Hvad er rigdom?

Hvad er rigdom?

Hvad er rigdom? – Hvorfor misundelse?

…spørgsmål til Automat-tanker!

Som forsker trænes man i at tænke ”Men…er det nu sandt?” og ”Hvad nu hvis…?” Jeg har altid haft denne lyst til at stille tanker på hovedet – især hvis jeg fornemmer en gruppedynamik af automat-tænkning på et område, hvor den enkelte egentligt ikke helt kan gøre rede for, hvorfor de råber i takt med alle de andre i gruppen… Så er det tid til at rive alle tankerne fra hinanden og kaste noget nyt derind!

Det handler om følelser. Piketty. 1%. Ulighed….Virale hadekampagner. Økonomi er blevet så kompleks en disciplin, at man som almindeligt menneske næsten opgiver at gennemskue mekanismerne og er prisgivet de medier, som formidler de “klareste” budskaber. Og samtidig er penge jo bare noget af det mest banale i verden – som bytteværdi mellem mennesker – Pengeværdier relative, og pengeværdier er subjektive.

Penge er som stemmesedler. De giver magt og indflydelse over værdi, men er i sig selv ikke andet end et stykke papir – fysisk eller virtuelt. De fleste mennesker bruger deres første ’penge-stemmesedler’ på at få opfyldt egne, kortsigtede behov, men dernæst vælger mange at ”stemme” på, at nogle andre behov bliver opfyldt – langsigtede, sociale, investeringer osv.

Når man har brugt sine ’stemmesedler’ på mad og luksus til sin egen krop, så er der alligevel en grænse for, hvor meget mere, man kan bruge, som er rent egoistisk forbrug. Der er en grænse for, hvor mange sæt tøj, hvor mange måltider, og hvor meget benzin et enkelt menneske kan forbrænde…og resten af forbruget er måske værdier af mere blivende karakter som ejendomme, kunstskatte o.l., der ikke “forbruges” eller forsvinder. De næste ’penge-stemmesedler’ kan give magt til nye virksomheder og forøget aktivitet, blivende materielle værdier som huse, både, biler, kunst, jord o.l.

I mit verdensbillede er der ingen mennesker, hvis muligheder bliver begrænset af andres lykke. Jeg har hverken mere eller mindre af, at andre har meget eller lidt. Jeg har relativt de samme muligheder for selv at skabe værdi, om så en enkelt mand ejede alt i verden. Jeg behøver ikke at taget noget fra ham for selv at skabe tilsvarende værdier. Alt andet lige, selvfølgelig – frihed og demokrati.

Jeg undrer mig ofte over, hvor voldsomt hadet er på de sociale medier over uligheder indenfor den vestlige verden i en tid, hvor vi alle har mere end nogensinde. Selvfølgelig går jeg ind for at alle skal have det fornødne, men hvor kommer hadet fra og til hvem? – Hvilken type ulighed taler vi om, er den overhovedet målbar, sådan som man bruger tallene som brændsel for dette had?

Hvorfor rammer den franske økonom Piketty lige ind i københavner elitens had over, at nogen har mere end andre…hvis de fleste (i vores del af verden) har nogenlunde nok? Og hvad er det for en type værdi, som man forestiller sig, at nogen ejer?

Jeg har aldrig forstået ’misundelse’ som en følelse. Jeg kan forstå ’jalousi’ i den betydning, hvor man selv mister noget til nogen, og det er jo noget helt andet. Ligesom det også er forståeligt at ønske sig noget. Men misundelse er en virkelig negativ følelse, som mange mennesker har overfor nogen, som har mere end dem selv – penge, privilegier, skønhed, ungdom, helbred, held…

Og jeg forstår det ikke. Fordi nogen har noget mere, så behøver jeg jo ikke selv at miste noget? – og jeg mister jo slet ikke mine egne muligheder for selv at skabe eller skaffe? Tværtimod bliver jeg netop inspireret, hvis andre kan vise mig vejen med deres succes. (Og hvis jeg træffer et andet valg, kan jeg helt sikkert modregne min ’fattigdom’ med andre værdier i mit liv – frihed, privatliv, nærhed, viden m.v. – eller visheden om, at jeg arbejder for, at næste generation har adgang til disse ting).

