vinde sin X tilbage). Jeg gætter, at et af de gode råd bliver: Stjæl en iltmaske fra en tilfældige kvinde, så du kan give hendes hjælp og styrke først til dig selv, og senere kan du give hendes iltmasken videre til de andre kvinder, som du virkeligt ønsker at være sammen med (eller lige skal bruge til noget andet på din vej). Jeg gispede efter luft hele den sommer og efterår. Skulle jeg lære aldrig mere at hjælpe nogen, aldrig mere stole på nogen, ikke turde forpligte mig, aldrig mere turde kærligheden?

Men så kommer hjælpen…Altid. Hvis du er åben for den. Måske ikke lige dér, hvor man forventede, at den ville komme fra – men dér, hvor andre tilfældigvis har lidt støtte tilovers. Dér, hvor jeg bliver set, som den jeg er og spejlet i en forventning om, at det ikke er en permanent tilstand, at jeg ligger ned. De venner, som ved, at jeg stadig er en person, som kan gå og stå på mine egne ben….de kalder blidt på mig: ”Kom nu…Op igen!” Den læge og den sagsbehandler, som ser mig som et helt menneske, der ikke behøver medicin, ikke krav eller opmuntring eller poppede selvhjælpskurser – men blot fuldstændig ro. Du har jo alle svarene selv, siger psykologen. Så de får mig til at tro på, at jeg ikke er tosset, at det ikke er permanent, at jeg ikke behøver medicin, at jeg kan selv. Op igen!

Bagefter kan jeg rejse mig op og kigge mig omkring. Opdage de mennesker, som stadig står tæt ved min side. De har ikke opgivet mig et sekund, men blidt slået ring, holdt øje og passet på mig på hver deres måder. Nogle med samtaler, en middag i kærligt selskab, en teaterbillet, bare ved at hænge ud med en guitar i min sofa, andre med sparring til en vanskelig arbejdsbeslutning, en skirejse, en særlig invitation, lange svar på lange spørgsmål. Når jeg tager mig til venstre øreflip kan jeg mærke en fin perle, som hænger der for at minde mig om, at en veninde ser mig som mit bedste selv: Stærk, kompleks og værdifuld.

Det er måske det allervigtigste gennem livet – at være selektiv. Omhyggelig med at vælge de mennesker, som ser og spejler ens bedste selv, ser styrkerne og kvaliteterne, og som altid vil sige ”Op igen!” når ens forældre ikke længere er omkring til at gøre det… At de aldrig et sekund holder op med at TRO på dig – på din styrke, på dine evner. Og samtidig må du huske at fravælge de andre…hver eneste dag! Det er så vigtigt at kæmpe imod og om nødvendigt kassere de venner, kollegaer og især kærester, som får dig til at føle dig ”normal”, mens du er i knæ, snublende, svagelig, liggende og magtesløs. Kærester, som har behov for at hæve sig selv ved at træde på dig, ved at få dig til at fremstå svag for selv at virke stærke, er GIFT for din udvikling i livet.

Han følger ikke nogen regler, råbte han og viftede med sin kniv foran mit ansigt ude i skoven, så jeg forstår at det gælder på alle livets områder. Hvis han f.eks. har lyst til at gå med kniv, så vil han da skide på lovgivningen, bliver han ved med at råbe, selvom jeg for længst har sagt, at det er forstået. Han har mange knive, som han dagligt bringer med sig som en del af sin intim beklædning på arbejde, til indkøb og fest. I dag er det en af de større, han bærer i frakkelommen. Jeg kan huske, at jeg i selve situationen kun føler skam. At mine søde naboer på en fredelig søndagstur skal kunne se og høre et stykke støjende Københavnsk bodega eksplodere ud over dette fredfyldte sted. Skam over, at han forurener den fine plet i skoven, hvor jeg bor, med noget, som er mig så fremmed.

Sorg er mistet tillid, mistet mig.

Der sker præcis det samme i mit hoved, som når jeg har ligget i problemer i stormvejr med en surfer – jeg bliver total klar og rolig. Svarer med beroligende stemme, at: Ja-ja, nu har jeg set den kniv…så han behøver ikke at bliver ved med at råbe og vifte den foran mit ansigt. Alt er ok, så kan vi gå videre nu?

