Naturlove – empati / entropi

Da jeg læste til civilingeniør havde jeg ofte svært ved at forholde mig til de objektive indlærings metoder…det blege, kødløse, følelses-tomme sprog.

Men enkelte lærere formåede at sætte billeder på stoffet, som jeg kunne forstå… Især 3 episoder gjorde indtryk – alle fremført af små krogede professorer med røde sokker i sandalerne:

  • Den pæreformede professor i elektromagnetisme som tegnede en lille bitte prik på en af de 6 store tavler i et giga auditorium med 30 meter til loftet og plads til mange hundrede studerende. Så pegede han ud i lokalet og sagde: ”Hele dette auditorium er al den viden, som findes i universet…Og denne lille prik er alt det, som videnskaben ved noget om i dag!”
  • Den vindtørre professor i termodynamik, som (overfor hundredevis af studerende i bunden af et lignende auditorium) temperamentsfuldt smækkede lærebogen ned i katederet og erklærede, at ”Ingen af disse formler er sande!! – I studerende skal ud og finde alle de nye formler, som skal erstatte de gamle!”
  • Den gamle, berejste bygningsingeniør, som havde tilbragt et langt liv med at bygge infrastruktur på klodens fjerneste egne og prøvet at blive udstødt og lagt på is af sin koncern ledelse i årevis. Han kiggede længe på os unge studerende og sagde: ”I skal være modige! Husk, at lige meget hvad der sker i jeres liv, så bliver der altid brug for et menneske igen!”

540188_10150664590853983_1670006461_n

Som ungt menneske med en forfatter drøm var det hårdt at få at vide, at ”Du skriver rædselsfuldt!” når jeg forsøgte at peppe de videnskabelige rapporter lidt op med et par tillægsord… Og særligt indtryk på en sansende romantiker som mig, gjorde det dengang professoren i Termodynamik med næsten personlig fornærmelse holdt en lang indigneret tale om alt det det sludder, man kunne læse i fiktions litteratur.

Jeg kan næsten stadig høre ham råbe:

At “kulden kommer krybende”….det kan den ikke!!!!!! Kulden kan ikke bevæge sig! Det er varmen som forlader et rum!!! Varme kan flytte sig, det kan kulde ikke….det er forfærdeligt, hvad der står i bøgerne. Det er ligesom mørket, som heller ikke kan ”falde på” eller bevæge sig på nogen måder… Lys og varme er energi, og det bevæger sig, alt andet er ”ingenting” og står stille!!!

Han var en spinkel og adræt ældre herre, som brugte hele kroppen til at gestikulere, mens han vandrede rastløst frem og tilbage i bunden af auditoriet, hvor alle vi hundredevis af post-teenage elever hang søvndrukkent over pultene kl 8 om morgenen.

Mit lille fiktions hoved blev for altid frataget noget poesi, men til gengæld har jeg udvidet og tilføjet lidt ekstra til de gamle naturlove i forlængelse af de eksisterende… Så en lille smule har jeg forhåbentligt gjort mit til at opfylde professorens profeti om nye formler…selvom det nok ikke lige var dette, som han tænkte på!

Whatever…entropi / empati – same / same?

10801564_10152571534788983_5379107677052244684_n

Naturlove med mine tilføjelser – som professoren jo opmuntrede os til selv at bidrage med ny erkendelse – altså:

  • Mørke kan ikke bevæge sig. (Mørke kan ikke komme krybende eller falde eller…) Kun lys kan komme eller forlade et system. Lys er energi i bevægelse. Mørke er defineret som fravær af denne energiform.
  • Stilhed kan ikke bevæge sig. (Stilheden kan ikke ”sænke sig” …) Kun lyd kan komme eller forlade et system. Lyd er energi i bevægelse. Stilhed er defineret som fravær af denne energiform.
  • Kulde kan ikke bevæge sig. (Kulde kan ikke komme ”krybende” eller …) Kun varme kan komme eller forlade et system. Varme er energi i bevægelse. Kulde er defineret som fravær af denne energiform.
  • Tiden kan ikke bevæge sig. ( Tiden kan ikke gå, løbe eller forsvinde…). Aktiviteter kan bevæge sig ind i tiden, så den relativt føles som en bevægelse. Aktivitet er energi i bevægelse i lange rækker af handlinger, årsager og virkninger. Tiden står altid stille (i et nu).
  • Døden kan ikke bevæge sig. (Døden kan ikke komme på besøg…) Kun livet kan komme eller forlade et system. Liv er energi i bevægelse. Døden er defineret som fravær af denne energiform. Intet i universet er dødt. Alt er i bevægelse i en stor, levende organisme.
  • Ondskab kan ikke bevæge sig. (Ondskab har ingen selvstændig vilje eller handling…) Kun kærlighed kan komme eller forlade et system. Kærlighed er energi i bevægelse. Ondskab er defineret som fravær af denne energiform.

Altså:

  • Mørke = fravær af energi = passivt ingenting
  • Stilhed = fravær af energi = passivt ingenting
  • Kulde = fravær af energi = passivt ingenting
  • Død = fravær af energi = passivt ingenting
  • Tid = fravær af energi = passivt ingenting
  • Ondskab = fravær af energi = passivt ingenting

Derfor: Ondskab = ligegyldighed/følelseskulde/passivitet (- det modsatte er kærlighed er altså ikke, hvad man måske skulle tro “had” eller andre stærke følelser. Det modsatte af kærlighed er ligegyldighed og passivitet, og ondskab er ikke en aktiv kraft).

Kast lys over mørket! – Send kærlighed, had, følelser og aktivitet ind i ligegyldigheden…send LIV!

– Egebjerg

P.S.:

Er Entropi (al energi i universet går mod varme = ‘tidens pil’) det samme som empati? – Er Entropi Guds/Universets/Livets åndedrag?

http://www.businessinsider.com/groundbreaking-idea-of-lifes-origin-2014-12?IR=T

IMG_2028

Hvad er rigdom? – Hvorfor misundelse?

…spørgsmål til Automat-tanker!