Jeg har altid glædet mig over, at andre kunne gøre det godt! Har aldrig selv tjent mere end en mindsteløn, brugt det meste på dumme investeringer, som jeg har lært meget af, fulgt min lyst og foræret resten væk…men altid glædet mig over, at de fleste omkring mig havde meget højere levestandard end jeg, og synes det er fantastisk, når nogen klarer det rigtig godt. Det er så inspirerende! Har været mest ked af det, hvis jeg ikke har kunnet give retur i samme liga, når jeg har fået noget fra de, som forstår at få pengene til at gro (eller har været rige på immaterielle værdier, som de har delt ud af).

Jeg har som alle andre private prioriteret mine ’penge-stemmesedler’ på noget, som har betydet mest for mig. Jeg har brug for at føle frihed, så mobilitet med en (gammel) bil og surf udstyr har betydet mere for mig end bolig, interiør, restauranter, gadgets, tøj, luksusrejser eller andre af de forbrugsgoder, som jeg ser min generation dyrke i vores privilegerede del af verden. For valutaen af penge-stemmesedler er altid personlig! Jeg havde snakken fornylig med en veninde, som overvejede at sælge hendes firma. For hvad er pengene værd i tid, energi og følelser. Hvert menneske, sin valuta.

IMG_1271

Ved jeg overhovedet, hvad jeg taler om? Måske/måske ikke. Jeg har bl.a. haft en brasiliansk kæreste, som boede i et skur hos hans familie i en fjern landsby, hvor ingen ejede noget. Jeg har også i et par år været kæreste med og forsøgt at hjælpe en hjemløs, sygdomsramt franskmand, som var stemplet helt ud af alle officielle registreringer i skjul for myndighederne efter en opvækst i ghettoen med sin psykisk syge mor, en voldelig tunesisk far og uden at have gennemført sin skolegang… Jeg tror, at jeg har set nok forskellighed til at kunne udtrykke et rummeligt perspektiv. Især har det åbnet mine øjne for forskellen på en  konstruktiv eller en selvdestruktiv kultur i sin opvækst.

Relativt er vi jo alle i det danske samfund i stand til at hjælpe de få, som f.eks. bor på gaden, og det nødvendige er ofte slet ikke materiel hjælp, men et spørgsmål om at blive set som menneske og støttet, hvor man selv føler det største behov. Det er jo sjældent en stor villa eller mere mad, et menneske har brug for…men det kan være tryghed, samtale, rådgivning, simpel hjælp til at ordne det praktiske for selv at rejse sig og atter blive en aktiv del af samfundet. Støtten til at tro på sig selv. Fordi selve livsfølelsen er dette: ’at kæmpe for livet’. Her burde de fleste af os måske bare tage sig sammen lige NU og række ud efter de svageste i vores egen omgangskreds, og meget ville allerede kunne blive væsentligt bedre.

Hvorfor har vi mistet den private hjælp og ansvar for hinanden i det danske samfund? Min mormor fortalte ofte om de vagabonder, som boede på skift i hendes barndomshjem i begyndelsen af forrige århundrede på en stor proprietærgård, som var ramme for sammenhængskraften i det lille lokalsamfund. De som havde hjælp behov til at klare livet gik i fast rute mellem de store gårde, hvor de fik mad og husly.

Tværtimod kan de fleste af os nok tilslutte sig, at i valget mellem materielle goder og et godt socialt/mentalt liv ville man vælge det sidste. For hvad er rigdom?

I forbindelse med udregning af BNP tales der for tiden om forskellen ved at regne i ’input’ eller ’output’ modeller (efter nye regler fra EU). Det er interessant at tænke på forskellen på at regne rigdom i hvad man BRUGER af penge/værdi, fremfor hvad man HAR på papiret.

En gnier af rigmand, som intet bruger/får for sine penge, TAGER jo heller ikke noget fra verden. Han kan stable alle sine milliarder i baghaven og sætte en tændstik til, og ingen har mistet noget. Det har bare rykket magtbalancen fra hans stemmesedler til nogle andres stemmesedler – måske en anden rigmand/kvinde i Kina, som sætter sine penge i bevægelse.