IMG_0313

Skoven stråler i et tidligt forårs lys, som den dag virker lidt giftigt og unaturligt skarpt. Han vil sige, at han bare ”viser mig sin kniv”…blot som et eksempel på, at han gør præcis, hvad der passer ham. Skoven har siden jeg var barn altid været et uspoleret fristed for mig, det smukkeste og reneste af livet. Nu kan jeg ikke længere passere det stykke skovsti uden at få et glimt af unaturligt lys, som blinker i hans kniv. Men lidt længere henne ad samme skovsti er omvendt den gyldne plet, hvor han kyssede mig, som kun mænd med ekstremt stort selvbillede kan kysse, som i en gammel Hollywood film med en let skræmt kvinde tilbagelænet i heltens faste greb. “Jeg vil kysse dig i knæ!”, som han havde lovet i kontakt annoncen. Det var vi åbenbart mange kvinder, som faldt for det år.

Han kan råbe og vifte alt det han vil. Det rører mig ikke indeni, for hele problemet ligger ovre i ham selv. Jeg føler omsorg og tristhed. Har allerede gjort alt menneskeligt muligt for at hjælpe ham, ingen kunne have forlangt mere empati, hjælpsomhed og støtte fra en kæreste. Men det, som påvirker mig, er skammen over, at andre skal se mig i den situation. Som en kvinde, der bliver ydmyget og råbt af i fuld offentlighed. Jeg er flov på hans vegne, fordi han er så lille. Og jeg forsøger at dække over vores begges skam ved at lade som om, at optrinet med en viftende kniv i skoven er det mest ’naturlige’ i verden. Jeg pakker det ind i mit hjerte med hele min indlevelse og forståelse for hans baggrund, og jeg pakker mit hjerte ind i hele min autoritet som et stærkt og priviligeret menneske. Jeg ser og forstår hans smerte. Forstår, at jeg må holde hans hoved over vandet for at støtte børnene. Det er det eneste konstruktive, jeg kan gøre nu, og jeg må ikke give op eller forlade dem i den situation. Der er et barn inden i mig selv, som har lært at vente, tåle og hjælpe. Langt, langt senere forbinder jeg den scene med følelsen fra alle de andre situationer, hvor han forsøger at skræmme mig på plads med ord eller handlinger. Der er kun kniven til forskel, som gør denne situation til et billede på det urimelige, jeg ellers ikke har kunnet se fra min blinde vinkel.

Jeg har prøvet det en enkelt gang før. At blive truet til tavshed. Også dengang af en smuk succesmand, som alle beundrer, en jetset modefotograf i lang pels og lak-moccasiner, som ikke var bange for pøbelens øjne, men havde angst for en kvindes ord. Efter den første stormende forelskelse, vil han kun at tale normalt til mig, når der er andre tilstede. Ellers bliver jeg totalt ignoreret og går rundt i vores fælles hjem som et gennemsigtigt spøgelse. Hvis jeg taler, kan han tage fat med hele sin vægt og ryste mig voldsomt ned i en sengebund, til hovedet dingler rundt, og knoglerne sender hårde signaler om stød op til hjernen, indtil man holder op med at tænke. En anden kæreste, IT-direktør og cool surfer fra Australien, orkede heller ikke at præstere på hjemmefronten, så han havde en pragmatisk regel for vores parforhold: At jeg tav stille. “Don’t talk!” sagde han bare. Så bliver man stille som menneske, og mine veninders mænd trøster mig med, at det klæder mig med en lille depression, og at jeg måske bare skal øve mig på at skrue ned for energien og tie stille? Ytringsfrihed er kønsbegrænset.

Jeg skal åbenbart stadig lære ikke at tage så mange risici på flere fronter af mit liv samtidig? Selvom jeg med kølig teknik så længe har været i stand til at ryste slagene af mig, rejse mig og danse videre…tilbage i ilden. Ikke lade mig suge ned af bekymring, men genetablere mod og tillid, uanset hvor bumpet vejen var. Min frygtløshed, som altid har fået mig til at fortsætte i ufortrødent tempo med løftet hoved og blødende fødder.