Som forsker trænes man i at tænke ”Men…er det nu sandt?” og ”Hvad nu hvis…?” Jeg har altid haft denne lyst til at stille tanker på hovedet – især hvis jeg fornemmer en gruppedynamik af automat-tænkning på et område, hvor den enkelte egentligt ikke helt kan gøre rede for, hvorfor de råber i takt med alle de andre i gruppen… Så er det tid til at rive alle tankerne fra hinanden og kaste noget nyt derind!

Det handler om følelser. Piketty. 1%. Ulighed….Virale hadekampagner. Økonomi er blevet så kompleks en disciplin, at man som almindeligt menneske næsten opgiver at gennemskue mekanismerne og er prisgivet de medier, som formidler de “klareste” budskaber. Og samtidig er penge jo bare noget af det mest banale i verden – som bytteværdi mellem mennesker – Pengeværdier relative, og pengeværdier er subjektive.

Penge er som stemmesedler. De giver magt og indflydelse over værdi, men er i sig selv ikke andet end et stykke papir – fysisk eller virtuelt. De fleste mennesker bruger deres første ’penge-stemmesedler’ på at få opfyldt egne, kortsigtede behov, men dernæst vælger mange at ”stemme” på, at nogle andre behov bliver opfyldt – langsigtede, sociale, investeringer osv.

Når man har brugt sine ’stemmesedler’ på mad og luksus til sin egen krop, så er der alligevel en grænse for, hvor meget mere, man kan bruge, som er rent egoistisk forbrug. Der er en grænse for, hvor mange sæt tøj, hvor mange måltider, og hvor meget benzin et enkelt menneske kan forbrænde…og resten af forbruget er måske værdier af mere blivende karakter som ejendomme, kunstskatte o.l., der ikke “forbruges” eller forsvinder. De næste ’penge-stemmesedler’ kan give magt til nye virksomheder og forøget aktivitet, blivende materielle værdier som huse, både, biler, kunst, jord o.l.

I mit verdensbillede er der ingen mennesker, hvis muligheder bliver begrænset af andres lykke. Jeg har hverken mere eller mindre af, at andre har meget eller lidt. Jeg har relativt de samme muligheder for selv at skabe værdi, om så en enkelt mand ejede alt i verden. Jeg behøver ikke at taget noget fra ham for selv at skabe tilsvarende værdier. Alt andet lige, selvfølgelig – frihed og demokrati.

Jeg undrer mig ofte over, hvor voldsomt hadet er på de sociale medier over uligheder indenfor den vestlige verden i en tid, hvor vi alle har mere end nogensinde. Selvfølgelig går jeg ind for at alle skal have det fornødne, men hvor kommer hadet fra og til hvem? – Hvilken type ulighed taler vi om, er den overhovedet målbar, sådan som man bruger tallene som brændsel for dette had?

Hvorfor rammer den franske økonom Piketty lige ind i københavner elitens had over, at nogen har mere end andre…hvis de fleste (i vores del af verden) har nogenlunde nok? Og hvad er det for en type værdi, som man forestiller sig, at nogen ejer?

Jeg har aldrig forstået ’misundelse’ som en følelse. Jeg kan forstå ’jalousi’ i den betydning, hvor man selv mister noget til nogen, og det er jo noget helt andet. Ligesom det også er forståeligt at ønske sig noget. Men misundelse er en virkelig negativ følelse, som mange mennesker har overfor nogen, som har mere end dem selv – penge, privilegier, skønhed, ungdom, helbred, held…

Og jeg forstår det ikke. Fordi nogen har noget mere, så behøver jeg jo ikke selv at miste noget? – og jeg mister jo slet ikke mine egne muligheder for selv at skabe eller skaffe? Tværtimod bliver jeg netop inspireret, hvis andre kan vise mig vejen med deres succes. (Og hvis jeg træffer et andet valg, kan jeg helt sikkert modregne min ’fattigdom’ med andre værdier i mit liv – frihed, privatliv, nærhed, viden m.v. – eller visheden om, at jeg arbejder for, at næste generation har adgang til disse ting).

Jeg har altid glædet mig over, at andre kunne gøre det godt! Har aldrig selv tjent mere end en mindsteløn, brugt det meste på dumme investeringer, som jeg har lært meget af, fulgt min lyst og foræret resten væk…men altid glædet mig over, at de fleste omkring mig havde meget højere levestandard end jeg, og synes det er fantastisk, når nogen klarer det rigtig godt. Det er så inspirerende! Har været mest ked af det, hvis jeg ikke har kunnet give retur i samme liga, når jeg har fået noget fra de, som forstår at få pengene til at gro (eller har været rige på immaterielle værdier, som de har delt ud af).

Jeg har som alle andre private prioriteret mine ’penge-stemmesedler’ på noget, som har betydet mest for mig. Jeg har brug for at føle frihed, så mobilitet med en (gammel) bil og surf udstyr har betydet mere for mig end bolig, interiør, restauranter, gadgets, tøj, luksusrejser eller andre af de forbrugsgoder, som jeg ser min generation dyrke i vores privilegerede del af verden. For valutaen af penge-stemmesedler er altid personlig! Jeg havde snakken fornylig med en veninde, som overvejede at sælge hendes firma. For hvad er pengene værd i tid, energi og følelser. Hvert menneske, sin valuta.

IMG_1271

Ved jeg overhovedet, hvad jeg taler om? Måske/måske ikke. Jeg har bl.a. haft en brasiliansk kæreste, som boede i et skur hos hans familie i en fjern landsby, hvor ingen ejede noget. Jeg har også i et par år været kæreste med og forsøgt at hjælpe en hjemløs, sygdomsramt franskmand, som var stemplet helt ud af alle officielle registreringer i skjul for myndighederne efter en opvækst i ghettoen med sin psykisk syge mor, en voldelig tunesisk far og uden at have gennemført sin skolegang… Jeg tror, at jeg har set nok forskellighed til at kunne udtrykke et rummeligt perspektiv. Især har det åbnet mine øjne for forskellen på en  konstruktiv eller en selvdestruktiv kultur i sin opvækst.

