Jeg begyndte at skrive på denne feministiske børnehistorie i midten af 1990’erne – efter at have tilbragt en lang periode i modvind i mandsdominerede verdener…

– Dels havde jeg afsluttet min uddannelse som civilingeniør og derefter kastet mig ud i verdens første branchebårne bæredygtigheds projekt i byggeriet – ovenikøbet med entreprenørvirksomheder i fokus, som nok ikke var det nemmeste sted at starte for 30 år siden, hvor de var notorisk kendte som barske, bøllede og businessmindede (endnu mere end idag!) Næsten ingen kvindelige kollegaer og 0 kvinder blandt entreprenør direktørerne.

– Og dels havde jeg været en af de få piger i Danmark, som windsurfede i stormvejr og store bølger sammen med jyske håndværkertyper og drog ud i verden på egen hånd for at sejle konkurrencer (for at få råd til det dyre windsurferudstyr som fattig studerende). Oftest var jeg alene som kvinde på bølgespots, og vi kunne være 2-3 kvinder til stævner med mange hundrede mænd.

Jeg kan huske, at jeg gik i statistiske årsbøger for at undersøge, om der mon blev født voldsomt mange flere mænd end kvinder i verden, for jeg mødte så få kvinder på min vej (det var før google, hvor man kunne blive i tvivl om sin egen fakta-forståelse).

Så i virkeligheden skrev jeg (som sædvanlig) mest for min egen terapeutiske bearbejdning af erfaringer, og historien blev da også først afsluttet for et par år tilbage, da jeg bedre forstod, hvad jeg havde gennemlevet.

Derfor endte teksten sikkert også med at blive for lang, kompleks og alvorlig til rigtigt at interessere børn…og er nok mere for den (krøllede) voksne:

 

PIGER KAN OGSÅ FLYVE

Uglen Umberto sidder oppe i toppen af et træ og lyder som om, han taler med sig selv i aftenskumringen. Man kan kun ane omridset af hans store krop og høre de dybe ”uhhuuu” deroppe fra.

– Piger kan ikke flyve! siger Uglen ud i luften og vifter sin vinge i retning af et blad. De skal være lukket inde i deres bure…altid! siger han højt og bestemt.

– Men hvorfor er det kun pigerne, som skal være i bur? spørger Pilepotte, der sidder yderst på bladets kant. Kun uglens skarpe blik kan se den lillebitte grønalf.

– Alle pige-fugle skal være i bur, sådan har det altid været her i Pileskoven.

– Men hvorfor ikke drenge-fugle så? – hvorfor kun pigerne? vil Pilepotte gerne vide.

Ih, hvor du spørger… Det er selvfølgelig fordi, piger ikke kan flyve!

– Jamen, det er jo fordi de sidder i bur…??

– Ja netop, derfor! – Ha! Så forstår du det jo godt alligevel?

– Jamen, hvis de nu ikke sad i bur…så kunne de måske godt flyve??

– Det er et, øh…et ”reteoretisk” spørgsmål, siger Uglen og forsøger at se klog ud.

– Det er bare bedst sådan!

– HvoR-FoR?!?

Alfer er kendt for at være ret stædige, især de grønne alfer.

– Det er virkelig et dumt spørgsmål, siger Umberto…det er…det er…så er der bedre styr på tingene.

– Hvordan…styr på hvad?? Pilepotte kan ikke holde ud, når der er noget, den ikke forstår.

– Jamen, ellers kommer de til skade…De kan jo ikke flyve…Så det er bare for deres egen skyld!

– Det forstår jeg ikke…De har jo slet ikke prøvet?

Uglen flytter sig rundt på stedet. Det er irriterende, at den lille grønalf bliver ved med at spørge. Kan den ikke bare være ligeglad med fuglenes sager, når den nu selv hverken er en dreng eller pige, eller fugl for den sags skyld.

– Nej, men så er der også mere mad til drengene, og det har de brug for, for at kunne flyve. Uglen bryder sig ikke om at tale om det, kan man tydeligt se på den måde, som han vandrer rastløst frem og tilbage på grenen og ryster sine fjer, ligesom for at få dem til at falde på plads.

Længere nede i træet er der en drosselrede med store, flyveklare unger, som sover lunt i hinandens dun. Kun Pjuske er vågen og følger uglen med blikket. Hun prøver at høre, hvad der bliver sagt oppe i toppen af træet, men kan kun opfatte enkelte ord, som alligevel ikke giver mening.

Uglen Umberto er skovens klogeste fugl, men nogle gange opfører han sig lidt sært… Det kan se ud som om, han går og taler højt med sig selv – ryster på hovedet og slår ud med vingerne, som om han var i en vigtig diskussion med en usynlig ven.

Pludseligt drejer Uglen rundt og peger med sin vingespids på bladet.

– Og jeg har heller ikke tid til alle dine fjollede spørgsmål!

Pilepotte ønsker ikke at være fræk overfor den kloge, gamle ugle, men alfer har bare så svært ved at tie stille, når de føler, der er noget, som ikke stemmer.

– Jamen, hvad så med pigerne, hvis de ikke får mad?

– Ja, de har selvfølgelig ikke brug for så meget mad, svarer Uglen.

– Fordi de sidder i bur?

– Netop!! – det er smart, ikke? Uglen Umberto ser glad ud igen og falder til ro, tilfreds med sit eget svar. Har du da slet ikke lagt mærke til, at pigerne ser helt anderledes ud?? De har svagere farver på fjerene, og det er grunden til, at piger ikke kan flyve. Det er drengenes farvede fjer, som giver dem evnen til at flyve! Umberto slår ud med sine egne flotte vinger.

– Jamen…det er vel stadig…vinger?? Pilepotte prøver virkeligt at forstå, hvad Uglen mener.

– Ti nu stille, det er bare nemmere på den måde!

– Nemmere…for hvem?? Pilepotte forstår det ikke.

– Bare se på den rede dernede… Umberto peger ned på Pjuskes rede som er et stort flettet bur af grene, der lukker helt af for omverdenen.

Pjuske dukker sig ned mellem sine sovende søstre, så Uglen ikke ser, at hun er vågen og lytter.

– Se på Pjuske for eksempel, hun kan ikke flyve!

– Nej, for hun er jo kun en lille baby-fugl?? indvender Grønalfen. Plet fra den anden rede, kan jo heller ikke flyve, for han er også stadig en unge? Men når de begge bliver større…

– Ja netop, når Plet bliver større, så kan han flyve, og vi slipper ham fri! Men det kommer Pjuske aldrig til, for vi beholder hende i et bur, så det ikke går galt! Vi skal ikke risikere noget, vel? Og så behøver hun heller ikke øve sig på at flyve, og forældrene kan koncentrere sig om drengene. Det kaldes kærlighed og omsorg, min ven. Sådan er det, og sådan har det altid været – I hvert fald så længe, som jeg kan huske, og det er flere somre end vintre…eller, øhh…Punktum.

Den gamle ugle letter fra træet og flyver et par runder, inden han forsvinder højt over Pileskovens træer. Pilepotte kigger efter Umbertos store vingefang, der flyder lydløst mellem grenene. Det er et imponerende syn, og grønalfen kigger drømmende ud i luften, men bliver pludseligt vækket af en høj stemme lige bag sig.

– Raaaar…Raaaar…Ugler husker ikke særlig godt!

Pilepotte drejer sig i et ryk og får øje på den store, sorte Ravn, som stille er svævet ind mellem grenene og åbenbart har siddet og lyttet til samtalen. Grønalfen kryber forskrækket sammen, for den har aldrig før set en Ravn, kun hørt om dem. Det er sjældent at se den mystiske Ravn, som holder sig for sig selv, og endnu mere sjældent at høre den sige noget.

– Men, men…ugler ved jo alting? stammer Pilepotte forvirret.

– Selvfølgelig kan hun flyve! siger Ravnen. Pjuske har to gode vinger lige som alle andre fugle, skratter den. Ravnens sorte fjer blinker og lyner i lyset, og den har store, sorte kløer knyttet om grenen.

– Men farverne er anderledes? forsøger Pilepotte, som uglen har lært ham.

– Farver ser bare forskellige ud i forskelligt lys, ligesom den samme himmel er blå om dagen og sort om natten. Det er den samme luft og de samme fjer, siger Ravnen.

– Hvorfor flyver pigerne så ikke bare, spørger Pilepotte.

– Engang havde pigerne også koden til at flyve, men det er længe siden…

– Koden? Pilepotte kan se lyset i Ravnens øje, som spejler hele verden og alle de landskaber, som ravnen har fløjet henover. Man kan se skove og søer og byer og marker og floder og bjerge… Ravnen blinker med øjet, og så er det hele væk.

– Jeg kan huske dengang, hvor pigerne fløj mindst lige så godt som drengene, og hvor alle hjalp hinanden…hvisker Ravnen, men det er længe siden, at de kom i bur. Raaaar…Ravnen letter pludseligt og forsvinder mellem skyggerne, inden Pilepotte kan nå at se, i hvilken retning den fløj.

– Hvilken kode? tænker grønalfen, og kan godt huske at have hørt noget om en kode, som er er en dyb, dyb hemmelighed i Pileskoven.

Pilepotte skynder sig af sted for at advare skovens andre dyr, for man siger, at Ravnen er et varsel om storm, og at den kun viser sig som et tegn på store forandringer. Selvom en grønalf er mindre end en myre, kan den hoppe hurtigere fra gren til gren, end øjet kan følge. Desværre er der ikke mange, som hverken kan se eller høre grønalfer, så Pilepotte må have fat i Uglen, så den kan advare de andre dyr.

Tilbage i drosselreden sidder Pjuske og undrer sig. Først sad Uglen længe og talte med sig selv…eller rettere råbte ud i lufte. Og nu har hun lige set en stor, sort skygge og hørt en masse mærkelige lyde oppe fra toppen af træet. Verden ser virkelig spændende ud derude, og hun længes efter at lære mere om den. Det er som om, det trækker og sitrer i alle hendes fjer for at kaste sig ud over redens kant. Men der er tremmer for hele vejen rundt, og hun kan kun lige klemme hovedet gennem burets flet.

Pjuske kigger over til træet ved siden af, hvor Plet bor med sine brødre, Bold og Hurtig-ben. Plet er den perfekte hanfugl, som alle pigefugle synes er fantastisk. Han er fuld af energi, ser godt ud og siger altid de rigtige ting til alle. Pjuske drømmer, at hvis hun en dag kunne blive kæreste med en dreng som Plet, så vil han altid kunne fortælle hende om alt det, som foregår derude i verden. Og så vil det ikke være så slemt selv at sidde spærret inde i et bur.

Drengenes rede er åben, så de let kan følge med i alt omkring sig, og der er altid fest med en masse andre fugle og dyr på besøg. Man kan høre, hvordan de synger og larmer til langt ud på aftenen, for der er ikke så strenge regler for drengene. Pjuske keder sig i reden med hendes søstre, som altid enten ordner fjer eller fletter grene. Men det ville være alt for farligt med en åben rede for små drossel-piger, siger deres mor, og lukker reden endnu tættere omkring Pjuske og hendes søstre.

Længere inde i Pileskoven er der kaldt sammen til stormøde blandt de klogeste dyr og hemmeligste væsener.

– Vi frygter, at et voldsomt uvejr er på vej! Uglen Umberto taler med dyb og alvorlig stemme, mens resten af Skovens Råd sidder helt stille og lytter.

– Men I må ikke sige det til nogen, for der kan komme meget store ødelæggelser! Umberto sænker stemmen og kigger rundt på de andre kloge væsener i Rådet. Der er trolde og hjorte, feer og sommerfugle, edderkopper, myrer og en enkelt ræv, og de ser alle meget alvorlige ud, mens uglen fortæller. Ved den sidste storm, væltede store områder med træer, og der var lynnedslag, som flækkede stammer fra krone til rod, oversvømmelser, mudderskred og mange dyr blev hjemløse!

– Men denne gang kan det blive endnu værre! sukker Uglen og sænker hovedet. Det er et stort problem for de mange dyrebørn, som endnu ikke har lært at klare sig selv. Jeg frygter især, at vi kommer til at miste mange af de fugleunger, der endnu ikke har lært at flyve, og som derfor vil være hjælpeløse, hvis de blæser ned fra træerne!

Der breder sig en urolig mumlen blandt de andre skovvæsener.

– Hvorfor er det bedst ikke at sige noget til nogen? spørger Pilepotte, som jo aldrig kan tie stille, når der er noget, han ikke forstår.

– Vi kan jo ikke vide med sikkerhed, at der vil komme ødelæggelser, forklarer uglen. Vi har ikke set andet end Ravnen som tegn på, at en stor forandring. Så vi vil ikke skræmme alle dyrene, for så opstår der bare kaos i skoven!

– Men er det ikke bedre at skræmme, så dyrene selv kan tage deres egen beslutning, om de vil søge ly?

– Der er brug for ro og orden! Så vi lader som om, at alt er godt…ellers tror dyrene jo bare, at vi ikke har styr på noget…og det har vi jo heller ikke rigtigt. Men hvis stormen så ikke kommer alligevel, så bliver vi jo helt til grin! Alle de kloge væsener begynder at diskutere højt i munden på hinanden.

Pilepotte prøver at sige noget.

– Skal vi ikke bare advare dem en lille-bitte smule…bringe dem alle i sikkerhed måske?

– Ti nu stille, Pilepotte, der er ikke tid til dit sludder! Naturen går sin gang, og der er en mening med alle uvejr. Det vigtigste er jo at de klogeste dyr overlever, og nu er vi advaret her i Pileskovens Hemmelige Råd.

Pilepotte løber helt alene af sted for at advare så mange dyr og planter som muligt… Men ingen af skovens dyr kan høre hans ord, de synes bare, at der er et eller andet, som summer for deres ører. Kun et par af de andre grønalfer drejer hovedet, da de ser den lille grønne prik komme hoppende.