Nu har jeg bare lyst til at skrige og slå omkring mig i vandet. I stedet for at svømme, i stedet for at komme op og videre. Jeg gider ikke “videre”! Jeg er færdig med at kæmpe. Alle mine sejre har intet godt bragt med sig andet end nye, endnu sværere udfordringer. Jeg vil straffe vandet for at ville drukne mig. Så jeg slår i vandet, skriger og slår, til jeg dejser udmattet omkuld. Lader mig skylle ind med brændingen og vaske op på klipperne i knusende slag – lader muslingerne flå i mit kød og vandets kræfter rive mine knogler af led. Bølgerne løfter min viljeløse krop og banker mit hoved ned i havbundens sten. Mine tænder ligger som knust glas i min mund, og der bløder en sød-salt smag fra mit tandkød. Jeg vil ikke noget mere.

Ude på havet rejser sig en mørk mur af vand. Den vokser til et sort bjerg, som bygger op til lodret, før det vælter sine tonstunge vandmasser ned over mig. De urkræfter som altid har omformet vores klode og flyttet hele landskaber rundt, som var det bittesmå byggeklodser. Da jeg vågner er jeg skyllet langt ind på land og kan begynde forfra endnu engang. Men for første gang i lange tider vælger jeg en anden retning. Ned ad bakke, solskin, medvind, varme, lethed. Jeg vælger de mennesker, som oprigtigt holder af mig og holder med mig. Kun dem. Ingen tvivlere, ingen risici. Kun balance.

Alle mennesker har et barn indeni, men nogen lader dette barn fylde alt, kræve, støje og bruge andre mennesker til egoistiske dagsordener. Sådan vil jeg aldrig blive. Men jeg har forsømt mit eget indre barn, og det er tid til at lytte til min egen stemme. Uden at skade eller bruge andre mennesker. Men ingen får lov til bare at komme i nærheden med deres råberi eller knive, løgne og bedrag. Jeg skal aldrig nogensinde igen udlåne min egen iltmaske til så tåbelige, tarvelige, uansvarlige, uvederhæftige, egoistiske, samvittighedsløse mennesker – om de så må kvæles lige ved min side.

Jeg vil have lov til at sørge! Tro tager tid at genopbygge. Jeg vil ikke spille stærk, når jeg har mere brug for hjælp end nogensinde – uden at kunne forklare det rationelt, uden selv helt at forstå. Jeg vil ikke være ’glat’ og let og bare slippe mine følelser… Jeg vil mærke hver eneste følelse, og aflevere vreden lige nøjagtigt der, hvor jeg har modtaget den. Resten vil jeg give mig tid og ro til at sørge over.

Alle mennesker har en historie og en sorg at fortælle. Jeg stemmer for 2 menneskerettigheder:

  • retten til at lægge sig ned og sørge, når der er behov for det.
  • retten til, at dine nærmeste, når alle tårer er tømt ud, stadig TROR på, at du nok skal rejse dig op igen.

Skriv om det, siger lægen til mig, skriv en blog, så andre kan lære fra dine erfaringer. Du kan formulere alt det svære, så du har en pligt til at skrive, siger den gamle psykolog fra sit furede indianer ansigt. Får man sådan en gave, så følger også en pligt til at bruge den, siger hun og træder helt ud af rollen som den neutrale terapeut.

Det gode ved at rykke et træ op med hele roden er, at det kan plantes igen i mere stabil jord og vokse sig endnu større og stærkere.

– Egebjerg

IMG_7841

 

 

Lidt om løgn, livsløgn og selviscenesættelse…

Tilbage i juni måned 2014 skrev jeg teksten til denne kronik, som først nu er blevet udgivet i Politiken den 31. December, fordi redaktøren bad om at vente for at kunne trykke den i højsæsonen for utroskab og skilsmisser mellem jul og nytår:

Min kronik om “Flirt, fortielse og Teflon” (- de har ændret min overskrift) i Politiken 31. December 2014­­­­:  http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2497787/teflon-generationen-og-det-hellige-nu/

Her betragter jeg nogle af de mekanismer, som går forud for et brud – forud for alle undskyldninger og (bort)forklaringer. For hvornår begynder utroskab, og hvad er det? – er det noget fysisk? Begynder utroskab med en tanke, et ord eller ligger definitionen først i fuldbyrdet sex?