Relativt er vi jo alle i det danske samfund i stand til at hjælpe de få, som f.eks. bor på gaden, og det nødvendige er ofte slet ikke materiel hjælp, men et spørgsmål om at blive set som menneske og støttet, hvor man selv føler det største behov. Det er jo sjældent en stor villa eller mere mad, et menneske har brug for…men det kan være tryghed, samtale, rådgivning, simpel hjælp til at ordne det praktiske for selv at rejse sig og atter blive en aktiv del af samfundet. Støtten til at tro på sig selv. Fordi selve livsfølelsen er dette: ’at kæmpe for livet’. Her burde de fleste af os måske bare tage sig sammen lige NU og række ud efter de svageste i vores egen omgangskreds, og meget ville allerede kunne blive væsentligt bedre.

Hvorfor har vi mistet den private hjælp og ansvar for hinanden i det danske samfund? Min mormor fortalte ofte om de vagabonder, som boede på skift i hendes barndomshjem i begyndelsen af forrige århundrede på en stor proprietærgård, som var ramme for sammenhængskraften i det lille lokalsamfund. De som havde hjælp behov til at klare livet gik i fast rute mellem de store gårde, hvor de fik mad og husly.

Tværtimod kan de fleste af os nok tilslutte sig, at i valget mellem materielle goder og et godt socialt/mentalt liv ville man vælge det sidste. For hvad er rigdom?

I forbindelse med udregning af BNP tales der for tiden om forskellen ved at regne i ’input’ eller ’output’ modeller (efter nye regler fra EU). Det er interessant at tænke på forskellen på at regne rigdom i hvad man BRUGER af penge/værdi, fremfor hvad man HAR på papiret.

En gnier af rigmand, som intet bruger/får for sine penge, TAGER jo heller ikke noget fra verden. Han kan stable alle sine milliarder i baghaven og sætte en tændstik til, og ingen har mistet noget. Det har bare rykket magtbalancen fra hans stemmesedler til nogle andres stemmesedler – måske en anden rigmand/kvinde i Kina, som sætter sine penge i bevægelse.

Men en mellemindkomst familie, som slider på miljøet og dyrker de hurtige forbrugsgode, de er ”mere rige” end rigmanden, fordi de forbruger. De bruger verdens rigdom og ressourcer. Det er output’et af pengene, som definerer rigdommen – et spørgsmål om, hvordan man bruger sine midler og hvor meget, man får for dem.

Selvom rigmanden vælger at hæve alle sine milliarder i cash og tænde et stort bål med dem, er der ingen andre end ham selv, som har tabt værdi (og måske en national balance). Der er kun gået papir tabt. Penge er magten til at bestemme over værdier. Værdier, som vi subjektivt kvantificerer. Der forsvinder jo ikke ejendomme, medicin, mad eller virksomheder med hans penge-bål. Der er bare nogle andre, som får forholdsvis mere magt over disse værdier. Så der burde ikke være grund til at være misundelig på hans store bunke penge – men der er god grund til at bekymre sig om, hvordan han bruger pengenes magt, hvis han forventeligt ikke vælger at sætte en tændstik til dem!

Derfor er der for mig en langt vigtigere diskussion om, hvordan vi regulerer den magt, end om hvorvidt nogen har mere end andre.

Og det er jeg også klar over, netop er Pikettys ærinde. Problemet er bare, at hans statistik bliver brugt til disse simplificerede og masseforførende paroler, som er benzin på et folkeligt misundelses bål (og at han træder ud af den kritiske forskerrolle for at dyrke denne politiske effekt, så der sker en sammenblanding med den objektive autoritet). Og hvad er der så galt med revolutioner? – Jo, det er ikke altid årsager og løsninger er så gennemtænkte, at man ender i en bedre balance, det er historien allerede fuld af eksempler på, og først bagefter opdager man, at kulturarv og arvesølv er brændt på et hadefuldt bål.

Penge kan bruges til manipulation, og det er først her, de bliver gode eller dårlige i store mængder. Men store mængder ligeligt fordelt på mange mennesker er heller ikke nødvendigvis et gode…mange tager ikke altid bedre beslutninger end få…selv ikke for flertallet. Klodens miljø viser tydeligt, hvordan den mekanisme fungerer. Penge ikke i bedre hænder hos masserne set fra et samfundsperspektiv – overforbrug gange 7 millliarder i stedet for som nu i en lille flok, som flyver rundt i private jetfly….hvis alle havde råd til det, ville kloden dø på mindre end en generation!

Og jeg har heller ikke nødvendigvis tillid til, at demokratisk valgte (offentlige) fonde ud fra mindste fællesnævner forvalter fælles midler mere hensigtsmæssigt end private fonde. Det er ikke klogere, kærligere eller mere visionære folk, som sætter initiativer i gang hos kommuner og stat. De store private fonde trækker et kæmpe læs i samfundet, når det kommer til visionære projekter, hvad enten det er indenfor kultur, forskning, naturbevarelse mv. Netop fordi de ikke er demokratiske og trækkes ned af mindste fællesnævner, men kan tillade sig at have en holdning eller løbe en risiko – at være spydspidser, innovative eller minoritets forkæmpere. Og dermed kan åbne døre for de brede flertal også – for ny viden, nye landvindinger, nye visioner. Det skal bare være åbent, synligt og tilgængeligt for alle!

Jeg er helt enig i, at der findes masser af problematiske strukturer, bankerne, som det mest nærliggende, men de er også vores eget valg som forbrugere, ligesom så meget andet! – Fravælg dem og opfind nye institutioner, nye strukturer! (Personligt køber jeg ikke Nestlé produkter, og har undgået Coca-cola og Shell siden 80’erne – Det er mit eget valg heldigvis, så de skal ikke have mine stemmesedler).

