”Op igen!” – Om sorg

”Op igen!” – Om sorg

”Op igen!” – Om sorg. Om at miste noget, miste fodfæstet – og om vigtigheden af at vælge de mennesker til, som altid tror på dine evner og styrke!

Alle mennesker har en sorg og en historie at fortælle.

”Op igen!” – er de ord, som jeg bedst husker mine forældre gentage i deres opdragelse af os børn. Deres stemmer lyse og lette: ”Op igen!” – At vi selv skulle rejse os. Opmuntringen, afdramatiseringen – at det er fuldstændig ok at falde, og det er også totalt ok at slå sig til blods, og du kan nemt rejse dig selv igen og komme videre på egen hånd! Det sidder så dybt i mig. At ryste alle slag og nederlag af mig og finde ud af at komme på benene igen.

Jeg kan ikke forklare mennesker, som har deres egne børn, hvordan det føles at indse, at man aldrig selv får børn. De kan ikke vide, hvordan det føles, ligeså lidt som jeg kan mærke, hvordan deres ansvar også kan være tungt. Kun kan jeg gætte, at lige så meget deres børn fylder og betyder for dem, giver mening og glæde i deres liv, ligeså stort er savnet inde i mig. Teoretisk er kærligheden til egne børn vel af samme størrelse som det hul i hjertet, hvor man ikke har dem? Ingen kan rigtigt vide det – måske kun de, som har prøvet at miste et barn?

”Stoisk og frygtløs”, sagde de voksne om mig som barn. Sådan var det bare. ”En klippe”, kaldte mine venner mig senere, altid rolig, fornuftig og aldrig bange for noget. Jeg har i mange situationer undret mig over, at hele verden løber forvirret rundt? Hvorfor dog det, når det kun gør alting værre? Jeg har altid følt en pligt til at hjælpe andre, fordi jeg selv var stærk. Sikkert ligesom fysisk stærke mænd altid ved, at det er dem, som skal løfte de tunge ting.

Jeg vælter ikke så ofte. Men når det sker, så rykker jeg til gengæld hele roden op og falder tungt som et træ. Det gjorde jeg sidste sommer. Faldt. Nogle gange lykkes tingene bare ikke, og nogle gange rammer det i stimer, i dette tilfælde i stride strømme… Jeg har været privilegeret med muligheder og held i andre perioder, men de seneste 5 år har bare været en flodbølge af ulykker og modgang. Træets rødder bliver oversvømmet og ved første vindpust, lægger det sig ned.

I mit liv har jeg lært så meget om mentale mekanismer gennem at mærke de fysiske naturlove på min krop. Surf sporten er et af de steder, hvor jeg har haft den kropslige erfaring af fordelene ved at kunne bevare roen under stress. Den hurtigste vej ud af en presset situation er at blive helt kølig i hovedet, ikke bruge energi på at udtrykke ærgrelse eller bekymring eller vrede eller hvad der nu måtte være af følelser forbundet med den udløsende årsag. Kun bruge energi på at tænke i løsninger, komme op igen, kun foretage de næste, rationelle handlinger og lægge al energi, fokus og styrke i dem. Så er man 10 gange hurtigere oppe på en windsurfer, fået fart i sejlet, væk fra klipper og brænding eller videre i en kapsejlads. (Og hurtigt tilbage i samme risikofyldte situation). Jeg har altid kigget forundret på de venner, som kunne ligge længe i vandet og skælde ud på udstyret og sig selv, mens de lavede den ene fejl på den næste i forsøget på at komme op igen. Klassikeren er den fuldvoksne mand, som ligger i brændingen og slår store huller i vandet omkring sig, mens han råber skældsord og bliver skyllet mere og mere rundt af bølgerne, indtil udstyret er gået helt i kludder. Nogle gange kunne jeg ligge og sejle frem og tilbage og betragte energien fosse ud i vandet omkring ham, mens jeg selv for længst var kommet i kontrol efter et styrt. Jeg fik altid denne lyst til at slå armene om sådan et menneske, kramme noget tilstedeværelse ind i hans krop, kigge ham roligt i øjnene: ”Hey dude…Op igen!”

Men denne sommer faldt jeg selv og blev liggende. Ikke i vandet, men på land, tørskoet og midt i livet. Jeg ville bare ikke rejse mig igen…havde alt for længe taget i mod helt uforståelige bank fra min blinde vinkel og kunne ikke længere se, at noget som helst nyttede eller gav mening.

”Du er i sorg!” sagde lægen – og med en god grund, eller rettere flere. Det er naturligt, og det tager tid, sagde hun. Medicin vil ikke hjælpe på den slags, og faktisk kan ingen rigtigt hjælpe dig, for du er selv alt for kvik til at gennemskue og formulere din situation. Sorg er subjektivt og individuelt, det er ikke altid logisk for andre, trøstede psykologen. Det er heller ikke nødvendigt, at andre forstår – Det vigtige er bare, at du tager dig selv alvorligt, når du er så ked af det. Sorg kan hobe sig op over tid, indtil den pludseligt udløses af en tilfældig dråbe…Og det var den dråbe (eller plask), som ramte mit fyldte bæger. På alle andre tidspunkter i livet, havde jeg sikkert hurtigt rejst mig på stiletten og danset videre.

Det begyndte med tabet af bonus børnene, de skønne unger og vores gode relation midt i deres skilsmisse kaos, efter deres egoistiske, selvoptagede, klynkende far (og mor) havde manipuleret rundt med os alle i måneder.

Han forærer mig sin farmors smykke – lukker kæden om min hals i en højtidlige gestus. Jeg er din mand, du er min kvinde, gentager han, så ingen af os er i tvivl. Han overstrømmer mig med beskeder mange gange dagligt, han er beruset af forelskelse over alt det gode, vi har fælles i ‘vores rum’, som han kalder det. Vi har det vildeste potentiale til et liv sammen, siger han, høj af lykke over at se mig lege med hans børn som sin ”nye familie”. Hans lange arme kan nå hele vejen rundt om mig i sengen med hans sovende barn mellem os. Tak for dig, tak for os, hvisker han.

Den næste dag fortæller han endnu engang den samme ’joke’, som handler om, at han drømmer om at lige knalde underboen først, når han kommer for at besøge mig. Jeg griner altid imødekommende af hans lidt grove humor, men begynder langsomt at forstå, at det slet ikke er en joke, selvom han smiler, hver gang han gentager den for mig. Snart er det ikke kun hende, men hvem som helst vi passerer på et fortov eller til en middag, som han skal hen og markere hos. Jeg skal bare også lige indvies i hans fantasier, synes han åbenbart og bliver ved, til han får den ønskede respons: min tristhed, så han kan toppe dramaet med at blive rasende på mig over min usikkerhed som kvinde, som han formulerer det, når jeg ikke bare beundrer hans evner til at forføre andre kvinder.

Bagefter sender han mig endeløse strømme af gaver og beskeder fyldte med hjerter og ord…beder mig om tilgivelse og om, at jeg skal komme tilbage til ham. Han har låst sig inde på badeværelset, smidt sig på gulvet og hulker over telefonen, fordi han er bange for, at jeg forlader ham. Hans datter græder uden for den låste dør, siger han, og jeg forsikrer at alt er godt, og jeg bliver hos dem. Han indretter en arbejdsplads til mig i hans hjem, så jeg kan blive der i længere perioder. Jeg er din mand, gentager han og kigger mig fast i øjnene, du er min kvinde! I månedsvis går der aldrig et par timer, uden jeg får en byge sms fyldt med hjerter eller en opringning fra ham. Han forærer mig billetter til romantiske rejser, som senere viser sig at have det strategiske delmål at bruge mig til at slette duftsporene efter sin x-kone på de steder, hvor de to har rejst sammen. Målrettet og struktureret bevæger vi os gennem hans liste over destinationer og familie begivenheder, som han har brug for at omkode med en ny kvinde. Da vi senere går fra hinanden, gør han det samme én gang til med andre kvinder i mit sted – de samme restauranter, strande, en kopi af min bil, mine formuleringer copy-pasted ind i samtaler på deres facebook sider, som havde det været hans egne ord. Jeg opdager pludseligt at lange tekstafsnit i breve til mig også er copy-pasted fra psykologer og forfattere, som har skrevet kloge ord på internettet. Han kopierer ordret…og underskriver med sit eget navn.

Han kigger efter huse, hvor vi kan bo sammen, spørger ind til mine ønsker, og vi tager ud for at kigge på mulighederne. Han er nysgerrig og viser et tilfældigt identitetskort som ”politiskilt”, da en lettere forskrækket dame spørger, hvorfor han går rundt i hendes have? Til mig siger han, at her er beviset på, hvor dumme mennesker er i nordsjælland, hvor jeg selv kommer fra. Så han vil hellere blive boende på vestegnen i sin families hus, og jeg accepterer, for børnene kan jo ikke flyttes. Han tisser sit navn i min nabos snedækkede rabat, i stedet for lige at vente til vi er hjemme. Jeg griner loyalt med hans udadvendte humor og gisper efter vejret, mens han udmaler fremtidige fælles aktiviteter og slår henkastet ud med sit creditcard for at forære mig tøj og dyre sko. Han forfører min far med løfter om tur på hans motorcykel, og er allerede ved at sælge store business muligheder ind til mine venner. Han er cc på mailing listen til mine møder, for nu vil han hjælpe mig med at tjene bedre penge! I månedsvis går der aldrig et par timer, uden jeg får en byge sms fyldt med hjerter eller en opringning fra ham.

Hans søster fortæller mig i telefonen, at jeg er det bedste som er sket for deres familie i lange tider, for både han og børnene er blevet så meget gladere. Hun elsker mig, skriver hun. Han elsker mig, skriver han. Børnene elsker mig også, det er tydeligt. Jeg hjælper dem alle med at få den praktiske logistik til at gå op. Laver lektier med dem, putter den mindste, køber ind og laver mad, henter og bringer. Selvfølgelig. Vi er jo et team og skal sammen gennem de svære tider. En dag sidder den lille sikkerhedskæde fast i det gamle sølvarmbånd, jeg har arvet af min mormor. Jeg beder ham om at hjælpe mig med at lirke den fri, så jeg kan få armbåndet af. Han trækker vejret irriteret og rykker hele kæden af, så jeg selv må samle den senere. En lille kæde springer nervøst i mit hjerte. Kærlighed er handlinger.

Hans x-kone sender hilsner til hans telefon i stedet for til børnenes egne telefoner med smukke selfies fra hendes rejser. Her står hun så bedårende i sneen i Lapland med lokal pelshue og et sødt smil – lige der, hvor han altid har drømt om at rejse med hende. Han bryder i gråd. Hun lægger sig til at sove i deres gamle ægteseng, så den dufter af hende, når han kommer hjem fra forretningsrejse. Hun sender en sms for at undskylde, imens hun arrangerer sin 40-års fødselsdag i sin nye kærestes hus. ”Jeg glæder mig til at være mere sammen med dig, min elskede”, skriver hun i en sms, og han går i bro af lykke, spørger, om hun virkeligt mener det? Hun svarer i en ny sms: ”Undskyld, den var til min nye kæreste!” Han skriger og hyler i min seng og er utrøstelig i ugevis. Jeg må ikke forlade ham, for han kan ikke klare flere brud i sit liv, og han vil mig og os med så meget større kraft nu. Alt bliver godt, når der er gået noget tid, forsikrer han, og arrangerer et helt orkester til at spille på min venindes fødselsdag.

X-konen sender sms’er flere gange om dagen, og de vækker os i de sene timer før midnat, hvor der omsider er blevet ro efter putning af børn med angst og mor-abstinenser. Den stille time, hvor der endeligt er fred til at os to voksne kan nusse lidt om hinanden, og jeg kan få et par minutters opmærksomhed: Hvordan åbner man kølerhjelmen på hendes bil? Og hvad er for resten nummerpladen på hendes bil? Husk nu dit og dat til børnene i morgen…han farer op og lukker sig inde i sig selv. Krøller sammen som en hård kugle og sover dårligt hele natten. Han har helt styr på det, siger han til mig.

Men han ønsker kun den ene ting, at få hende tilbage, selvom han aldrig var hende tro, mens de var sammen, og altid var i tvivl om deres forhold. Så mener han nu, hvor hun har valgt en anden, at hun er den eneste kærlighed for ham. Han vil derfor skrive en bog om at kunne ’bevare kærligheden’ til sin X – i håbet om at vinde hende tilbage, som har såret hans stolthed så dybt. Han ønsker hævn over den anden mand, som kunne konkurrere med ham og stjæle hans kvinde. Derfor holder han nu fornuftigt en pause med at gå med kniv, som han ellers plejer. Jeg opfordrer ham til at komme i kontakt med hans vrede, ikke lade den gå ud over andre kvinder men gå til selve kilden. Hun var ham jo utro fra første dag og hele deres ægteskab og han siger selv, at hun aldrig rigtig var interesseret i ham eller havde lyst til sex, at alt var på hans initiativ? Så kom i kontakt med årsagerne til det 17 år gamle sår i stedet for at give det videre til din næste partner – inklusive vreden til dig selv!

IMG_7853

Hun forlod ham med en kollega i rækken af utroskaber, som de begge dyrkede. Når jeg fulgtes med ham kunne man mærke på hele hans kropssprog, hvis der var en kvinde i en kilometers omkreds. Et løst projektil. Alt med en puls skal erobres og nedlægges. Han er veltalende, klog og charmerende, og jeg kan se først overraskelsen og bagefter overgivelsen i deres ansigter. Han får teenagere og ældre kvinder til at rødme og give efter, når han stiller sig helt tæt med ansigtet lænet ind mod deres, og derefter stiller spørgsmål i en uendelig strøm af interesse og omsorg for vildtfremmede kvinders liv og karriere. Alt hvad de siger bliver lyttet til og vendt, mens hans varme veltrænede krop læner sig ind mod deres – gerne armen omkring dem, en let berøring af kroppen et sted, et par knus, flere spørgsmål, mere omsorg, låne hans briller, få skænket i glasset, trække stolen ud, løfte tasken. De nære veninder og au-pair’en får massage med hele hans kropsvægt liggende ind over deres krop i mærkelige positurer midt på stuegulvet mellem børn og middagsgæster. Man kan betragte alle barriere falde for hans vilje, mens han får dem til at le og åbne op, give efter, lukke ind. Han er musisk, fræk, flabet, stærk, sjov. Han kigger dem dybt i øjnene over brillekanten, betror dem sin egen spirituelle udvikling, sin bekymring som ansvarlig far, sin sorg over de døde forældre, konen som løb med en anden, det var jo synd for ham, men han klarede det så flot og lærte så meget nyt, fortæller han klogt. Han får et kick i hver erobring, mine veninders døtre, svigermødre, servitricen på cafeen, kollegaen, et tilfældigt møde på gaden, vennernes kærester og døtre, hans kunder, et fremmed ansigt på facebook, hans yogalærerinde. Singlerne ville sende mig et blik med et: Nu kan du godt smutte inden det bliver mere pinligt, søster, for jeg har jo tydeligvis overtaget din mand herfra! Og de følger ham som trofaste veninder i alle aldre, der altid vil give ham ret i alt, altid stå parate med støtte og beundring, hvis nu hjemmefronten vakler igen. Han er frydefuldt stolt over, at deres mænd og kærester ikke er glade for, at han mødes med dem til små private sessions eller lige svinger forbi på sin motorcykel for at afmærke sit revir. Som en jæger i en syg rus – alt, der bevæger sig, skal nedlægges!