Men en mellemindkomst familie, som slider på miljøet og dyrker de hurtige forbrugsgode, de er ”mere rige” end rigmanden, fordi de forbruger. De bruger verdens rigdom og ressourcer. Det er output’et af pengene, som definerer rigdommen – et spørgsmål om, hvordan man bruger sine midler og hvor meget, man får for dem.

Selvom rigmanden vælger at hæve alle sine milliarder i cash og tænde et stort bål med dem, er der ingen andre end ham selv, som har tabt værdi (og måske en national balance). Der er kun gået papir tabt. Penge er magten til at bestemme over værdier. Værdier, som vi subjektivt kvantificerer. Der forsvinder jo ikke ejendomme, medicin, mad eller virksomheder med hans penge-bål. Der er bare nogle andre, som får forholdsvis mere magt over disse værdier. Så der burde ikke være grund til at være misundelig på hans store bunke penge – men der er god grund til at bekymre sig om, hvordan han bruger pengenes magt, hvis han forventeligt ikke vælger at sætte en tændstik til dem!

Derfor er der for mig en langt vigtigere diskussion om, hvordan vi regulerer den magt, end om hvorvidt nogen har mere end andre.

Og det er jeg også klar over, netop er Pikettys ærinde. Problemet er bare, at hans statistik bliver brugt til disse simplificerede og masseforførende paroler, som er benzin på et folkeligt misundelses bål (og at han træder ud af den kritiske forskerrolle for at dyrke denne politiske effekt, så der sker en sammenblanding med den objektive autoritet). Og hvad er der så galt med revolutioner? – Jo, det er ikke altid årsager og løsninger er så gennemtænkte, at man ender i en bedre balance, det er historien allerede fuld af eksempler på, og først bagefter opdager man, at kulturarv og arvesølv er brændt på et hadefuldt bål.

Penge kan bruges til manipulation, og det er først her, de bliver gode eller dårlige i store mængder. Men store mængder ligeligt fordelt på mange mennesker er heller ikke nødvendigvis et gode…mange tager ikke altid bedre beslutninger end få…selv ikke for flertallet. Klodens miljø viser tydeligt, hvordan den mekanisme fungerer. Penge ikke i bedre hænder hos masserne set fra et samfundsperspektiv – overforbrug gange 7 millliarder i stedet for som nu i en lille flok, som flyver rundt i private jetfly….hvis alle havde råd til det, ville kloden dø på mindre end en generation!

Og jeg har heller ikke nødvendigvis tillid til, at demokratisk valgte (offentlige) fonde ud fra mindste fællesnævner forvalter fælles midler mere hensigtsmæssigt end private fonde. Det er ikke klogere, kærligere eller mere visionære folk, som sætter initiativer i gang hos kommuner og stat. De store private fonde trækker et kæmpe læs i samfundet, når det kommer til visionære projekter, hvad enten det er indenfor kultur, forskning, naturbevarelse mv. Netop fordi de ikke er demokratiske og trækkes ned af mindste fællesnævner, men kan tillade sig at have en holdning eller løbe en risiko – at være spydspidser, innovative eller minoritets forkæmpere. Og dermed kan åbne døre for de brede flertal også – for ny viden, nye landvindinger, nye visioner. Det skal bare være åbent, synligt og tilgængeligt for alle!

Jeg er helt enig i, at der findes masser af problematiske strukturer, bankerne, som det mest nærliggende, men de er også vores eget valg som forbrugere, ligesom så meget andet! – Fravælg dem og opfind nye institutioner, nye strukturer! (Personligt køber jeg ikke Nestlé produkter, og har undgået Coca-cola og Shell siden 80’erne – Det er mit eget valg heldigvis, så de skal ikke have mine stemmesedler).

Vi bruger i stigende grad vores penge til (værdisætter) abstrakte ting som internet-services, underholdning og sociale netværk. Nye milliardærer, som vi giver magten med vores penge-stemme-sedler er Amazon, Google, Facebook osv. Der sker en sammenblanding af materielle og immaterielle værdier, som forvirrer hele vores byttesystem, og dertil kommer tidsfaktoren. Penge/værdi, når man har brug for dem har en anden prioritering/størrelse, end når man ikke har brug for dem længere…

Hvis man tager et tilfældigt hus på Frederiksberg og flytter det et stenkast ud på Amager er det kun det 1/2 værd, og hvis man flytter det samme hus ud i et industrikvarter vest for Hjørring, så er det 1/10 værd… Mærsk-butikken med alle dens øser er kun noget værd, så længe den drives professionelt. Vestas står og falder med politiske beslutninger. Min computer har kun værdi, indtil nogen klipper ledningen på det globale internet… Vintertøjet mister værdi, når verdens temperaturer stiger, eller orange ikke er moderne længere… Tøjkollektioner skifter 8 gange om året, og sådan beregner det vestlige menneske ”matematisk værdi” via penge.

