Danmark, vinter 2015, efterfølelser

Danmark, vinter 2015, efterfølelser

For mig er Danmark et sæt værdier, opbygget i en lille, bitte befolkningsgruppes generationers af historiske erfaringer indlejret overalt i dansk kultur og samfund. Værdier som frihed, lighed, åbenhed, en tung og tavs lytning og eftertænksomhed, en ansvarsfuld ’ordentlighed’ og stor indbyrdes hjælpsomhed som bliver et selvforstærkende fundament for den (smukt naive) tillid, som altid har kendetegnet danske strukturer i erhvervsliv og institutioner i kontrast til de fleste andre steder i verden.

For mig er Danmark og de skandinaviske lande måske den eneste lille plet på jordkloden, hvor kvinder reelt er frie nok til potentielt selv at kunne skabe sig lige rettigheder…en dag. En lighed mellem kønnene, som jeg ellers kun har set i subkulturer i andre lande hos mere progressive befolkningssegmenter.

Men den hårdt opnåede lighed er stadig kun få årtier ung, skrøbelig og kan let mistes igen. Mine bedstemødre havde hverken kørekort, job eller udtalte holdninger. Deres arbejde var ved kødgryderne, vaskebaljen, sytøjet. Jeg kan stadig huske den hviskende inderlighed, hvormed de trykkede mig en hårdt opsparet 5-krone i hånden og ønskede mig større frihed i livet, end de selv havde haft. Ingen kvinder i hele verdenshistorien har haft bedre vilkår for at opnå lige rettigheder end jeg, men jeg synes stadig det er en uhyre vanskelig, daglig kamp, selv med alle mine uddannelser og privilegier.

Det er så vigtig en pligt at beskytte disse langsomt tilkæmpede værdier for bl.a. kvinders rettigheder, så de kan fremstå som et tydeligt eksempel til inspiration for 50% af jordens øvrige befolkning, som har haft en helt anden historie som ballast. 3,5 milliarder kvinder lever i forskellige gradueringer på mandens præmis.

Danmark kan ses som et lille, bitte laboratorium for et intellektuelt socialt eksperiment, midt i en verden som er styret af mere brutale kræfter.

Kun på grund af landets lille størrelse, tilfældige geografiske placering og historie har dette eksperiment kunnet udvikle sig fra en subkultur til et land med love, regler og strukturer, som understøtter frihed for den enkelte, uden at miste sammenholdet.

Danmark er en lille subkultur i Europa, som har udviklet sin egen originale sociale organisme fra Grundtvig over Andelsbevægelser, vindmøller og kvindekamp og som en lille stat mellem de store stater haft mulighed for at udvikle sin egen lovgivning og kultur omkring disse erfaringer.

Danskhed er et ’historisk DNA’, som tager tid at optage i en ny organisme.

Et land som USA har haft det multikulturelle historie-DNA fra landets begyndelse, men hvis man spørger den oprindelige indianer befolkning, så er der vist gået mange smukke kulturværdier tabt med deres ’integration’ af en folkevandring fra et fattigt, overbefolket Europa og resten af verden. Indianernes ’gode eksempel’ var miljø og respekt for naturen, og de værdier og den kultur har været fortrængt fra nordamerika (og verden) i århundreder.

Hvis jeg ønskede at bo i et multikulturelt samfund med tilhørende værdier, så ville jeg søge mod London, New York eller Los Angeles, som jeg også elsker at besøge. Men jeg elsker endnu højere at komme hjem igen til den danske provins, til lidt tunge, tavse, introverte, afslappede, eftertænksomme, omhyggelige, ærlige, ansvarsfulde danskere – selv i verdens fladeste natur og kedeligste klima.

Jeg oplever danske værdier under et pres, fordi eksperimentet optimistisk har undervurderet en tidsfaktor for, hvor hurtigt og i hvor store mængder man kan blande to væsker uden at ændre kemien i den første. Hvor hurtigt og i hvor store mængder man kan integrere fra omgivelserne masse, uden at mase og forandre den lille subkultur. Vi kan ikke hjælpe 7 mia. mennesker, og de kan ikke alle bo i København, for så drukner vi i vores egen tillids-medicin, og så eksisterer det gode eksempel ikke længere for resten af verden.

Jeg tænker, at man ikke udelukkende skal fortolke danskernes følelser i denne angrebs tid kun som udløst af de enkelte sager eller specifikt omkring ytringsfrihed, men mere som udløst af lang tids fornemmelse for, at en udvikling længe er gået for stærkt til, at hjertet kan følge med. Jeg tror megen debat skyder ved siden af, fordi følelserne bliver italesat som ’for eller imod ytringsfrihed/islamisme/radikalisering/ulighed/osv.’ Og dansk introvert personlighed får straks skylden og skal tvangsmæssigt lære at danse samba. Mennesker er som de er, og ingen kulturer ændrer sig hurtigt, uden at man senere risikerer tilbageslag. Det kan skabe så store spændinger, at det pludseligt bliver for sent at forstå og rumme hinanden, fordi man ikke har en fælles hukommelse for, hvordan tingene var engang. Uanset hvor gode viljer fra alle sider. For alle mennesker vil det bedste, og alle forsøger at gøre deres bedste, helt automatisk. Det rækker bare ikke altid.

Nye generationer i Danmark vil vokse op med en anden fornemmelse for ’normalitet’, end jeg er vokset op med, og med en anden forståelse af ordet ’tryghed’ eller ’frihed’. Så jeg bekymrer mig for Danmarks (og Skandinaviens) fremtid under denne tids vendepunkt. Og det vil jeg have lov til at ytre. (Også selvom alle ellers siger, at man kun må tænke og tale positivt nu).

10710973_10152517015948983_8725919906117984201_n

 

Skriv en kommentar