Det ældste kongeslot i det ældste kongerige…

Min oldefar var redaktør på Nyborg Avis i slutningen af 1800-tallet i slipstrømmen af højskolebevægelsen og grundlovskampen med dens lokale, skriftlige, demokratiske viden ud – til og om folket. Tænk engang at interessere sig for helt almindelige menneskers lokale, banale hverdag? Det er mærkeligt i dag at tænke på, at ytringsfrihed og borgerinddragelse ikke altid har været en selvfølge, og at enevælden kun ligger forholdsvist få generationer tilbage.

I dag har magten over vores omgivelser skiftet platform til en kulturelite i store institutioner, pengetanke, business-lobbyer og eksperter. Jeg er tilhænger af projektet med bevare og formidle kulturarven omkring Nyborg Slot, som er verdens ældste kongeriges ældste kongeborg. Men hvor er borgerinddragelsen og hensynet til de lokale omgivelser?

I århundreder har man fra torvet i Nyborg kunnet kigge over på middelalderborgens skæve, buede og lappede stenfacade midt i det grønt bølgende voldlandskab. Her kan man virkeligt få syn for det, som bevarings arkitekter kalder spor. Men nu skal hele den udsigt pakkes ind i en gigantisk kasse af en moderne museumsbygning, og man har revet omliggende 1800-tals forsvarsværk ned for at få plads til Nationalmuseets nyeste kedsomhedsknap.

Arkitekten er tilsyneladende i en dobbeltrolle som leverandør og beslutningstager i en æstetisk hovsa-løsning, måske fordi de øvrige beslutningstagere har haft hele fokus på formidling, teknisk bevarelse og på at skaffe pengene hjem fra de store fonde, så man slet ikke har haft en proces omkring hvad sådan en arkitektur gjorde ved selve Nyborg som historiefortælling? En moderne fortolkning af gammel borgarkitektur ligner jo det rene sci-fi, når det smides ind og lander som en kubistisk bombe i så lille og gammel by. Det kommer til at dominere og overdøve de poetiske omgivelser, som jeg tænker, at de forjættede udenlandske turister egentligt allerbedst vil kunne tage med sig hjem som en reel og sanselig oplevelse – og ikke kun en overfladisk, digital røverhistorie.

På Fyn eksisterer stadig en overleveret langsomhed, blødhed og poesi, som man kan aflæse i de gamle bybilleder, hvor 800 års historisk erfaring står muret hele vejen langs Nyborgs snoede stræder og det historisk interessante voldanlægs grønne bakker. Det er den langsomme form for historieformidling, som vi måske bør skal lære at mestre?

Jeg har skrevet lidt om alt dette i et Synspunkt i Fyens.dk, hvor jeg sammenligner med andre støjende overgreb på byrummet i vores allesammens fælles hovedstad (og ikke kun som by-eksperiment for lokale københavnere) – og sammenligner istedet med nogle mere vellykkede museums projekter:

https://www.fyens.dk/debat/Nyborg-Slot-Nej-tak-til-BLOX-i-Nyborg/artikel/3253072

– Egebjerg

Efter-fotos:

Før-fotos: