Hvem har ret – flertallet eller de klogeste?

Hvem har ret? – Flertallet eller de klogeste? 

(Opfølgning på kronik om højintelligente børn)

IMG_5726

Jeg har sjældent fået så meget positiv feedback på noget, som da jeg i 2001 skrev et indlæg i debatten om folkeskolens inklusion af børn med høj IQ:

Link: Kronik i Politiken: “Hvor er mit rumskib?”

Siden den kronik er der heldigvis sket en lang række forbedringer i folkeskolen og på private skoler med tilbud til både de rastløse, utilpassede højt intelligente og til de indadvendte drømmere, så de ikke falder ud hverken i deres forhold til læring eller i forhold til egen social identitet.

Det er så svært at beskrive… For intelligens er usynlig, men den griber ind i ALT i et menneskeliv. Den høje IQ er en styrke og en svaghed – ligesom hvis du havde været 4 meter høj eller født med 3 arme. Det kan give ekstra fordele, men så længe husene er bygget til normalt høje mennesker, og tøjet syes med 2 ærmer, så er det besværligt…og den situation ville omgivelserne endda tydeligt kunne se og forstå!

Men ingen forstår de blandede følelser af ‘pligt’ overfor at skulle være den ’voksne’ tænkende og tålmodige overfor alle andre, behov for hele tiden at skulle forsvare egne konklusioner overfor de samme mennesker, og til sidst forvirringen over det ultimative dilemma ved normaliteten: Hvem har ret? – flertallet eller den klogeste?

IMG_5697

Jeg har været i en del diskussioner om emnet gennem årene, især da jeg har oplevet fordomme omkring IQ-børns udvikling og sociale kompetencer. En klassisk fordom er, at hvis man har høj logisk intelligens, så har man nok dårlige emotionelle eller sociale kompetencer… Jeg mener, at det er lige omvendt! Det er den klogeste, som har overblikket over nuancerne og metaperspektivet – også socialt…Men alle de andre forstår det bare ikke!

Jeg tror på en overordnet logisk intelligens, som kort defineret er evnen til hurtigt at opfatte, analysere og håndtere kompleksitet, og at denne intelligens giver langt større udsyn og indblik i alle former for komplekse sammenhænge – også de sociale og emotionelle.

Derfor tror jeg ikke på de pseudo-videnskabelige 7+ intelligenser (og hele den industri, der er rullet i kølvandet på den ønsketænkning). Jeg tror på, at den høje intelligens er ’generel’ – som et styresystem på en computer – og at interessefelterne er som medfødte ’programmer’, der er lagt ind, som talenter indenfor det musiske, motoriske, visuelle, sproglige, matematiske, sociale osv.

Altså at den logiske intelligens ikke er en “parallel intelligens” til musik, motorik osv – men at det er en matrix, hvor intelligensen (den logiske) kan løfte alle de andre typer og kombinationer af evner, som mennesker kan have medfødt (og mere eller mindre stimuleret i deres opvækst).

IMG_5741

Så hvis man er født med en ’musik-app’, vil der være stor forskel på den musiker, som er en god håndværker på sit instrument, og den musiker, som har evnen til at tænke meget komplekst og måske derfor komponerer e.l. Tilsvarende en sportsmand, en grafiker, en forsker o.s.v. At der ud over et tillært håndværk kan skabes metaviden og grobund for at skabe helt ny viden og kompetencer.

Og tilsvarende indenfor de helt almindelige sociale færdigheder: Dvs høj intelligens = mulighed for at udvikle høje sociale kompetencer, hvis interessen og de praktiske forudsætninger ellers er der for lige den udvikling (hvad de jo er hos de fleste mennesker, som vokser op i en social sammenhæng).

Det er derfor min lille, private (ikke-videnskabelige) erfaring, at mennesker med høj intelligens har en langt større og mere kompleks etisk og social bevidsthed. Og at det kan gå galt, fordi denne bevidsthed ikke er i sync med omgivelsernes mindre nuancerede og perspektiverede sociale strukturer. Deraf opstår fordommene.

IMG_5743

Højintelligente tager mange informationer ind med alle sanser og bearbejder komplekst, hvilket gør dem sensitive, reflekterede, kollektivt ansvarlige og langt foran med konklusioner, som omgivelserne ikke forstår, og derfor kan opfatte som ’unormale’ i forhold til de gennemsnitlige sociale norm…hvilket de jo netop også er, men til den gode side af klokkefordelingen! Og hvis de altså heller ikke tabes tidligt i livet, fordi de isolerer sig med dårlige erfaringer, mister troen på sig selv i relationen til de andre.

Den høje sociale intelligens har slået mig med genkendelse i samtaler med Mensanere og blandt de mest nørdede forskere eller kunstnere for den sags skyld. For det er mennesker hvis hele livsperspektiv og verdenssyn er præget af den indlysende logik, at alt hænger sammen, at alt er et hele, alle er afhængige af alle, og på alle livsplaner er alle samtidig i konkurrence med alle om de individuelle goder – med hvad det medfører af komplekse interaktioner. Det er så gennemskueligt i alle hverdagens små hændelser, dramaer, følelser og handlinger og deraf afledte mønstre i naturen mellem alle arter og deres byggesten, i menneskesamfundets små og store sociale strukturer.

Højt intelligente har stor indfølelse og forståelse for alle de små nuancer i en konflikt, i en prioritering, i en følelse – Et overblik over årsager og virkninger. Og især bevidstheden om egne begrænsninger i dette overblik, og om de lange perspektiver, som kan gøre dem til passive beskuere – fortvivlede over at være prisgivet et samfunds forhastede og kortsigtede kollektive handlinger.

Derfor er det også typisk en Mensaner, som har sagt noget af det klogeste om sociale strukturer, som jeg har hørt: ”Godt, at det er flertallet og ikke de klogeste, som styrer verden! For flertallet kan alligevel ikke forstå de klogeste løsninger, men bliver nødt til at leve i en verden, som er tilpasset flertallets behov, og som flest mennesker skal kunne trives i!”

…Det er så desværre også den samme brede middel normalitet, som ind i mellem synes, at der må være noget ‘galt’ med den kloges tanker og personlighed 😉

IMG_5747

Jeg blev for nogle år tilbage bedt om at skrive et forord til en bog af Ole Kyed m.fl. om højt begavede børn. Da vi ikke var helt enige om indholdet bl.a. i forhold til teorien om ”de 7 intelligenser”, som jeg ikke er nogen stor tilhænger af, fordi jeg mener der er væsentlig forskel på ”talent” og ”intelligens”, så blev mit bidrag ikke trykt i den sammenhæng. Men her er min oprindelige brutto tekst fra 2006 (med enkelte justeringer):

Store, vilde hjerner i bur

Fra min barndom husker jeg rovdyrenes bure i zoologisk have, før de også blev inkluderet af den kollektive empati. Dengang gav man ikke meget mere end en containers plads til en stor, vild panter, tiger eller løve…og mit hjerte blødte af at se de smukke, stærke dyr rotere om egen radius i endeløse cirkler. Stress. Det indre billede er ofte vendt tilbage, når jeg har skullet forklare, hvordan der ser ud inde i mit hoved – når mine tanker har været låst fast, begrænset af samfundets ordnede strukturer for uddannelse, arbejde, sociale normer…roterende tanker, som et stort, vildt dyr i bur.