Al værdi har en tidsfaktor indbygget, og de fleste værdier holder ikke længe uden at tilføres ny værdi. Et hus skal vedligeholdes, en bil holder ikke mange år og selv de dyre møblers indkøbspris falder til en loppeværdi efter ganske få år. I et almindeligt indbo er de dyreste værdier computere og anden elektronik, som er nær værdiløst efter et år. Immaterielle værdier som underholdning, der er USA’s 2. største eksport industri, er værdi i flygtig flugt.

Man kan ikke sætte lighedstegn mellem aktiekurser og rigdom. De svinger…og ind imellem forsvinder. Fordi det er svært at drive en virksomhed – der er altid gæld og usikkerhed et sted, og butikken er kun det værd, som nogen tilfældigvis gider at betale for den. Jeg synes det er vigtigt for diskussionen om værdier og rigdom, at man skelner mellem værdier “på papiret” overfor billedet af “rigdom”, som bliver så forenklet i Pikettys kurver (- som også har mødt akademisk kritik, f.eks. hans selektion og brug af statistisk materiale for at vise, hvordan 99% rigdom er fordelt på 1% befolkning, og efterfølgende politiske konklusioner på de tal).

Jeg efterlyser nuancer. Hvad er rigdom i den størrelseorden? – Var Bernard Madoff rig? – Stein Bagger? – Eller de 17 spekulanter, som siges at have udløst den danske finanskrise? – Penge, som figurerer i statistikker, men ikke i den virkelige verden? Jeg efterlyser den nuance, som handler om forskellen mellem at have penge i banken eller på papiret. Og synes, at det vigtigste egentligt er den indflydelse, som følger med også de fiktive værdier.

Penge i den størrelsesorden er jo fiktion? – Og jeg siger ikke, at der ikke er ulighed, eller at der ikke burde være lighed, slet ikke…selvfølgelig!! Men at der i dette tilfælde med disse tal og grafer ikke så meget afbildes ‘rigdom’ (som forbrug og i den usmagelige form) men mere noget med potentiel ‘indflydelse’ (ikke magt) via job-skabelse, produkt-udvikling osv. – og det er jo interessant nok i sig selv!

Og nogen besidder stadig vulgært store værdier, ja! Men det forringer jo stadig ikke mine chancer for selv at skabe værdi? – tværtimod er det svært at bevæge sig, hvis alt omkring mig står stille…vi har alle brug for dynamikken.

IMG_8711

Men det er altid et samfundsmæssigt anliggende, hvordan disse få mennesker forvalter deres penge-stemmesedler, for de kan virkeligt påvirke verden både positivt og negativt.

Og derfor skal vi værne om de rigtige stemmesedler – de demokratiske stemmesedler, som giver flertallet magten til at bestemme regler og rammer for, hvordan rigdom anvendes. At der i alle verdens lande bliver sikret demokratisk satte rammer for løn, arbejdsmiljø, forskning, formidling, undervisning, infrastruktur, byplanlægning osv. osv. Om der drives rovdrift på ressourcerne, om minoriteter begrænses i deres muligheder, om der er åbenhed og ærlighed i alle samfundsstrukturer? – At medierne ikke er i lommen på nogen, hvad enten det er hos en pengestyret amerikansk valgkampagne, en diktator et sted i øst eller en selvudnævnt menings-elite i København?

Det er vigtigt! – så der vil jeg lægge mine tanker og følelser, ikke i smålig misundelse. Jeg synes det er mere vigtigt at sikre lige rettigheder end selve ligheden. 

