Mind your Selffullness

Mind your Selffullness

Lidt om løgn, livsløgn og selviscenesættelse…

Tilbage i juni måned 2014 skrev jeg teksten til denne kronik, som først nu er blevet udgivet i Politiken den 31. December, fordi redaktøren bad om at vente for at kunne trykke den i højsæsonen for utroskab og skilsmisser mellem jul og nytår:

Min kronik om “Flirt, fortielse og Teflon” (- de har ændret min overskrift) i Politiken 31. December 2014­­­­:  http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2497787/teflon-generationen-og-det-hellige-nu/

Her betragter jeg nogle af de mekanismer, som går forud for et brud – forud for alle undskyldninger og (bort)forklaringer. For hvornår begynder utroskab, og hvad er det? – er det noget fysisk? Begynder utroskab med en tanke, et ord eller ligger definitionen først i fuldbyrdet sex?

Den bedste definition, jeg har hørt på utroskab, blev uden mindste tvivl eller tøven formuleret af en ung mand, som havde set nok af livet til ikke at ønske at gøre sin kæreste usikker på hans loyalitet:

”Jeg er utro, hvis en anden kvinde bliver i tvivl, om jeg er ledig”.

Hans definition ramte præcis den mekanisme, som undrer mig mest ved utroskaben: løgnen – i alle dens gradbøjninger af fortielse, fordrejelse, flirt og manipulation med andre menneskers følelser og liv.

Løgnen er et ønske om at tage noget til sig selv i bedraget af et andet menneske. Som jeg skriver i kronikken, ser jeg løgn som at stjæle et andet menneskes evne til at orientere sig i virkeligheden – deres mentale retningssans. Jeg foragter løgnen i alle dens variationer af svig, svigt, snyd, dobbeltspil – Dét at sige én ting, men gøre noget andet. Selve uærligheden – at vildlede, føre andre bag lyset. Der er mange gradbøjninger afhængigt af situationen og relationen, men jeg får det f.eks. helt dårligt over den manipulerende flirt, det beregnende spil. Det er så uærligt at sælge sig selv til en forventning, som ikke holder. Hvor prisen er et andet menneskes følelser, for at man selv kan rane sig et overskud?

Det er det dobbelte…facaden, masken! At man med ord eller handlinger sender et falsk signal, som skaber en falsk forventning. Svigtet, når man alligevel ikke har tænkt sig at følge op på den forventning. Få ting kan gøre mig så vred som løgn…det er nok noget af det værste, jeg ved! Jeg kan næsten bedre forstå, hvis folk i affekt kan øve vold eller stjæle af desperat nød… Men løgnen udføres i rolig selvkontrol – Man kan kun lyve troværdigt, hvis man har et vist overskud. Løgnen er beregnende.

41353_419665363982_5249031_n

Jeg kendte en mand, som kan lyve uden at blinke. Det kan jo være praktisk, hvis man f.eks. er sælger i en hurtig og overfladisk branche, men jeg opdagede snart, at det var en hel familiekultur, hvor venner og søskende havde kendskab til, hvordan han bedragede den ene eller anden, og de tav med ham mod hans hustru eller nye kærester. For at beskytte sig selv, som de forklarede, for at bevare venskaberne til hans x, eller fordi de også selv levede med dobbelte masker overfor deres egne nære. Børnene lyttede hemmeligt med på telefonsamtaler og på en snak over hækken med små læreivrige ører.

Jeg forstår ikke en social kultur, hvor venner, søskende, kollegaer, x-koner, elskerinder og x-elskerinder har venskaber på kryds og tværs, samtidig med at de skjuler hemmeligheder om utroskab for hinandens partnere. Al den falskhed og fortielse, som bliver mere og mere indviklet, efterhånden som venner bliver til elskere og omvendt… Hvordan kan man spille uskyldig overfor sin bedste vens hustru, når man ved, at vennen igen ligger og knalder en ny elskerinde under dække af venskabet? Og hvordan kan man sidde til et middagsselskab og lade som om, nogen er en ”veninde” over for børn og familiemedlemmer, når flere i selskabet ved, at det var netop den elskerinde, som ødelagde ægteskabet i et parallelt kæresteforhold?