IMG_6835

Min baggrund for at skrive følgende er i helt korte træk:

  • en barndom og ungdom med stærk ensomhedsfølelse og begyndende depressioner – trods tilsyneladende ydre succes på alle målbare planer
  • som 35-årig befandt jeg mig i en professionel og privat identitets-krise – da en Mensa-test med et IQ-resultat omkring 150 (gamle skala) blev en aha-oplevelse og vendepunkt
  • i forlængelse af den erkendelsesproces – og som reaktion på, at Politiken i deres lederklumme tog afstand fra at samle op på problemerne for folkeskolens bedst begavede elever – skrev jeg kronikken ”Hvor er mit Rumskib”
  • omdrejningstemaet for min kronik var begrebet ”selvforståelse” gennem barnets udviklingsår – og teksten blev overvældende positivt modtaget af mennesker i samme situation, som havde savnet ”ord” for deres egne følelser
  • i dag er jeg en meget gladere kvinde med mod på mine mange interesser, sociale relationer og et mere helt selvbillede. Jeg har på mange måder lagt alle tankerne bag mig for at fokusere på at leve et mere ”normalt” liv og efter egne normer
  • men jeg bliver stadig ofte bedt om at sætte ”ord” på de gamle følelser, som jeg åbenbart har været god til at italesætte – og vil således forsøge endnu engang i det følgende, selvom det også kan føles anstrengende at træde ind i det rum igen
  • selvfølgelig må jeg understrege, at jeg kun kan skrive ud fra mine egne erfaringer og baggrund – og at der gives lige så mange forskellige oplevelser og synspunkter på emnet, som der er mennesker berørte
  • og endnu engang er jeg rystende angst for at blive misforstået, fordi det hele bare er så svært at forklare…og ikke alle har ønsket om at forstå…eller kan have overblikket til det.

Men kom alligevel…tag min hånd og følg med 🙂

IMG_6364

Tager Svællingen skade – Flytter andegården med?

Blev den grimme ælling virkeligt til en lykkelig svane resten af sit liv? – Eller blev den traumatiseret og præget på sit selvværd af barndommen i andegården? – Fløj den altid lidt usikkert og kun bagerst i formationerne – eller blev den en uudholdeligt overpræsterende? – Eller faldt den blot let hen til mismod og paranoia, neurotisk plukkende fjer af sin egen gump? – Hvordan havde den voksne svanes liv udformet sig, hvis den nu aldrig var blevet fundet og genkendt af de andre svaner, og den skulle have færdigudviklet sig underlagt ændernes manglende forståelse? – Havde den så på egen vingespids kunnet gennemskue situationen – andet end at konstatere at dens fysiske format og adfærd af gode grunde hverken var accepteret eller hensigtsmæssig under andegårdens givne rammer for social interaktion? – Og hvad havde så været løsningen på den problemstilling? (– svanesteg til jul?) – Blev voksne Hans-Christian forresten nogensinde rigtig lykkelig…? – Damn, nu får jeg gumpen på komedie – igen! Det er strengt forbudt at foretage nogen som helst sammenligninger mellem sine egne flyvefærdigheder og selve Danmarks Nationalfugl – det siger Jante selv!

IMG_5701

Overlevelsesstrategi – virkelighedsflugt eller konfrontation

”VÅGN OP!!! – Du SOVER…igen…!!!”

– Denne sætning, som jeg husker at have hørt flest gange gennem min barndom… Ofte råbt i en høj oktav, som hver gang flænger min drømmeboble med et overraskende: ”Puf” – Er dette virkelig min verden? – Er det her, jeg hører til?? – Hvor blev alle de skønne fantasier af???

Tankeflugt – virkelighedsflugt… Det blev min barndoms overlevelsesstrategi overalt, hvor jeg blev buret inde med en flok ænder. Vi talte ikke samme sprog. De skræppede støjende op, og jeg fattede dem ikke! Så holder man selv hurtigt op med at forsøge at gøre sig selv forståelig. Det var håbløst, og det var tydeligvis mit problem, for de andre opdagede jo ikke noget særligt… De så bare en tilpasset, sød og lidt stille pige, som ikke gjorde nogen fortræd – og det er jo altid ok! Så jeg var altid velkommen og afholdt – hvis jeg selv ønskede det! Men det var jo dét, som jeg ikke orkede mere. Jeg gad ikke deres lege og forstod ikke deres snik-snak eller prioriteringer.

I stedet flygtede jeg ind i mit eget indre fantasiunivers og et massivt dagdrømmeri. Jeg listede væk fra de andre…forsvandt ud i naturen, i skoven og senere på havet.

IMG_5692

Tankeflugt blev også min overlevelsesstrategi i klasselokalet. Læreren gav mig stiltiende lov til at flyde væk – så var jeg i det mindste beskæftiget med mine egne tanker så længe.

Jeg husker utallige klasseudflugter, hvor jeg fadede bort i min egen lille verden og aldrig rigtig kom til at fatte, hvad der foregik… Formidlingen var simpelthen for uinteressant, klassekameraterne for anstrengende et selskab, så resultatet blev ofte, at jeg slet ikke hørte noget af det programlagte læring for klassen, fordi jeg var gået mine egne veje og havde fundet ud af at underholde mig selv et helt andet sted – typisk i noget nærliggende natur, hvor jeg altid kunne finde inspiration til dybere tanker. Men det var jo ikke en bevidst handling i den alder – så jeg husker også angsten ved altid at føle, et jeg ikke havde fattet noget af, hvad der foregik omkring mig, og hele tiden var ”blevet væk” fra flokken…

I den større skala betød sammen forhold, at jeg ofte følte mig ”lost” i forhold til helt lavpraktisk viden, som alle andre tilsyneladende altid var uproblematisk opdateret med – og udvekslede indforstået, mens jeg troede, at de bare stod og vrøvlede som sædvanlig. Panisk så jeg mig selv løbe rundt og spørge: ”Hvad sagde læreren lige? – Hvordan tager man bussen? – Hvor skal vi hen nu? – Hvordan skal jeg forstå reglerne i rundbold? – Hvad har vi for af lektier til i morgen?…”

Jeg spurgte mine klassekammerater til bevidstløshed om de mest elementære småting – mens de altid kunne hente svar hos mig på løsningen af en svær opgave – Gæt, hvem som følte sig dummest?

Senere fandt jeg tillid til, at samfundet hænger fint sammen ved, at mennesker udveksler forskellige kompetencer – men dengang var det skræmmende at være afhængig af de andres nærvær og goodwill for at blive hjulpet til navigere i deres virkelighed. Jeg følte mig handicappet – men havde ikke noget ord for, hvad der var galt.

Jeg slukkede simpelthen min dagsbevidsthed momentant – men længe nok til at gå glip af alle de små informationer, som ellers danner vejvisere gennem hverdagens labyrinter. Følte mig som en blind muldvarp – fortabt.

IMG_6349

Til andre tider følte jeg mig som den stærkeste kæmpe blandt lilleputter – og fattede ikke, hvad det var, som de IKKE forstod. Stillet overfor et abstrakt/eksistentielt spørgsmål kunne jeg pludseligt være 100% tilstede, mens alle andre fik krydser i øjnene og uro i benene.

Det var så også her, at jeg pludseligt kom i tvivl…fordi jeg kom så nemt til det… Det kunne jo ikke passe at der var så stor forskel, så måske løste jeg alligevel opgaverne helt forkert og havde misforstået alt? Min selvforståelse var en forvirret størrelse.