Selv bryder han grædende sammen i min bil, da vi tilfældigvis har mødt en af mine gamle elskere på en restaurant, for jeg er jo kommet til at ‘betyde’ noget for ham, som han forklarer. Jeg forstår ingenting, for jeg gik jo netop bare videre uden at hilse, for at han tydeligt skulle mærke, at der kun er en mand ad gangen i mit liv. For at gøre ham tryg. Han har et behov for at være i kontrol af sine følelser – kontrol af mig (og en hel flok x-er). Alle kvinder skal kontrolleres, mens han selv vil være fri.

Hvor kommer sorgen oprindeligt fra, hvor har den rejst? Han er undskyldt, for hans forældre døde jo fra ham, så nu skal ingen regne med ham længere. Det er ikke nok for ham at føle sig levende og i live hver eneste dag, nej – det er selve fødslen: Han vil genfødes hvert eneste øjeblik! Han lægger dagligt selfies på facebook, og alle de tidligere dates, som han stadig har hængende i håbet derude, kommenterer med beundrende kommentarer. Han er set. Han eksisterer. Det gør jeg ikke, for jeg er klippet ud af billederne fra alle de situationer, hvor vi har været sammen et sted. Han står alene på stranden ved mit hus. Står alene ved den bil magen til min, som vi sammen hentede til ham. Står alene og smiler ved sin motorcykel på billedet, selvom jeg er lige ved hans side som chauffør til at hente den på værksted så mange gange. Han står alene i Berlin, hos mine venner i Los Angeles, i Sverige, på Fyn lige ved mit sommerhus. Han poster de fotos, som jeg har taget af børnene, så det ser ud som om, at det er ham, der har lagt mærke til det gode motiv og fået ungerne til at lege. Hele hans omgangskreds hepper og beundrer ham for hans følsomhed og interessante liv. Han klarer det så FLOT alene efter skilsmissen… Han håber, at hans X også lægger mærke til det. Muahahaaa, griner han over, at ungerne er begyndt at tale om mig, mens de er hos hende.

Mens han kører mig rundt i manegen, bliver han selv kørt rundt af børnenes mor, som er gået lidt frem og tilbage mellem ham og den nye mand. En mand, som hun har revet endnu en børnefamilie itu for selv at kunne trøste sig med, som det før er sket. Hun ved ikke helt hvad hun vil med sit kærlighedsliv, siger hun til begge mænd, men til dagligt arbejder hun professionelt med at rådgive alle landets kvinder om kvindeliv og kærlighed. Hun skriver ofte, at man skal være god til at rumme utroskab i parforholdet, også gerne spille på sin ’erotiske kapital’ som kvinde for at komme frem i karrieren. Hun sammenligner skilsmisser med pludselig sygdom og død og siger, at ’det ikke er nogens skyld’… Nej, forklarer jeg ham, det er jo netop forskellen. Sygdom og død er sjældent nogens ”skyld”, men skilsmisser er det altid. Det er de voksnes skyld. Punktum. Og altid deres ansvar at kommunikere dette klart.

Han mener, at jeg slet har forstand på parforhold, og at en forelskelse retfærdiggør alt. Man skal leve i nuet. Han ville selv have gjort det samme, hvis han blev forelsket, siger han – forlade det hele med børnene i transit mellem to hjem. Tvinge dem til at undvære den ene forældre skiftevis med den anden. Altid en kuffert pakket, ikke noget fast hjem. Fars nye kæreste, mors nye kæreste, fars x-kæreste og endnu nyere elskerinde, mors nye bonusbørn, far på internetdatingens rutchebane, mors løgne om hendes nye mand, far som bryder grædende sammen ude i byen, mor som er mærkeligt fjern. Opsplitte  bedsteforældre, fætre, mostre, kæledyr, legekammerater. Tvinge den anden partner til at skulle undvære sine egne børn.

Han har læst i en selvhjælps bog, at man skal “bruge” nye kvinder til selv at komme videre. Redde sig selv og sin familie, som han siger. Han “bruger” mig bare, forklarer han helt åbent. Hvad så med dem, som man så ”bruger”, spørger jeg, hvad med mig?? Han forklarer, at hvis han havde været ombord på Estonia, der forliste den iskolde vinternat i Østersøen, så ville han være en af dem, der havde overlevet ved at trampe andre ned. Så godt kender han sig selv. Han ville løbe hen over hovedet på alle andre for at komme op af trapperne og ud af det synkende skib først. Jeg ligger nedtrampet i hans sunkne “Estonia”.

Han gør som så mange andre moderne danskere: Sidder i lotusstilling med røgelsespinde og mediterer om tirsdagen, strækker i yderstilinger til yoga om onsdagen, sveder over motionsapparater i fitnesscenteret om onsdagen og går til spirituelle foredrag om at lære at være mere ydmyg og grounded om torsdagen og er på kursus i nærvær og empatisk kontakt hele weekenden. Alle dage, mens hans filipinske hushjælp grounder ydmygt, mediterer og strækker i yderstillinger med støvsuger, karklud og strygejern hjemme i villaen, hvor hun samtidig bliver børnenes billede på kontakt og nærvær.

Link: Mind your Selfullness

Han er lidt flov over at følges med mig, fordi jeg går med en mulepose i stedet for en rigtig dametaske (smart surferbrand eller ej). Det er nok ikke dét, som udløser raserianfaldet, men det er med til at fjerne hans respekt, tolerance og tålmodighed, som limer et parforhold sammen i hverdagen. Han trækker mig afsted ved hånden med sine lange skridt over Dronning Louises Bro, mens jeg tripper glad småpludrende på stilletter efter ham på vej til middag hos min nære veninde. Han ser ikke på mig, taler om smerten over skilsmissen og presset på børnene. Jeg lytter og støtter så godt jeg kan. En forbipasserende mand råber et spontant kompliment efter os: ”Hi, mister! What a handful you’ve got there!” Intet svar, kun mig selv, som smiler et tak tilbage. Vi er kun lige drejet rundt om hjørnet til Sortedams Dossering, før han standser, vender sig mod mig, og jeg får et af disse pludselige råbende skideballer på offentligt fortov over et eller andet komplet uforståeligt, og jeg forsvarer mig forvirret over angrebet, der kommer som lyn fra en klar himmel. Der er noget helt galt med min tankegang og adfærd og prioriteringer, og han er rasende i en ubrudt ordstrøm med armene fægtende over sit hoved. Jeg er lamslået. Jeg har hvad-for-noget?? – fornærmet dig ved at briefe dig om min bedste veninde, som vi skal møde nu? Fordi du tror, at jeg tror, at du ikke selv kan møde et menneske? Jamen, hvad??…jeg ville da altid lige briefe nogen, som skulle mødes for første gang? Jeg er i chok, vi havde det lige så hyggeligt, og jeg forsøger grædefærdig at forstå, hvad han nu beskylder mig for. Jeg undskylder og går trykket og usikker videre ned langs Dosseringen, mens han virker anderledes glad og lettet nu. Og det er jo godt. Imens jeg forvirret spekulerer over årsagen til at kunne have gjort ham så vred, for det var jo det sidste jeg ønskede, som netop har gået og forsøgt at løfte hans humør hele dagen. Det tager mig måneders perspektiv, før 10-øren falder, og jeg indser sammenhængen mellem de to begivenheder. Komplimentet fra en fremmed, og bagefter hans angreb på min person. Han, med alle damerne, er selv så smertefuldt jaloux og nysåret af sin utro X og vogter over alle, som jeg taler med. Han ønsker at vinde hende tilbage og øser derfor alle stumper af sin kærlighed i hendes retning. Mens jeg, som går ved hans side, i omvendt logik får læsset alle de negative følelser og straffen for hendes svigt ned i min rummelige container.