Den bedste definition, jeg har hørt på utroskab, blev uden mindste tvivl eller tøven formuleret af en ung mand, som havde set nok af livet til ikke at ønske at gøre sin kæreste usikker på hans loyalitet:

”Jeg er utro, hvis en anden kvinde bliver i tvivl, om jeg er ledig”.

Hans definition ramte præcis den mekanisme, som undrer mig mest ved utroskaben: løgnen – i alle dens gradbøjninger af fortielse, fordrejelse, flirt og manipulation med andre menneskers følelser og liv.

Løgnen er et ønske om at tage noget til sig selv i bedraget af et andet menneske. Som jeg skriver i kronikken, ser jeg løgn som at stjæle et andet menneskes evne til at orientere sig i virkeligheden – deres mentale retningssans. Jeg foragter løgnen i alle dens variationer af svig, svigt, snyd, dobbeltspil – Dét at sige én ting, men gøre noget andet. Selve uærligheden – at vildlede, føre andre bag lyset. Der er mange gradbøjninger afhængigt af situationen og relationen, men jeg får det f.eks. helt dårligt over den manipulerende flirt, det beregnende spil. Det er så uærligt at sælge sig selv til en forventning, som ikke holder. Hvor prisen er et andet menneskes følelser, for at man selv kan rane sig et overskud?

Det er det dobbelte…facaden, masken! At man med ord eller handlinger sender et falsk signal, som skaber en falsk forventning. Svigtet, når man alligevel ikke har tænkt sig at følge op på den forventning. Få ting kan gøre mig så vred som løgn…det er nok noget af det værste, jeg ved! Jeg kan næsten bedre forstå, hvis folk i affekt kan øve vold eller stjæle af desperat nød… Men løgnen udføres i rolig selvkontrol – Man kan kun lyve troværdigt, hvis man har et vist overskud. Løgnen er beregnende.

41353_419665363982_5249031_n

Jeg kendte en mand, som kan lyve uden at blinke. Det kan jo være praktisk, hvis man f.eks. er sælger i en hurtig og overfladisk branche, men jeg opdagede snart, at det var en hel familiekultur, hvor venner og søskende havde kendskab til, hvordan han bedragede den ene eller anden, og de tav med ham mod hans hustru eller nye kærester. For at beskytte sig selv, som de forklarede, for at bevare venskaberne til hans x, eller fordi de også selv levede med dobbelte masker overfor deres egne nære. Børnene lyttede hemmeligt med på telefonsamtaler og på en snak over hækken med små læreivrige ører.

Jeg forstår ikke en social kultur, hvor venner, søskende, kollegaer, x-koner, elskerinder og x-elskerinder har venskaber på kryds og tværs, samtidig med at de skjuler hemmeligheder om utroskab for hinandens partnere. Al den falskhed og fortielse, som bliver mere og mere indviklet, efterhånden som venner bliver til elskere og omvendt… Hvordan kan man spille uskyldig overfor sin bedste vens hustru, når man ved, at vennen igen ligger og knalder en ny elskerinde under dække af venskabet? Og hvordan kan man sidde til et middagsselskab og lade som om, nogen er en ”veninde” over for børn og familiemedlemmer, når flere i selskabet ved, at det var netop den elskerinde, som ødelagde ægteskabet i et parallelt kæresteforhold?

Han grinede og kaldte det ”gode løgne”, fordi de ”beskytter” de implicerede, men nok især fordi de beskytter ham selv, indrømmer han. Løgnene giver ham en følelse af selv at kontrollere situationen. At være på forkant af viden, fordi viden er magt. Magt over følelser. Men selvom han var jægeren, så havde han selv et jaget udtryk mejslet ind i ansigtets furer.

Jeg ville aldrig kunne spille de skuespil overfor mine næreste relationer og sidde i fortrolige samtaler om hinandens liv, mens jeg lod som ingenting overfor et smertefuldt bedrag. Løgnen og disrespekten i fortielsen og i prioriteringen. Jeg ville bryde sammen på mindre end 10 sekunder, hvis jeg bare skulle sidde og snakke om vejr og vind for at undgå at tale om noget, der kunne afsløre min viden om dobbeltspillet.