Gamle mennesker var mine venner. De havde tålmodighed og indsigt til de lange, dybe snakke. De gamle var også nået dertil, hvor de interesserede sig for at sætte alt i perspektiv og stille de store spørgsmål: Hvad er meningen med det hele? Jeg elskede at lokke de gamle til at fortælle om ’gamle dage’, så jeg selv kunne danne mig en tidslinje i hovedet og forstå udviklingen. Dér var de nået til på deres ældre dage, mens jeg vel bare var en pige på 10 år, som desværre altid følte mig som en olding.

Jeg kan huske, at jeg glædede mig til selv at blive gråhåret, så det hele kunne passe sammen, og jeg ville sikkert føle mig som et mere helt menneske, tænkte jeg. De gamle afkrævede mig ikke voldsom leg eller støjende selvhævdelse – tværtimod.

Hos dem var der plads til ro og eftertænksomhed – plads til det lavtryksvejr af spørgsmål som giver svar i lange regnbuer…

Paradoksalt at den, som føler sig gammel som barn, aldrig skal blive voksen.

IMG_5724

Set indefra, kan det stadig være svært at skelne mellem, hvilke forhold i mit liv, der er ”høj IQ-relateret”, og hvad som er ”person-relateret”. Sandheden er selvfølgelig, at IQ’en farver alt – og er en afgørende faktor i udviklingen af personligheden.

Kald det, hvad I vil… For mig har det hele mit liv bare været fuldstændig indlysende: Jeg tænker anderledes end de fleste. Ikke nødvendigvis bedre, længere, hurtigere eller dybere…men helt sikkert: anderledes!

Som barn var det bare en tavs konstatering, jeg ikke havde ord for eller kunne dele med nogen. Jeg tænkte væsentlig anderledes end resten af min familie og de mennesker, som udgjorde min verden dengang. Det var kun inde i mit hoved – som et særligt landskab – og derfor ikke noget, andre kunne se. Udadtil gjorde jeg alt, hvad jeg kunne, for at kompensere og tilpasse mig omgivelserne. Forsøgte at lege de andre børns lege. Lo, når de andre lo med et toptrænet nano-sekunds forsinkelse. Gjorde mig umage for at være ”normal”.

Computer-analogien – IQ’en som avanceret styresystem

Jeg oplever, at den offentlige debat forveksler IQ og talent, når man taler om “flere typer intelligens”. I min forståelse handler begrebet IQ om to ting:

  • hastighed
  • kompleksitet

Det har intet med faktaviden, hukommelse eller klogskab at gøre – men handler om den hastighed, hvormed man bearbejder informationer og evne til at analysere komplekse konstellationer og sætte dem i nye systemer (– herunder skaber kaos i selv den bedste orden!)

For mig er intelligens derfor langt tættere beslægtet med begrebet ”kreativitet” end med eksempelvis ”visdom”.

IMG_6368

Jeg bruger ofte sammenligningen med en computers styresystem, som kan være mere eller mindre avanceret, for at beskrive min oplevelse af, hvad der er en høj eller lav IQ.

Jeg har derfor aldrig været tilhænger af begrebet ”flere intelligenser”, da jeg ser den logiske, målbare IQ som et billede på en processor hastighed og styresystem – mens jeg betragter alle andre evner og anlæg (musikalitet, sprog, rumlig sans, motorik, sociale kompetencer o.s.v.) som indlæste ”programmer” i denne computer.

Nogle mennesker har bare aldrig fået indlæst et ”musik-program” – mens andre har det, men uden at have evnen til at bearbejde store komplekse komposistioner i deres styresystem. En høj IQ kan medvirke til, at en hvilken som helst evne har et potentiale for at folde sig ud i en mere avanceret form.

En høj IQ er som en stærk computer forudsætningen for at kunne indlæse og bearbejde komplicerede informationer fra internettet – men under forudsætning for, at der også er etableret en god netforbindelse!

Tilsvarende tror jeg, at børn med høj IQ udvikler sig helt forskelligt alt efter hvilken ”netforbindelse” og hvilke ”programmer og data”, som ”indlæses” i deres udviklingsår.

Viden ser jeg som indsamlet og bearbejdede datamængder lagret mere eller mindre struktureret og tilgængeligt på harddiscen – afhængigt af hukommelseskapacitet, som igen er noget helt andet!

Min harddisc er for eksempel ikke særlig stor – og jeg må skrive alting ned for ikke at glemme det efter 5 minutter og skulle begynde forfra med alle mine analyser… Tilgengæld er jeg meget stærkt intuitiv og sansende.

IMG_6341

Computere er jo så heldige, at de næppe oplever at ”kede sig”… Men de fleste vil nok alligevel synes det var lidt ærgerligt, hvis de havde investeret i den sidste model med det seneste nye avancerede styresystem – og der kun blev lagt et simpelt tekstbehandlingsprogram ind – “word 3.1” eller hvad de hed dengang…. Og tilsvarende vil en ældre computer hurtigt kollapse, hvis man forestiller sig, at den blev bedt om at indlæse de seneste adobe og photoshop versioner sammen med et par af de store filmbehandlingsprogrammer.

Paradoksalt nok er jeg netop på grund af min hurtighed ofte meget langsom! For alle beslutninger bliver vendt og drejet i 1000 perspektiver – og der findes aldrig én sandhed, som ikke har et endnu højere meta-niveau til overvejelse.

Måske derfor, at jeg trives bedst blandt forskere og blandt kunstnere. Det er i hvert fald de to professionelle brancher, som jeg efterhånden har fundet fodfæste og fred i.

Alsidighed og adspredelse er daglige forudsætninger for at jeg ikke brænder ned af kedsomhed. Derfor har jeg fundet en balance i mit liv ved at arbejde på deltid i to forskellige brancher samtidig: filmproduktion og forskning indenfor tekno-antropologi og projektledelse. Det er tilfredsstillende og holder min rastløshed stangen at skulle forholde mig til to så forskellige sociale miljøer – og kunne vende perspektivet fra den ene kulturs tankegang til at berige den anden og vice versa.

IMG_5739

En klassiske misforståelse, som jeg ser det, er at mange forestiller sig, at mennesker med høj IQ måske går rundt og tænker ”matematisk-teknisk-logisk” om alting. At ”logisk intelligens” medfører, at man går rundt med en indre regnemaskine, som hele tiden observerer og bearbejder omverdenen i tal og teknik… Den fordom tror jeg er et problem for, hvordan man forestiller sig at hjælpe disse børn. Jeg ville da ikke have ønsket mig en skolegang med en hel masse ekstra matematik og fysik, selvom det også er relevant… Men jeg ville hellere have ønsket mig stimulering i mine interesser for filosofi, psykologi, historie, kunst, æstetik, mystik og mange andre ’bløde’ emner.

For mig handler IQ mere om at have en kapacitet for at tænke komplekst – omkring ’hvad som helst’. Og alt efter hvilke interesser/talenter/”computer-programmer”, som man er udstyret med, vil man bruge sin IQ på at forstå psykologi, sprog, musik, æstetik, motorik, politik, business eller noget helt andet… Forudsat man udvikles i et miljø, hvor disse interesser også kan stimuleres – og at styresystemet ikke bare står og indlæser de samme små informationer igen og igen.