Det er voldsomt at leve tæt op af et menneske, som forsøger at dække over stor ulykkelighed med rastløs, støjende aktivitet omkring sig. Man forsøger selv at opretholde normal balance ved at udligne den ekstreme adfærd, forsøger at støtte, opmuntre, aflaste, dæmpe, men bliver selv kastet rundt i stemninger, som er oppe det ene øjeblik og nede det næste. Man ved bare ikke, hvornår det pludseligt rammer med afvisning, vrede, indelukkethed, gråd eller hyperaktiv behov for at kaste om sig med penge og fest. Det er vel ligesom at leve sammen med en psykopat – blot er der her ingen “bevidst onde” strategier, men virkningen forbliver den samme. Som pårørende bliver man selv alert, nervøs, usikker…skøjter gennem dagene på en knagende, tynd is. Er jeg bare ”med-alkoholiker” til en mand med et misbrug?

Han fylder det hele. Hver gang vi har løst et af hans problemer, et af hans børns problemer, et af hans professionelle dilemmaer, så vil han straks skovle nyt pres og problemer ind i sit liv. Så vi fastholder rollerne: Ham, under pres, og mig, som hans iltmaske, der henter og bringer, støtter og lytter. Sætter mig selv midlertidigt til side for at tilpasse mig hans og børnenes behov i den ene krise efter den anden…bare indtil vi er ude på den anden side lige om lidt. Men så har han inviteret gæster hele påsken, søgt et andet job, påtaget sig noget mere arbejde, sagt ja til at hjælpe en veninde, skal træne, bliver nødt til at pleje sine gamle forbindelser, bliver nødt til at påbegynde en masse selvhjælps aktiviteter, bliver nødt til at hjælpe en anden veninde med at være DJ til hendes fest, hvis jeg bare lige vil passe børnene og lufte hunden imens? Og så har han for resten planlagt sin sommerferie med en tredje veninde, han kunne ikke sige nej, for hun savner ham jo hele tiden, og det er vel OK?

Hvor og hvornår står man af et nattog, som buldrer af sted gennem mørket uden stop og i den forkerte retning? Jeg har brug for at sætte kommunikationen på pause og trækker mig lidt. Straks er han over mig med byger af sms og opkald. Han er fortvivlet, jeg må ikke forlade ham. Jeg giver mig selv lidt fred bare et par timer, men han tropper op på min arbejdsplads med en stor buket roser og det sødeste brev. Han elsker mig, forstår min frustration, men det er jo mig og os, som han vil! Jeg er hans kvinde! Jeg elsker jo også ham, føler ømhed for hans situation, og der er ikke noget jeg hellere vil end at støtte og hjælpe i denne svære tid, så vi kan komme stærkere ud på den anden side med alt, hvad vi har lært. Og børnene er så lykkelige for, at vi er en lille ny familie. Tak for dig, hvisker han, hver gang han har et roligt øjeblik, tak for os!

Han beskriver alle de rejser, som vi skal på sammen. Nye steder, vi skal opleve med børnene i skovene ved San Francisco. Steder han vil vise mig på Mols og på Mallorca. Han sender mig flybilletter, som han senere annullerer. Længe efter vi har brudt får jeg stadig strømme af selfies fra ham. Se mig! Nu er han på Mallorca til den fest, hvor han havde inviteret mig. Se, nu står han her med nogle andre smukke kvinder i stedet for mig i de skønne omgivelser. Se, her har en af dem fotograferet hans smukke krop i en swimmingpool. Og nu holder han pludseligt på min parkeringsplads foran mit hus, mens jeg selv er på ferie, og skriver ”Miles savner Monica”, som vores svenske biler hedder, for han har taget børnene med til min lokale strand. Så er der pludseligt også selfies fra stranden ved mit sommerhus på Fyn, hvor han lige har købt nogle overnatninger. Gæt, hvor jeg er?

Hver gang jeg satte spørgsmålstegn ved vores forhold, kastede han sig hulkende ned og trygler mig om at komme tilbage. Først da jeg selv bliver svækket finder han en dør til at være den, som selv træffer valget og kontrollerer situationen. Han slår op, da jeg er slidt ned. Han konstruerer undskyldninger og opfinder årsager til, at vi nu skal bryde: Jeg var et dårligt menneske overfor alle hans veninder, jeg var en taber i min karriere, jeg var for tyk, klædte mig dårligt, tjente for lidt, jeg var det ene og det andet som lige passede ind i hans historie. Han har åbnet dokumenter på min computer og brokker sig over, at jeg sjusker og ikke kan stave. Alle andre kvinder er fuldstændig fantastiske, synes han, og taler med dem med ansigtet så tæt på deres, at de deler åndedræt. Jeg, som er ved hans side, må jo været et nul, for sådan føler han sig selv, så det må jeg vel også være, siden jeg frivilligt lader mig synke så dybt? Han foragter min kærlighed. Jeg forstår logikken og prøver at hæve hans selvværd for selv at overleve nedgørelsen af os begge. Det bliver man ikke belønnet for. Det giver blot anledning til mere foragt, mindre respekt. Han kalder mig en “dum kost”, hvis jeg siger ham imod, og det er selvfølgelig ment i kærligt drilleri. I begyndelsen griner man ad og med det, ligesom mobning, ryster det af sig som primært den andens problem at have et behov for at træde på andre. Men så begynder det at klistre og selve hensigten bag kulden er det, som sårer. Han vil have mig ned med nakken, uanset hvad jeg siger eller gør – motivet er at få mig ned under ham. Janteloven virker, og til sidst begynder man selv at tvivle, at ryste på hånden. Han skal også lige nævne for mig, at han synes min far virker lidt tung, at min familie ikke rigtigt ”er noget”, at mine venner er ret ligegyldige, og tjener de overhovedet nogen penge? På en solrig skærtorsdag får jeg et regulært angstanfald og må parkere bilen ved et busstoppested, hvor jeg sidder og græder i flere timer, mens jeg sender blandede byger af nødråb og vrede sms. Han har ikke tid til at hjælpe mig, for han skal skype med en forretningsforbindelse, mens hans søster nu har overtaget min døgnlange pasning af hans syge barn. Han synes jeg er helt urimeligt krævende og barnlig, når han nu selv har det så hårdt.

Jeg forsøger at holde fast i mit verdensbillede, at alle mennesker grundlæggende vil mig det godt. Og måske er det netop det, som sorgen handler om. Han river en dyb flænge i mit verdensbillede af ”gode mennesker, som alle er mine venner”. Det er min sorg.

IMG_8021

Børnene hænger på mig som på en redningsflåde. Jeg kan ikke snige mig væk med min computer…de skal nok finde mig i huset. Sultne små øjne søger mit blik for at blive set og hørt. Han er fair nok til åbent at indrømme, at han bliver jaloux på den gode kontakt, som jeg har til hans børn. At han selv føler sig udenfor, når jeg er i huset. Og han var bevidst om sit eget mindreværd og ubehandlede depression. Jeg arbejder på det, siger han, og tager af sted for at meditere sammen med sin tidligere elskerinde, gå til psykolog hos den anden, til kropsterapi hos den tredje, tage til koncert med den fjerde og genoptage forbindelsen til den femte tidligere elskerinde, som nu skal have sin søn i praktik hos ham (den søn, som han har mødt en første og eneste gang i en lidt akavet overraskelse, mens han i en kort affære knaldede moderen i deres køkken, og hun har prøvet at vinde ham tilbage lige siden). Sådan kommer man “videre”.