Han grinede og kaldte det ”gode løgne”, fordi de ”beskytter” de implicerede, men nok især fordi de beskytter ham selv, indrømmer han. Løgnene giver ham en følelse af selv at kontrollere situationen. At være på forkant af viden, fordi viden er magt. Magt over følelser. Men selvom han var jægeren, så havde han selv et jaget udtryk mejslet ind i ansigtets furer.

Jeg ville aldrig kunne spille de skuespil overfor mine næreste relationer og sidde i fortrolige samtaler om hinandens liv, mens jeg lod som ingenting overfor et smertefuldt bedrag. Løgnen og disrespekten i fortielsen og i prioriteringen. Jeg ville bryde sammen på mindre end 10 sekunder, hvis jeg bare skulle sidde og snakke om vejr og vind for at undgå at tale om noget, der kunne afsløre min viden om dobbeltspillet.

30919_393185128982_3984611_n

De fleste mennesker har brug for en stabil og tryg base. Et sted, hvor man altid kan vende hjem, finde ro og lade batterierne op. Et hjem, hvor man ved, at man kan stole på det menneske, som man deler rammer med. Derfor værner de fleste om loyaliteten i og omkring et parforhold.

Men en generation, som er vokset op med at livet er let, og de kan få alt, hvad de peger på, har skabt rum for en ny type eksperter. Således også i parforhold hvor f.eks. amerikanske Esther Perel er en samlivets ”Lomborg-type”, som taler til den lethed, vores generation ønsker at høre – at vi kan fortsætte ubekymret med at gøre, som det passer os. Eksperter, som mener det modsatte af flertallet hives frem i mediernes samlivs sektioner og gør sig interessante ved at sige det modsatte af, hvad generationer har fortalt hinanden i årtusinder og i alle kulturer via strukturer for at forebygge indre kaos i et samfund. At for første gang siden den græske filosofi, er det nu ’midlet som helliger målet’, og at vi derfor skal tilfredsstille os selv, førend vi bekymrer os om, hvor den vej mon fører hen…

Tidens laid-back pragmatisme overfor utroskab og efterspil, ligner for mig en etisk dovenskab, som man også kan se andre steder i det urbane fællesskab. ”Teflon” er det nye mantra i sætningen ”Jeg er ikke mine følelser!”, som sætter dig fri af al besvær med at tænke videre over ansvar eller komplekse sammenhænge. Dameblade og klummer italesætter en ny normalitet af lethed som kontrast til de, som stadig kæmper for sammenhæng, men pludseligt kan beskyldes for ikke at være åbne nok: ”Nej, det er os, som er de hippe…Vi roser gerne os selv for at være ’rummelige’, dernæst ligeglade og til sidst for at sejle rundt i hvert sit forvirrede singleliv med børnene på slæb i en redningsjolle…det er superfedt og selvudviklende med hver sit halve hjem, en halv bil, en halv jul, en halv ferie, en halv omgangskreds, et halvt nabolag med halve legekammerater, halve fritidsinteresser, halve værdier, halve hjerter, halve livsfortællinger…” (og dobbelt forvirring!)

Her taler vi om by-smarte venskaber, om selvudråbte rollemodeller, som samtidigt iscenesætter sig selv med spirituelle fritidsinteresser, som omfatter aftenskole i ”Empati” og ”Mindfullness”. Med yoga on the side som garanti for deres menneskelige ”Autencitet”, som er et andet modebegreb, sammen med andre hurra-filosofier om at være ”Den bedste version af mig selv”. Og jo højere man taler om det, des bedre mennesker kan man udgive sig for at være?

Der er helt sikkert nogen, som engang har haft velmente tanke om alt dette, men i den kreative klasse kopierer alle uoriginalt tidens livsstil og bruger den til at lappe alle sprækker. ­­For den moderne Københavner har længe haft østens filosofier som nødvendig accessoire i sin identitets garderobe. Helt bogstaveligt som pynte genstand overalt i boligen – små og store buddhafigurer, røgelse og altre, som udstråler dyb personlighed, eftertænksomhed og integritet…og ærlighed, selvfølgelig. Der er intet mere troværdigt end en buddhist, vel? Hvis man mediterer, må man jo helt automatisk komme i dyb og i harmoni med sin indre og ydre verden?