IMG_6372

Miljøet er nemlig så afgørende! Dér hvor den helt store forskel ligger for mig i samtaler med normalt begavede kontra samtaler med højintelligente er, at i den sidste gruppe forstår vi hinanden uden at behøve at gøre rede for alle de mellemregninger, som er en del af en normal samtale. Der bliver sprunget direkte fra den ene konklusion til den næste – og det er den skønneste følelse af alle…at flyve henover landskaber af tanker i godt følgeskab med en ligestillet legekammerat. Dét udvikler man sig af!

I den anden gruppe går det stadig galt, selvom jeg vedvarende træner mig selv i at genkende problematikken: Enten bliver jeg næsten aggressiv irriteret over at skulle lytte til den andens endeløse mellemregninger, når jeg selv synes, jeg forlængst har gennemskuet, at de anvendte formler er forkerte… Eller også har jeg selv sprunget direkte til konklusionen – og sat den anden fuldstændig af. De bliver irriterede og synes at jeg vrøvler, hvorefter jeg bliver ked af det over ikke at blive forstået for en tanke, som jeg selv synes var spændende og konstruktiv. Det er en fælde, jeg stadig falder i, når jeg tager det som en selvfølge at alle har tænkt de samme tanke-kæder af årsager og virkninger.

Som barn følte jeg mig såret og dum i den samme situation – for jeg troede jo at det var hele min tankerække, som blev forkastet sammen med konklusionen, og tog det for givet at alle andre også havde det samme overblik. Forstod ikke, at de ikke delte min begejstring, men blot mistede interessen midt i alle mine enthusiastiske forklaringer.

Dette mønster af følelser har det taget mig masser af år og nederlag at kunne genkende…og stadig må jeg gribe mig selv i at plumpe i mismod over fejlslagen kommunikation.

IMG_6344

Niveauforskellen – Omgivelserne opleves som indespærring på institution for retarderede

Afstandsfølelsen for en person med en IQ omkring 150 og ned til en gennemsnitligt normalbegavet med en IQ omkring 100 er den samme som afstanden fra den samme normalbegavede og ned til en retarderet person med en IQ omkring 50.

I samfundet er der bare flest af dem med en IQ på 100 (80% af en normalbefolkning) – og en normalbegavet behøver aldrig at være tvunget til at leve sit liv omgivet af og på lige fod med en stor gruppe af retarderede mennesker. (Og der er selvfølgelig ingen her, som tvivler på min store sympati og respekt for retarderede menneskers mange kvaliteter, varme og menneskelighed – eller for min kærlighed til normalbegavede for den sags skyld, som jeg aldrig kan eller vil undvære i mit liv!)

Det er kontroversielt at formulere – Men det er desværre det klareste billede, jeg kan komme i tanker om til at beskrive nogle bestemte følelse af ’fangeskab’: Håbløshed og magtesløshed overfor situationen:

For hvordan føles det for en normalbegavet at føre en samtale med en retarderet person? – Bliver man træt i længden? – Hvordan føles det, hvis alle personer omkring en normalbegavet er ”sinker” – og man er tvunget til at tale og samarbejde med dem dagen lang, hver eneste dag livet igennem? – Begynder man at gå på kompromis med sine egne interesser i samtalen for dog blot at mødes i mindste fællesnævner? – lader flertallet få lov til at styre? – Hvordan ville det påvirke et normalt menneske i længden? – Hvordan forklarer man en farveblind forskel på rød og grøn? Hvordan beskriver man solnedgangen for en blind – eller Mozart for en døv?

Helt paradoksalt og omvendt får jeg jo STRESS af at være tvunget til at arbejde sammen med folk, som tænker langsommere end jeg selv – ligesom jeg egentligt tror, at de fleste normale mennesker ville gøre, hvis de blev bedt om at bygge en bro i samarbejde med en flok dybt retarderede mennesker. Hvordan skal man tale sammen og gøre sig forståelig – hver eneste dag?

IMG_5750

Senere i livet får man flere muligheder for selv at vælge sine omgivelser – men i folkeskolen er man ”fange” i de år, hvor den store udvikling ellers skulle foregå. Og man er for ung til at gennemskue, hvad der sker, eller gøre noget ved det selv.

Jeg får det indre billede af et stort rovdyr i et lille bur fra min barndoms Zoo. Leoparden i rastløs selvdestruktion rundt og rundt – frem og tilbage på det nøgne gulv – fanget af tremmernes kompromisløse autoritet.

Jeg kan huske, at mine forældre irriterede sig over, at jeg som stor pige tvangspræget var begyndt at skære grimasser og sige underlige lyde… ”Hold så OP med dét der!!” – var kuren… Jeg tror ikke, så mange andre lagde mærke til det. Jeg var også god til at skjule, at jeg var begyndt at pille min hud i stykker – sad og pillede hemmeligt i små sår, så de blev større og mere interessante. Nå, ja…Børn gør jo så meget mærkeligt – Så der er vel ingen grund til at tænke mere over det?

Hvorfor mon vi i et moderne samfund udmærket er klar over, at man ikke skal holde store, vilde dyr i alt for snævert fangenskab i vores zoologiske haver, uden at de får stress og går i stykker – nogle af dem helt konkret ved at begå selvmord. Men samtidig kan vi ikke se, at der sidder børn i de danske folkeskoler, med store, vilde hjerner i lige så snævre tremmebure. Måske er der nogen, som behøver lidt mere plads og lidt højere til loftet?

Hvad lærte jeg i folkeskolen? Jeg blev især mental-trænet og kodet til at underpræstere – lærte, at afstanden til kammeraternes ”normalitet” blev for stor at rumme for en lille pige, hvis jeg gjorde mig det mindste umage med lektierne. Resultatet blev 9 års træning i at gøre sig selv ”mindre” og nogle deraf følgende meget dårlige indlæringsvaner!

Men jeg fik da også læst en del bøger under bordet i en tavs alliance med læreren. Læste i perioder en bog om dagen – og hvad som helst: eventyr, naturvidenskab, poesi, tegneserier, rejseskildringer, science fiction, krimier, masser af pladder-romantik, historiske romaner, biblen, børnebøger, klassikere, C-litteratur… alt, som kunne få tankerne ud at rejse.

IMG_5710

Jeg tror læsningen også var drevet af en stor sult efter at forstå ”alt” og bygge logiske systemer, som kunne samle brikkerne og forklare et helt verdensbillede.

Det var svært at finde voksne, som kunne støtte mig konstruktivt i den proces. Lærene i folkeskolen føltes ”fremmede” på samme måde som kammeraterne og de fleste andre voksne. Først i gymnasiet begyndte jeg at fornemme den menneskelige kontakt til lærerne, som vel handler om gensidig forståelse – genkendelse og identifikation.

Jeg husker en episode fra midt i folkeskolen, hvordan jeg nærmest forfulgte min lærerinde ind i frikvarteret, mens hun på alle måder forsøgte at undvige… ”Jamen, HVORFOR??” kan jeg huske, at jeg spurgte næsten smertefuldt søgende efter forklaringen på formlen for trekantens areal, som hun netop havde liret af fra lærebogen foran en totalt uinteresseret flok klassekammerater. ”A=½ hb – Sådan er det altså bare!!”, kunne hun kun snerre ad mig – i flugt ind på læreværelset. Jeg glemmer aldrig min skuffelse over det uforløsende svar men især chok og skam over hendes fjendtlige attitude for mit ønske om at fordybe mig i stoffet. Hvorfor blev hun så vred på mig?? Jeg var bestemt ikke vant til at blive uvenner med læreren, og set fra barnehøjde lå fejlen naturligvis hos mig – Hun var jo autoriteten!