– P-p-pas på! råber Pilepotte.

Men da hverken Uglen eller nogen af de andre fra Pileskovens Hemmelige Råd har sagt noget om en storm, så griner de andre grønalfer bare ad Pilepotte.

– P-p-pilepotte….du er så dum at høre på! Du har set ravnen…ja, helt sikkert, det tror vi på! – Hahaha! Og så fortsætter de bare med at nyde livet, for det er grønalfer ret gode til.

Den nat raser en frygtelig orkan gennem den gamle Pileskov. Vandet skyller gennem underskoven og river alt med sig. Det fyger med blade og grene, og luften er grå af regn og hagl. Store træer flækker og falder til jorden med en klagende lyd og kaster alt omkring sig med i døden. Skovens dyr forsøger at flygte, men det er hverken til at komme frem eller tilbage i det vanvittige vejr. Det er en lang, lang nat i angst og fortvivlelse.

Næste morgen er kun stilheden tilbage. Alt, der har siddet løst, er blæst væk nu. Regnen siver stille ned i de tomme reder og ødelagte huler. Da lyset omsider bryder frem, står det klart, at mange har mistet deres familier og venner. Der udbryder panik og forvirring, da dyrene vover sig frem og desperate begynder at kalde og søge mellem de faldne træer og nedstyrtede grene.

Uglen Umberto, giver sig til at cirkle over trætoppene for at få overblik over kaosset i den hærgede Pileskov.

– Det var vist verdens undergang! sukker han og en tåre triller fra hans øjne. Pileskoven er nemlig den eneste verden, som den gamle ugle kender. Det første Umberto får øje på er et bur med en drosselrede, der er blæst ned fra et stort, gammelt piletræ. Alle drosselungerne og deres mor er blæst langt bort, og der ligger en masse våde fjer ved det væltede træ.

– Ja, hvis man ikke kan flyve, kan man jo heller ikke flygte, hvisker uglen bedrøvet og haster videre.

Snart finder uglen den ene af drosselungerne langt ude på Sortesøen. Det er Pjuske, som er blæst helt ud på søen, mens stormen rev drosselreden ned fra træet. Nu sidder hun alene mellem de lange siv og klamrer sig til en høj dunhammer med vand til alle sider. Sølle, ser hun ud – våd, ulykkelig og skræmt fra vid og sans.

– Uhuuuh… råber uglen, Fat mod, lille ven! Du er stor nok til at flyve!

– Flyve?? – Men…jeg er jo en pige?!?

– Jo, men æhh…altså, piger kan faktisk godt svæve en lille bitte smule, når det bare er det korte stykke for at komme i sikkerhed ind til land.

– Men jeg har jo aldrig prøvet det før…

Pjuskes hjerte slår så støjende, at det suser for ørerne – som om stormen stadig rasede. Når hun kigger sig omkring, drejer landskabet svimlende rundt for hendes blik.

– Det skal nok gå! – Du skal bare slippe strået dér og baske med dine vinger… op og ned – og op og ned… Så skal du se! Så begynder livet igen! forklarer Umberto og demonstrerer ved at baske med sine egne vinger inde på søbredden.

– Men jeg tør ikke slippe! skriger Pjuske, der aldrig har forestillet sig, at hun skulle flyve selv, og derfor ikke kan vide, hvor nemt eller svært det vil være.

– Tænk, hvis jeg ikke kan finde ud af at flyve i første forsøg!! Så falder jeg i vandet…og drukner! hulker hun, så strået ryster og gynger under hende.

Umberto anstrenger sig for at lyde særligt klog:

– Vrøvl! råber han, selvfølgelig kan du flyve! – Du har vinger, du har fjer…du er jo en FUGL! Øh, altså, hør nu her… Pige-fugle kan faktisk også flyve…sådan næsten. Bare ikke så langt eller så godt…kun lige svæve her ind til land. Prøv nu bare lidt!

– Men, jeg tør ikke! græder Pjuske, der stadig har chokket fra det frygtelige uvejr siddende i kroppen. Hun har set sin trygge rede blive splintret af stormen og set sin mor og søstre blive revet væk af vinden, inden hun selv blæste herud på Sortesøen. Hun har aldrig set en pige-fugl flyve…ikke engang hendes mor. Deres verden var altid inde i det trygge, beskyttende bur. Ingen kan forestille sig, hvor bange og alene Pjuske føler sig ude på søen.

Den gamle ugle forsøger igen.

– Du kan jo ikke sidde dér ude på søen altid – vel?! Svæv nu bare her ind til bredden, lokker han. Pjuske svarer ikke og vender ryggen til den kloge ugle for at vise, at hun ikke hører efter.

Det orker Umberto ikke at vente på. Der er jo så mange andre, der har brug for hans hjælp overalt i den katastroferamte Pileskov. Uglen ryster opgivende på hovedet og flyver videre – træt i hovedet og tung om hjertet.

Pjuske kigger langt efter den kloge ugle, der ved så meget om alting og alligevel ikke har forstået en pind. Hun stirrer ned i vandet under dunhammerens lange strå og tør ikke røre så meget som et dun.

– Jeg er så bange! hvisker hun. Det må være forfærdeligt at drukne… Og i samme øjeblik, hun tænker tanken, siver al kraften ud af hendes kløer, så hun er lige ved at miste grebet og skvatte i søen. Pjuske kommer til sig selv med et ryk! Hun krummer kløerne så hårdt omkring dunhammeren, at det knaser. Dér sidder hun så! – Stiv og kold som en statue langt ude på Sortesøen.

Inde på land begynder skovens andre dyr at rydde op efter stormvejret. De arbejder med at fjerne alt det ødelagte og bygge det om til nye huler og reder. Snart begynder de igen at snakke og synge, spise og danse og feste, for livet går jo altid videre.

Men Pjuske sidder stadig alene og kigger ned i Sortesøens stille, mørke vand. Lyse solstrejf flimrer ubekymret i overfladen, men Pjuske ænser dem ikke. Hun stirrer dybere ned i spejlbilledet og ser en mørk og dyster skygge tone langsomt frem fra bunden. Et par sorte øjne hviler tungt i vandet som et bundløst sug. Pjuske farer forskrækket sammen.

– Døden! gisper hun og ser sig hurtigt omkring. Men bag sig ser hun kun skygger fra træstammernes tunge søjler, der strækker sig højt op og forsvinder under kølige buer af slanke grene. Pileskoven er tryg og smuk som en kirke med varme glimt af sollys gennem de grønne bladmosaikker.

Det er dejligt at kigge ind mellem træerne, men når Pjuske kigger tilbage i søen, hviler de sorte øjne stadig roligt på hende fra et flimrende utydeligt ansigt.

– Vi kan vente! hvisker de i sivene, Vi kan vente!… Tiden går – klokken slår – vi vil kalde – du skal falde – som du tror – som din mor… som din mor, mor, mor… Stemmen bliver ved med at kalde og hviske og suse i sivene.

Pjuske gemmer hovedet under vingen og græder sig i søvn. Hun drømmer, at søen hvælver sig oven over hende som en glasklar himmel, mens hun selv hænger ned derfra i en dunhammer, dinglende højt over et stort, sort krater.

De følgende dage bliver Pjuske mere og mere stille. Hun skal bare tænke på noget med at flyve, så bliver hun svimmel og kold. Vingerne hænger slapt ned langs hendes krop – tunge som bly. Al kraft er samlet nede i hendes knyttede kløer.

Nogle af Pileskovens dyr forsøger at opmuntre drosselungen til at slippe sit greb i den arme dunhammer:

– Flyv op i et træ!

– Bare svæv her ind til bredden!

– Bask med vingerne – så flyver du!

– Hop fra siv til siv ind til land!

– Du dør af sult og kulde, hvis du bliver siddende!

Men lige lidt hjælper det. Pjuske bliver bare endnu mere bange, hver gang hun må forklare, hvordan hun frygter øjnene, som kigger tilbage på hende fra Sortesøens spejl. De andre dyr forstår ikke, hvad hun snakker om, for ingen af dem har prøvet at være så bange for noget, at man ikke engang tør flygte fra det.

Sådan går dagene, og til sidst gider dyrene i Pileskoven ikke længere kalde på sangdroslen. Nogle gør nar af den forskræmte fugl, der sidder derude på søen som en underlig forlængelse af en flosset dunhammer.

– Hun er blevet tosset! skriger en måge. De andre måger fniser, og mågen skal lige vise dem alle, hvor god en flyver den er. Den flyver helt lavt hen over hovedet på Pjuske, så hun forskrækket må dukke sig.

– Tooosssseee…hahhaaaha!

Mågen bliver ved med at drille og irritere Pjuske, og hun kæmper for at holde balancen, mens alle de andre måger skriger af grin. Men pludseligt skyder en mørk skygge ud af himlen og rammer mågen i luften, så fjerene står til alle sider, og den tumler hylende og vrælende ind på land.

– Hvad var det? Et sort spøgelse?? Var det Ravnen? Hvor kom den fra, og hvor er den nu?

Lige så hurtigt, som Ravnen skød ud af himlen er den væk igen. Den halvpillede måge og hans venner stikker af. Men Ravnen følger efter lige over dem – Den er både hurtigere og stærkere. Ravnen flyver helt tæt ned over drille-mågen, og så afleverer den en kæmpestor, tung fugleklat lige på mågens ene vinge. Mågens vinge er helt smurt ind fugleklat på den ene side, og han kan ikke længere styre lige i luften. Drillemågen begynder at spinne rundt i mindre og mindre cirkler, indtil den styrter lige ned i et tornet brombærkrat. Ravnen er væk for længst.

Pjuske synes, at hun hørte den lynhurtige ravn sige et eller andet i farten, mens den fløj forbi. Hun tænker tilbage på hendes mor, som passede ungerne i deres lune rede, og kommer pludseligt i tanker om, at moren sang børneremser, så hendes unger kunne falde i søvn, som hun selv havde lært af sin egen mor og mormor. Hvordan var det nu, det lød?

– Hav, havn, savn, ravn, råge, våge, måge, tåge…hav, havn, savn, ravn, råge, våge, måge, tåge, hav, havn… Og sådan blev hun ved med at synge og nynne med sin dybe, rolige stemme, mens Pjuske blev mere og mere døsig og søvnig, og indtil alle ungerne sov tungt.

Hvad mon de aftensange betød, tænker Pjuske, og husker at hendes mor bare nynnede mellem ordene, som om der var dele af sangen, hun havde glemt. Og hvordan vidste hendes mormor og de gamle kvinder i familien noget om ”hav” og ”tåge”, hvis pige-fuglene aldrig havde fløjet uden for deres bur… Pjuske forstår det ikke. Men sangen får hende til at føle en længsel efter noget, hun ikke rigtigt ved hvad er.

Hun tænker tilbage på de kedelige dage med sine søstre med rede-fletning og fjer-pynteri, og det savner Pjuske i hvert fald ikke. Hun tænker, om der overhovedet er nogen grund til at redde sig selv ind på land, hvis det alligevel bare er til et liv i bur?er p jer og den samme luft, sige en længsel efter noget, men hun ved ikke, hvad det er. Hun tænker p jer og den samme luft, sige – Hvad er meningen med det hele?

Den pjuskede drosselunge græder sig gennemblødt i tårer, og dunhammeren bliver mere og mere flosset, som ugerne går. Efterhånden ligner de tilsammen én stor, druknet dunhammer, der vipper og svajer i toppen af det spinkle strå.

Her sidder Pjuske resten af sommeren og spiser af de frø og insekter, der blæser derud. Da det bliver efterår, begynder det at blæse koldt, og dunhammeren kan ikke længere klare vægten af den snart voksne sangdrossel. Langsomt bøjer den hovedet mod vandets overflade, indtil den med et sprødt knæk synker ned under vandspejlet.

Pjuske synes, at hun tydeligt ser, hvordan dunhammeren bliver opslugt i søens sorte øjne. Det syder og bobler dernede fra dybet. Nu må hun kravle op på den smule knækkede strå, der stadigt stikker op af vandet. Her sidder hun mere ensom end nogensinde før og kalder ud i efterårsskoven. Et besynderligt, ensomt hyl, der slet ikke lyder som en drosselsang.

 

Snart fryser lyset til sne. Vinteren lister langsomt gennem skoven og puster med iskold tåge, regn og slud. Dyrene får travlt med at forberede sig til den kolde og barske tid. De samler forråd og graver sig ned i vinterhi. Ingen har tid eller lyst til at høre på en deprimeret drossel. Ræven lusker rundt inde på bredden og venter på, at der snart kommer is på søen, som er tyk nok til at bære dens vægt, så den kan spadsere ud og snuppe sig en drossel-snack i en hurtig mundfuld.

Inde ved bredden sidder også et lille væsen mindre end en myre med grønt strithår og mos over hele kroppen. Det er grønalfen Pilepotte, som elsker at sidde oppe i de gamle piletræer, der hænger ud over den fredelige søbred, og betragte, hvordan siv og dunhammere danner sære mønstre sammen med aftenhimlens pasteller i det stille, blanke vand.

Pilepotte har ondt af den lille pjuskede fugl, der er strandet derude på søen.

– Hvordan kan vi hjælpe drossel-ungen, som ikke tror på, at hun kan flyve? Spørger grønalfen den kloge, ugle Umberto, der altid holder vagt fra toppen af de højeste træer.

– Hmm, ser du, svarer Uglen alvorligt. Det mest kærlige og omsorgsfulde vil være at slå hende hurtigt ihjel…så hun ikke lider mere. Og så vi ikke skal høre og se på hende længere…eller, altså…bekymre os for hende hele tiden. Det er det bedste for alle.

Pilepotte synes ikke, at det lyder så kærligt og omsorgsfuldt…

– Vi kalder det ”hjælp” her i Pileskoven. Ellers er hun jo helt fortabt, forklarer Umberto.