Jeg forbinder det lette og overfladiske, som skal løse parforholdskrisen, med en tendens i tiden, som egentligt giver sig ud for at handle om det modsatte. Mindfullness bliver det bekvemme tæppe, hvorunder man f.eks. kan feje konsekvenserne af sine dobbeltspil. For i går eksisterer jo ikke længere, og i morgen findes ikke endnu… Men lige NU har du lyst til at gøre, hvad det passer dig, uden forklaringer og derfor helt uden ansvar eller skyld? Så det må jo indeholde en større visdom, som fortaber sig i mystikkens okkulte tåger? Han mener, at man passer på sig selv og dermed andre, hvis man hele tiden sørger for at opfylde sine egne behov. Han vil ikke underlægges andre menneskers idé om, hvad der er rigtigt eller forkert, erklærer han – og nævner skattevæsenet et sted i samme sætning…

10444538_10152254450353983_2825928029377409123_n

Seriøst? – Ville du selv kunne leve i et samfund, hvor alle handler efter egne behov først (hvis du bare lige kommer i tanker om de første 10 personer, som har væsentligt anderledes værdier og prioriteringer end dig selv)…eller er det kun DIG, som skal have særlige rettigheder? Der hvor jeg må stå af overfor den kollektive begejstring er, når man hører og læser folk i massepsykose tale om, at enhver må, skal og bør ”tage ansvar for egen lykke”, og fortolkningen bliver til: ”gøre lige hvad det passer mig i ”ansvar for” (eller jagten på) egen lykke”.

Jeg kan tilslutte mig den fortolkning af ”tage ansvar for egen lykke”, som handler om først at gøre alt det socialt ansvarlige, og bagefter sørge for at finde ro og balance i sig selv med de givne omstændigheder. At resignere, at finde det bedste i situationen, at bidrage konstruktivt til at løse konflikter og udfordringer, at bibeholde sin fokus og loyalitet og arbejde for den lange, fælles bane. Det er at tage ansvar for egen (og andres) lykke!

Uanset hvor mange mennesker, som er blevet inspireret til gode gerninger af den lære, så bliver inspirationen i den vestlige storby, som jeg oplever det, at i forvejen selvoptagede mennesker flasher deres nye ”mindfullness” som undskyldning for at leve deres egne behov ud på bekostning af andre, som de mener blot selv bør finde ind til deres egen egoisme og sikre deres egen lykke. Spiritualitet er jo skønt på mange måder, men jeg er ved at udvikle allergi overfor hipster-versionen, som for mig ligner ”åndelige selfie’s” – Selffullness.

Og det er måske løgnens inderste kerne: selv-iscenesættelsen. Vi lever i en tid, hvor livstil er en industri, og selv-iscenesættelse handler om social overlevelse. Lige for tiden skal man bekende sig til de nye urbane religioner og tilhørende livstil fra yoga til silent retreat, som har afløst almindelig eftertænksomhed, en rolig tur i naturen, arbejde i hus og have, familie og nærvær, som det er dyrket i den danske provins i århundreder. De østlige filosofier iscenesættes og italesættes højlydt (i modsætning til den kristne tro, en stille tanke i et smukt kirkerum, som skal ties, for det er ikke moderne). Det handler om dig selv. Du er Gud og ”Konge” i dit eget liv. Selffullness er i sine vestlige fortolkninger den perfekte religiøsitet for de selvoptagede – Syndsforladelse for egen hånd?

Og nej, jeg har aldrig selv været nogen kæreste utro. Så er jeg hellere gået fra forholdet efter en periode med forklaringer, konfrontationer og løsningsforsøg. Jeg har heller aldrig været sammen med en mand, som ikke først har erklæret, at han var fri. Jeg ville simpelthen føle mig som så tarvelig en kammerat, hvis jeg gjorde noget, som jeg selv ville blive ked af. Jeg ville ikke kunne holde ud at leve med mig selv, hvis jeg havde gjort andre fortræd, og da slet ikke med vilje. Det ville være det modsatte af den kærlighed, loyalitet og venskab, som jeg søger i alle mine nære, langvarige relationer. Jeg vil gå gennem livet og kunne se mig selv og andre i øjnene og aldrig gå på kompromis med den følelse af fred i mit sind.