Vi bruger i stigende grad vores penge til (værdisætter) abstrakte ting som internet-services, underholdning og sociale netværk. Nye milliardærer, som vi giver magten med vores penge-stemme-sedler er Amazon, Google, Facebook osv. Der sker en sammenblanding af materielle og immaterielle værdier, som forvirrer hele vores byttesystem, og dertil kommer tidsfaktoren. Penge/værdi, når man har brug for dem har en anden prioritering/størrelse, end når man ikke har brug for dem længere…

Hvis man tager et tilfældigt hus på Frederiksberg og flytter det et stenkast ud på Amager er det kun det 1/2 værd, og hvis man flytter det samme hus ud i et industrikvarter vest for Hjørring, så er det 1/10 værd… Mærsk-butikken med alle dens øser er kun noget værd, så længe den drives professionelt. Vestas står og falder med politiske beslutninger. Min computer har kun værdi, indtil nogen klipper ledningen på det globale internet… Vintertøjet mister værdi, når verdens temperaturer stiger, eller orange ikke er moderne længere… Tøjkollektioner skifter 8 gange om året, og sådan beregner det vestlige menneske ”matematisk værdi” via penge.

Al værdi har en tidsfaktor indbygget, og de fleste værdier holder ikke længe uden at tilføres ny værdi. Et hus skal vedligeholdes, en bil holder ikke mange år og selv de dyre møblers indkøbspris falder til en loppeværdi efter ganske få år. I et almindeligt indbo er de dyreste værdier computere og anden elektronik, som er nær værdiløst efter et år. Immaterielle værdier som underholdning, der er USA’s 2. største eksport industri, er værdi i flygtig flugt.

Man kan ikke sætte lighedstegn mellem aktiekurser og rigdom. De svinger…og ind imellem forsvinder. Fordi det er svært at drive en virksomhed – der er altid gæld og usikkerhed et sted, og butikken er kun det værd, som nogen tilfældigvis gider at betale for den. Jeg synes det er vigtigt for diskussionen om værdier og rigdom, at man skelner mellem værdier “på papiret” overfor billedet af “rigdom”, som bliver så forenklet i Pikettys kurver (- som også har mødt akademisk kritik, f.eks. hans selektion og brug af statistisk materiale for at vise, hvordan 99% rigdom er fordelt på 1% befolkning, og efterfølgende politiske konklusioner på de tal).

Jeg efterlyser nuancer. Hvad er rigdom i den størrelseorden? – Var Bernard Madoff rig? – Stein Bagger? – Eller de 17 spekulanter, som siges at have udløst den danske finanskrise? – Penge, som figurerer i statistikker, men ikke i den virkelige verden? Jeg efterlyser den nuance, som handler om forskellen mellem at have penge i banken eller på papiret. Og synes, at det vigtigste egentligt er den indflydelse, som følger med også de fiktive værdier.

Penge i den størrelsesorden er jo fiktion? – Og jeg siger ikke, at der ikke er ulighed, eller at der ikke burde være lighed, slet ikke…selvfølgelig!! Men at der i dette tilfælde med disse tal og grafer ikke så meget afbildes ‘rigdom’ (som forbrug og i den usmagelige form) men mere noget med potentiel ‘indflydelse’ (ikke magt) via job-skabelse, produkt-udvikling osv. – og det er jo interessant nok i sig selv!

Og nogen besidder stadig vulgært store værdier, ja! Men det forringer jo stadig ikke mine chancer for selv at skabe værdi? – tværtimod er det svært at bevæge sig, hvis alt omkring mig står stille…vi har alle brug for dynamikken.

IMG_8711

Men det er altid et samfundsmæssigt anliggende, hvordan disse få mennesker forvalter deres penge-stemmesedler, for de kan virkeligt påvirke verden både positivt og negativt.

Og derfor skal vi værne om de rigtige stemmesedler – de demokratiske stemmesedler, som giver flertallet magten til at bestemme regler og rammer for, hvordan rigdom anvendes. At der i alle verdens lande bliver sikret demokratisk satte rammer for løn, arbejdsmiljø, forskning, formidling, undervisning, infrastruktur, byplanlægning osv. osv. Om der drives rovdrift på ressourcerne, om minoriteter begrænses i deres muligheder, om der er åbenhed og ærlighed i alle samfundsstrukturer? – At medierne ikke er i lommen på nogen, hvad enten det er hos en pengestyret amerikansk valgkampagne, en diktator et sted i øst eller en selvudnævnt menings-elite i København?

Det er vigtigt! – så der vil jeg lægge mine tanker og følelser, ikke i smålig misundelse. Jeg synes det er mere vigtigt at sikre lige rettigheder end selve ligheden. 

Den vestlige verdens ”værdier” er behæftet med enorm risiko og usikkerhed – vi lever et skrøbeligt liv, og vi er alt for mange… Hvis hele verdens befolkning holdt igen med at føde så mange børn, så havde vi rigeligt med viden og teknologiske løsninger til at leve et bæredygtigt, sundt og ligeværdigt liv alle sammen. For ja, klodens ressourcer er knappe, og moder jord har ikke råd til, at 7 milliarder pludseligt får råd til at forbruge efter lyst…

Mennesker er i deres natur umættelige, og der er altid nogen, som pludseligt får brug for et større hus, flere rejser, lækrere livsstil, en privat helikopter… Min generation i København lever bedre end nogen gjorde ved Solkongens hof. Livsstils magasiner hyper månedlige skift af kollektioner på interiør, gadgets, rejsemål, restauranter osv…og alle er med på bølgen. På en hvilken som helst mandag aften kan man se fuldt udsolgte restauranter på hvert gadehjørne fra city over brokvartererne til langt ud i provinsen. Alle har biler, alle rejser, alle har store boliger. Glemt er tidligere krigsgenerationers mådehold og ressourcebevidsthed. Ingen slukker for lyset, genbruger emballagen eller sparer på vandet længere…heller ikke i de nye, voksende økonomier ude i verden.

Hvis man fjerner penge eller fordeler dem ligeligt, så flytter magten bare over i noget andet, med det klassiske eksempel i det gamle Østeuropa – Der er altid nogen, som bor i de bedst beliggende huse, penge eller ej.  I dagens Danmark kender jeg folk i mediebranchen som kommer foran i alle køer til kultur begivenheder og altid får taletid, og folk i sundhedsvæsenet, som kommer gratis og foran ind til tandlæge og læge ydelser. Andre kommer billigt til at få håndværker, mekaniker eller hjælp til uddannelsen. Ulige magt vil altid eksistere uanset, hvor godt man forsøger at tælle og holde regnskab. Og det er ofte dem, som selv har den tendens, som råber højest op om, at nogen andre har for meget…!