Men hvem hjælper man ved at slå hende ihjel? tænker Grønalfen.

– Kan du ikke nøjes med at skræmme hende lidt, overtaler han Uglen, så flyver hun måske selv?

Og så prøver uglen med de kæmpestore øjne og enorme vingefang at lave et par skræmmende angreb ved at styrtdykke ned i hovedet på den rædselsslagne drosselunge, der er tæt på at besvime af skræk.

Uglen giver op.

– Håbløst, håbløst…hvad sagde jeg? Piger kan bare ikke flyve!

Pilepotte begynder at forstå, hvad Uglen mener, men han er også ked af, at han har gjort mere skade end gavn for at hjælpe Pjuske. Han sætter sig tungt ned og mumler for sig selv:

– Jeg tror altså godt, hun kan flyve. Og jeg vil hjælpe hende, så sandt, som jeg hedder Pilepotte!… Problemet bliver bare at få tingene sagt, så andre kan forstå, hvad jeg mener. For når grønalfer taler til dyr, der ikke kan se dem, så lyder ordene helt anderledes og roder sammen i en tilfældig bunke.

– Jeg må finde mig en hjælper i en fart – en drengefugl, som kender flyve-koden! Så Pilepotte leder rundt i skoven og finder endelig den unge sangdrossel, Plet.

– Perfekt! jubler Pilepotte og hopper straks op og gemmer sig mellem fjerene på Plet. Herfra kan den forklædte grønalf sidde og hviske droslen helt tæt i øret, så Plet tror, at han er begyndt at tænke højt:

– Smut, jeg tror, jeg lige vil tænke et flyv ned til breddesøen… ???

Plet taber et frø og sidder med åbent næb og undrer over sine egne vrøvle-tanker. Men så tager Pilepotte sig sammen, og Plet hører nu sig selv tænke:

– Tænk, jeg tror lige, jeg vil flyve et smut ned til søbredden, selvom det er lidt af en omvej. Underligt, tænker Plet, men han flyver alligevel ned til Sortesøen, for man skal jo gøre, som man selv tænker – Også selvom det kan lyde lidt sært i starten.

Da Plet er nået ned til søbredden, hører han for sit indre øre:

– Den stakkels, lille drossel, der knækker derude på den hamrede dunsidder…sludder…der sidder derude på den knækkede dunhammer! Hun overlever ikke vinteren, hvis jeg ikke lærer hende at flyve. Det er grin, at de andre synder…øhm…synd, at de andre griner! tænker Plet og forstår ikke, at det er blevet så svært at tænke ordene i den rigtige rækkefølge. Men så råber han ud til Pjuske – mens grønalfen hvisker ham i øret, så Plet bliver helt overrasket over alle de gode ideer, han pludseligt får.

– Du skal ikke vande så meget ned i kiggeren… host-host… Jeg mener: Du skal ikke kigge så meget ned i vandet – Det bliver du underlig i hovedet af!

Pjuske genkender Plet, som alle piger er så vilde med. Han ser lidt forvirret ud, men for Pjuske føles det som om, at solen pludseligt skinner, og hun bliver helt varm i kroppen. Tænk, at han er kommet herud bare for at redde hende!

– Kig op i himlen i stedet for! Se på lyset og de smukke skyer – og ønsk, at du var oppe imellem dem! råber Plet glad og synes, at han efterhånden har fået styr på sine mærkelige tanker.

Og for første gang kigger Pjuske op i stedet for ned. Hun ser hvide skyer svæve henover den blå himmel. Det ser skønt ud! Det ville være dejligt at kunne flyve deroppe sammen med de andre fugle!

– Ok, NU flyver jeg, NU! tænker Pjuske og prøver at forestille sig, hvordan det vil være at brede vingerne ud og sætte fra i en kraftfuld bevægelse og mærke luften strømme under fjerene og…

Men vingerne hænger stadig slapt ned. Pjuske tør ikke slippe sit tag i det knækkede strå, for hun er jo desværre allerede blevet lidt underlig i hovedet…

– Kom nu! – ellers dør du jo! råber Plet og lyder lidt irriteret.

Pjuske falder helt sammen

– Jeg kan jo ikke! hvisker hun

– Men hvorfor? vil Plet vide.

– Fordi jeg er en pige!! Lad mig nu være i fred, flyv din vej! Hun sætter sig med ryggen til og folder den ene vinge op over hovedet. Det hele er så flovt i forvejen, og Plet er den sidste som skal se hende sådan her.

Plet sidder lidt og kigger på hende og ved ikke, hvad han skal sige til den underlige pige-fugl. Så letter han og flyver væk, som hun bad ham om. Men Pilepotte er efter ham i et langt spring!

– Stop, vend om….tilbage til hende, nu!

Plet vender om og gør sig umage for at flyve helt tæt ned til Pjuske.

– Jeg er ked af alt det, som skete med stormen og din mor, der blæste væk og alt det, siger han. Men jeg tror altså også, at hun havde ønsket, at du ville prøve at flyve! Pjuske ser ind i hans rolige blik, og mærker en styrke derinde, som flyder over i hendes egen krop. Plet bliver selv helt forvirret og i stedet for at flyve rundt om Pjuske kommer han til at flyve lige ind i nogle grene, så han slår en kolbøtte i luften og flakser fortumlet rundt. Pjuske kan ikke lade være med at le højt. Pludseligt føles kroppen lettere og helt varm. Vingerne sidder løsere skruet på og vejer ikke så meget, når hun bevæger dem op og ned.

Plet flyver tilbage til hende.

– Du skal altså kigge OP, siger han meget bestemt. Du kan godt! Piger kan sagtens flyve! Se op i himlen – ikke ned i vandet, råber han. Se her op i lyset!

Så Pjuske kigger op mod himlen, hvor Plet nu cirkler rundt. Det ligner det mest naturlige i verden, som han svæver der over Pileskovens trækroner. Hun føler sig forkert her nede mellem de våde siv, hvor hun har siddet alt for længe og groet helt fast.

Pjuske fæster sit blik mod himlen og de drivende skyer. Hun strækker hver fjer ud fra vingen og op mod himlen. Det føles, som en stærk kraft, der løfter hende som et vindpust højt over vandet! Vingerne begynder at baske helt af sig selv og sender hende højt op i luften! – Væk fra vandet, væk fra sivene, den glubske ræv og de dumme måger – op og op til de andre fugle! Hun svæver af sted som i en uvirkelig drøm…

– Hvad? – Jamen, jeg kan jo fl-flyve?!? gisper Pjuske og vifter febrilsk med alle sine fjer. Hun råber højt af lykke: JEG KAN FLYVE!!!!

– Se, hun flyver! jubler alle dyrene nede på jorden.

Men da Pjuske får øje på Sortesøen dybt under sig kommer hun i tanker om, at hun aldrig nogensinde før har set en pige flyve! Måske kan det slet ikke lade sig gøre i virkeligheden? Pjuskes vinger stivner til et sæt ispinde, der klapper sammen som en vifte. Hun ser hele verden dreje rundt, mens hun styrter i rasende fart mod jorden.

– HJÆÆÆLP!! Pjuske hvirvler tungt ned i et stort træ, og alt bliver sort.

Plet og Uglen kommer styrtende til og står og kigger fortabte på Pjuske, der heldigvis har ramt nogle bløde grene i sit fald, inden hun besvimede.

– Åh nej, tænker Pilepotte, hvem kan hjælpe nu?

Pilepotte kommer i tanker om Ravnen. Hvordan kan den lille grønalf få fat i den store Ravn, som så sjældent viser sig og altid er væk igen, inden man kan nå at spørge den om noget. Pilepotte lukker øjnene hårdt i og koncentrer sig dybt om at tænke på Ravnens store, sorte vinger. Hvis jeg bare kan finde fuglenes hemmelige kode til Pjuske, mumler Pilepotte, mens tankerne flyver af sted hen over skoven og ud mod solen et sted i horisonten…

Pjuske ligger besvimet mellem grenene og drømmer en dyb drøm. Hun drømmer, at hun møder en Ravn så stor som det største træ i skoven. Pjuske kan stå nede mellem dens ben og se dens ene øje, som spejler hele verden. Øjet er sort og blankt, og hun ser i spejlingens lys alt, hvad Ravnen har set, mens den er fløjet over byer og tage, marker og gårde langt borte… Ravnen kigger ikke på noget bestemt. Den ser bare alting og gennem alle tider. Dybt i det sorte ligger også alt det, som man ikke kan se med øjnene, men som alligevel findes. Ravnen taler til hende, og hun hører stemmen langt væk som et fjernt ekko.

– Nu fortæller jeg dig den hemmelige kode til at flyve, siger Ravnen: ”Du flyver i den samme retning, som du kigger!”

– Ikke andet, spørger Pjuske, Er det bare det?

– Ja, siger Ravnen, de vigtigste ting er altid helt enkle!

– Men hvis det er vigtigt, hvorfor er det så en hemmelighed, spørger Pjuske?

Ravnen sukker.

– Det er jo noget alle drenge-fugle ved, men de fortæller det kun til hinanden. Koden virker bedst, hvis nogen samtidig siger sådan her til dig: Du kan godt selv flyve! – Og så gentager du: Jeg kan godt flyve!

– O-Ok, stammer Pjuske.

– Ja, men det skal selvfølgelig siges på den rigtige måde, så du selv tror på det! forklarer Ravnen. Så nu siger jeg det til dig: Du kan flyve, det har du altid kunnet, og det kan ingen tage fra dig! – Så…nu skal du gentage det!

– Jeg…jeg kan flyve?…og hvad var det næste? Pjuske er lidt forvirret.

– Netop, og så er resten øvelse!

– Øvelse? – Det er altså ikke bare koden?

– Det er jo det, som drengene gør, sukker Ravnen. De øver sig! – Øver sig og laver fejl og øver sig igen og laver nye fejl…sammen og hver for sig. Men det kan pigerne jo bare ikke, så længe de sidder inde i et bur!

– Og hvor øver de sig så henne, vil Pjuske gerne vide.

– Spørg en dreng, svarer Ravnen. Kig på, hvad drengene gør, og lær af dem!

Pjuske er lidt forvirret. Hun havde forventet noget mere indviklet, og så er det åbenbart meget enkelt?

– Nå ja, for resten, der er også en vigtig regel, som kun gælder for piger.

Den regel vil Pjuske gerne høre.

– Hvis du gerne vil træne med drengene og lære fra dem, så må du aldrig nævne noget, hvis de behandler dig mærkeligt, fordi du er en pige. Du skal bare lukke ørene og…ja, bare lad som ingenting. Husk det, ellers er der ingen, der vil tale med dig mere. Du må ikke engang nævne, at du ved, at denne regel findes, for ellers……ellers bliver du helt usynlig for alle! – Pist…borte!

– Ok, hvisker Pjuske og håber, at hun kan huske det hele.

– Men allervigtigst er selvfølgelig, at du aldrig glemmer flyve-koden: At kroppen følger efter den retning, som dine øjne kigger… Derfor: Se altid opad, ikke ned – og se aldrig ind i dig selv eller ned i søens spejl, for så kommer du slet ingen vegne!

– Den retning, som øjnene kigger, er den retning, som kroppen flyver! gentager Pjuske. Du flyver i den retning, som du kigger! – Du flyver i den retning, som du kigger! – Du flyver i den retning, som du kigger!…

– Hvad siger du? spørger Plet, som har hørt Pjuske mumle, mens hun langsomt vågner på jorden.

– Hvor øver I jer henne? spørger Pjuske som svar.

– Hva’? Plet er ikke helt med.

– Ja, det var Ravnen, som fortalte mig koden, fortæller Pjuske, og sætter sig fortumlet op.

– JUBIII, skriger Pilepotte i øret på Plet, så han bliver helt paf.

– Øh, jubiii…gentager han…og hvad sagde Ravnen så mere i din drøm?

– Ravnen fortalte, at drengene træner på at flyve – men hvor henne? vil Pjuske gerne vide.

– Nå ja, det er rigtigt, siger Plet. Alle drengene øver ovre på engen, hvor vi ikke kan komme til skade, og mens vores fædre holder vagt. Du kan bare komme med mig?

Uglen hjælper med at løfte Pjuske over til øve pladsen under sine store vinger, mens Pjuske selv bare strækker vingerne ud, så hun svæver under Umbertos stærke kløer. Hun nyder vinden, som strømmer gennem hendes fjer og udsigten til alle sider.

– Måske har vi taget fejl, mumler Umberto, måske kan piger alligevel godt lære at flyve? Og det er ægte klogskab, når en Ugle kan se, at han måske har taget fejl!

Plet viser Pjuske rundt på den hemmelige flyvebane på engen, hvor alle drengene træner sammen. Drengene lader som om, at de lærer at flyve af sig selv – men i virkeligheden træner de hinanden med hjælp fra deres fædre.

– Hun kan ikke være her, hun er en pige!! Råber nogle af drenge-fuglene, som har lavet en stor gruppe i den ene ende af engen. Fædrene hvisker lidt til hinanden og vender ryggen til, så man ikke kan høre, hvad de siger.

– Det er bare fordi de er bange for, at nogen skal se dem, mens de ikke selv har styr på at flyve, forklarer Plet. De gemmer sig her på engen, indtil de er blevet gode nok, så ingen opdager, hvor mange gange de dummer sig og falder ned! Vi laver bare en lille gruppe her i den anden ende af engen, og så skal du ikke høre efter, hvad de råber.

Plet, hans brødre og et par venner tager Pjuske med til et mindre område af flyvebanen, hvor de fjoller rundt dagen lang under Plets beskyttelse. De er en blandet flok, som ikke rigtigt ligner de andre.

Pjuske genkender Kuglen, som ligner en rund bold, når han flyver gennem luften. Og der er Et-ben, som ja…han mistede desværre sit ene ben engang, hvor en ræv havde fat i ham. Men han var modig og blev sur i stedet for bange. Så han slog og sparkede og kæmpede sig fri, og har klaret sig lige siden, selvom han kun kan humpe af sted på sit ene ben. Men når Et-ben suser strømlinet gennem luften er han hurtigere og modigere end de fleste andre.

Pjuske bliver overrasket over at se alle de fejl, som alle drengene og deres fædre laver på flyveengen. De tumler rundt, så fjerene stritter til alle sider, men det er der ingen, som bekymrer sig om.

– Kom nu!

– Op igen!

– Du kan godt!

– Husk at kigge op! gjalder råbene over engen.

Plet og hans venner taler længe om, hvad der virker eller ikke virker, giver hinanden gode råd og hjælper hinanden. Hvis de falder, er det bare ”Op igen!” og videre med en masse smil og latter.

I den anden ende af engen er der en helt anden alvorlig stemning. En gruppe drenge træner i at flyve konkurrencer…de hepper kun på deres egne venner, råber og skælder ud.

– Haha, du flyver som en tøs! bliver der råbt, hvis nogen dummer sig.

Pjuske ser flov ud…flyver tøser så dårligt?

– Ja, du flyver lige så latterligt som hende Pjuuuuske, haha! råber de så højt, at de er sikre på, at Pjuske hører det. Plet har pludseligt travlt med noget oppe i et træ og lader som om, han hverken kan høre eller se Pjuske, og hun står helt alene tilbage midt på engen. Plet opfører sig anderledes overfor hende, når de andre drenge er i nærheden. Han kommanderer rundt med hende og stikker næbet i sky, for så tør ingen sige noget til ham, så længe han ligner chefen for det hele.

Men pludseligt ryger Et-ben i totterne på drengene nede i den anden gruppe, fordi de driller ham med at være på hold med Pjuske. De slås, så fjerene flyver til alle sider. Plet ser ikke glad ud. Han vender sig om og lader som om, han ikke har set slåskampen. Kuglen vandrer forvirret frem og tilbage og ved ikke, hvad han skal gøre af sig selv, og ingen af dem taler til Pjuske som om, at det var hendes skyld, at de andre driller, og der nu er ballade.

Pjuske husker, hvad Ravnen sagde om den særlige regel, der kun gælder for piger. Så hun gør sig umage for bare at smile og lade som ingenting, hvis nogen behandler hende dårligt. Det lægger hendes venner mærke til, og så er det nemmere for dem at være sammen med hende og slappe af, i stedet for hele tiden at skulle skændes med de andre drenge.

Men samtidig føler Pjuske en tung tristhed skylle gennem kroppen, og lister over til siden for at kigge på, mens drengene træner.

– Kom nu, hvad laver du?! Drengene står og venter på Pjuske.

– Du kan altså sagtens flyve lige så godt som drengene, siger Kuglen til Pjuske.

– Men I kan jo flyve meget bedre, bare fordi I er drenge, mens jeg bliver nødt til at baske dobbelt så meget med mine farveløse vinger og tænke over alting hele tiden?

– Farver? – Dobbelt?? – Næh, vi kunne jo heller ikke noget i begyndelsen…det er derfor, vi øver os hele tiden. Og man øver sig kun, hvis man laver fejl. Hvis man ikke falder ned, har man ikke prøvet nok! – Så det er altså bare med at komme i gang med at træne du!

– Ok altså, vi prøver igen! råber Plet til den lille flok. Kroppen flyver i den retning, som blikket vender! Sådan styrer man sine vinger… Hvis du kigger til højre, flyver du til højre…kigger du til venstre, ja så… Pjuske, Kuglen og Et-ben flakser på en ujævn række efter Plet.

Det er let nok at flyve ligeud. Det er svingene, landinger og sidevind, som er svært at lære, forklarer Et-ben, da Pjuske er fløjet sidelæns gennem et hindbærkrat og trillet ned ad en mudderskrænt. Et-ben sidder tålmodigt og venter på hende, til hun er klar igen, selvom han engang hed Hurtig-ben, fordi han aldrig gad vente på nogen.

– Prøv at høre…Det er der altså ikke tid til her! råber Plet irriteret, da Pjuske flovt begynder at ordne fjerene efter sit styrt. Hun har jo altid lært, at pigernes vigtigste opgave er at have styr på deres fjer.

– Det er bare op og af sted igen! Du kommer alligevel til at se herrens ud, inden vi er færdige med træningen… Det er altså hårdt arbejde her, ikke nogen feriekoloni, skælder Plet, Og slet ikke oppe i luften, det kan du godt glemme, hvis du skal følges med os! – Ikke noget med at ordne fjer, mens du flyver…jeg så godt, at du prøvede! Plet taler hårdt til hende, men han har jo også fået til opgave at hjælpe.

– Prøv at kigge til venstre nu, råber Plet, og flokken af venner bag ham følger efter. Pjuske, mærker hvordan hele kroppen lægger sig i en sidelæns bue mod venstre…og så til højre! Kroppen følger hendes blik….det er så nemt…og sjovt!!

Pjuske får et grine anfald i luften, så hun ikke kan se noget og tumler i et par koldbøtter mod jorden. Hurtigt får hun rettet sig ud og kigger direkte op efter lyset, som sender hende som en raket mod himlen. Alle drengene griner…de har prøvet præcis det samme alle sammen!

– Og ja, hvis du lukker øjnene, mens du griner eller hikker eller nyser…så falder du som en sten! Husk at styre mod lyset, for man bliver blind i mørket, smiler Kuglen til hende med fjerene fulde af blade og kviste fra hans sidste styrt. Du skal selvfølgelig også huske at bevæge vingerne, driller han, man kommer ikke sovende til at flyve!

– Koden er: Kig opad, ikke ned! gentager Pjuske for sig selv, Opad, ikke ned…Kig op, ikke ned! – Tænk, at det er så let at flyve! – Ikke spor svært! jubler Pjuske, mens hun suser af sted, Og det har jeg kunnet hele tiden, mens jeg troede, jeg ville falde i vandet, hvis jeg prøvede…så dumt!

Og langsomt, langsomt bliver Pjuske lige så god til at flyve som drengene.

– Se, de flyver! hvisker Pileskovens dyr til hinanden nede på jorden. Selv Sortesøen smiler og blinker så venligt dernede og spejler flokken af fugle i sit blanke, blå vandspejl – som om den glæder sig over, at alle fuglene endeligt tør flyve over vandet igen.

Og det bliver langsomt forår og sommer igen, og solen varmer træernes bark og lyser gennem grønne bladmønstre.

Den lille flok af fugleunger, der øver sig i at flyve på engen, vokser sig større. Flere og flere synes nemlig, at det er meget hyggeligere at øve sig med dem, som har det sjovt, i stedet for med den store gruppe, der mest konkurrerer og skælder ud på alt og alle.

Plet er den eneste fugleunge, der altid opfører sig perfekt og aldrig gør noget forkert, for så kan drengene fra konkurrence gruppen ikke drille med noget. Under hans beskyttelse vokser den lille flok af underlige og anderledes fugle – nørder, grimrianer, genier og klovne. De fugle, som selv har prøvet at skille sig ud og forstår, hvordan det er at være lidt for tyk, at have mistet et ben eller være pige, der skal kæmpe dobbelt for den halve respekt. De støtter op om hinanden, og ingen driller andet end kærligt for at skubbe hinanden i gang.

Pilepotte, den lille grønalf flyver med i fuglenes fjer med sit bredeste smil. Sådan et smil, der ligner en gnist eller et hurtigt lysglimt, når det lige farer forbi. Kun ugler og ravne kan se grønalfer med deres skarpe blikke. Ægte hjælpere er usynlige for almindelige øjne.

– Hvordan ved man så i hvilken retning, man skal flyve? spørger Pjuske, men ingen af drengene kender svaret.

– Vingerne kender vejen, hører hun en stemme, der lyder som om den kommer fra hendes eget øre et sted? Hvis man bare spreder sine vinger helt ud, så finder fjerene selv hjem, hvisker stemmen, som kravler rundt inde i hendes egne dun, så det kilder, når den taler. Pjuske tænker lidt.

– Men hvor er ”hjem”, spørger hun, og stemmen svarer:

– ”Hjem” er det sted, hvor man kun kan komme til, hvis man svæver hele vejen derhen.

Pjuske undrer sig over, hvor hun kender alle de mærkelige svar fra? Hun vil bide ud efter et bær, der lyser som en lille, rød lampe midt i et hindbærkrat. Men pludseligt ser hun en lille grøn prik danse på hindbærret lige foran sine øjne…et lille, grønt væsen, ikke større end en myre, og det ser præcis ud som om, at den griner over hele hovedet!

– ”Hej!” hører hun, at den siger, lige så tydeligt.

Pilepotte hopper tilbage og gemmer sig i Pjuskes fjer, og hun smiler når hun kan mærke den hopper rundt derinde, så det kilder på maven. Nu kan hun også bedre høre, hvad den siger, hvis hun husker at lytte godt efter.

Pjuske opdager, at jo højere hun flyver, des længere væk kan hun se. Der langt borte i horisonten kan man se store, mørke skyer, længe før de kommer rammer Pileskoven. Og pludseligt får hun en idé

– Jeg har en idé, råber Pjuske, men ingen hører rigtigt efter.

– Plet, hør på mig…jeg har fået en idé til, hvordan vi kan undgå, at så mange dyr kommer til skade næste gang, når det trækker op til stormvejr!

– Ved at flytte et andet sted hen, spørger Plet? – Bo i jordhuler?

– Nej, nej…det behøver vi ikke! Hvis man flyver højt op, så kan man se langt væk! Så hvis vi bare flyver virkeligt højt op hver morgen og hver aften, så kan vi i god tid se, om der er en storm på vej langt væk fra!

– Det er smart fundet på, siger Et-ben, og ser beundrende på Pjuske.

– Ja, det var vel nok en smart idé, jeg lige fik der, siger en stor tyk han-due, og så råber han højt ud over engen, så alle kan høre det:

– Prøv at høre min nye idé! Vi kan flyve højt op, og så kan vi…øh…se skyerne…og øh, så kan vi redde os selv fra det næste uvejr!

– Det var ikke din idé, det var Pjuskes idé! råber Et-ben. Fordi hun vil nemlig advare alle de andre, før hun redder sig selv!

Men den store due skubber Et-ben så hårdt ned fra grenen, så han må flyve et andet sted hen.

Uglen roser den gamle due for hans excellente, fremragende, gode idé.

– Men, det var jo min gode idé, siger Pjuske. Den tunge, gamle due kan da slet ikke flyve så højt! Og jeg har også lige fundet på en ny idé, smiler hun. Vi kan sende en god flyver til at flyve hele vejen ud af skoven og se endnu længere væk til alle sider, plaprer Pjuske begejstret videre.

Plet kigger surt på hende. Han hader, hvis nogen i gruppen tiltrækker opmærksomhed, som kan give ballade, og han skal rydde op bagefter.

Uglen afbryder Pjuske:

– Nej. Det kan overhovedet ikke lade sig gøre at flyve uden for skoven, det er helt udelukket! siger den gamle ugle, og han er den klogeste af dyrene i skoven, så alle bliver stille og lytter til ham.

– Det forstår jeg ikke, spørger Pjuske,

Uglen puster sig op og forklarer meeeget laangsomt, at det er fordi, at det er Pileskovens træer som gør, at fuglene overhovedet kan flyve i luften.

– Hvordan virker det?

– Ja, det er jo et dumt spørgsmål. Det kan man selvfølgelig se ved, at vi alle sammen flyver, mens vi er inde i skoven.

– Men I har jo aldrig prøvet at flyve udenfor skoven? siger Pjuske. Og jeg har hørt, at Ravnen…

– Ja, det er rigtigt, kun Ravnen kan flyve udenfor skoven, forklarer Uglen, Det er derfor, den er så mystisk og farlig.

– Uuuhh, gisper alle de andre fugle, der er mystisk og farligt uden for skoven!

– Hvis man prøver at flyve ud af skoven, formaner uglen, så er der slet ikke luft derude til at holde vingerne oppe. Det er almindelig ugle-logik. Luften er inde i skoven – og udenfor er der ingenting. Man styrter til jorden hurtigere end man kan nå at tænke, og bagefter…bagefter kommer stormen, fordi man har slået hul i luften…

– Hvad for noget? Jeg er altså holdt op med at tro på, hvad folk siger, som ikke har prøvet det selv, tænker Pjuske. Dem og deres ”farvede fjer”, ”huller i luften” og hvad ved jeg… En dag vil jeg selv prøve at flyve udenfor skoven! Jeg har spildt nok af mit liv på at være bange for ingenting!

Plet rykker helt hen til Uglen.

– Jeg sagde også til hende, at jeg syntes det var en dårlig idé, hvisker han, og Pjuske kigger overrasket på sin ven. Har Plet virkeligt skiftet mening, eller vil han bare imponere de gamle fugle? Plet kigger hurtigt den anden vej, når Pjuske forsøger at fange hans blik.

Den store, gamle han-due, som er far til nogle af drenge-kammeraterne begynder at puste sig op. Han mener, at Pjuske straks skal puttes i bur igen, så hun ikke sætter skøre ideer i hovedet på de andre piger.

– Pige-fugle skal være i bur og have gamle, erfarne mænd til at passe på sig, siger han, og gør sin stemme ekstra dyb og kraftig. Den perfekte pige-fugl sidder helt pænt og stille i buret og venter på, at jeg flyver hjem og passer på hende.

– Gamle mænd?? – Aaaddd…! Pjuske syntes, det lyder ækelt. Jeg behøver ikke nogen til at passe på mig…jeg kan flyve selv! siger Pjuske meget bestemt og så højt hun kan tale, uden at komme til at skrige.