Han forærer mig bøger, som skal hjælpe mig til et karriereløft, for jeg skal markedsføre mig selv som et “brand”, mener han og forærer mig også advokathjælp og en professionelt designet hjemmeside, som han alt sammen trækker retur senere, sammen med andet, han også har lovet, mens jeg passede hans børn. Han håner mit nuværende arbejde som freelancer, at jeg ikke er ambitiøs nok, at jeg ikke har lederansvar som hans x-kone. Jeg er jo håbløs. Han mangler hendes firmabil og høje indtægt i sit budget. Han mangler prestigen og følger omhyggeligt med i medierne i alt om hendes liv og udtalelser. Jeg prøver at forklare, at mit arbejde også har en værdi, men at jeg trives bedst bag kulisserne og altid har arbejdet for en større sag end mit eget ego. Det synes han er en meget forkert livsindstilling. Men han får alligevel et raseri anfald på offentlig vej og råber mig ind i hovedet af sine lungers fulde styrke, fordi han pludseligt synes at jeg “blærer” mig med mit arbejde, da jeg prøver at vise ham noget, jeg lige har lavet for at forklare, at det som foregår bag kulisserne også kan have en ydre værdi. Du vil bare prale med dine “fine” venner råber han, og alle mine tanker falder fra hinanden, for intet kunne ligge mig fjernere. Han er en stor mand, så selvom jeg står oprejst, kan han næsten bøje sig hen over mig, mens han råber ned i mit hoved. Men jeg kan ikke høre hvad han siger for trykbølgen rammer mine trommehinder og får mit sind til at lukke af. Jeg løfter hovedet men kan ikke kigge ham i øjnene, for jeg er flov på hans vegne og bliver stående som en søjle for at bevare en smule værdighed for os begge, indtil det er overstået. Det er offentlig gade, og folk passerer i afstand, lader som ingenting, trækker deres børn med sig. Gad vide om, de ville reagere, hvis det var knytnæver, som han lod hagle ned over mig i stedet for råbende ord. Jeg beder ham om at lade være med at råbe så højt, når hans lille pige sidder i klapvognen mellem os.

Sorg er mistet omsorg.

Han skriver undskyld og trygler om, at jeg kommer tilbage. Han overreagerede, det er trætheden og stress efter skilsmisse og har ikke noget med mig at gøre. Det er fordi, han ikke lige har fået trænet og mediteret på det seneste, men han har snart styr over det hele, forsikrer han, og så bliver alt godt. Det er også børnenes angst og reaktioner, som går ham på. Umiddelbart efter synes han, jeg er det fineste menneske i verden, men han kan ikke føle forelskelse mere. Han kan ikke genkende sig selv i alle de beskeder og breve, han har sendt til mig. Han har bare brugt mig, forklarer han, som fortalte han om en plade, han lige har skiftet på pladespilleren, som en kvinde-DJ til sin egen fest.

Men jeg er stadig verdens bedste sex, siger han, og det er et sprog, hvor vi aldrig taler forbi hinanden. Vi sover sammen hver eneste nat, men en dag ligger han i mine arme, og jeg mærker pludseligt hans hjerte slå i et voldsomt tempo… Hvad tænker du på, spørger jeg? “Jagt!” svarer han og snakker lidt om rådyr. Men senere finder jeg ud af, at “jagt” har et navn, som han dog lyver om, indtil jeg selv finder på at spørge hende. Han bliver rasende på mig over, at jeg vil såre en anden kvinde ved at fortælle hende sandheden, og han løber afsted for at redde den nye relation til hende.

For da han endeligt selv får råd til at købe sig en bil magen til min, har han ikke længere brug for, at jeg er chauffør for hans børn. Så dagen efter dropper han mig med den rationelle hovedbegrundelse, at jeg ikke er på ”hans niveau” i min karriere, at han søger en ligeværdig kvinde, der også ’ejer et hus’, ligesom han ejer et hus (som han har arvet). Han siger, at han bare har ’brugt’ mig, og sletter alle spor efter mig, klipper armbåndet fra mig af sin arm, huen til hans datter, smider det maleri, som jeg forærede ham, i skraldespanden (men kan ikke ’huske’ hvor det er blevet af). Jeg giver ham hans farmors smykker tilbage. Dagen efter er han i gang med at date en hel række af nye kvinder.

Sorg er tab. Tabt potentiale, mens tiden går.

Alt dette foregår parallelt med utrygheden over ikke at kunne lykkes med min start-up virksomhed, baseret på min egen forskning og innovation. Den software som jeg selv har designet, som alle har kaldt ‘genial’, og som jeg nu forsøger at sælge – langt uden for min comfort zone. Jeg har investeret så meget af min egen tid og kræfter, men alle de mange møder og præsentationer i Danmark og udland er måske forgæves? En lang serie af professionelle aborter har efterhånden gjort mig rystende usikker på, hvilke knapper jeg nu skal trykke på? Intet er logisk længere, alting forsvinder mellem mine hænder, lukker ned uden forklaringer.

Det smitter måske? Folk bliver bange for en, som har det skidt. Hele ens samlede livs autoritet kan devaluere på ganske kort tid. En veninde forsvandt uden et ord. Der er ikke noget galt, slet ikke, sagde hun, men kom aldrig tilbage. Det samme med et par kollegaer. Tag dig et job som bartender, sagde en gammel kollega i en direktørstilling, da jeg fortalte at jeg havde vanskeligheder med at få min Phd aktiveret på arbejdsmarkedet, at jeg var frustreret over ikke at bruge mit hoved og havde brug for hans råd. Jeg føler ikke, at jeg kan bruges til noget længere, betroede jeg ham, og han svarede, han var sikker på, at jeg stadig er god til at tørre glas af, og så dukker der sikkert noget bedre op en dag… Det var ikke lige sådan et spejlbillede, jeg havde brug for på det tidspunkt af mit liv.

Sorg er et såret verdensbillede.

Kan jeg ikke længere stole på min egen dømmekraft? Jeg har valgt de forkerte mænd, de forkerte signaler, de forkerte arbejdsprioriteringer. Efter at have snublet så længe, falder jeg på det sted, hvor det i forvejen gør mest ondt…og så er det nok. Jeg bliver liggende.

Alt dette skete umiddelbart efter jeg havde måtte flygte fra en synkende skude, mit livs ellers tryggeste skib, det institut, hvor jeg havde taget min uddannelse og efterfølgende arbejdet i så mange år, blev nedlagt om ørene på mig af ’new public management’, alt i mens jeg indså, at mine tryggeste mennesker slet ikke var, hvad jeg ellers havde gået og troet om dem? Utryghed udstiller et røntgenfoto af menneskers bærende skelet. Jeg lukker døren til mit kontor og lukker mig inde i mig selv, mens jeg fokuserer på at gøre mine egne opgaver færdige. Mine antenner roterer forvirrede efter signaler i en falsk stemning i frokoststuen, mens der hviskes i grupper bag de andre lukkede døre. Hver fredag er der afskedsreception for den ene eller anden gamle kollega.

Men det var måske mens jeg stadig arbejdede blandt disse mennesker, at sorgen begyndte…Da min mor blev syg, og canceren ramte vores familie med alle hospitalsbesøgene, som rullede os af sted som kvæg på samlebånd. Magtesløsheden overfor større kræfter. Den vinterdag, mens jeg parkerede min bil, og brandvæsenet pludseligt bandt rødstribet bånd rundt om hele parkeringspladsen og erklærede, at jeg ikke kunne komme ind og hente min konvolut med opholdstilladelsen til at studere i USA, fordi bygningen med al kurerposten lige var brudt i brand. I den konvolut lå et halvt års arbejde for at komme af sted, som ville være forgæves med de måneders forsinkelse efter en brand, som kurerfirmaet satte mig i udsigt. Det var dagen før jeg skulle rejse til Los Angeles, og dagen efter, at min mor havde fået sin endelige dødsdom. Ti minutter senere stod jeg igen ved min bil med en røglugtende, sodsveden konvolut med det afgørende diplomatiske dokument i behold. Jeg havde brugt min surfer-flair for fare og flow til at lokke en ung ansat ind i den brændende bygning og redde lige præcis min konvolut ud, inden det hele lukkede ned. Fra det øjeblik blev jeg forvandlet til en usårlig kriger i kamp, 100% fokuseret tilstede hvert sekund…men på surrealistisk rejse i en parallel verden, hvor intet var givet og hver centimeter skulle erobres med al min viljekraft.