Den vestlige verdens ”værdier” er behæftet med enorm risiko og usikkerhed – vi lever et skrøbeligt liv, og vi er alt for mange… Hvis hele verdens befolkning holdt igen med at føde så mange børn, så havde vi rigeligt med viden og teknologiske løsninger til at leve et bæredygtigt, sundt og ligeværdigt liv alle sammen. For ja, klodens ressourcer er knappe, og moder jord har ikke råd til, at 7 milliarder pludseligt får råd til at forbruge efter lyst…

Mennesker er i deres natur umættelige, og der er altid nogen, som pludseligt får brug for et større hus, flere rejser, lækrere livsstil, en privat helikopter… Min generation i København lever bedre end nogen gjorde ved Solkongens hof. Livsstils magasiner hyper månedlige skift af kollektioner på interiør, gadgets, rejsemål, restauranter osv…og alle er med på bølgen. På en hvilken som helst mandag aften kan man se fuldt udsolgte restauranter på hvert gadehjørne fra city over brokvartererne til langt ud i provinsen. Alle har biler, alle rejser, alle har store boliger. Glemt er tidligere krigsgenerationers mådehold og ressourcebevidsthed. Ingen slukker for lyset, genbruger emballagen eller sparer på vandet længere…heller ikke i de nye, voksende økonomier ude i verden.

Hvis man fjerner penge eller fordeler dem ligeligt, så flytter magten bare over i noget andet, med det klassiske eksempel i det gamle Østeuropa – Der er altid nogen, som bor i de bedst beliggende huse, penge eller ej.  I dagens Danmark kender jeg folk i mediebranchen som kommer foran i alle køer til kultur begivenheder og altid får taletid, og folk i sundhedsvæsenet, som kommer gratis og foran ind til tandlæge og læge ydelser. Andre kommer billigt til at få håndværker, mekaniker eller hjælp til uddannelsen. Ulige magt vil altid eksistere uanset, hvor godt man forsøger at tælle og holde regnskab. Og det er ofte dem, som selv har den tendens, som råber højest op om, at nogen andre har for meget…!

540188_10150664590853983_1670006461_n

Så længe vi kun har en håndfuld mennesker i hvert land med råd til egen privat jet, så skal vi prise os lykkelige – der er grænser for hvor meget, som de få rige kan forbruge, men der er næsten ikke grænser for, hvor meget 7 milliarder mennesker ville begære af forbrug, hvis de fik muligheden for det. Og meget værdi kan slet ikke fordeles – det forsvinder i det sekund, man tager det ud af sin sammenhæng. De egentlige værdier på vores planet er som altid: ‘Økologiske systemer’ og ‘Tid’. 

Hvis man virkeligt fordelte den vestlige rigdom, da ville planeten være i alvorlige problemer, når man ser på hvordan den helt normal kreative middelklasse går foran med at forbruge materielt – så ville der blive bygget store huse, som skulle indrettes efter sidste nye indretnings tendenser med designer møbler, nye hvidevarer, masser af gulvplads, rideheste og parkanlæg, intelligente installationer, garderobeskabe på størrelse med parcelhuse, et privathospital til at holde dem evig unge og ugentlige flyrejser til enhver plet på jorden, og en masse teknologi og isenkram til at holde det hele ved lige… Så ville jordens ressourcer kollapse i løbet af et årti!

Jeg er vokset op under forholdsvis beskedne kår men i nordsjælland, hvor mange skolekammerater var af velhavende familier.  Jeg oplever, at de familier, som optjener store formuer, arbejder langt hårdere og mere fokuseret på et objektivt ‘projekt’ end andre.  At de netop ikke dyrker et subjektivt spejlbillede med et ego i centrum, men har et mere beskedent og fornuftig fokus på at opbygge blivende værdier, udvikle samfundet og støtte sociale formål med andet og mere end ORD. Jeg tror ikke, man kan optjene større værdier, uden netop at have et socialt formål, for at andre gider investere deres liv, tid og penge.  Og at resten er social evolution, hvor generationerne hele tiden (forhåbentligt) bliver klogere på deres prioriteter, efterhånden som de finder løsninger på problemerne. (Selvom tanken er romantisk, er jeg egentligt taknemmelige for, at jeg ikke behøver at overleve som stenaldermenneske i en kold, nordisk skov med klankrige, dødsfødsler og ulve hylende fra de mørke vinternætter).