– Det bestemmer du ikke….så går der jo fuldstændigt kludder i alting her i skoven, brøler den gamle han. Vi gamle mænd har altid fået de unge piger som belønning for at…for at…at have fløjet i mange år! Til gengæld passer vi på deres bure.

– HVAD?? – Skal jeg være deres ”gave”, fordi de har puttet pigerne i bur…de burde da straffes i stedet med…straf! Pjuskes hjerte hamrer så hurtigt og hårdt, at hun næsten ikke kan sige ordene.

– Det er aaaalt for farligt herude for små piger, savler den gamle han og rykker tættere på. Han lugter helt forfærdeligt fra nogle skallede pletter, hvor fjerene ikke dækker, og der hænger mærkelige sår og fedtpletter i de flossede, grå fjer, der er tilbage. Når han åbner næbet for at sige noget, står der en stank af ådsel ud af gabet på ham og tungen er helt hvid af svamp, så Pjuske bliver nødt til at lukke øjnene og snappe efter vejret for at holde det ud. Den gamle han-due kan næsten ikke se ud af sine øjne, fordi øjenlågene er blevet så rynkede og lange, at de hænger halvt ned over hans ansigt.

– Jeg skal ikke tilbage i noget bur! – Aldrig! Pjuske rykker helt ud på den yderste, tynde gren, hvor den fede, gamle due ikke kan sidde. Og hvad skulle du så selv lave? spørger hun.

– Jamen, de gamle hanners opgave er jo at sørge for, at de er de eneste hanner i området… Mens pigernes opgave er at sørge for, at reden hele tiden ser perfekt ud, så manden har et rart sted at komme hjem og kan være stolt, når han viser det hele frem, remser den gamle han-due op. Buret skal være pyntet med hendes egne hale-fjer, og grenene skal være flettet i årstidens rigtige farver og mønstre og… Han kan næsten ikke sige mere, fordi han kommer til at savle, hver gang han kigger for længe på Pjuske.

– Jeg gider da ikke flette rede og pynte fjer for en klam, gammel han…det kan du selv gøre! Pjuske er rasende. Jeg vil flyve! siger hun og bliver helt overrasket over, hvor let ordene flyver ud af hende, som om vingerne også løfter hende, mens hun taler.

– Piger, der flyver er SÅ irriterende!! siger den gamle han-due. Hvis piger basker med vingerne, så fylder de det hele…overalt…man ved ikke, hvor man har dem! Pludseligt er de til højre, og så er de til venstre… Det er meget forvirrende.

– Hun er jo bare meget dygtig til at flyve? forsøger Uglen forsigtigt at forklare, inden Pjuske kommer galt af sted med den sure, gamle han-fugl.

– Jeg synes ikke, det virker så dygtigt, når det er en pige! tordner duen. Så er det bare irriterende! Jeg får lyst til at trække alle fjerene af hende…langsomt. Så hun selv kan mærke, hvor farlig verden er!

Med et hidsigt kast med hovedet banker den halvblinde due sit næb direkte ned i en død snegl, så slimet står til alle sider…

– Hov, jeg troede den var levende…

– Uhuuu, sukker Uglen og ser ud som om, han ikke orker den samtale, men den gamle han-due fortsætter.

– Nææh, ældre mænd kan nemlig styre de små piger. Jeg ved præcis hvordan man styrer sådan en lille pip-fugl siger duen, og forsøger at dikke-dikke Pjuske under hagen med sin ildelugtende vinge. Ældre mænd kan skælde pigerne ud og sætte dem på plads i buret. Og bagefter kan de hjælpe dem med at sørge for, at der ikke kommer andre hanner i nærheden. Du skulle jo nødigt komme til SKADE, hvisler han og svirper med en gren, som pisker over hovedet på Pjuske, så hun kun lige når at dukke sig.

Pjuske synes, den gamle handue siger nogle mærkelige ting og tænker, at hun måske bare skal forklare det lidt bedre.

– Men pige-fugle har jo slet ikke brug for din hjælp? – De kan jo selv fly…?

– Nej. Bare nej. Sådan er det. Det er irriterende, at du bliver ved med at spørge, Pjuske-pige! Du er irriterende!! Og en irriterende hun-fugl er en dårlig hun-fugl! Du skal bare tie stille og ordne dine fjer, hvisler duen.

Uglen synes, at han bliver nødt til at forsvare Pjuske.

– Jo, men lige denne her pige-fugl, hun behøver ikke en gammel mand eller et bur, siger Uglen. Hun kan jo flyve nu, og hun flyver højt! Så hun kan…hun kan…hun kan hjælpe mig!

– Hjælpe dig??

– Ja! Med at forudsige stormvejr, så vi kan nå at advare dyrene næste gang… Så pigerne ikke blæser ud af deres bure. Så har vi jo stadig styr på alle de andre pige-fugle i skoven! foreslår Umberto glad.

Pilepotte lytter med inde fra Uglens fjer.

– Men hvad så med alle de andre piger, skal de ikke flyve? hvisker Pilepotte.

– De andre piger er jo i bur, så de kan slet ikke flyve! hvisker Umberto tilbage. Pjuske er bare anderledes…Hun er ikke en rigtig pige!

– Jamen…jamen…!! Pilepotte ved slet ikke, hvor han skal begynde. De har jo heller ikke kunnet øvet sig?!

Men Uglen er allerede lettet og svæver bort mellem træerne. Han har glemt, hvordan Pjuske lærte at flyve. Ugler er nemlig rare og kloge, men de husker ikke så langt tilbage.

Tilbage på grenen sidder Pjuske med den gamle han-due, som er sur.

– Du skal da meget hellere være min lille assistent. Du kan hjælpe med at holde øje med alle mine bure, så jeg ikke skal gøre det besværlige arbejde selv.

– Jeg skal ALDRIG være din assistent, råber Pjuske højt og slår ud med vingen, så den tykke, gamle due tumler et skridt tilbage og sætter sig tungt på den døde snegl.

– Vent du bare, jeg skal nok sørge for, at du også kommer i bur en dag, hvisler den gamle han-due til Pjuske, og så letter han fra grenen med hele sin tunge krop, så Pjuske bliver slynget ud i luften i en sky af dun.

Hun kigger rasende efter duen, der flakser forvirret rundt med sit dårlige syn, og hun sværger, at det kommer aldrig til at ske.

– Jeg vil jo ikke engang være ugle-assistent, tænker Pjuske for sig selv, da hun har sat sig tilbage på grenen. Når jeg bliver stor, vil jeg være Drossel-direktør!

Plet kigger lidt imponeret efter den store, gamle han-fugl, som har adskillige reder med små hun-fugle i bure hængende rundt omkring i skoven, samlet gennem mange år. Det ene bur er flottere end det næste, pyntede med blomster og flettet af de fineste, tætte strå.

– Okaayyy…så du skal være Ugle-assistent, spørger Plet med en mærkelig stemme. Pjuske undrer sig over, at han har flyttet sig over i et andet træ.

– Ja, men kun i begyndelsen, for bagefter skal jeg være Drossel-direktør, svarer Pjuske glad, og så skal alle drossel-pigerne ud og flyve!

– Drossel-direktør?!?! Plet ser helt forkert ud i ansigtet. Det kan piger ikke!!! Du skal da være min lille assistent! – Jeg har jo lært dig at flyve!

– Ja, og tak for det! smiler Pjuske. Men nu er jeg jo blevet bedre end dig til at flyve højere og længere? – Er det ikke ok, at jeg har mine egne drømme?

Plet ser ikke glad ud.

– Vi har rigeligt at gøre med at slås med de andre drenge og finde ud af hvem, som er først og størst…skal vi nu også til at kæmpe med pigerne? I øvrigt er jeg også træt af, at du er så underlig, og jeg bryder mig ikke om, at du altid prøver at flyve højest, siger Plet. Det er mest for dit eget bedste, for det er jo farligt deroppe! ”Direktør”, det kan piger slet ikke finde ud af! siger han. Piger kan kun blive assistenter eller passe en rede!

Og så flyver Plet væk uden at se sig tilbage.

Pjuske sidder alene tilbage på grenen, og det er begyndt at regne. Hun fryser og føler sig helt alene i verden. Nu har hun endeligt lært at flyve og er en af de allerbedste i Pileskoven, men det er svært at se en mening med det hele. Hvad nytter det også med de flaksende flokke af fugle…hvor skal de hen? Det føles ikke sjovt eller rart at være oppe i luften mere, og regnen gør hendes fjer våde. Pjuske hopper ned i skovbunden og kryber ind i et hul på en gammel træstub. Her dufter trygt og dejligt af jord. Når hun lægger hovedet helt ned mod skovbunden, så ligner det bløde, grønne mos små-bitte grantræer ved siden af mønstrede bladstumper i alle farver, stængler, bog kapsler og mini-svampe, der lyser som små, gyldne lamper i mørket. Hun gemmer hovedet under vingen og falder i en tung søvn inde i den fugtige træstub.

Mens hun sover, drømmer Pjuske, at hun er faldet i et dybt hul og ikke kan komme op derfra, fordi hun ikke kan bevæge vingerne. Hun kalder efter hjælp, men kan næsten ikke få en lyd frem, så ingen hører hende, selvom hun kan se dem gå lige forbi. Hun drømmer, at hun begynder at græde, og hendes tårer fylder langsomt hullet som et lille vandbassin, mens hun græder som et regnvejr. Efterhånden fylder tårerne så meget vand i hullet, at hun selv ligger og flyder rundt i vandoverfladen. Til sidst er hullet helt fyldt op med vand, og hun kan kravle op på kanten og ind på det tørre land. Der sidder hun og kigger tilbage på hullet, som er fyldt til randen med alle hendes tårer som en lille sø, og nu kan hun ikke græde mere. Så vågner hun fra drømmen helt tung af jord og mos mellem de våde fjer.

– Hvad laver du dog nede i det hul??

Ved siden af træstubben sidder Et-ben, som har ledt efter hende i timevis. Som sædvanligt sidder han helt stille og kigger længe ud i luften, før han siger det næste.

– Jeg kan godt lide dig, når du prøver at flyve højt, siger Et-ben og ser beundrende på Pjuske. Du er mere modig end nogen anden fugl i skoven! Derfor er jeg også ligeglad med, at du kryber ind i et hul og er lidt mærkelig, for jeg ved jo godt, at du altid kommer op igen!

Pjuske sukker dybt nede fra maven et sted.

– Jeg ved nemlig, at du kan noget ekstra, fordi du også har haft det svært, fortsætter Et-ben. Det er ligesom mig – Jeg mangler et ben, og så skal man gå dobbelt så mange skridt som alle andre. Det er det samme for en pige… Når man er anderledes skal man være ekstra stærk og modig, og det synes jeg, at du er!

Pjuske børster jord og blade af sig, ryster fjerene og hopper ud til sin ven. De sidder længe stille uden at sige noget, mens solen synker i horisonten og farver skoven gylden og rød.

– Jeg vil gerne være din assistent, når du bliver Drossel-direktør, siger Et-ben. Det får du brug for! Plet er jo bare misundelig, fordi du så hurtigt er blevet bedre til at flyve end alle os andre. Han drømmer nemlig selv om at blive Drossel-direktør! siger Et-ben og hopper i forvejen på sit ene ben, vender sig om og smiler til hende.

Pjuske mærker en helt ny glæde og varme, som ruller dybt indefra og helt ud i vingespidserne, og hun sætter fra med al sin kraft og højere op i luften end nogensinde før. Ingen skal få hende ned igen! Og Et-ben flyver altid rundt et sted i nærheden og hjælper, hvor han kan.

Pjuske øver sig på at flyve på helt nye måder, uden at behøve at kigge på drengene først. Hun gør det på sin egen facon…anderledes…og snart er hun den bedste flyver i hele Pileskoven. Hun prøver at forklare de andre piger, mens hun selv lærer:

– Den retning du har dit blik, dit fokus og din opmærksomhed, er den vej, som du bevæger dig. Hvis du kun kigger ned ad dig selv og er mere optaget af, om dine fjer sidder rigtigt, så falder du kun i én retning…ind i dig selv, ind i buret og ned i din egen rede. Og så kommer man ingen vegne her i livet, det ved drengene. Derfor kigger de aldrig ned ad sig selv men altid ud i verden, forklarer Pjuske til sine søstre.

En efter en kommer pigerne langsomt ud af deres bure og tager nogle usikre ture rundt om de nærmeste træer, men så hurtigt tilbage i buret igen. Kun et par af de yngste piger følger Pjuske på længere ture.

Flere af drengene bliver sure:

– Nej!! Nu er de to?!?! Det er for meget…Én pige herude var ok sjovt, men to, tre, fire…så er det ikke sjovt længere! Forestil jer engang, hvis alle piger lige pludseligt begynder at flyve…sikke et kaos! Drengene griner, for det kan de trods alt ikke forestille sig vil ske nogensinde.

De fleste pige-fugle er stadig meget usikre på, om de overhovedet tør bevæge sig udenfor deres bur. For hvis de forsøger at flyve indvendigt i buret, så banker de bare hovedet mod loftet og slår sig og vælter tilbage på burets bund.

– Vi er slet ikke bygget til at flyve, forklarer de hinanden. Se bare hvor vi slår os herinde i buret – hvad kunne der så ikke ske af ulykker udenfor!?

Pjuske fortæller pigerne alt om engen, hvor man øver sig, og om hvor sjovt det er derude. Men store ting lærer man ikke ved at lytte til andres historier. De andre pige-fugle synes, at det er meget nemmere bare at blive inde i buret, slippe for at blive råbt ad, bare være stille og lade de gamle mænd ordne alting for sig. Nogle af de fineste piger håner Pjuske.