Det betød så meget for min mor, at jeg rejste i hendes fodspor ud i den store verden efter glæde og ære, lige der hvor hun selv havde måtte slippe sin frihed. ”Fortæl om festen i går!” bad hun over 9 timers tidsforskel til Californien, og jeg digtede et eventyr, som styrkede hendes håb for mit livs lykke. Jeg vågner derovre om natten i et fremmed hus oppe i bjergene, da jeg ser et stort fly styrte direkte ned i mit smukke barndomshjem – Mahogni drømmehuset under bøgetræerne, som mine forældre har bygget med deres egne hænder. Flyet eksploderer i et rødt flammehav op mod den natsorte skov, mens jeg må bære min mor ud derfra i mine arme, fordi hun ikke vil forstå, at alt er tabt, og hun ikke kan blive derinde i de brændende stuer.

Jeg rejste til Danmark i min påskeferie, sov på hospitalet og nåede lige akkurat at made hende som en baby med hindbær i så bittesmå bidder, at hun kunne synke dem uden for store smerter. Lægerne sagde, at hun havde timet morfin doseringen så præcist gennem ugerne, så at det passede nøje med min korte ferie fra USA. For hende var uddannelse og pligt altid gået forud for alt andet. Og så døde hun på feriens sidste dag, og vores familie faldt fra hinanden, da hendes fravær blev synligt. Alle de små, irriterende telefon opringninger forsvandt – alt det, som limer en familie sammen, opdager man i stilheden bagefter. Det var også i den tid, min far begyndte at forsvinde sammen med hele hans erindring om os og levet liv, langsomt ord for ord. Vinterjasminen, blomstrer far! Men den gamle havemand ved ikke længere, hvad de ord betyder. Hvis jeg ikke allerede havde vidst det længe, så mærkede jeg for alvor, at jeg ikke selv havde stiftet familie…at viljen til nærhed og loyalitet ikke er en selvfølge. Og at jeg ikke længere kunne få mine egne børn.

Og måske var det der, sorgen var begyndt? Den spontane abort, da jeg var sidst i 30’erne og alt for sent var begyndt at prøve på at få de børn (efter mange år på p-piller), og overgangsalderen, som satte ind med hedeture og uregelmæssige blødninger allerede først i 40’erne. Kroppen som tilsyneladende gav op og slap alt i løbet af få ugers styrt blødninger.

IMG_0113

Eller også begyndte det et par år tidligere…det gjorde det nok, med min egen skilsmisse og en krop i granatchok over det fravalg. Så måske begyndte det i min underbevidsthed i tiden lige før skilsmissen, i den korte chance som vi gav det i juletiden, mens han allerede havde været i byen med vielsesringen og score sin første 19-årige, som havde smag for den slags og fik ham til at føle sig som en ”rigtig” mand (og kort efter fødte hans børn). Så da kondomet sprang mellem os, gik han i panik og blev kold og fremmed, kommanderede mig af sted til apoteket for at købe en fortrydelsespille i tide. Gråden som blandede sig med opkast i toilettet, mens han holdt øje med at jeg virkelig fik spist den pille. Var det kvalmen eller kulden som fik min krop til at ryste, bøjet over toiletkummen derude i vores stråtækte landidyl. Jeg havde lige havde anlagt min egen økologiske køkkenhave med broccoli, courgetter, kartofler og alle slags urter. Det tog os mindre end en weekend at splitte 10 års fælles liv og køre resten på lossepladsen. I vores vielsesringe stod indgraveret på latin: ”Crede et Vicisti” – ”Tro, og du vil sejre/overvinde!” Jeg mistede den på en natklubs toilet engang i de rodløse år, som fulgte lige efter min skilsmisse.

Sorg er mistet tro.

Måske det i virkeligheden begyndte, dengang min mor advarede mig mod selv at få børn for tidligt. Børn binder og begrænser. Og man kan ikke stole på mænd. Så det er vigtigere at få en uddannelse, økonomisk succes, se verden og leve sit eget liv. Og det var jo en helt logisk og kærlig tanke at ville beskytte sin datter, fordi hun selv havde oplevet, hvordan friheden stoppede for tidligt og brat i tiden forud for kvindernes frigørelse. Men hun slap alligevel aldrig sit internationale storby look, og holdt aldrig op med at gå i stilethæle til hverdag derhjemme mellem finere madlavning og tunge lakplader fra alle de musikere, som hun havde lært at kende fra sine år på jazzklubber i Paris og New York. Venindernes syntes jeg havde jordklodens cooleste mor. Det havde jeg også. Mit barndomshjem var den stærkeste borg, hvor mine forældre hvilede i sig selv hver for sig og var urokkeligt trofaste som par. Respekten lå gensidigt tilbage fra tiden som legekammerater. Jeg var aldrig i tvivl om deres kærlighed, men de var også pressede på hver deres måde. Jeg savnede min mor, når hun måtte passe sine studier og enten var væk eller fraværende. Hendes seng duftede af hendes parfume, når hun tog afsted, og jeg snakkede og legede med min sjove, ukuelige fantasi-ven ”Bye”. (Som i ”bye-bye”, når vi lå på hver vores side af brevsprækken og råbte farvel til hinanden, inden hun kørte ind på Universitetet hver morgen). Bye var en stærk beskytter, som vidste alt og altid havde tid til at finde på noget sjovt og spændende.

Eller også begyndte det netop, da jeg blev forladt af min mor, kun få uger efter min fødsel. Hun rejste væk i en uge, men kom så tilbage i en uge. Tog af sted i en uge…og kom så hjem igen…for at tage af sted i en uge. Og sådan blev det ved mit første leveår. Ikke fordi det var hendes ønske, men fordi kvinder ikke havde barsel midt i 1960’erne, og hun var stewardesse i SAS. Så det var jo ikke fordi hun svigtede med vilje, man vidste bare ikke bedre dengang. Det var først en uge i New York, i Egypten, Brasilien, Thailand, Sydafrika, Portugal, Grønland, Los Angeles eller Japan, og så en uge i Danmark. Hendes seng stod tom, og jeg skreg på skift hos bedstemødrene hele mit første leveår, mens små nervetråde blev syet sammen i min hjernes logiske struktur. Det var dengang jeg lærte at trøste mig selv og lærte, at jeg grundlæggende er alene i livet og verden. ”Du var aldrig bange for noget, og man kunne bare efterlade dig i et mørkt rum i den anden ende af et fremmed hus til at falde i søvn alene”, fortalte mine forældre stolte. Men til gengæld ville jeg heller ikke krammes af min mor længere, fortalte hun senere. Hun kunne ikke få lov at give mig et knus, uden at jeg straks kæmpede mig fri. Derimod forsøgte jeg at rejse mig op i tremmesengen, da jeg kun var få måneder gammel, og gik selv ubesværet, da jeg var otte måneder, stædigt svajrygget. Så holdt hun op med at flyve væk, for hun havde ikke oplevet mine første skridt. Ja, det var nok der omkring, at det hele begyndte.

Så det var måske derfor, at omsorgen for bonusbørnene og deres selvoptagede far kom fra så dyb en brønd og smertede så dybt – mod al min bedste vilje at blive tvunget til at forlade dem. Svigte dem til sidst, selvom jeg havde sendt de mest ægte signaler på mit solide tilvalg – at jeg ville dem, anytime! Når de plagede om at spille endnu et fifa-spil, kastede op på bagsædet af min bil, skulle have fjernet splinter i fødderne, eller var kede af det. De aldrig skulle være i tvivl om, at jeg altid ville stå der for dem. At denne her voksne kunne de trygt stole på!