Langsomt gik det op for mig, at lærerne ikke altid forstår eller kan svare på alt!! – Og at de vil forsøge at skjule det til det sidste!

Og at jeg måske er den eneste i hele verden, som søger et svar?

Og at læreren synes, det er møg-irriterende og unormalt…

Og at det giver 0 point hos kammeraterne…

Og at jeg alligevel ikke fik et svar!!

Og at den slags situationer altid efterfølges af følelserne: fiasko, frustration, forvirring, ensomhed, spildte kræfter, flovhed over at skille sig ud…

Det er derfor i et cost-benefit perspektiv indlysende mere fordelagtigt at forholde sig passiv, fortalte min gode logiske sans!

(Kunne læreren dog ikke bare have været ærlig og indrømmet en menneskelig begrænsning – det havde været forståeligt og lærerigt!)

IMG_5703

Utålmodighed – irritation – vrede – depression 

Der er så mange ting, man ikke kan gennemskue som barn, og først begynder at forstå mange år efter. Min mor sagde, at jeg som barn ofte skældte ud i søvne… På et tidspunkt, kan det ikke skjules eller bortforklares længere: Følelsen: ”Verden er dum, ligegyldig, langsom… Jeg bliver vanvittig!”

Det gælder om at slippe væk fra de fleste samtaler – så hurtigt som muligt! Ikke fordi, man ikke ønsker selskab – tværtimod! Man længes og savner og sukker efter nogen at tale med. Men forskellen kan mærkes, uanset hvilket emne, som er på tale – rastløsheden melder sig i baghovedet, og det kan den anden part også mærke! Lige så ofte er det den anden, som trækker sig fra en lidt for overvældende samtale med en skæv kemi.

Det er en af de store smerter for teenage-mensaneren og for den forelskede mensaner senere i livet… At blive forladt – alt for ofte, fordi den anden part selvfølgelig også kan mærke, at der ikke er samme bølgelængde i kontakten. Og at der skal alt for mange anstrengelser til at tænde et beundrende blik hos en mensa-pige – uanset hvor ihærdigt hun ellers simulerer feminin underlegenhed.

Anekdoten fortæller, at den ene af stifterne af Mensa i sin tid etablerede foreningen, netop fordi han ville oprette et socialt fællesskab, hvor hans alt for kvikke søster kunne have en chance for måske omsider at møde en ligestillet mand…

Det kræver stor mental energi at etablere den sociale situation, hvor man bare kan sludre om løst og fast – inden man kan gå videre til step 2 og 3 i en dybere samtale. Men jeg har mistet tålmodigheden allerede i begyndelsen af step 1…og er stukket af forlængst med en eller anden søforklaring om at have travlt eller noget… Og så kunne jeg sidde der alene og fortryde og selv forsøge at tænke tingene igennem som sædvanlig.

Idag er jeg dybt afhængig af mit sociale netværk af kvikke hoveder – men pinligt bevidst om, at jeg også har brug for alle de andre…træner tålmodighed på step 1 for også at få lov at søge ind til guldet i nærhed med alle andre typer mennesker og deres brikker til puslespillet.

IMG_5707

Den følelse af, at tankerne springer hurtigere afsted, end man næsten kan nå at registrere dem, gælder også for følelses- og sanseoplevelser for mit vedkommende. De kan overvælde mig og ride mig afsted som en løbsk hest… Jeg er gennem årene kørt i grøften med mange guldkareter på den konto.

Ofte hører man, at mensanere nikker genkendende til det med de forstærkede følelser, som kan virke voldsomme og lidt for overvældende for normale mennesker. Der kommer kraftigere følelser til udtryk – såvel glæde, begejstring, hidsighed, vrede, som frustration osv. Som barn og ung lærte jeg at lægge låg på – i normalitetens hellige navn. Senere i livet er det låg fløjet af mere end en gang under ukontrollable trykkoger omstændigheder! Jeg gider ikke spille skuespil længere…

Som pige bliver det ofte de positive følelser, som kan få lov til at få frit løb – og de negative, som man går hjem og gemmer for sig selv. Jeg tror, jeg ofte kan virke lidt naiv udadvendt og overbegejstret – mens kun de nærmeste kender den indadvendte, mørkere side af medaljen.

IMG_5754

Jeg har så længe jeg kan huske altid identificeret mig bedre med drenge end med piger. Det gik simpelthen for langsomt i pigernes ende af klasseværelset – og snakken var ikke til at holde ud at lytte efter. Drengenes univers var langt mere interessant, tempoet højere, mere uforudsigeligt. Men jeg kunne alligevel ikke finde ud af at dele det med dem på deres støjende facon og fulgte dengang kun stjålent med i, hvad de talte om. Det blev lettere med årene, og gennem hele livet har jeg altid haft væsentligt flere drenge-venner end pige-venner.

I de tidlige teenage år mødtes veninderne for at ”drikke te” – og jeg var selvfølgelig inviteret. Men jeg kunne ikke forestille mig nogen værre død end at sidde stille og lytte til deres pladder og fnis… så jeg fandt gerne en god undskyldning for at udeblive. Istedet sad jeg på biblioteket med en stak tegneserier og min egen lykke… Så sad jeg meget hellere alene med stakkevis af Tintin, Asterix, Lucky Luke, Splint&co o.l. Desværre mistede jeg jo så samtidigt essensen af teenage-pigernes samtaler – dér, hvor der blev udvekslet dyb, social visdom og gode råd om vores generations måde at håndtere kæresteproblemer, frigørelse fra forældrene o.s.v.

Men alt dette var også anderledes i min verden, og jeg måtte istedet finde min egen vej, nogle gange på den hårde måde og mange år forsinket. Først langt hen livet mødte jeg ligesindede kvinder og opdagede kvaliteten ved den udveksling af tanker fra et kvindeligt univers. Idag ville jeg som det sidste kunne undvære samtalerne med mine stærke, kloge veninder. (Men jeg har det stadig mere end svært med “dameblade”,  som kan gøre helt ondt i tandhalsene at bladre i….så meget spild af tid med i bedste fald overfladiske ligegyldigheder, men desværre lige så ofte, ren dumhed).

IMG_5709

Før jeg mødte muligheden for at tale ud med kloge veninder om følelsesmæssige sammenhænge og frustrationer, måtte jeg istedet lære at ”nulstille” ved egen hjælp. Jeg har været så heldig og uheldig at vokse op i naturskønne omgivelser. Heldig, fordi det gav mig den for mig ultimative stimulation af behovet for varierede oplevelser og indtryk. Uheldig, fordi det på mange måder forstærkede min tilbøjelighed til at isolere mig derude i skoven eller på havet…helt legitimt! Som barn var jeg overbevist om, at jeg som voksen ville flytte ud i ødemarken – bo alene i Canadas skove eller have min egen fårefarm i Australien.

Jeg har også dyrket uendelige fantasier om fremmede planeter og rejser i rummet… Ved mine første oplevelser med møder i Mensa-regi blev jeg især ramt af denne genkendelse: Her var en gruppe voksne mennesker, som i sjov og alvor talte om følelsen af at være blevet væk fra en anden planet! Deraf kom titlen på min kronik: ”Hvor er mit Rumskib?” som var en replik jeg overhørte en mensaner sukke fra dybet af sit hjerte, hvorefter vi omkringstående brød i genkendelsens latter.