– Dine fjer er pjuskede, du har ikke noget fint bur! Nææ ser du, en perfekt hun-fugl sidder stille og pænt og venter på, at han-fuglen kommer tilbage til dem. Og det gør han kun, hvis hun altid ser godt ud! pipper de i kor og vil hellere lære Pjuske, hvordan man sætter sine fjer i nye, smarte frisurer.

– Piger skal tie stille og lade drengene tale, forklarer en yndig lille bogfinke til de andre piger. Det er vigtigt, at drengene føler, at de er særligt kloge – ellers kan de ikke lide at være sammen med en pige. Så hver gang en dreng siger noget, så skal du bare kigge på ham og sige ”Tihihihihi”. Hvis han siger en kort sætning, så siger du bare ”Tihi”, men hvis han siger mange ord, så skal du kigge lidt længere på ham og sige ”Tihiiihihiiihihhhiiihihihi…iihihi”. Og husk at kigge ned i jorden bagefter og se lidt fortabt ud, det elsker drengene.

– Men jeg vil jo slet ikke være sammen med en dreng, som kun kan lide mig, hvis jeg siger ”Tihihi” hele tiden, tænker Pjuske, så kan det jo være lige meget?

– Faktisk er vi mere frie end dig, Pjuske, for vi er trygge i vores bure og kan gøre, hvad vi har lyst til…mens du altid er på flugt med alt dit flyveri, plaprer pigefuglene i kor.

Pjuske bliver træt og i tvivl, om det er dem, som har ret, og hende selv, der burde få sig et bur med en ældre, stærk hanfugl til at passe på sig. Pjuskes gamle ven Plet har for længst fået sig flere unge drossel-hunner, der passer nogle fine bure for ham, som han praler med overfor de andre hanner. Han kalder sig selv for ”Kongen over sit eget lille Fugle-rige” og bliver mere og mere kedelig at tale med, fordi han kun kan tale om sig selv og sine flotte reder, hvor han vil opdrage ungerne strengt efter sine egne regler.

Pjuske tænker på den gang, hun troede det ville være lykken med en kæreste som Plet, der kunne fortælle alt om verden derude, mens hun selv sad hjemme i reden. I dag ved hun, at hun har oplevet mere end Plet nogensinde kommer til, og alligevel bliver han ved med at snakke, som om han er den eneste, der ved noget om livet og skoven.

Hvis nogen spørger ham om Pjuske, svarer han:

– Hun er jo bare ”skør”, det ved alle…kukke-luk, fniser han til de andre og ruller med øjnene.

– Du mener vel, at hun er ”dygtig” og gennemskuer dig, og det skræmmer dig? blinker Et-ben til Plet, der lader som om, han ikke hører noget.

– mghhGrrrrr, hvor er han irriterende!! Pjuske ved ikke, hvor hun skal gøre af sig selv af frustration over, hvor dum verden er. Hvorfor falder piger for de dumme tricks? Hvorfor vil de ikke selv have et liv?

Pjuske ser på Ét-ben og tænker, at han er hendes bedste ven. Hun spørger:

– Jeg forstår ikke, hvordan de kan få de unge hunner til at passe bure for sig? Jeg forstår ikke, at de hunfugle gider, når de selv kunne flyve rundt og se verden i stedet?

Et-ben sidder som sædvanligt stille og smiler til Pjuske, før han siger noget.

– De gamle mænd kan imponere de unge hunner, fordi de har fløjet lidt rundt i verden. Så tror de små piger, at han er utroligt meget dygtigere end dem selv. Selv den største klovn af en mand kan finde en ung hun, hvis hun ikke har set så meget af verden. Hun tror, at han er klog, fordi han ved, at der findes mere end et enkelt træ i skoven…

Et-ben og Pjuske griner, så de er lige ved at falde ned af det træ, som de sidder i.

– Ååhh…hvor er det sjovt, raller Pjuske, da Et-ben efterligner den tykke due, som spankulerer vigtigt frem og tilbage på grenen og træder ved siden af, fordi han ikke kan se noget.

– Ja, det er godt med jer to! afbryder Uglen, som har lyttet til de to drosler fra en anden gren.

– Men der er nu også andre mere praktiske årsager for os alle, siger han. Pileskoven har nemlig brug for store, stærke hanner, som kan beskytte os! Forstår du lille ven, forklarer Uglen og taler til Pjuske med sin mest langsomme stemme, Når de gamle fugle-hanner står ved siden af de små piger, så bliver de jo selv større. Ligesom pigerne bliver mindre. Og vi har brug for store hanner her i skoven, for at skræmme…

– Jeg bliver da ikke mindre, fordi en han-fugl er større, indvender Pjuske. Og han har da den samme størrelse som før…?

– Nej altså, du bliver mindre, og han bliver større, når I sidder ved siden af hinanden. Det er jo logik! Hvis du ikke engang forstår det, lille ven, så ved jeg snart ikke… Umberto sukker.

– Prøv at høre, jeg er en travl Ugle, som skal være leder for hele skoven og alle spørger mig hele tiden om alt muligt mærkeligt, så nu må du lige passe lidt på dig selv…kan du godt finde ud af det? Lad nu være med at komme ud i flere problemer!

Det lover Pjuske og udfører alle sine opgaver som Ugle-assistent til punkt og prikke. Hver morgen, middag og aften flyver hun højt op over træerne og registrer vejret, skyernes placering, vindens retning, som hun rapporterer til Uglen, så han kan fortælle det videre til Skovens Hemmelige Råd og lade som om, at det er ham selv, der har fundet ud af alle de kloge oplysninger.

Pjuske har vænnet sig til, at hun bare må flyve sine egne veje alene, og er aldrig bange for at flyve højt over skoven og ud til havet for at holde øje med, om der er store stormskyer på vej.

Mågerne fortæller historier om, at Pjuske er mærkelig, fordi hun flyver så højt. Der har jo altid været noget galt med hende! Duen fortæller historier om, at Pjuske ikke er en rigtig pige, og at så galt kan det gå, fordi hendes mor blæste ud af buret i stormen og forsvandt fra Pileskoven.

Nogle af de andre piger starter en historie, som handler om, at Pjuske kun vil flyve, fordi hun vil samle endnu flottere fjer til sin rede.

– Det er ikke sandt, råber Pjuske, men pigerne lader som om, de ikke hører hende og fortæller det videre til mange flere dyr i skoven, som også fortæller det videre. Så nogle af drengene synes, det lyder spændende, at Pjuske vil bygge en endnu flottere rede end alle andre. De smiler til hende:

– Nå så du flyver bare for at samle endnu flottere pynt til en rede end de andre piger?

– Men det passer ikke! råber Pjuske, Jeg kan bare lide at flyve, jeg skal ikke bygge nogen rede! Og så kigger de andre fugle underligt på hende og siger til hinanden, at Pjuske er sær, når hun ikke bare selv vil indrømme sandheden, når det nu er det, som alle andre er enige om i hele Pileskoven.

Pjuske mister lysten til at snakke med nogen. Det er umuligt at stoppe, når et rygte har spredt sig…man kan kun flygte fra det ved at flyve sine egne veje, langt væk fra al snakken.

– Vingerne kender vejen, tænker Pjuske, bare bred dem ud og lad dem svæve i tilfældige retninger… Det er som om, at skoven åbner sig mere og mere, og Pjuske kommer længere ud i kanten af skoven, hvor lyset stråler ind mellem stammerne.

En dag flyver Pjuske højere og længere væk, end hun før har været, hvor lyset får alle farver til at stråle og glimte langs himlens bue. Pludseligt ser hun en mørk skygge, som flænger gennem lyset over himlen…Ravnen! Men i det samme er den væk igen.

Pjuske følger efter i den retning, hvor hun så den store Ravn, og kommer helt ud til skovens kant, hvor ingen af fuglene fra Pileskoven før har fløjet. Det er det smukkeste syn, hun nogen sinde har set…Havet! – Blåt vand så langt øjet rækker, lysglimt i bølgerne, som skifter hele tiden, skyer i alle farver, en frisk duft af fremmede steder, smukke sten langs stranden, skaller, sand og tang.

Langt derude på den anden side af havet kan hun se et andet land rejse sig i en knudret og krøllet skov. Og der svæver mørke skygger højt over skoven i lynhurtige vendinger, og så er de væk igen…

Ravneøen! tænker Pjuske, det hed den sang, som hendes mor sang engang for længe siden! Hendes mor fortalte, at Ravnene kommer fra et andet land og ser så klart, fordi de selv er anderledes, ligesom vi også kan se, hvordan de er anderledes. De kan ikke selv se, hvor hurtige de er, for de er jo vant til hinanden, som også bevæger sig i samme tempo.

– Jeg vil besøge dem en dag, tænker Pjuske. Måske kan jeg finde en havn derovre?

Pjuske sejler af sted på vindstrømmene langs stranden og nyder bare at svæve i lyset, hvor havet åbner sig ud mod en meget større verden. Derude ved det åbne vand kan man tydeligt se, hvilket vejr, der er på vej. Man kan se langt borte, hvis der er store sorte skyer, at en storm er på vej og hvilken retning, den har.

Så Pjuske begynder at advare Uglen i meget bedre tid, hvis en storm er på vej, så han kan nå at advare alle dyr i hele skoven. De andre fugle synes, at det er lidt uhyggeligt, at Pjuske ved den slags ting længe før nogen andre, så de holder sig lidt på afstand af hende. De forstår heller ikke, hvordan hendes vinger kan bære uden for skoven, hvor der ikke er luft? De fleste af drengene er utrygge ved at flyve helt herud på kanten af Pileskoven, hvor de kan risikere at falde ned… Pjuske er ikke mere bange for at prøve noget nyt. Hun mærker noget kilde omkring maven og hører en lille bitte stemme.

– Når man først er sluppet ud af sit første bur, så bliver der aldrig mere nogen bure, som man er bange for at bryde ud af… Det bliver lettere hver gang, og du kommer aldrig til at være bange for noget igen, siger den lille stemme og prikker hende på maven.

En dag sidder Pjuske i et vildt æbletræ helt nede ved stranden og nyder synet af det blå hav, som altid blinker i forskellige mønstre. Der dufter så friskt fra havet, og der bor en helt anden slags planter og dyr herude.

Pludseligt opdager hun den store Ravn, som er landet lydløst i samme træ og nu sidder ligesom Pjuske og bare kigger ud mod bølger og skyer.

– T-tak, fordi du fortalte mig om koden, får Pjuske sagt. Nu kigger jeg bare derhen, hvor jeg har lyst til at flyve…og jeg kigger aldrig mere ned!

– Selvfølgelig, svarer Ravnen, koden tilhører os alle.

– Hvordan kunne du vide, at jeg kunne flyve? spørger Pjuske.

– Hvad mener du, spørger Ravnen og vender hovedet, så Pjuske lægger mærke til, at det er forskellige ting, man kan se i dens øjne fra hver sin side.

– Ja, du virkede bare aldrig i tvivl om, at en pige også kan flyve?

– Jeg er selv en pige, svarer Ravnen roligt.

Pjuske sidder helt stille med hovedet fyldt med tanker og ved ikke, hvad hun skal sige. Solen står lavt i horisonten, og en tyk tåge over Ravneøen farver skyerne lyserøde, orange og dybt lilla. Luften og vandet smager anderledes skarpt af salt i nærheden af stranden.

– På Ravneøen findes der ingen bure, siger Ravnen og blinker med øjet, så der kommer nye spejlinger frem fra fjerne steder.

– Men hvem passer så rederne? spørger Pjuske.

– Mine døtre bliver hurtigt stærke og modige af at se mig flyve, og sønnerne bliver kloge og dygtige af at se, hvordan deres far fodrer dem alle. En kvindes vigtigste valg er en sød kæreste, fortsætter Ravnen. Du skal huske at vælge ham, som modigt står ved din side og aldrig vender dig ryggen, selvom han måske selv bliver til grin i hele skoven! – Kender du nogen, der er sådan ved dig?

Pjuske kommer til at tænke på Et-ben, som sloges med de andre drenge, når de drillede, og som ventede på hende, da hun havde gravet sig ned i en træstub. Pjuske mærker, at det trækker i vingerne, som altid når de har lyst til at flyve et bestemt sted hen. Men så sukker hun ved tanken om alle de andre fugle derhjemme, som konstant har en mening om, hvordan hun skal leve sit liv på den rigtige måde. Det er den samme samtale i de samme grupper, uanset om man har været væk i en dag eller en uge – så taler de altid om det samme som sidst, og man kan bare høre dem gentage: ”pynte fjer”, ”flette rede”, ”Pileskoven”, ”Har I set Plets nye kone”, ”Uglen sagde også…” de samme ord igen og igen, det samme sure brok og sladder i cirkler.

Pjuske betragter den smukke, gådefulde Ravn og prøver at forestille sig, hvordan det ser ud på Ravneøen, når alle fuglene flyver frit omkring. Og hun husker sin mors aftensang, og tænker at der må mangle nogle ord, som nogen har glemt engang…

Det er som om, at Ravnen altid læser Pjuskes tanker, for hun fortsætter forsigtigt.

– Jeg er selv en mor, og derfor ved jeg, at din mor er så stolt af dig og altid kan mærke dig fra det sted, hvor hun er nu.

Pjuske mærker en enkelt, tung tåre løsne sig fra så dybt og varmt et sted, at det næsten føles som en dråbe af blod, der triller ud af hendes øje.

Ravnen lader Pjuske sidde lidt i tavshed, mens solen farver røde prikker over det blå hav med sine sidste stråler.

– De andre fugle synes bare, at jeg er underlig, mumler Pjuske. Drengene derhjemme tror slet ikke, at de selv kan flyve uden for skoven, siger hun. Jeg prøver at fortælle dem hvor fantastisk det er at kunne se langt ud over havet og himlen og alle øerne… Men de synes, at det er meget vigtigere med deres konkurrencer inde i skoven om ”Hvem kan flyve hurtigst med hovedet direkte ind i et træ” eller ”Hvem kan baske flest gange med vingerne, mens de bundet fast til en gren”… De tror, at det kun er mig, som kan flyve herude…at piger har anderledes vinger eller magiske kræfter, og at jeg snart falder ned eller noget andet frygteligt sker!