Men deres far ville hellere pleje sine ”rævehuller”, som han kalder andre kvinder, når de bliver en del af hans livs strategi om at have et alternativ klar i baghånden på alle livets områder. ”Du skal bare give slip og komme videre”, sagde han, ”Dine følelser er forkerte, vores tid sammen var dit eget valg, og det er forkert at være vred på andre, for dit liv er dit eget ansvar!” sagde han og gik øjeblikkeligt videre til den næste kvinde, som han havde holdt varm i ventekøen for at trøste ham og børnene i hans store hus, som jo helt praktisk skulle købes fri af børnenes mor. Han ledte efter en kvinde med en bedre karriere, som han forklarede. Jeg havde ingen rettigheder, kunne intet sige eller gøre – magtesløs som en baby. Sorg er mistet håb.

Jeg drømmer om store skibe som forliser i blygrå bjerge af væltende vand på et apokalyptisk ocean. Om selve jordkloden som flækker i store planetstykker og forsvinder under mine fødder, mens jeg selv bliver skudt ud i det tomme, sorte intet. Jeg vågner i mørke i mareridt, fordi jeg har forsøgt at befri en deprimeret leopard spærret inde i et tremmebur, inden den sænkes ned til et underjordisk fængsel omringet af spøgelseslignende fangevogtere. Grå skygger og gennemsigtige væsler hvisker, at jeg ikke må få leoparden med mig, selvom jeg lover at passe godt på den. Forsøger også at fodre en stor, sulten løve, som vandrer radmager rastløst rundt i mit hus, men jeg har kun lidt frugt, som jeg tilbereder i små bidder. Den ånder tungt og varmt på mine hænder. Løven er min ven men bliver snart farlig, hvis jeg ikke finder bedre føde til den. Vækkes af en rasende gøende vagthund, som forsøger at slippe fri af sit tøjer for at forsvare mig, inden jeg overfaldes af en flok mørke mænd, som strømmer ned ad trapperne mod mig. Men rebet er for kort til, at hunden kan hjælpe mig, og jeg kan ikke nå hen til den. Tvinger mig selv vågen i skræk over den store smukke havskildpadde, som har fået knust sit skjold i en blodpøl på stranden, og jeg kan næsten ikke trække vejret, for min hals er fyldt med en kvælende gråd.

Det er dine kraftdyr, siger psykologen. Gå med dem, gå ind i dem!

I et halvt år vækkes jeg hver eneste nat i lysvågen alarm under et koldt, direkte blik fra hans upåvirkede ansigt. Jeg ligger i mørkets tunge stilhed og lytter til mit eget åndedræts insisteren på at være levende. At eksistere i min egen ret. Jeg er apatisk som efter et voldsomt fysisk traume. Sidder i flere måneder og stirrer ind i en væg, mens jeg langsomt, langsomt omskriver mit verdensbillede fra min blinde vinkels perspektiv: 2 + 2 er ikke længere 4. Hvis man giver kærlighed, bliver man bedraget. Hvis man hjælper, bliver man trampet på. Hvis man er ærlig, bliver man løjet for. Han danser videre – uanfægtet, som et grotesk eksempel på adfærd i relationer: Alle mennesker på denne planet sukker-snakker, mens de stjæler fra hinanden på hele skalaen fra ’lidt liv’ til ’meget liv’. Under sorgen lå min vrede mod ham og hele den side af det menneskelige sind, som han repræsenter. Der er intet så giftigt i denne verden, som mennesker, der er så blindt egoistiske, at de har lært sig at charme andre mennesker til at hoppe og danse for at få opfyldt deres egne behov. Som har lært sig at sige og skrive de ’rigtige’ kærlige ting, så de kan manipulere frit med andres hengivenhed.

Men han er desværre også særligt kvalificeret, når han drømmer om at skrive en bestseller af en bog til andre mænd om, hvordan man kommer videre efter en skilsmisse (i et håb om at vinde sin X tilbage). Jeg gætter, at et af de gode råd bliver: Stjæl en iltmaske fra en tilfældige kvinde, så du kan give hendes hjælp og styrke først til dig selv, og senere kan du give hendes iltmasken videre til de andre kvinder, som du virkeligt ønsker at være sammen med (eller lige skal bruge til noget andet på din vej). Jeg gispede efter luft hele den sommer og efterår. Skulle jeg lære aldrig mere at hjælpe nogen, aldrig mere stole på nogen, ikke turde forpligte mig, aldrig mere turde kærligheden?

Men så kommer hjælpen…Altid. Hvis du er åben for den. Måske ikke lige dér, hvor man forventede, at den ville komme fra – men dér, hvor andre tilfældigvis har lidt støtte tilovers. Dér, hvor jeg bliver set, som den jeg er og spejlet i en forventning om, at det ikke er en permanent tilstand, at jeg ligger ned. De venner, som ved, at jeg stadig er en person, som kan gå og stå på mine egne ben….de kalder blidt på mig: ”Kom nu…Op igen!” Den læge og den sagsbehandler, som ser mig som et helt menneske, der ikke behøver medicin, ikke krav eller opmuntring eller poppede selvhjælpskurser – men blot fuldstændig ro. Du har jo alle svarene selv, siger psykologen. Så de får mig til at tro på, at jeg ikke er tosset, at det ikke er permanent, at jeg ikke behøver medicin, at jeg kan selv. Op igen!

Bagefter kan jeg rejse mig op og kigge mig omkring. Opdage de mennesker, som stadig står tæt ved min side. De har ikke opgivet mig et sekund, men blidt slået ring, holdt øje og passet på mig på hver deres måder. Nogle med samtaler, en middag i kærligt selskab, en teaterbillet, bare ved at hænge ud med en guitar i min sofa, andre med sparring til en vanskelig arbejdsbeslutning, en skirejse, en særlig invitation, lange svar på lange spørgsmål. Når jeg tager mig til venstre øreflip kan jeg mærke en fin perle, som hænger der for at minde mig om, at en veninde ser mig som mit bedste selv: Stærk, kompleks og værdifuld.

Det er måske det allervigtigste gennem livet – at være selektiv. Omhyggelig med at vælge de mennesker, som ser og spejler ens bedste selv, ser styrkerne og kvaliteterne, og som altid vil sige ”Op igen!” når ens forældre ikke længere er omkring til at gøre det… At de aldrig et sekund holder op med at TRO på dig – på din styrke, på dine evner. Og samtidig må du huske at fravælge de andre…hver eneste dag! Det er så vigtigt at kæmpe imod og om nødvendigt kassere de venner, kollegaer og især kærester, som får dig til at føle dig ”normal”, mens du er i knæ, snublende, svagelig, liggende og magtesløs. Kærester, som har behov for at hæve sig selv ved at træde på dig, ved at få dig til at fremstå svag for selv at virke stærke, er GIFT for din udvikling i livet.

Han følger ikke nogen regler, råbte han og viftede med sin kniv foran mit ansigt ude i skoven, så jeg forstår at det gælder på alle livets områder. Hvis han f.eks. har lyst til at gå med kniv, så vil han da skide på lovgivningen, bliver han ved med at råbe, selvom jeg for længst har sagt, at det er forstået. Han har mange knive, som han dagligt bringer med sig som en del af sin intim beklædning på arbejde, til indkøb og fest. I dag er det en af de større, han bærer i frakkelommen. Jeg kan huske, at jeg i selve situationen kun føler skam. At mine søde naboer på en fredelig søndagstur skal kunne se og høre et stykke støjende Københavnsk bodega eksplodere ud over dette fredfyldte sted. Skam over, at han forurener den fine plet i skoven, hvor jeg bor, med noget, som er mig så fremmed.

Sorg er mistet tillid, mistet mig.

Der sker præcis det samme i mit hoved, som når jeg har ligget i problemer i stormvejr med en surfer – jeg bliver total klar og rolig. Svarer med beroligende stemme, at: Ja-ja, nu har jeg set den kniv…så han behøver ikke at bliver ved med at råbe og vifte den foran mit ansigt. Alt er ok, så kan vi gå videre nu?