Men jeg bliver forskrækket med min egen forskningsbaggrunds viden om, hvor subjektiv og selekteret al forskning er, selv indenfor de mest videnskabelige discipliner, når selv vores tungeste medier fremstiller ukritisk, og f.eks. Weekendavisen (041013) havde en lang, ensidig artikel om Pikettys statistiske fortolkninger. Men især hele den virale snebold, som er rullet med nemme, aggressive statements. For de pisker op til had og fordomme og mindsker vores forståelse for, hvor komplekst alt er skruet sammen i virkelighedens verden. Simple, følelsesladede budskaber sælger desværre bedst.

Og ja, jeg frygter hurtige ændringer som krige og revolutioner – de flytter bare problemerne. Det skræmmer mig, når nogen får stjerner i øjnene eller kilden i maven over folkemængder, som marcherer i takt og brænder byer ned på mindste fælles nævner. Jeg har aldrig forstået begejstringen over den del af den franske revolution, hvor mænd og kvinders hoveder blev skilte fra deres kroppe som folkelig underholdning, mens der blev grinet og hujet blandt strikkende kvinder og børn og blodet flød fra guillotinen. Jeg forstår simpelthen ikke blodtørst som en lyst. Piketty hylder den franske revolution og princippet fra dengang om, at store værdier godt kan tilfalde enkeltpersoner (magteliten) i spidsen for demokratiet: Link til interview. Han erkender også, at revolution og republik ikke medførte større lighed i Frankrig end i andre europæiske lande!

For mig er det et mysterie, at nogen kan synes det er dyrt, at danskerne betaler 400 mio kr, svarende til et årligt abonnement på 80 kr om året pr dansker, for at en hel familie lægger deres liv i hænderne på at være neutrale kustoder i et stykke uerstattelig kulturarv – og samtidig forærer både deres børns og egen frihed til at repræsentere en forkælet befolkning. Kongefamilien spiser næppe det beløb op i ekstra store måltider, men man kan gå ud fra at repræsentation til fællesksabets bedste har omkostninger, uanset hvem som sidder i stillingen. Og jeg er dybt taknemmelig for, at en familie gider opdrage deres børn til den jobbeskrivelse med hele kulturhistorien indbygget i en livslang uddannelse, så vi slipper for at se den ene amatør efter den næste forsøge sig i det embede. 80 kr om året pr. dansker, som ellers gladeligt betaler 40 kr om dagen for deres latte i papkrus!?!

Jeg er klar over, at jeg lever i måske verdens mest priviligerede samfund, men derfor skræmmer det mig også, at de som råber højest op om ulighed også er dem, som man hver weekend ser smide hurtige penge over Fiskebaren og andre smarte restauranter. De har en intern konkurrence kørende på livsstil, gadgets og højtflyvende projekter. Filmfolk og popstjerner vil gerne have deres eget navn bøjet i neon som folkekære præsidenter.

Ordene bliver til smukke påfuglefjer, som råber til følelserne. Det er de tønder, som buldrer højest om Piketty og ulighed, som ofte selv er de første til at hjælpe sig selv, egne projekter og deres egen flok frem i verden. De har ikke kærester fra den franske ghetto, men selekterer priviligerede netværk, hipsters, pleasers og racerene familier i kulturel harmoni. I Danmark ejer de mediebranchen og alle dens forsyningskanaler.  Påfuglene spankulerer som vor tids nyreligiøse præster foran folkeflokken og baner vejen for egen karriere. De bærer våben af sarkasme og social eksklusion af mennesker, som ikke retter ind i menings hierarkiet eller anfægter københavnerelitens verdensbillede. De ord, som opildner til dogmatisme og angst for at udtrykke nuancer af “sandheden”…de skræmmer mig mest!

Jeg ville med alt dette egentligt bare sige…jeg forstår ikke misundelsen og slet ikke hadet alene på baggrund af ”tal” og statistik for rigdom…der er så meget andet og mere i at forstå de mekanismer, udvekslinger og sammenhænge af værdi, rigdom og muligheder.

Kald mig gerne romantiker, men jeg tror at den eneste værdi, man kan tage med sig gennem livet (og gennem døden) er de oplevelser og viden, man kan stoppe ind i sit eget hoved på livets vej, krydret med det nærvær og kærlighed, som man har delt med andre undervejs.

– Egebjerg

 993056_10151543332469685_1353834785_n

Skriv en kommentar