– Prøv at vende dig om og se tilbage på Pileskoven herfra, siger Ravnen.

Pjuske drejer hovedet og kigger tilbage på den gamle Pileskov med alle de tætte træer og sammenfiltrede grene. Den ser så lille ud på afstand, at den næsten ligner en flettet kurv…en kurv fyldt med dyr og fugle.

– Det er drengenes bur, siger Ravnen.

Og så breder hun sine vinger ud som et stort, mørkt sejl og svæver bort over havet.

Pjuske følger Ravnen med øjnene, og bliver siddende til solen er næsten forsvundet i vandet. Så breder hun sine egne vinger ud og lader dem selv finde vejen hjem.

 

 

 

 

 

 

 

Marts 2017, Grynet Christin Egebjerg

 

 

 

 

# metoo – of course. It is simply a life condition for most women – and for some men too. And for me having both career and hobbies in “a man’s world”, it has been part of my education – literally.

The problem is of course not the sexual attraction, but the intention behind the sexual communication. When sexuality is used to humiliate, degrade and silence women – to bring them down to the bottom of the hierarchy. To step on women to look like a “real man”. Even if it happens rarely seen from a man’s perspective, small dozes can poison cultures and women’s lives.

If sexual harassment happens at one incident, there will be thousands of other incident with the sweetest and most supportive men. This is why it is hard to address as a question about gender. Most likely a meeting is just neutral. But those rare incidents can come with a long lasting cost, and that is why we still have to talk about it.

I believe the consequences depend on the different power positions between the parties, and if both are able to walk away from the situation by own choice. Therefore women experience this kind of behaviour in a different perspective than many men, who can also be offended. But still the most common situation is the man having a superior power position, physical or professional – or at least in a position to walk away, even from his own family, for a while.

I had to contemplate some days, before I could structure my own experience into the following scenarios:

A. Equal power relation (both can walk away – without any costs)

The sexual communication is only for the honest intention of sex, and there is no other problem besides deciding for ”yes” or ”no” in an equal power relation.

I might have had a different upbringing than many girls from my generation, since I was taught that my own sexuality is good and natural and never to be ashamed of. So I don’t get easily offended being self confident being as equal a sexual being as any man. Some men likes this physical confidence and other hates it, which can lead to scenario B, or in some cases directly to scenario C:

B. Unequal power relation (you can’t walk away – happens mostly to women/youngsters)

Here it gets complicated, when the offender is a man, because it can be confused with the traditional perception of sexual roles: man hunting and conquering a woman prey. But if a “no” is not accepted, and you still can’t walk away from the situation, there can be at least 2 unequal power positions – sometimes both:

  • a physical authority (older or stronger person)
  • a structural authority (employer, teacher, family etc.)

This can in worst case lead to either physical violation or to scenario C:

C. Mental manipulation for power (you see too late, that you should have walked away – boiling frogs can be both men and women)

The offender finds a bigger bazouka for his (or hers) purpose – and begins MENTAL harassment, which can hurt on a deeper level. The sexual harassment can be for the intention of ”bringing someone down” – trying to change and control your mind. That kind of poison can be deadly dangerous for life quality, especially if it happens in smaller dozes over a longer period of time, breaking down your self-esteem. Even worse, if the power relation from the beginning was unequal, which again happens more often to women.

Different tools – man or woman getting desperate and having no respect for other living beings.

In all my years in masculine professions and hobbies, I have never ever experienced even the slightest physical harassment. No one ever touched any part of my body against my will. Perhaps because I was always surrounded and protected by my male peers – my equal brothers. But neither when I walked alone anywhere on this planet, and I did many places. Perhaps I have been extra cautious. I am extremely aware of different levels of eye-contact. If I get ”that” look, then I look away – never down, but straight at something else (the door out for example) – or I look them straight in the eyes while starting a high level professional discussion, that can take the lust out of any man…You just observe the light turn out in their eyes. Perhaps I am also signalling physical self-confidence. I know for sure, I would punch somebody in their head before even thinking, if they dared to come close against my will.

But direct or indirect verbal/mental harassment because of my gender or against women in general…yes, many times. It is hard to think back on these episodes, because my survival strategy have been to ignore and forget. And I prefer to remember the million times, it didn’t happen at all – when the men around me was sweet, supportive, helpful best friends or colleagues. And I don’t want to scare them out of my life!

So I am not a heavy example at all, but I paid a price, when I was between 16 to 18 years old, in high school, and I couldn’t walk away from authorities. My teacher in physics tried to look smart in the eyes of the boys by sexually picking on the only girl in physics class – every single day. The boys just thought he was a jerk. But he didn’t get it and just kept going with his sexual jokes about me, until the repetition in it self became a good joke.

I tried to be invisible…tried to stay away, say nothing that could call for his attention. Just hoping one day, he would wake up and realize how unfair he was acting from his position as the teacher. I was brought up to trust and respect authorities and also not to be too sensitive about myself, so I couldn’t really tell what was wrong or how bad it was in the long run. I had barely yet come to understand myself as no longer being a child, but now facing the world as a sexual object was new to me. I just felt so freezing alone.

I was never hurt by his silly words themselves, but I was hurt by all this negative intention. There was no doubt in my mind that he hated me beneath the laughter, and that was the real wound. I never did anything wrong in my short life, so how could he hate me for nothing – an even further wanting to ruin the life of a young girl? I don’t think he ever wanted sex, but he wanted to impress the boys in the classroom. And perhaps he wished to see me loose my usual calm confidence, just for the evil fun of it. He never succeeded and I just stayed cool, while he would make endless dirty jokes about my appearance, my cloth, my body, my words – even things I never said. I turned into a stone, afraid to speak, knowing he would be able to twist any sentence around. If one of the boys tried to defend me, he would just turn to mock them instead. So they kept anxiously silent, and I became unwillingly the centre of his disturbed teaching. By so he even managed to create an awkwardness between me and my male peers that never existed before.

The price I paid was inner confusion, apathy, beginning depression and very low grades in my major topic, later loosing the chance to get into my dream study and hurting my professional confidence for years after. My revenge later was to fight back and instead become an engineer on master level. One of my biggest days later on was sitting at the technical university and this man would walk in and guest lecture in natural science. I would be out of reach for his harassment, sitting in a more civilized environment surrounded by grown up fellow students, where his behaviour would have been far too indecent. He looked so small and average without his usual authority over my life. He saw me in the lecture hall, but only greeted distant and then rushed out, hopefully embarrassed about himself. I remember smiling from inside out, like if someone just told the best joke in the universe.

I won this battle, but somehow lost myself. Maybe I should just thank him for making me tough and never letting anybody get too close. Maybe not. I would have felt like a looser if I had won over him through complaining to the highschool management – then I would have been “sensitive”, just like he wanted me to be. Besides I heard that he had survived other official complaints beforehand, and we are back in early 80’ties when those things were not outspoken.

Later, by the years in man-dominated fields as technical science and surfing, I am afraid that I have just hardened my ears, hearing too many stupid comments. Stupid, sexual comments always makes me feel so embarrassed – never of myself, but embarrassed for that ignorant idiot, not being able to communicate more clever. Or even worse, feeling sorry for that poor boy who obviously was not brought up with strong women, so he would have known better about multiple qualities and mutual interests. Today I still hear and see examples in my surroundings on a daily basis.

I remember at technical university in the early 80’ies being the minority of women, that men would excuse their sexual comments saying they were only rare and occasional when they finally met a girl like me. They forgot that for me, they were daily doze of poison, being the only girl around for everyone’s outlets. Once I was siting in a surf van for 7 hours driving home from a competition with two surfers exchanging hardcore porn jokes over my head. If I dared to speak trying to change the topic, one of them would silence me with extremely rude and personal questions about my own sexual preferences. So I just kept my own dignity together in silence. It can be the price, if you want to join the game…And you can’t change the world, if you don’t participate.

My only weapon was always to shut off and ignore – keeping my own integrity clean and focus my energy the right places with good people. I believe that the strongest strategy is saving your energy for more important matters – and gaining respect as a foundation for better changes. Social evolution is a complex and never ending process.

It is the mental part – the intention behind sexual harassment – that can damage a soul and a culture. The worst thing I regret for our culture is this awkward gap between the genders that never seems to disappear and just takes new forms, as we grow older. You stop existing in mans world as a middle-aged woman, just when your professional skills are peaking. Then you will be labelled “useless” while you walk around invisible in bitter-sweet relief and silence, and man is still moving the world in his direction. Gender stigma is not a private problem, but closely related to power structures in society.

I never felt like a “victim” myself. This is just part of the times we are living in. I believe some problems grow, when you give them attention. This being different from the need of addressing problems, when they occur. So I have neglected all these incidents – restarting every new relation from trust. Also knowing things get easier if you take it easy. I believe in the strategy of combining “easy” and “addressing” problems whenever possible: Laugh at the offenders, make them feel ridiculous, or just ignore! Fight back with more surf and more science!

Only once did an employer overstep my lines, when sharing his dreams of having sex with me during the actual job interview (!) (One of those businesses with not so much filter). I got so surprised, that I just laughed out loud at him from the bottom of my heart, and he looked so confused and a little embarrassed that I did not take him seriously? I got the job…and he never dared to step closer to me than the handshake of our contract.

Laugh them out! Gain their respect – and then take it to a higher level 😉

 

Egebjerg

Denne kronik i Politiken 7/10-15 har været den sværeste tekst, jeg nogensinde har skrevet:

Link til kronik: Verdens største bjørnetjeneste

Emnet migration er så komplekst og følelsesladet, at man næsten kun kan sige noget forkert, medmindre man kaster sig på maven og flyder med strømmen. Jeg ved, at jeg kommer til at støde nogen fra mig ved at udtrykke mig kritisk i en tid, som kalder på så stærke følelser af empati og ydmyghed. Men en stemme i mig vil ikke tie, for jeg ser også en voldsom verden, hvor det er Danmark, som er den lille, bitte udrydningstruede minoritet. Min børnelærdom om ”rigtigt og forkert” rækker ikke længere..

Jeg var også dengang på barrikaderne imod Irak-krigen og imod nødvendigheden af at træde på andres følelser med tegninger eller ord, hvis intentionen kun er at gøre andre fortræd. Jeg har i en årrække kørt til asylcentre og afleveret for meget store beløb af ting, som jeg ellers kunne have solgt til min egen spinkle økonomi. Jeg støtter tanken om, at kultur og kreativitet er fundamentet for innovative løsninger. Og især har jeg det meste af mit voksne liv arbejdet for en grønnere verden. Så mine holdninger og handlinger ligger for størstedelen til venstre for den politiske midte, men jeg kan simpelthen ikke identificere mig med udlændinge politikken i den blok for tiden. Jeg er for at begrænse hastigheden af indvandringen fra Mellemøsten, Østen og Afrika så vidt muligt, fordi jeg er bekymret for, at rummeligheden nu netop vil føre til mere splittelse på sigt.

I tiden før anden verdenskrig var der mindre end 8000 jøder i Danmark til en befolkning på 4 mio. og kun dobbelt så mange pr. indbygger i datidens Tyskland. Så lidt skulle der til dengang for at udløse spændinger i en krisetid.. Krigens store lære var at blive mere rummelige, hvilket Europa har praktiseret lige siden, så vi i dagens Danmark har samlet 675.000 med anden kulturbaggrund. Måske missede vi en anden pointe: at blive mindre rummelige, inden det går galt? – At lære, at der går tid og kræfter med kulturmødet, så man skal kunne styre hastigheden af den proces? Det handler ikke om økonomi, plads eller etnicitet. Det handler om social økologisk balance.

Min egen familie skjulte jøder, hjalp frihedskæmpere og fik sprængt et illegalt trykkeri af tyskerne under stor personlig risiko. Forsmåede vælgere udråber nu sig selv til tapre “modstandsfolk”, fordi de har assisteret selektionen af de stærkeste elite-flygtninge til permanent ophold i Sverige. Det siger nok mest om vores generation, at de gamle risikerede deres liv mod en diktator og totalitær magt, mens disse nye ”frihedskæmpere” kæmper imod eget demokrati? Historien fortælles altid af vinderne, og de er allerede begyndt over alle medieflader: Multikulturismen har sejret!

Ja, vi er alle engang indvandret til Skandinavien. Men jo hurtigere og jo flere mennesker, der samles på et lille areal, des mere er der brug for struktur, for civilisation. En vigtig del af en civilisation er bygget af tavs viden gennem generationer. Det er den, som er sværest at blande, fordi den er så indforstået i sin logik. Jeg er bekymret for ”det gode eksempel”, dels for fremtidens ligestilling mellem kønnene i Danmark som inspiration for andre kvinder i verden, dels for Danmarks fortsatte evne og vilje til at løbe risiko som idealistisk laboratorium for bæredygtige løsninger.

Som yngre troede jeg romantisk naivt, at verden var en helhed, hvor landegrænser var kunstige barrierer for menneskelige reservater, og at vi alle som dyr og planter frit skulle kunne bevæge os. Senere i livet forstår jeg, at selvom grænserne er fiktive, så har de en funktion, og at også naturen organiserer sig i territorier og reservater, når der bliver mange om pladsen.