IMG_0313

Skoven stråler i et tidligt forårs lys, som den dag virker lidt giftigt og unaturligt skarpt. Han vil sige, at han bare ”viser mig sin kniv”…blot som et eksempel på, at han gør præcis, hvad der passer ham. Skoven har siden jeg var barn altid været et uspoleret fristed for mig, det smukkeste og reneste af livet. Nu kan jeg ikke længere passere det stykke skovsti uden at få et glimt af unaturligt lys, som blinker i hans kniv. Men lidt længere henne ad samme skovsti er omvendt den gyldne plet, hvor han kyssede mig, som kun mænd med ekstremt stort selvbillede kan kysse, som i en gammel Hollywood film med en let skræmt kvinde tilbagelænet i heltens faste greb. “Jeg vil kysse dig i knæ!”, som han havde lovet i kontakt annoncen. Det var vi åbenbart mange kvinder, som faldt for det år.

Han kan råbe og vifte alt det han vil. Det rører mig ikke indeni, for hele problemet ligger ovre i ham selv. Jeg føler omsorg og tristhed. Har allerede gjort alt menneskeligt muligt for at hjælpe ham, ingen kunne have forlangt mere empati, hjælpsomhed og støtte fra en kæreste. Men det, som påvirker mig, er skammen over, at andre skal se mig i den situation. Som en kvinde, der bliver ydmyget og råbt af i fuld offentlighed. Jeg er flov på hans vegne, fordi han er så lille. Og jeg forsøger at dække over vores begges skam ved at lade som om, at optrinet med en viftende kniv i skoven er det mest ’naturlige’ i verden. Jeg pakker det ind i mit hjerte med hele min indlevelse og forståelse for hans baggrund, og jeg pakker mit hjerte ind i hele min autoritet som et stærkt og priviligeret menneske. Jeg ser og forstår hans smerte. Forstår, at jeg må holde hans hoved over vandet for at støtte børnene. Det er det eneste konstruktive, jeg kan gøre nu, og jeg må ikke give op eller forlade dem i den situation. Der er et barn inden i mig selv, som har lært at vente, tåle og hjælpe. Langt, langt senere forbinder jeg den scene med følelsen fra alle de andre situationer, hvor han forsøger at skræmme mig på plads med ord eller handlinger. Der er kun kniven til forskel, som gør denne situation til et billede på det urimelige, jeg ellers ikke har kunnet se fra min blinde vinkel.

Jeg har prøvet det en enkelt gang før. At blive truet til tavshed. Også dengang af en smuk succesmand, som alle beundrer, en jetset modefotograf i lang pels og lak-moccasiner, som ikke var bange for pøbelens øjne, men havde angst for en kvindes ord. Efter den første stormende forelskelse, vil han kun at tale normalt til mig, når der er andre tilstede. Ellers bliver jeg totalt ignoreret og går rundt i vores fælles hjem som et gennemsigtigt spøgelse. Hvis jeg taler, kan han tage fat med hele sin vægt og ryste mig voldsomt ned i en sengebund, til hovedet dingler rundt, og knoglerne sender hårde signaler om stød op til hjernen, indtil man holder op med at tænke. En anden kæreste, IT-direktør og cool surfer fra Australien, orkede heller ikke at præstere på hjemmefronten, så han havde en pragmatisk regel for vores parforhold: At jeg tav stille. “Don’t talk!” sagde han bare. Så bliver man stille som menneske, og mine veninders mænd trøster mig med, at det klæder mig med en lille depression, og at jeg måske bare skal øve mig på at skrue ned for energien og tie stille? Ytringsfrihed er kønsbegrænset.

Jeg skal åbenbart stadig lære ikke at tage så mange risici på flere fronter af mit liv samtidig? Selvom jeg med kølig teknik så længe har været i stand til at ryste slagene af mig, rejse mig og danse videre…tilbage i ilden. Ikke lade mig suge ned af bekymring, men genetablere mod og tillid, uanset hvor bumpet vejen var. Min frygtløshed, som altid har fået mig til at fortsætte i ufortrødent tempo med løftet hoved og blødende fødder.

Nu har jeg bare lyst til at skrige og slå omkring mig i vandet. I stedet for at svømme, i stedet for at komme op og videre. Jeg gider ikke “videre”! Jeg er færdig med at kæmpe. Alle mine sejre har intet godt bragt med sig andet end nye, endnu sværere udfordringer. Jeg vil straffe vandet for at ville drukne mig. Så jeg slår i vandet, skriger og slår, til jeg dejser udmattet omkuld. Lader mig skylle ind med brændingen og vaske op på klipperne i knusende slag – lader muslingerne flå i mit kød og vandets kræfter rive mine knogler af led. Bølgerne løfter min viljeløse krop og banker mit hoved ned i havbundens sten. Mine tænder ligger som knust glas i min mund, og der bløder en sød-salt smag fra mit tandkød. Jeg vil ikke noget mere.

Ude på havet rejser sig en mørk mur af vand. Den vokser til et sort bjerg, som bygger op til lodret, før det vælter sine tonstunge vandmasser ned over mig. De urkræfter som altid har omformet vores klode og flyttet hele landskaber rundt, som var det bittesmå byggeklodser. Da jeg vågner er jeg skyllet langt ind på land og kan begynde forfra endnu engang. Men for første gang i lange tider vælger jeg en anden retning. Ned ad bakke, solskin, medvind, varme, lethed. Jeg vælger de mennesker, som oprigtigt holder af mig og holder med mig. Kun dem. Ingen tvivlere, ingen risici. Kun balance.

Alle mennesker har et barn indeni, men nogen lader dette barn fylde alt, kræve, støje og bruge andre mennesker til egoistiske dagsordener. Sådan vil jeg aldrig blive. Men jeg har forsømt mit eget indre barn, og det er tid til at lytte til min egen stemme. Uden at skade eller bruge andre mennesker. Men ingen får lov til bare at komme i nærheden med deres råberi eller knive, løgne og bedrag. Jeg skal aldrig nogensinde igen udlåne min egen iltmaske til så tåbelige, tarvelige, uansvarlige, uvederhæftige, egoistiske, samvittighedsløse mennesker – om de så må kvæles lige ved min side.

Jeg vil have lov til at sørge! Tro tager tid at genopbygge. Jeg vil ikke spille stærk, når jeg har mere brug for hjælp end nogensinde – uden at kunne forklare det rationelt, uden selv helt at forstå. Jeg vil ikke være ’glat’ og let og bare slippe mine følelser… Jeg vil mærke hver eneste følelse, og aflevere vreden lige nøjagtigt der, hvor jeg har modtaget den. Resten vil jeg give mig tid og ro til at sørge over.

Alle mennesker har en historie og en sorg at fortælle. Jeg stemmer for 2 menneskerettigheder:

  • retten til at lægge sig ned og sørge, når der er behov for det.
  • retten til, at dine nærmeste, når alle tårer er tømt ud, stadig TROR på, at du nok skal rejse dig op igen.

Skriv om det, siger lægen til mig, skriv en blog, så andre kan lære fra dine erfaringer. Du kan formulere alt det svære, så du har en pligt til at skrive, siger den gamle psykolog fra sit furede indianer ansigt. Får man sådan en gave, så følger også en pligt til at bruge den, siger hun og træder helt ud af rollen som den neutrale terapeut.

Det gode ved at rykke et træ op med hele roden er, at det kan plantes igen i mere stabil jord og vokse sig endnu større og stærkere.

– Egebjerg

IMG_7841

 

 

En kommentar til “”Op igen!” – Om sorg”

  1. Som altid, efter at ha læst et af dine indlæg, så er jeg målløs og fyldt op af en næsten religiøs ærværdighed. Jeg føler enorm respekt og medfølelse for dig, du smukke, stærke, empatiske og intelligente kvinde. Det er en ynnest at følge din rejse!

Skriv en kommentar