30919_393185128982_3984611_n

De fleste mennesker har brug for en stabil og tryg base. Et sted, hvor man altid kan vende hjem, finde ro og lade batterierne op. Et hjem, hvor man ved, at man kan stole på det menneske, som man deler rammer med. Derfor værner de fleste om loyaliteten i og omkring et parforhold.

Men en generation, som er vokset op med at livet er let, og de kan få alt, hvad de peger på, har skabt rum for en ny type eksperter. Således også i parforhold hvor f.eks. amerikanske Esther Perel er en samlivets ”Lomborg-type”, som taler til den lethed, vores generation ønsker at høre – at vi kan fortsætte ubekymret med at gøre, som det passer os. Eksperter, som mener det modsatte af flertallet hives frem i mediernes samlivs sektioner og gør sig interessante ved at sige det modsatte af, hvad generationer har fortalt hinanden i årtusinder og i alle kulturer via strukturer for at forebygge indre kaos i et samfund. At for første gang siden den græske filosofi, er det nu ’midlet som helliger målet’, og at vi derfor skal tilfredsstille os selv, førend vi bekymrer os om, hvor den vej mon fører hen…

Tidens laid-back pragmatisme overfor utroskab og efterspil, ligner for mig en etisk dovenskab, som man også kan se andre steder i det urbane fællesskab. ”Teflon” er det nye mantra i sætningen ”Jeg er ikke mine følelser!”, som sætter dig fri af al besvær med at tænke videre over ansvar eller komplekse sammenhænge. Dameblade og klummer italesætter en ny normalitet af lethed som kontrast til de, som stadig kæmper for sammenhæng, men pludseligt kan beskyldes for ikke at være åbne nok: ”Nej, det er os, som er de hippe…Vi roser gerne os selv for at være ’rummelige’, dernæst ligeglade og til sidst for at sejle rundt i hvert sit forvirrede singleliv med børnene på slæb i en redningsjolle…det er superfedt og selvudviklende med hver sit halve hjem, en halv bil, en halv jul, en halv ferie, en halv omgangskreds, et halvt nabolag med halve legekammerater, halve fritidsinteresser, halve værdier, halve hjerter, halve livsfortællinger…” (og dobbelt forvirring!)

Her taler vi om by-smarte venskaber, om selvudråbte rollemodeller, som samtidigt iscenesætter sig selv med spirituelle fritidsinteresser, som omfatter aftenskole i ”Empati” og ”Mindfullness”. Med yoga on the side som garanti for deres menneskelige ”Autencitet”, som er et andet modebegreb, sammen med andre hurra-filosofier om at være ”Den bedste version af mig selv”. Og jo højere man taler om det, des bedre mennesker kan man udgive sig for at være?

Der er helt sikkert nogen, som engang har haft velmente tanke om alt dette, men i den kreative klasse kopierer alle uoriginalt tidens livsstil og bruger den til at lappe alle sprækker. ­­For den moderne Københavner har længe haft østens filosofier som nødvendig accessoire i sin identitets garderobe. Helt bogstaveligt som pynte genstand overalt i boligen – små og store buddhafigurer, røgelse og altre, som udstråler dyb personlighed, eftertænksomhed og integritet…og ærlighed, selvfølgelig. Der er intet mere troværdigt end en buddhist, vel? Hvis man mediterer, må man jo helt automatisk komme i dyb og i harmoni med sin indre og ydre verden?

Jeg forbinder det lette og overfladiske, som skal løse parforholdskrisen, med en tendens i tiden, som egentligt giver sig ud for at handle om det modsatte. Mindfullness bliver det bekvemme tæppe, hvorunder man f.eks. kan feje konsekvenserne af sine dobbeltspil. For i går eksisterer jo ikke længere, og i morgen findes ikke endnu… Men lige NU har du lyst til at gøre, hvad det passer dig, uden forklaringer og derfor helt uden ansvar eller skyld? Så det må jo indeholde en større visdom, som fortaber sig i mystikkens okkulte tåger? Han mener, at man passer på sig selv og dermed andre, hvis man hele tiden sørger for at opfylde sine egne behov. Han vil ikke underlægges andre menneskers idé om, hvad der er rigtigt eller forkert, erklærer han – og nævner skattevæsenet et sted i samme sætning…