For mig er klodens diversitet og mangfoldighed det modsatte af multikultur, hvor alt blandes sammen. Og diversitet er selve definitionen på livets motor, hvor menneskehedens overlevelse afhænger af, at der ikke kun bliver dine børnebørn og et par insekter tilbage i en ørken…

Jeg har en mærkelig fornemmelse af deja-vue, når jeg i dag anklages for at være pessimistisk eller dyster. Det blev jeg også for snart 30 år siden, når jeg hele tiden talte om klimaforandringer og solgte regnskovs certifikater for Verdens Skove (Nepenthes) på Kultorvet, mens forbipasserende rystede på hovedet af os tosser… Jeg tog som nyuddannet civilingeniør initiativ til verdens første store branche initiativ for byggeri, Entreprenørens Miljøguide. Dengang kaldte mange forskere drivhuseffekten for en ”døgnflue” og de, som talte om den for ”miljømafiaen”. Ingen kunne kende forskel på begreberne drivhuseffekt og drivhusgasser langt op i 90’erne, og kun de færreste tænkte, at noget af alt det med CO2 nogensinde ville få betydning for deres eget liv…

I dag føler jeg at jeg står i nøjagtig samme situation og taler om en demografisk klimakatastrofe, som folk endnu ikke kan ”se” konsekvenserne af i deres egne liv og derfor ikke tager alvorligt. For det er lettere at tro på noget, som er positivt!

Jeg bliver særligt bekymret, når danske mødre bliver fashionabelt rummeligt på vegne af deres døtres fremtid.  Og jeg bliver bekymret, når danske mænd gerne vil beskytte kvinder fra andre kulturer, ikke kun fordi de er truede, men især fordi de ikke virker som en trussel for den danske mand… Ingen taler om tilbageskridt af udviklingen i ligestilling for næste generation af danske kvinder i et kommende multikulturelt samfund.

For mig selv har det været en lidt skræmmende overraskelse, at den fiktionsbog, som jeg har skrevet på i noget tid, henover foråret tog en drejning og kom til at handle om store flygtningestrømme, som får Europa til at kollapse. Det var længe før presse og politikere begyndte at tale om, at den udvikling havde man ikke lige set komme i det omfang!

Nu vil jeg vil fokusere på at skrive videre på min bog.

Egebjerg

564525_10150660608898983_180007401_n

Jeg bærer min mors vrede. Jeg bærer den ind på de Universiteter, hvor jeg skal bryde mønstrene for at hævne generationer. Jeg bærer den ind i mine parforhold, hvor alle regnskaber skal gøres op. Det er et flammende bål i min mave, som ulmer og blusser og vækker mig om natten.

Under min mors vrede bærer jeg min mormors og min farmors vrede. Mine oldemødre og deres mødre og søstre. De viste den aldrig selv. Men jeg så det hele fra barnehøjde. Hvordan de stille fandt sig i tingenes tilstand, for ægte forandring skabes med bittesmå, stædige skridt over mange generationer.

Jeg hørte min farmor fortælle, hvordan hun hele livet havde stået hver aften og lavet 3 forskellige måltider: Et til min farfar. Et til min far. Et til hans bror. For mændene i hendes liv var kræsne og kunne ikke lide det samme mad.

Dagen gik med at servicere og lægge alt klar til mændenes liv, før aftenen blev rundet af med opvask og sokkestopning. Og så forfra næste dag med at tilberede mad fra bunden. Slagte kaninen i buret, grave grøntsagerne op af jorden. Varme vand til tøjvask i store kar. (Dengang var de alle øko hipstere).

Mine bedstemødre havde ikke selv kørekort. Penge til husholdning var noget, man bad sin mand om at få. Jeg hørte dem aldrig brokke sig over noget. Jeg bærer kun deres vrede, fordi jeg selv har set dem gøre rent med krogede, slidte hænder, hørt dem tie stille med korslagte ben, mens mændene talte ud.

Min mor er den generation af kvinder, som skulle opfinde begrebet ”udearbejdende mor”. Hvad skulle det indeholde? – Et både/og til karriere og kødgryder, et enten/eller…eller noget helt tredje? Min far var jo vant til, at han bare kunne råbe efter brun sovs og service. Så min mor skulle lære både ham OG sig selv at prioritere sine kræfter.

“Vi skal ikke på skiferie”, kommanderede min far. “Det bestemmer jeg selv”, svarede min mor, og tog alene afsted med os børn for hendes egne penge. Vi var vist den eneste familie, som hvert år rejste på skiferie, uden en far havde taget initiativet.

Min mor skulle kæmpe med alle de ydre og indre stemmer, som fortalte hende, hvordan et hus burde holdes, og samtidig overbevise en arbejdsgiver om, at hun havde en værdi på arbejdsmarkedet.

Diskussionen er endeløs og antager nye nuancer med hver generation… Jeg voksede op i 70’erne, hvor man som pige fik at vide, at man havde alle de samme muligheder som en dreng. At alle var ens og lige.

Mine bedstemødre hviskede til mig, at jeg skulle være fri…og stak mig en hemmelig femkrone. Jeg holdt mit løfte til gengæld. Brugte min ungdom på at vise, at kvinder også kan noget andet. Jeg læste matematik og fysik, windsurfede og reparerede selv alt mit udstyr. Justerede tændrørene på min gamle bil og byggede selv en windsurfer af epoxy og fiber. Jeg uddannede mig til bygningsingeniør på det højeste niveau som civilingeniør.

De fleste af mine venner dengang var mænd, og jeg diskuterede teknik og surf på mændenes niveau. Jeg ignorerede alle de morsomme bemærkninger, for så forsvandt de hurtigere. Jeg overvejede seriøst, om der måske slet ikke fandtes et lige så stort antal kvinder i verden som mænd? For de var usynlige, der hvor mændene var tilstede. Der var næsten ingen kvinder på vandet, og kun få på DTU. Måske de havde travlt med at pynte sig, gå på café og sælge livsstils produkter til hinanden for at konkurrere om mændenes gunst? Mine mandlige venner giftede sig og fik børn med kvinder, som kunne ’kvindeting’. Til det næste kuld gifter de sig med endnu yngre kvinder, så de også kan føle sig kloge. Ingen vil have børn med mig, men de vil gerne krydse mig af på listen. For hvert kryds vokser min vrede.

Jeg er så vred, at jeg tuder. I afmagt over at skulle matche min kærestes lette liv og mig selv, som aldrig kan vælge – Skal jeg være mig eller mig? Jeg har ikke lært at bede om en løn for mit arbejde. Man taler ikke om penge, formanede min mormor.

Veninderne fra min generation arbejder ude, har ansvar og lønninger, men stadig med opgaver, som let kan beskrives som ’kvindeting’. De, som tjener bedst, er dem, som sælger noget til andre kvinder. Ligeledes er det stadig kvinderne, som primært tager sig af børn og hjem.

Mændene i min generation er også vrede. Nu kan det snart være nok, siger de, for det hele føltes anderledes, dengang deres fædre var unge. Det var nemmere. Nu må det snart være slut med ’kvindekamp’, synes de.

De taler med frygt om, at NU kommer de stærke kvinder… Dem kan jeg ikke få øje på, selvom jeg står midt i det segment. Jeg ser trætte, bange kvinder, som mister deres mænd til yngre kvinder. Kvinder, som arbejder for meget og får alt for lidt ud af det…til dem selv. Jeg ser deres døtre pynte sig for at konkurrere om de bedste hanner.

Jeg laver et drama. Knuser alt, som har fået en ridse…brænder det og drukner det på havets bund. Dykker ned for at prøve at samle stumperne, men de passer ikke sammen længere. For det er så skrøbeligt. Vores kultur med den første spæde ligeværd mellem kønnene er kun en generation gammel. Og vi kaster rundt med den, som kunne den holde til alt.

”Men vi skal roligt åbne grænserne for nye kulturer, for verden er venlig, og vi er jo de stærke?” siger mændene på min egen alder, som har rejst i den store verden, så jeg skal ikke være bange, fortæller de og viser fotos fra eksotiske egne. Der er store forsamlinger af mænd, som danser og fester og holder hinanden loyalt om skuldrene. De er de sødeste, fredeligste og gladeste mennesker, fortæller mine mandlige venner, så vi kan bare lukke dem alle sammen indenfor og lære en masse godt af deres kultur!

Men…Hvor er kvinderne?? spørger jeg og ser på fotos af udelukkende mænd som fester, og tænker på min farmor i køkkenet. Jeg stirrer på feriebillederne og kan næsten ikke trække vejret…Hvor er deres kvinder henne?

Er vi i dette lille land mange nok til at lære andre kulturer noget, som de virkeligt ønsker at lære? Eller er det os, som kommer til at tilpasse os igen. Stiltiende. Har vi allerede selv styr nok på balancen til at kunne holde den for andre?

 

For mig er Danmark et sæt værdier, opbygget i en lille, bitte befolkningsgruppes generationers af historiske erfaringer indlejret overalt i dansk kultur og samfund. Værdier som frihed, lighed, åbenhed, en tung og tavs lytning og eftertænksomhed, en ansvarsfuld ’ordentlighed’ og stor indbyrdes hjælpsomhed som bliver et selvforstærkende fundament for den (smukt naive) tillid, som altid har kendetegnet danske strukturer i erhvervsliv og institutioner i kontrast til de fleste andre steder i verden.

For mig er Danmark og de skandinaviske lande måske den eneste lille plet på jordkloden, hvor kvinder reelt er frie nok til potentielt selv at kunne skabe sig lige rettigheder…en dag. En lighed mellem kønnene, som jeg ellers kun har set i subkulturer i andre lande hos mere progressive befolkningssegmenter.

Men den hårdt opnåede lighed er stadig kun få årtier ung, skrøbelig og kan let mistes igen. Mine bedstemødre havde hverken kørekort, job eller udtalte holdninger. Deres arbejde var ved kødgryderne, vaskebaljen, sytøjet. Jeg kan stadig huske den hviskende inderlighed, hvormed de trykkede mig en hårdt opsparet 5-krone i hånden og ønskede mig større frihed i livet, end de selv havde haft. Ingen kvinder i hele verdenshistorien har haft bedre vilkår for at opnå lige rettigheder end jeg, men jeg synes stadig det er en uhyre vanskelig, daglig kamp, selv med alle mine uddannelser og privilegier.

Det er så vigtig en pligt at beskytte disse langsomt tilkæmpede værdier for bl.a. kvinders rettigheder, så de kan fremstå som et tydeligt eksempel til inspiration for 50% af jordens øvrige befolkning, som har haft en helt anden historie som ballast. 3,5 milliarder kvinder lever i forskellige gradueringer på mandens præmis.

Danmark kan ses som et lille, bitte laboratorium for et intellektuelt socialt eksperiment, midt i en verden som er styret af mere brutale kræfter.

Kun på grund af landets lille størrelse, tilfældige geografiske placering og historie har dette eksperiment kunnet udvikle sig fra en subkultur til et land med love, regler og strukturer, som understøtter frihed for den enkelte, uden at miste sammenholdet.

Danmark er en lille subkultur i Europa, som har udviklet sin egen originale sociale organisme fra Grundtvig over Andelsbevægelser, vindmøller og kvindekamp og som en lille stat mellem de store stater haft mulighed for at udvikle sin egen lovgivning og kultur omkring disse erfaringer.

Danskhed er et ’historisk DNA’, som tager tid at optage i en ny organisme.

Et land som USA har haft det multikulturelle historie-DNA fra landets begyndelse, men hvis man spørger den oprindelige indianer befolkning, så er der vist gået mange smukke kulturværdier tabt med deres ’integration’ af en folkevandring fra et fattigt, overbefolket Europa og resten af verden. Indianernes ’gode eksempel’ var miljø og respekt for naturen, og de værdier og den kultur har været fortrængt fra nordamerika (og verden) i århundreder.

Hvis jeg ønskede at bo i et multikulturelt samfund med tilhørende værdier, så ville jeg søge mod London, New York eller Los Angeles, som jeg også elsker at besøge. Men jeg elsker endnu højere at komme hjem igen til den danske provins, til lidt tunge, tavse, introverte, afslappede, eftertænksomme, omhyggelige, ærlige, ansvarsfulde danskere – selv i verdens fladeste natur og kedeligste klima.

Jeg oplever danske værdier under et pres, fordi eksperimentet optimistisk har undervurderet en tidsfaktor for, hvor hurtigt og i hvor store mængder man kan blande to væsker uden at ændre kemien i den første. Hvor hurtigt og i hvor store mængder man kan integrere fra omgivelserne masse, uden at mase og forandre den lille subkultur. Vi kan ikke hjælpe 7 mia. mennesker, og de kan ikke alle bo i København, for så drukner vi i vores egen tillids-medicin, og så eksisterer det gode eksempel ikke længere for resten af verden.

Jeg tænker, at man ikke udelukkende skal fortolke danskernes følelser i denne angrebs tid kun som udløst af de enkelte sager eller specifikt omkring ytringsfrihed, men mere som udløst af lang tids fornemmelse for, at en udvikling længe er gået for stærkt til, at hjertet kan følge med. Jeg tror megen debat skyder ved siden af, fordi følelserne bliver italesat som ’for eller imod ytringsfrihed/islamisme/radikalisering/ulighed/osv.’ Og dansk introvert personlighed får straks skylden og skal tvangsmæssigt lære at danse samba. Mennesker er som de er, og ingen kulturer ændrer sig hurtigt, uden at man senere risikerer tilbageslag. Det kan skabe så store spændinger, at det pludseligt bliver for sent at forstå og rumme hinanden, fordi man ikke har en fælles hukommelse for, hvordan tingene var engang. Uanset hvor gode viljer fra alle sider. For alle mennesker vil det bedste, og alle forsøger at gøre deres bedste, helt automatisk. Det rækker bare ikke altid.

Nye generationer i Danmark vil vokse op med en anden fornemmelse for ’normalitet’, end jeg er vokset op med, og med en anden forståelse af ordet ’tryghed’ eller ’frihed’. Så jeg bekymrer mig for Danmarks (og Skandinaviens) fremtid under denne tids vendepunkt. Og det vil jeg have lov til at ytre. (Også selvom alle ellers siger, at man kun må tænke og tale positivt nu).

10710973_10152517015948983_8725919906117984201_n