540188_10150664590853983_1670006461_n

Så længe vi kun har en håndfuld mennesker i hvert land med råd til egen privat jet, så skal vi prise os lykkelige – der er grænser for hvor meget, som de få rige kan forbruge, men der er næsten ikke grænser for, hvor meget 7 milliarder mennesker ville begære af forbrug, hvis de fik muligheden for det. Og meget værdi kan slet ikke fordeles – det forsvinder i det sekund, man tager det ud af sin sammenhæng. De egentlige værdier på vores planet er som altid: ‘Økologiske systemer’ og ‘Tid’. 

Hvis man virkeligt fordelte den vestlige rigdom, da ville planeten være i alvorlige problemer, når man ser på hvordan den helt normal kreative middelklasse går foran med at forbruge materielt – så ville der blive bygget store huse, som skulle indrettes efter sidste nye indretnings tendenser med designer møbler, nye hvidevarer, masser af gulvplads, rideheste og parkanlæg, intelligente installationer, garderobeskabe på størrelse med parcelhuse, et privathospital til at holde dem evig unge og ugentlige flyrejser til enhver plet på jorden, og en masse teknologi og isenkram til at holde det hele ved lige… Så ville jordens ressourcer kollapse i løbet af et årti!

Jeg er vokset op under forholdsvis beskedne kår men i nordsjælland, hvor mange skolekammerater var af velhavende familier.  Jeg oplever, at de familier, som optjener store formuer, arbejder langt hårdere og mere fokuseret på et objektivt ‘projekt’ end andre.  At de netop ikke dyrker et subjektivt spejlbillede med et ego i centrum, men har et mere beskedent og fornuftig fokus på at opbygge blivende værdier, udvikle samfundet og støtte sociale formål med andet og mere end ORD. Jeg tror ikke, man kan optjene større værdier, uden netop at have et socialt formål, for at andre gider investere deres liv, tid og penge.  Og at resten er social evolution, hvor generationerne hele tiden (forhåbentligt) bliver klogere på deres prioriteter, efterhånden som de finder løsninger på problemerne. (Selvom tanken er romantisk, er jeg egentligt taknemmelige for, at jeg ikke behøver at overleve som stenaldermenneske i en kold, nordisk skov med klankrige, dødsfødsler og ulve hylende fra de mørke vinternætter).

Men jeg bliver forskrækket med min egen forskningsbaggrunds viden om, hvor subjektiv og selekteret al forskning er, selv indenfor de mest videnskabelige discipliner, når selv vores tungeste medier fremstiller ukritisk, og f.eks. Weekendavisen (041013) havde en lang, ensidig artikel om Pikettys statistiske fortolkninger. Men især hele den virale snebold, som er rullet med nemme, aggressive statements. For de pisker op til had og fordomme og mindsker vores forståelse for, hvor komplekst alt er skruet sammen i virkelighedens verden. Simple, følelsesladede budskaber sælger desværre bedst.

Og ja, jeg frygter hurtige ændringer som krige og revolutioner – de flytter bare problemerne. Det skræmmer mig, når nogen får stjerner i øjnene eller kilden i maven over folkemængder, som marcherer i takt og brænder byer ned på mindste fælles nævner. Jeg har aldrig forstået begejstringen over den del af den franske revolution, hvor mænd og kvinders hoveder blev skilte fra deres kroppe som folkelig underholdning, mens der blev grinet og hujet blandt strikkende kvinder og børn og blodet flød fra guillotinen. Jeg forstår simpelthen ikke blodtørst som en lyst. Piketty hylder den franske revolution og princippet fra dengang om, at store værdier godt kan tilfalde enkeltpersoner (magteliten) i spidsen for demokratiet: Link til interview. Han erkender også, at revolution og republik ikke medførte større lighed i Frankrig end i andre europæiske lande!

For mig er det et mysterie, at nogen kan synes det er dyrt, at danskerne betaler 400 mio kr, svarende til et årligt abonnement på 80 kr om året pr dansker, for at en hel familie lægger deres liv i hænderne på at være neutrale kustoder i et stykke uerstattelig kulturarv – og samtidig forærer både deres børns og egen frihed til at repræsentere en forkælet befolkning. Kongefamilien spiser næppe det beløb op i ekstra store måltider, men man kan gå ud fra at repræsentation til fællesksabets bedste har omkostninger, uanset hvem som sidder i stillingen. Og jeg er dybt taknemmelig for, at en familie gider opdrage deres børn til den jobbeskrivelse med hele kulturhistorien indbygget i en livslang uddannelse, så vi slipper for at se den ene amatør efter den næste forsøge sig i det embede. 80 kr om året pr. dansker, som ellers gladeligt betaler 40 kr om dagen for deres latte i papkrus!?!

Jeg er klar over, at jeg lever i måske verdens mest priviligerede samfund, men derfor skræmmer det mig også, at de som råber højest op om ulighed også er dem, som man hver weekend ser smide hurtige penge over Fiskebaren og andre smarte restauranter. De har en intern konkurrence kørende på livsstil, gadgets og højtflyvende projekter. Filmfolk og popstjerner vil gerne have deres eget navn bøjet i neon som folkekære præsidenter.

Ordene bliver til smukke påfuglefjer, som råber til følelserne. Det er de tønder, som buldrer højest om Piketty og ulighed, som ofte selv er de første til at hjælpe sig selv, egne projekter og deres egen flok frem i verden. De har ikke kærester fra den franske ghetto, men selekterer priviligerede netværk, hipsters, pleasers og racerene familier i kulturel harmoni. I Danmark ejer de mediebranchen og alle dens forsyningskanaler.  Påfuglene spankulerer som vor tids nyreligiøse præster foran folkeflokken og baner vejen for egen karriere. De bærer våben af sarkasme og social eksklusion af mennesker, som ikke retter ind i menings hierarkiet eller anfægter københavnerelitens verdensbillede. De ord, som opildner til dogmatisme og angst for at udtrykke nuancer af “sandheden”…de skræmmer mig mest!