10444538_10152254450353983_2825928029377409123_n

Seriøst? – Ville du selv kunne leve i et samfund, hvor alle handler efter egne behov først (hvis du bare lige kommer i tanker om de første 10 personer, som har væsentligt anderledes værdier og prioriteringer end dig selv)…eller er det kun DIG, som skal have særlige rettigheder? Der hvor jeg må stå af overfor den kollektive begejstring er, når man hører og læser folk i massepsykose tale om, at enhver må, skal og bør ”tage ansvar for egen lykke”, og fortolkningen bliver til: ”gøre lige hvad det passer mig i ”ansvar for” (eller jagten på) egen lykke”.

Jeg kan tilslutte mig den fortolkning af ”tage ansvar for egen lykke”, som handler om først at gøre alt det socialt ansvarlige, og bagefter sørge for at finde ro og balance i sig selv med de givne omstændigheder. At resignere, at finde det bedste i situationen, at bidrage konstruktivt til at løse konflikter og udfordringer, at bibeholde sin fokus og loyalitet og arbejde for den lange, fælles bane. Det er at tage ansvar for egen (og andres) lykke!

Uanset hvor mange mennesker, som er blevet inspireret til gode gerninger af den lære, så bliver inspirationen i den vestlige storby, som jeg oplever det, at i forvejen selvoptagede mennesker flasher deres nye ”mindfullness” som undskyldning for at leve deres egne behov ud på bekostning af andre, som de mener blot selv bør finde ind til deres egen egoisme og sikre deres egen lykke. Spiritualitet er jo skønt på mange måder, men jeg er ved at udvikle allergi overfor hipster-versionen, som for mig ligner ”åndelige selfie’s” – Selffullness.

Og det er måske løgnens inderste kerne: selv-iscenesættelsen. Vi lever i en tid, hvor livstil er en industri, og selv-iscenesættelse handler om social overlevelse. Lige for tiden skal man bekende sig til de nye urbane religioner og tilhørende livstil fra yoga til silent retreat, som har afløst almindelig eftertænksomhed, en rolig tur i naturen, arbejde i hus og have, familie og nærvær, som det er dyrket i den danske provins i århundreder. De østlige filosofier iscenesættes og italesættes højlydt (i modsætning til den kristne tro, en stille tanke i et smukt kirkerum, som skal ties, for det er ikke moderne). Det handler om dig selv. Du er Gud og ”Konge” i dit eget liv. Selffullness er i sine vestlige fortolkninger den perfekte religiøsitet for de selvoptagede – Syndsforladelse for egen hånd?

Og nej, jeg har aldrig selv været nogen kæreste utro. Så er jeg hellere gået fra forholdet efter en periode med forklaringer, konfrontationer og løsningsforsøg. Jeg har heller aldrig været sammen med en mand, som ikke først har erklæret, at han var fri. Jeg ville simpelthen føle mig som så tarvelig en kammerat, hvis jeg gjorde noget, som jeg selv ville blive ked af. Jeg ville ikke kunne holde ud at leve med mig selv, hvis jeg havde gjort andre fortræd, og da slet ikke med vilje. Det ville være det modsatte af den kærlighed, loyalitet og venskab, som jeg søger i alle mine nære, langvarige relationer. Jeg vil gå gennem livet og kunne se mig selv og andre i øjnene og aldrig gå på kompromis med den følelse af fred i mit sind.

Jeg bruger ikke teflon overflade på mit indre liv. Jeg vil mærke mine følelser – hver eneste én, også selvom de kan gøre ondt. Jeg spørger hver eneste af mine følelser om deres årsag og handler på den indsigt. Det er derfor, jeg har brug for andre menneskers ærlighed, for at kunne føle og handle på så reelle oplysninger som muligt. Jeg vil ikke “slippe” noget. Jeg vender hvert eneste blad, til alt er ryddet op, og der er igen er etableret ro i mit indre. Selvom det kan tage lang tid og mange kræfter, så er der ingen lette genveje i mit liv. Jeg vil ikke miste mig selv i en hurtig popkultur.

– Egebjerg

292113_10150664587833983_1522008988_n