IMG_6353

Da jeg havde skrevet den kronik, fulgte en forvirret periode, hvor jeg fik breve fra nær og fjern – Sverige, Grønland, Tyskland… Jeg måtte hive telefonstikket ud i måneder, fordi folk ringede til mig med deres dybeste hemmelighed: følelsen af måske at være bedre begavet men også i tvivl. Så midt i min egen forvirring skulle jeg nu også rumme deres lange historier og føle ansvar for en rådgivning på et felt, som forskningen har tabu-lagt. Mennesker ringede angstfyldt og fortalte i timevis med hviskende stemmer på tidspunkter, hvor de var sikre på at deres egen familie var ude af huset, for det var vigtigt at ingen fik mistanke…mens jeg stod udmattet efter egne lange arbejdsdage og midt i madlavningen og lyttede til små forskrækkede børn inde i voksne stemmer – mens jeg spekulerede over, hvordan jeg kunne tillade mig at afbryde så følsomme betroelser for at redde mig selv på det hav. Men hvilken rådgivning kunne jeg ellers henvise dem til? Der er ikke megen faglitteratur, som beskæftiger sig med den meget vigtige parameter i menneskets psykologi.

Jeg genkendte deres angst for tabu’et omkring IQ. Havde selv på et tidspunkt en terapeut, som ikke forsømte nogen lejlighed til at komme med en hånlig bemærkning om min høje IQ, som jeg havde nævnt som en del af min livshistorie for ham… Det var som en rød klud åbenbart, og jeg valgte at tage imod hånen og lade ham have den sjov med sig selv for at få adgang til de andre ydelser han kunne præstere. ”Men du er jo så kvik?” kunne han finde på at sige om et tema, hvor jeg havde mistet overblikket eller ikke havde fakta-kendskab og havde brug for at betro min usikkerhed i hans konsultation. Jeg fik kun ondt af ham – og genkendte som en gammel ven den ansvarsfølelse tilbage fra folkeskoletiden, som jeg altid følte selv overfor læreren og andre voksne: Det er mig, som skal være den voksne for evigt!

IMG_5757

Man siger ofte, at det er de mellem-begavede, som styrer verden. Den gruppe som ligger lige over gennemsnittet og før de højest begavede (IQ ca. 110-140 efter gammel skala). Det er dem, som er i stand til at gennemføre uddannelser og kommunikere med alle slags mennesker. Det er akademikere, forretningsfolk og alle de rettænkende – De ejer verden!

Kronikken blev skrevet midt i et vendepunkt i mit eget liv. Jeg havde lige mødt en svaneflok – en flok kunstnere og gøglere, som jeg arbejdede sammen med….skæve eksistenser, som dominerer mediebranchen i forskellige funktioner og med blandet succes – men altid som inspiration for andre! Blandt disse svaner mødte jeg flere, som for første gang i mit liv opfordrede mig til at prøve en Mensa-test…?? Og skæbnen ville at jeg på samme tid faldt over et større researchmateriale omkring de psykiske og sociale problemer forbundet med høj intelligens.

Det var disse særlinge, som jeg genkendte og med dem i ryggen, at jeg troppede op til små, logiske opgaver sat op mod et stopur. Resultatet var et chok for mig – en IQ over 150 havde jeg aldrig forestillet mig. Pludseligt kom hele mit liv rullende i et andet perspektiv, og det tog mig måneder at bearbejde forståelsen af dette nye lys på alle de gamle traumer.

IMG_6361

Det var også blandt gøglerne, at der omsider var plads til alt det store og skæve…store følelser, stærke sanseindtryk, lange indviklede samtaler uden definite konklusioner, nysgerrigheden over for alt, legesyg livsglæde – innovative tænkere, som formår at kombinere forståelse af mange forskellige felter ind i skabelsen af helt nye tanker!

Det var en blandet flok af musikere, instruktører, forfattere, producere, klippere, skuespillere, make-up artister, scenografer, stand-up komikere, animatorer, billedkunstnere og nogle af landets mest skæve forretningsmænd, sportsfolk, små-kriminelle, politikere, filosoffer og tænkere…. gøglere! De udgør et stærkt netværk, hvor alle kender alle.

Hvorfor lige denne gruppe? – måske et udsnit af børn med særlig stærke forudsætninger, som tidligt flygtede ind i deres egen parallelverden af netop musik, film, bøger, tegneserier, rollespil osv. I den gruppe har jeg mødt flest af de mennesker, jeg kender, som har fået målt en usædvanlig høj IQ. Men det var også i denne gruppe, jeg mødte de, som havde bragt virkelighedsflugten skridtet videre: alkohol og stoffer – små kemiske rumskibe… Depressioner, selvmordstanker, forvirrede rodløse liv…evigt søgende, evig flugt fra gammel smerte. Såret selvværd og forvirret identitet under grandiose facader.

IMG_5728

IMG_5729

Men i denne fantastiske flok har jeg knyttet nogle usædvanlige og dybt inspirerende venskaber. Ofte har blikket fanget på tværs af en stor forsamling – genkendelsen i øjets hurtige bevægelse… Mig med min gode uddannelse og opdragelse, borgerligt klædt – han i lædertøj og nitter med sataniske tegneserier fra top til tå og en lidt broget straffeattest. Men vi slapper fuldstændig af i hinandens selskab. Siger aldrig unødvendige ting til hinanden. Spørger ikke dumt. Vender elegant og omsorgsfuldt forskellighederne fra hver vores kultur til gensidig åndelig berigelse. Vi har vores helt egen humor til fælles – og ingen andre fatter, hvad det handler om.

Jeg føler en kæmpe taknemmelighed overfor endeligt sent i livet at møde denne flok meta-kvikke tosser, som kunne give mig det medspil og modspil, som skal til for at forme et menneskes indre lag – også selvom de har givet mig de største mentale klø, jeg har fået i mit liv…fordi de ramte plet, selvfølgelig. Det er utroligt forløsende at kunne give efter i en diskussion, så den indeholder matchende substans og følelser – at der er en modtager, som kan rumme og give tilbage i samme dimension. Kommunikationen bliver vital og flydende og når helt andre steder hen.

Først da bliver man klar over, hvor meget man normalt holder tilbage og igen på sig selv for ikke at såre og skræmme væk med den kraft, man kan mønstre i en ligeværdig argumentation.

IMG_6375

Jeg vil ønske for små kommende folkeskoleelever med høj IQ, at de må få lov til at erfare den oplevelse tidligere i deres liv – at møde ligestillede til gensidig udvikling og kalibrering af selvforståelse. Det tror jeg kunne få afgørende positiv effekt for deres senere funktion i alle andre henseender. Specielt i den del af arbejdsmarkedet, hvor de helst skal kunne indgå i konstruktive samarbejder med andre.

Mistillid til andres evner generelt er blevet et spor i mine tanker, som jeg stadig kæmper med idag… Jeg tror, at jeg skal klare alting alene, fordi de unge år lærte mig, at jeg som hovedregel aldrig kan læne mig op ad andre mentalt. Det ved jeg heldigvis i dag, at jeg kan med nogle mennesker!

For man lærer jo heller ikke så godt at ”cykle” på hverken en for stor eller for lille ”cykel”… Man lærer det på en cykel i den rigtige størrelse – og herefter er det nemmere at praktisere kundskaberne på en hvilken som helst cykel, efter at man har fattet grundprincipperne og ved, hvad det er for en ”fornemmelse”, man leder efter… Tilsvarende er det nemmest at lære sig de sociale mekanismer mellem ligesindede – indenfor samme tempo-skala af kommunikation og refleksion. Derefter er det nemmere at overføre ”fornemmelsen” til de fleste andre sociale sammenhænge.