Jeg ville med alt dette egentligt bare sige…jeg forstår ikke misundelsen og slet ikke hadet alene på baggrund af ”tal” og statistik for rigdom…der er så meget andet og mere i at forstå de mekanismer, udvekslinger og sammenhænge af værdi, rigdom og muligheder.

Kald mig gerne romantiker, men jeg tror at den eneste værdi, man kan tage med sig gennem livet (og gennem døden) er de oplevelser og viden, man kan stoppe ind i sit eget hoved på livets vej, krydret med det nærvær og kærlighed, som man har delt med andre undervejs.

– Egebjerg

 993056_10151543332469685_1353834785_n

Giver mine tårer til havet

Jeg tager al min afmagt og vrede fra den sø af tårer, som har fyldt hele min krop. Lader dem flyde ud i havet, hvor de opløses i uendelige andre dråber. Tårerne fortyndes, forsvinder, fylder intet i dybet af alle verdens oceaner. Jeg ser på bølgernes dans og mærker ro ved kanten af vandkroppens storhed og tyngde. Vinden vender overfladen til små stejle spejl af solglimt, som fylder mig med lys.

539354_10151048596243983_1562051058_n

Jeg huler hånden om mine hundrede største bekymringer som små, skarpe, tørre sandkorn kradser de imod min hud. Drysser dem ud over stranden, hvor de forsvinder for mit blik blandt uendelige dyner af andre bittesmå sandkorn og sand og flere sandkorn i alle former og farver. Jeg vandrer med vindens glemsel trækkende i mit hår, mærker det bløde sand give efter under mine fødder. Kigger tilbage på aftrykket af mine skridt, som snart forsvinder mellem livets andre spor.

483445_10151303251523983_84415516_n

Mine sorger samler jeg i en bunke og hænger dem stille ud blandt skovens milliarder træers trilliarder blade. En efter en forsvinder de som prikker i en lysende mosaik mellem grenenes buer og hvælvinger i toppen af bøgestammers gotiske katedral. Venter på efterårsvinden i en pludselig hvirvel vil lægge dem til hvile i tykke lag af blad-smulder-muld under sneen, hvorfra næste forår spirer skovsyre, mos og millioner anemoner.

555920_10150956655618983_259711667_n575989_10150956657198983_2083948787_n10012580_10152116622188983_1556211728569554380_n

Jeg deler mine sorger, mine bekymringer, vrede og afmagt med altings store hele. Mærker det forsvinder som dråber i havet. Deler det med dig, som lytter uden ord. At dele er at hele.

– Egebjerg

578569_10151145555407795_321662054_n285676_10151126170183983_475388354_n

”Fucked” – og psykologi på skoleskemaet!

I 2003 skrev jeg denne kronik ”Fucked” – om dopaminer, drugs og andre stimulanser i Københavns kreative klasse:

Kronik i Politiken: “Fucked”

Egentligt ville jeg bare sige, hvad jeg stadig mener, at der burde være ”Praktisk Psykologi” på skemaet i folkeskolen!

Eller måske rettere noget med ”Samvær, relationer og psykologi”…i hvert fald et grundigt indblik i de psykologiske mekanismer i og mellem mennesker som forudsætning for alt andet i livet – ikke mindst evnen til at lære!

Der burde undervises i børnehøjde i f.eks.:

  • Misbrug, afhængighed, dopamin, lystcenter osv.
  • Venskaber, mobning, gruppepres, konflikter, tilknytning osv.
  • Parforhold, skilsmisser, magtkampe, kommunikation, nærvær osv.
  • Depressioner, angst, stress, introvert/ekstrovert, selvfølelse osv.
  • Sociale fællesskaber, arbejdspladser, motivation, læring…
  • Osv., osv., osv.

”Privilegier” er ikke materielle goder eller mærketøj! – Indre styrke og kompetencer i sociale relationer er dannelse i opvæksten i de gode familier – men kan være svære at skulle lære sig selv senere i livet.

Hvis man skal opfylde ønsket om ”lige muligheder” for alle skoleelever, er her et område, hvor ikke alle børn har mulighed for at blive stimuleret hjemmefra.

Ikke alle er vokset op med indblik og udsyn – det findes i de privilegerede familier, hvor sociale relationer italesættes, og børnene får et sprog og et blik for selv at kunne se.

(Det ville også lette noget af det arbejde, som allerede foregår i klasserne omkring mobning, særlige udfordringer osv.)

 – Egebjerg 

pink IMG_6414pink IMG_6413

Herunder er teksten, som blev trykt i Politiken 15. juni 2003:

Fucked

Han er pusher. Det ved alle til havefesten, hvor der ellers konverseres kærlighed og verdensfred over multietniske delikatesser. Musik og mediebranche bæres som designerpåklædningen i øvrigt: casual. Gæsterne besidder ikke materiel velstand, men er rige i ånden. Nogle af dem ejer dansk kulturliv – de er tidens adel. Omkring dem sværmer et hof af embedsmænd, der afkoder og administrerer sidste nyt inden for hattefjer og attituder.

Men lad os hellere kalde ham Kristoffer. Det er alligevel ikke hans skyld, at nogle af landets mest interessante hjerner ligger henslukte med nedtur flere dage om ugen. Og det er selvfølgelig heller ikke Kristoffers skyld, hvis de engang opdager, at mange års forbrug af coke og andre stimulanser har medført varige skader på psyken. Det er deres eget valg – det vil de selv pointere som de første. Næ, tværtimod er Kristoffer respekteret som en af vennerne, hvoraf nogle få vælger at se væsentlig mere til ham end andre. De er ‘fucked’, som man i de kredse beskriver tilstanden af destruktiv og vedvarende virkelighedsflugt.

Enkelte gæster sniffer en bane coke fra bagsiden af deres mobiltelefoner, mens de diskuterer art og feinschmeckerei. Kodeordet hedder overskud. Det er livsvigtigt at kunne bekræfte sig selv og hinanden i, at man har gang i noget spændende og stadig er fede, mens der spindes magiske tråde i et usynligt netværk.

Og således ånder alt brede horisonter og buddhatilstand, indtil en fyr, som hedder Peter, pludselig ligger på jorden med et blåt øje – vist noget med en fornærmelse og nogle penge … Kristoffer sender diskrete kommandoer ud i sit netværk – der skal åbenbart statueres et eksempel her. Episoden foranlediger en bølge af små magtkampe i det sociale hierarki: Én råber op, en anden dysser ned, mens en tredje forsøger at afgøre sagen med et kvælertag efter et diskret vink fra en fjerde. Personerne træder i karakter og markerer deres rolle i flokstrukturen.

Som dukker i et marionetteater, der har fået et puf, danser aktørerne rundt i usynlige snore, indtil alle har fundet deres pladser, og der atter er balance i broderskabet.

De følgende dage bliver en del kvalitetsmusik ikke komponeret, nogle billeder, noget design og et par ellers virkelig nyskabende manuskripter kommer ikke rigtig videre … En reklamekampagne sjuskes lemfældigt igennem og sælges højrøstet som kunst og kejserklæder. Aftaler syltes, og et par broer brændes af til kolleger, venner, kærester, familie.

Det er ikke cool at tale om misbruget som et problem i selve det miljø, hvor det foregår. Der dyrkes kollektiv fortrængning – men hviskes lidt blandt bekymrede kærester. At råbe en kæreste op, som er på stoffer, er som at forsøge at løfte selve Midgårdsormen. Misbruget ligner en uskyldig kat, men strækker sig bare længere og længere, og poterne vil aldrig slippe jorden. Man tror, og man håber, og man bliver så træt, som man står der med løftede arme og mærker blodet løbe fra.

Dernæst begynder man at rykke sine egne normer. Forsøger i sin hjerne at rumme en ny logik for det besynderlige sammenstød af solskinslys hverdag og en ring af hvidt pulver omkring et næsebor. Prøver at abstrahere fra den bitre bismag af et coke-kys, som det bagefter stikker giftigt på tungen. Man lærer at kende de kolde glasskår i blikket på en misbruger, som ikke selv synes, at han har noget problem med noget som helst – andet end måske lige netop med sin kæreste (og så lidt med at få alle drømmene til at passe med virkeligheden). Men hvem har ikke også det?

Til sidst begynder man som pårørende med matchende ligegyldighed at brænde sine egne aftaler, blot for at kunne bilde sig selv ind, at det er helt normal adfærd. Opdagelsen af, hvordan man også selv med lidt kreativ bogføring kan udligne eget underskud ved at belaste andre menneskers selvværd med svigt.

Den sidste bastion er nok lysten til at prøve stoffet på egen krop for at opnå bare et glimt af nærhed. Men konkurrencen er ulige: Drengene og drengepigerne vil altid være vigtigere for ham. Ingen stiller krav til hinanden om nærhed eller forandringer her, tværtimod. Kærligheden til dette båndløse broderskab er en stor del af selve afhængigheden – den paradoksale tryghed i et fællesskab funderet på frihed. Det ved enhver, der har været i berøring med nogen, som forsøger at komme ud af et misbrug.

Så hvorfor er der ikke mere fokus på dette fællesskabets psykologi, når man vil forebygge stofmisbrug blandt de unge? Det er, som om snakken om forebyggelse i dag handler mest om afvænning eller begrænsning af forbrug, efter at skaden er sket. Men hvad med stadiet før forbruget overhovedet begynder – spørgsmålet om: hvorfor?

Til Kristoffers fest befinder vi os en generation lige over de ecstasybrugere, der er størst bekymring om for tiden. Men Kristoffers venner begyndte på samme måde for nogle år tilbage i fællesskab at ryge hash og eksperimentere med speed og kokain. De ser stadigvæk den samme omgangskreds, som da de som yngre anførte den tids ungdomskultur. Deres netværk er omfattende og består af stærke personligheder med tråde til parallelle netværker af yngre og ældre generationer. De er, som drivkraft for en ungdomskultur, progressive, kvikke, nytænkende, selvstændige, kreative, på forkant med internationale tendenser og meget, meget nysgerrige. Der skal ske noget, og verden skal forandres – Nu! Ellers keder de sig og bliver rastløse.

Generationerne før dem var måske hippier, frihedskæmpere, reformatorer, vikinger, eller hvad ved jeg – de første jægere i Danmark? Visionære folk, som har eksisteret til alle tider og festet med skiftende stimulanser fra den første fluesvamp i en tønde brændevin. Nu som dengang sætter Kristoffers omgangskreds dagsordenen i netop deres miljø. Visse miljøer er så prestigefyldte, at de sætter dagsordenen for en hel ungdomskultur, hvis bærende værdier med tiden blot bliver til kultur, hverdag og samfund for alle os andre. Sådan har verden vist altid udviklet sig …

Og så er det jo svært at bebrejde nye generationer, at de efterligner netop deres rollemodeller, eller beskylde dem for at opfinde et misbrugsmønster, som alligevel altid har eksisteret som et skabende og sammenholdende element i vores kultur. Brændevinen er blot opgraderet med moderne kemi – parallelt til problematikken på miljøområdet, hvor materialer, vi har kendt på godt og ondt i århundreder, erstattes i hastig udvikling af nye og kunstige materialer, som ingen kender langtidskonsekvenserne af, og som vi dårligt kan nå at teste eller lovgive omkring, før der igen kommer nye alternativer på markedet. Som på miljøområdet har man for længst erkendt, at problemerne skal løses gennem forebyggelse – men alligevel er det stadig symptombehandling, der rent faktisk praktiseres. Og mens tiden således går, bliver kemiens konsekvenser i stigende grad uforudseelige.