Ovenstående et forsøg på at skabe et metaforisk argument for at bringe IQ-børn sammen til en gensidig udvikling af sociale kompetencer i skolealderen – for at de kan overbringe erfaringerne til det samværet med de mere almindelige kammerater.

Hørsholm kommune har udført det i praksis: En bus henter alle de små ”nørder” rundt på alle kommunens skoler nogle timer om ugen til forskellige former fælles aktiviteter og undervisning. Resten af tiden tilbringer de i deres normale skoleklasse.

Det var den idé, jeg i min kronik kaldte en ”space-bus”…altså mindre rejser til ”andre dimensioner” – i samvær med ligesindede børn på denne planet – i stedet for at ungerne skal sidde og drømme om hver sit rumskib til evige rejser i outer space…

Jeg tænker på det som en ”ventil” for en ellers klaustrofobisk hverdag i skolen – og et det helt rigtige rum at udvikle selvforståelse for et barn med særlige forudsætninger: nemlig ved at få mulighed for at spejle sig i nogen, som er magen til. Så bliver det meget nemmere at komme tilbage til den almindelige skoleklasse og få noget konstruktivt ud af samværet også her, selvom den ”cykel” ikke passer helt så godt i størrelsen.

IMG_5699

Svanerne ind i Rumskibe? – Ja, tak!

Jeg er som nævnt blevet bedt om at skrive dette bidrag til en bog, fordi jeg for nogle år tilbage skrev et debatindlæg i Politiken om et ”Rumskib”, som jeg engang kaldte på: ”Kom og hent mig nu… Det er ikke sjovt længere!”

Det er svært at træde ind i dette rum igen… Svært at åbne for sit sind – og forsøge at fortolke dybt private erfaringer til almennyttige oplysninger. Det kan aldrig blive mere eller mindre end en subjektiv skildring.

Der er mange mensanerne, som ikke genkender ovenstående skildringer – men tilgengæld er der også mange, som gør det! Det er selvfølgelig for den sidste gruppe, at jeg uddyber den italesættelse af de mere problematiske følelser, som kan være forbundet med en høj IQ, som jeg fik så overvældende positiv response på i kronikken.

Jeg har fundet fodfæste og tror på fremtiden – og tror på, at børn som jeg kan HJÆLPES, hvis man hjælper dem til at forstå hvem de er, og hvorfor de oplever verden anderledes.

De redskaber, som jeg selv langsomt, langsomt har fundet til at hjælpe på mit livsmod har blandt andet været:

  • bevidsthed om, hvorfor jeg reagerer så allergisk på andres langsomhed og bevidstheden og om, at jeg har brug for at tage en dyb vejrtrækning og lade tankerne glide væk for at kunne forblive i situationen uden at stikke af på den ene eller anden måde
  • bevidsthed om, at jeg også skal kunne tilgive mig selv behovet for at vælge mennesker fra eller fravælge situationer for ikke selv at gå i stykker på længere sigt
  • bevidstheden om, at der virkeligt findes mennesker derude, som jeg kan identificere mig med – og at jeg skal værne om de ligestillede, som kommer ind i mit liv
  • bevidsthed om, at jeg i den grad også har brug for helt almindeligt tænkende mennesker med andre evner end jeg selv besidder, og at skabe rummeligheden til at vi kan være i hinandens liv på trods
  • bevidsthed om, at jeg skal bevare mulighederne for dynamik, læring, abstraktion, fantasi og frihed i mit professionelle liv for ikke at gå ned med flaget på sigt
  • bevidsthed om, at det som kan føles som et kaos af tanker, sanseoplevelser og følelser også er en bredspektret rigdom, som det ikke er mange forundt at opleve – flyveture gennem store n-dimensionale rum…

 

IMG_6336

LIGHED bør i min forståelse være, at folkeskolen bør være LIGE opbyggelig for alle – og ikke nedbrydelig for de få, største og mest krøllede hjerner.

Som jeg har oplevet det kan en høj IQ være et træls handicap og en uvurderlig gave: 50/50 %.

Jeg værdsætter især den del af gaven, som i dag omfatter en usædvanlig broget omgangskreds med stærke, skæve og markante personligheder til at berige mit liv med vedvarende forundring og forandring.

I diskussionen om, hvorvidt IQ-børn kræver en særlig indsats eller opmærksomhed, bliver det ofte fremhævet, at de i statistikken optræder som velfungerende voksne. Men en vigtig pointe for mig i hele denne åbenhjertede betroelse er netop: Man kan godt optræde med kors og bånd og stjerner på i statistikken (- jeg har selv en PhD fra DTU, Filmproducer-titel og flere sports-Danmarksmesterskaber på CV’et) – og alligevel konstatere, at man langt fra fungerer optimalt, eller ligefrem føle sig som et ulykkeligt menneske med drivanker på de personlige ressourcer.

Evnen til at fungere som menneske gemmer sig selvfølgelig som for alle andre i en helt anden balance med sig selv og sine omgivelser – inde i hovedet, og ikke i ydre, kulturbestemte måleparametre. Derfor mit første spørgsmål om, hvorvidt en svane kan tage skade af at vokse op i en andegård? Jeg tror, at de svaner, som er vokset op sammen med eller i nærheden af andre svaner bliver mere velfungerende. Det synes jeg at observere blandt såvel gøglere som højtuddannede kollegaer.

Og nej – for at komme den misforståelse i forkøbet: Svaner er selvfølgelig ikke ”bedre” end ænder! Svaner flyver langsomt og kluntet og er ved at brække både hals og vinger, når de skal lande den korte landingsbane… Der er bare brug for, at vi alle i vores opvækst udvikler os naturligt i forhold til vores forudsætninger. Og det gør man bedst i kontakt med ligestillede. Ikke hver dag, men bare engang imellem. Heldigvis er der jo også svaner, som får en hel normal udvikling blandt lige-fjerede og vokser op i den store sø, hvor de kan lære, at for visse specier er det fysiologisk indenfor mulighedernes rækkevidde at stikke hovedet lidt dybere efter føden.

– Egebjerg

IMG_5705

8 tanker om “Hvem har ret – flertallet eller de klogeste?”

  1. Davs Egebjerg.
    Fantastisk artikel du har skrevet der.
    Hrmm jeg sidder med en masse tanker efter at have læst det du har skrevet.
    Tanker om hvorfor alt du har skrevet, nærmest beskriver mig, og så alligevel ikke.
    Jeg har faktisk aldrig tænkt over at jeg skulle være specielt klog.
    Det eneste jeg har mærket var konstant at føle at jeg kunne begå mig hvor som helst, men aldrig følte at jeg hørte til.
    De udfordringer som de voksne i mit liv, nok burde have stået for, fandt jeg selv på.
    Og jeg lærte også at gå stille med dørene når det kom til mine tanker.
    Jeg voksede op med en enlig mor og en far der havde forladt hende da jeg var 1½ år gammel.
    Og lad mig skrive.
    Det er IKKE min mor jeg har arvet mine evner fra.
    Selv i min egen familie følte jeg mig som en totalt fremmed.
    Trangen til at have en socialt tilhørsforhold har lært mig evnen som social kamæleon.
    En der kan begå sig alle steder, og gøre en masse erfaringer fra alle lag af samfundet.
    Humoren er nok det der gør at jeg klarer mig godt de fleste steder.
    Da jeg begyndte at fortælle om mine skæve kringlede tanker på en sjov måde, blev jeg en man gerne ville omgås.
    Desværre stadig kombineret med frustrationen over at opleve at ingen helt forstod mig alligevel.
    Stadig frustrationen over ikke at høre til.
    Frustrationen over at måtte gå stille med dørene, med intelligensen, for at stille kritiske spørgsmål eller fremlægge ideer mennesker ikke forstår, er ikke altid velset.
    Jeg var midt i fyrrene før jeg egentlig selv begyndte at kunne sætte ord på min egen frustration.
    At ting jeg selv anså for lette og fuldkommen indlysende var sort tale for de fleste jeg løb ind i.
    At ting jeg anså som noget alle kunne lære var svært for mange af dem jeg arbejdede sammen med.