De havde hoppet på hans hoved! Vi møder Frederik på den lokale café, og den store, glade mand ligner ikke sig selv. Vi stirrer stumt på hans 13-stings-sammensyninger og sortrandede øjne, som han sidder under varmelamperne og ligner en pandabjørn, der er raslet ned fra sit træ. Men han var såmænd bare spadseret ud fra et morgenværtshus, til søndag og fuglesang, da han pludselig ligger på fortovet mellem en flok 20-årige knægte. Frederik tilhørte ikke deres flok, og det skulle lige pointeres. Men hvorfor de skulle helt op og hoppe på hans hoved for at få budskabet derind, kommer jeg vist aldrig til at forstå.

Et kort øjeblik overvejer jeg en næstekærlig betragtning om de unge, som foragter menneskelivet, fordi de ikke selv føler sig lyttet til … Men synsvinklen dækker ikke helt problemets omfang, kan jeg godt selv høre. Så vi nikker blot tavst, da en af vennerne mumler forklaringen, der kan rumme det uforståelige: ‘Stoffer’. Og mere er der vel ikke at sige om den sag, enes vi om og lusker hver til sit med et kollektivt opgivende skuldertræk.

Fucked … Rødderne på gaden har deres egen ‘Kristoffer’. Han findes i alle de små landsbysamfund, som subkulturerne i København er sammensat af. Enhver landsby har sin bartender, og de unge præsenteres for Kristoffer, længe før de præsenteres for et rusmiddel. Han er en sød dreng. God familie. Og det hjælper naturligvis ikke at fjerne Kristoffer, for så vil det bare være Rasmus, Alexander eller Benjamin, som træder til.

Og nej, det hjælper selvfølgelig slet ikke at lukke Christiania! Det er jo for pokker ikke der, problemerne begynder. Så ville det da være langt mere på sin plads at forbyde parcelhuskvarterets ordnede kedsomhed, skolernes konformitet – eller bare forbyde lave lofter, sådan generelt … Nej, det vil ikke hjælpe en pind at asfaltere Københavns sidste uspolerede stykke natur – tværtimod! Så skulle man bagefter til at lukke hver eneste fest i hele landet.

For man skal ikke gå særlig meget i byen for at blive klar over, hvor almindeligt accepteret det er at eksperimentere med alternativer til alkohol. Snart forstår man betydningen af den megen ringen rundt efter Kristoffer og hinanden til langt ud på morgenen – flokken, der hyler ud i natten for at holde kontakt til hinanden, og den rene lykke omkring et lejrbål, når tre voksne mænd går fnisende på toilettet sammen.

Der praktiseres adfærdsmønstre, som afspejler den hierarkiske orden og fortæller, hvem man selv er. En kommunikationsform parallel til hele det sociale teater, der foregår omkring en person, der skal have tændt sin cigaret. Også her bliver der fortalt om vilje, karakter, status og personlighed i trygge og almengyldige termer. En ikkeryger er kørt ud på et socialt sidespor i forhold til det fællesskab af følelser, viden, øjenkontakt og indforstået kropssprog. Et sprog, som omfatter så meget mere end nikotin og cigarettens beroligende effekt.

Og hvem kan i øvrigt sige sig helt fri fra afhængighed af en dope – om det så er koffein, adrenalin eller amoriner. Og hvis der slet ikke er nogen afhængighed, hvem kender så ikke tomheden – længslen efter at længes?

Misbrugere fortæller gerne barndomsminder om mange former for svigt – om forældre, som på et eller andet plan ikke var nærværende. En forståelse, de først selv kan formulere langt op i voksenalderen og særligt åbenhjertigt sådan tirsdag morgen ved fire-tiden, på antabus og desperate i blikket, mens de bestiller endnu en danskvand med cranberry juice i baren. Er kernen i alt forbrug da blot et hul af eksistentielt savn efter kærlighed og tryghed?

Hvad nu, hvis man indførte undervisning i anvendt psykologi i folkeskolens ældste klasser? Kunne man forestille sig, at de unge så selv ville begynde at regne sig frem til, at stimulans (alt andet lige) er et udtryk for ubalanceret følelsesliv – at behovet signalerer præcis det modsatte af at være cool? Ville et rusmiddel da – i stedet for som sidste nye skrig i figenblade at dække utilstrækkelighederne – kunne gå hen og blive den pinligt afslørende udstillingsgenstand for en barnlig uselvstændighed … uudviklet identitet … manglende mod til at tage ansvar for livet … angst …?

Hvorfor ligger der i det mindste ikke faglig viden om psykologien bag et misbrug på Sundhedsministeriets særlige hjemmeside www.mindblow.dk? Her er de mest udbredte narkotiske stoffer beskrevet, så det hele minder lidt om sidste kapitel i en biologibog. Selvfølgelig er disse facts om euforiske konsekvenser vigtige – men hvornår er afhængighed blevet reduceret til et kemisk fænomen?

Min veninde græder i telefonen. Hvordan kan man trøste? Hvad skal man sige? Ja, han var sådan en smuk og følsom fyr, poetisk og intelligent ud over alle grænser … Men han passerede også sidste grænse, da han blandede speed og heroin. Det burde han have vidst. Det ene stof hæver hjerterytmen, og det andet stof sænker hjerterytmen: Bang! Som i en elektrisk kortslutning sætter hjertet ud med et ryk – færdig, død.

Ingen af vennerne havde forestillet sig, at en så begavet fyr kunne finde på noget så dumt, bare for et ekstra kick en lørdag aften. Han var jo populær, lige fyldt de 30 år. Og hans begravelse ligner da også et rave for Københavns undergrundskunst – alle freaksene er der: fremtidens H.C. Andersen og Søren Kierkegaard begraver en ung Mozart.

Lige om lidt kan ordet ‘ecstasy’ ikke længere sælge aviser, hvilket bringer problemet dejligt ud af verden sammen med regnskoven, hungersnøden, aids og de truede dyrearter, hvor vi kun forstyrres af en lille rubrik i ny og næ. Så kaldes problemet måske i stedet vold og kriminalitet – og det er jo langt mere håndgribeligt.

Derfra bliver det op til de unge selv, deres forskrækkede forældre og overbelastede skolelærere at bringe debatten om rusmidler med ukendte konsekvenser ind i fremtiden. Lad os håbe, de er klare nok i hjernen til det.

– Egebjerg

IMG_2842