    I dag har jeg et liv med et arbejde hvor jeg hver dag føler at jeg får udnyttet mine evner.

    Desværre har min egen rejse mod erkendelsen også resulteret i en forståelse for hvorfor blandt andet mit ægteskab var et helvede, og at romantiske forbindelser generelt har været Meget problematiske.

    Det var dejligt at læse din artikel, jeg følte mig lige knap så alene et øjeblik.

    Venlig hilsen

    Thomas

    1. Tak 🙂 og selv fin blog du har – enligfar.dk.
      Det kan jo aldrig skade at prøve en test, hvis du får lyst til at dykke mere ned i emnet hos Mensa.dk. Som sagt blev jeg selv overrasket over resultatet, da jeg var midt i 30’erne og ellers troede, jeg kendte mig selv 😉 Og tak for at dele din fine, følsomme historie.

  2. Ganske kort kommentar til alle dine indlæg: det er som at læse en beskrivelse af mig selv; bortset fra at jeg ikke har taget IQ test, og mere ser det hele som et spørgsmål om bevidsthed. Men enig i analogien med at se det som et styresystem, der kan håndtere megen kompleksitet, og at talenter så kunne ses som “programmer” eller “apps”, som er blevet lagt ind under styresystemet. Min søn viser også en højt intelligensniveau, og lever det ud via musik, dans, skuespil, satire, videoproduktion mm. Han er 13, og har gjort dette i en årrække. Har fanget essensen af mangen et “plat” reality program, og har demonstreret dette via humor i sine videoer. Men, anyway, rart at læse at andre har haft det ligesom mig; eller dvs rart at kunne genkende sig selv i andre – det sker jo så sjældent. Og jeg endte også i meget utraditionelle og skæve omgivelser – blandt andet ved at lave phd i krydsfeltet teknologibaseret kunst og videnskab i et internationalt, multikulturelt forsker netværk. Den største opgave i livet har været, og er, at øve sig i at tilpasse sig “normalen”, og at overleve, selvom man ofte føler sig uforløst og understimuleret (ja, det er desværre sandheden). Derudover har jeg også fundet problemer med at tilpasse mig normalsamfundet, og dets kasser hvad angår uddannelse og arbejde. Har forsket hinsides eksisterende faggrænser, nationale grænser, burokratiske grænser, etc og formår at trække linier i al denne kompleksitet, og det er netop meget tilfredsstillende. Men folk kan desværre ikke kapere det, og den slags forskning støttes ikke i DK. Meta-evnen, og evnen til at fatte store sammenhænge, og megen kompleksitet kan jo kun bruges alt det at andre kan møde een der…Deri ligger der altså et problem. Det er ikke kun i folkeskolen man skal finde plads til inklusion…det gælder altså også ude i samfundet. Men igen: set med mine øjne, handler det om bevidsthed. Og bevidsthed er mere end IQ. Tak for dine blogs. Kærlig Hilsen Kathrine

    1. Kære Kathrine, tak for dine fine ord 🙂 dejligt at høre, at nogen kan bruge mine!
      Wauw, det lyder som et spændende phd – og ja, jeg er også velbevandret i krydsfelterne, som ofte er ensomme, bumpede stier….men udsigten er god!
      Kærlig hilsen Christin Egebjerg

  3. Også jeg blev kisteglad af at læse den her artikel, efter at have været temmelig begejstret for de af dine andre artikler jeg indtil videre har fået læst. TAK for at du sætter ord på så ekstremt tabuistiske tanker som dem at føle sig mere intelligent end flertallet. Altså heller ikke jeg har fået målt min IQ, og jeg troede absolut ikke på det, da en neuropsykolog jeg talte med efter en svær hjernerystelse i 1985 sagde at jeg var intelligent – det hang for mig på dengang 19 år ikke rigtig sammen at være både hjerneskadet og intelligent på samme tid. Hvorpå jeg fortsatte mine kejtede forsøg på at passe ind i flest muligt rammer, også for måske at kunne få indfriet nogle af de drømme jeg havde dengang. Og flakse ud af hver enkelt igen når jeg begyndte at føle mig uønsket, eller opdagede at jeg skulle gå mere på kompromis med min egen logik og faktuelle viden end jeg egentlig kunne.
    Her 15 år efter debatten om folkeskolens inklusion af børn med høj IQ går jeg selv med tanker om mine pt. teenagebørns fremtid, da de også begge vil noget andet end deres primære skolemiljø vil at de skal ville, høj IQ eller ej. Personligt tør jeg heller ikke bruge i-ordet i hverdagen, højst ord som “abstraktionsevne” eller det mere fortærskede ord “kreativ”.
    Det at læse de artikler du har skrevet her på bloggen har givet et godt skub til mit eget mod på at arbejde videre på udformningen af den brik jeg ønsker at levere til det enorme puslespil flere og flere er med til at lægge, om en harmonisk og sammenhængende verden, både lokalt og globalt.
    Så igen TAK for at du har lavet denne blog!
    Knus fra Julie Tryde

  4. Hej Christin 🙂
    …jeg må lige sende dig en venlig tanke …har lige læst ‘Hvem har ret…’ og hvor er den bare spot on! I den grad en tur ned ad memory lane… For et par år siden tog jeg en af Mensa’s tests på nettet. Trods forstyrrende elementer… i form af børn, der kom hjem fra skole 🙂 Jeg havde ikke planlagt tidspunktet særligt godt og blev derfor forstyrret, men endte med et testresultat på 140. Ikke overraskende, men jeg spekulerede selvfølgelig på, hvad fuld koncentration havde betydet for resultatet. Kunne ikke gentage testen, da man så ikke kan regne med resultatet. Nu … 5 år og en arbejdsulykke senere, står jeg med en piskesmældskade og en kronisk hjernerystelse, der har spoleret min koncentration og efterlader konstant hovedpine og store smerter. Hvis verden før var svær at forstå, så et den nu i tusinde små bidder. Jeg kan nogle dage næsten blive vanvittig af, at mit hoved ikke længere vil som jeg, men at tankerne flakker rundt og ikke kan fæstne sig ved ret meget. Måske jeg skulle tage samme test igen – gad vide, hvor den så ender? Nå, egentligt blot en hilsen – postkort fra genkendelighedens land 🙂 Tak

    1. Tak for din hilsen Jannie 🙂 Og sikke en historie…det lyder ubgribeligt hårdt at skulle kapere i forvejen hurtige, flyvske tanker – men nu uden fast fundament, som du beskriver det. Jeg håber, at der er nogle nervetråde, som trods alt finder sammen og styrkes med tiden. Kh

Skriv et svar