Jeg bruger ikke teflon overflade på mit indre liv. Jeg vil mærke mine følelser – hver eneste én, også selvom de kan gøre ondt. Jeg spørger hver eneste af mine følelser om deres årsag og handler på den indsigt. Det er derfor, jeg har brug for andre menneskers ærlighed, for at kunne føle og handle på så reelle oplysninger som muligt. Jeg vil ikke “slippe” noget. Jeg vender hvert eneste blad, til alt er ryddet op, og der er igen er etableret ro i mit indre. Selvom det kan tage lang tid og mange kræfter, så er der ingen lette genveje i mit liv. Jeg vil ikke miste mig selv i en hurtig popkultur.

– Egebjerg

292113_10150664587833983_1522008988_n

5 kommentarer til “Mind your Selffullness”

  1. Tak for dine synspunkter i din fremragende kronik. Det er et fint udgangspunkt for en debat om hvad der sker i dele af vores samfund og efter min mening et pejlemærke på, hvor vi er på vej hen kulturelt.
    Jeg har gjort mig lidt tanker i den forbindelse.
    Jeg kan fuldt ud følge din udlægning af en fremherskende kultur hvor selvdyrkelsen har fået overtaget. Det er, som du beskriver en “popkultur”, hvor der hele tiden syntes at være et behov for – konstant – at skabe sig selv og være med helt fremme. Det skal fremstå så autentisk som muligt – uden at det nogensinde kommer dertil – for man er allerede videre.
    Det er svært ikke at blive draget ind i denne slipstrøm – da den findes overalt.
    Livsstilsmagasiner, aviser, blogs mv. er fyldte med ideer til hvilken retning livet pt. skal leves. Utroskab fremstår som et helt uskyldigt og nødvendigt krydderi i tilværelsen – og en ret man har. Det er et accessorie på lige fod med de nyeste tasker og smykker. Opskriften leveres side om side med hvilken menu, der nu skal serveres for at man er en omvandrende succes i vennekredsen og i fitness-centret.
    Den samfundsmæssige dyrkelse af individualiteten og kravende på arbejdsmarkedet forstærker, efter min mening, kun tendensen. En tendens hvor man hele tiden skal sælge sig selv og gøre sig interessant i et “Se mig, se mig”. Alle prøver at være med helt fremme – og forsøger hele tiden at differentiere sig og gøre sig unik. Det unikke skal samtidigt helst pakkes ind – så det virker så autentisk som muligt ved middagsselskabet, datingsiden eller på Facebook. Når andre så følger eksemplet er man nød til at bevæge sig videre da man nu har ramt hovedstrømmen – og har mistet sin unikke nyhedsværdi.
    Denne konstante bevægelse er en del af det som jeg vil kalde fjernhed. Alt foregår i et heftigt tempo og gerne via medier da det i høj grad er en visuel medie kultur. Vi skal være med over det hele og gerne opnå gevinst på en hurtig og nem måde. Udadtil skal vi fremstå som om vi har styr på det hele. Det er vigtigt, at blive set og dyrke det rigtige – “selfies”, “likes”, delebørn i Afrika, være på den nyeste kur og i færd med at træne op til nok en Iron-Man.
    Støder vi ind i problemer er der masser af forslag, i en stadigt voksende industri, som fortæller, hvad vi skal stille op.
    Men rundt om hjørnet tror jeg i høj grad at angsten lurer. Angsten for at blive svigtet og ikke være en succes. Man er først og fremmest bange for at blive koblet af – på jobbet, af netværket, da social amputation er det allerværste – for hvad er man så? Bange for at knytte sig til nogen, føle nærhed og kærlighed – for man kan jo blive forladt?
    Derfor er det også svært at kigge indad – og mærke efter. Ingen grund til at satse!
    Der opstår efter mine begreber en “pseudo-nærhed”, hvor vi forgøgler os selv til at tro, at vi er knyttet op med nogen – også følelsesmæssigt.
    Tendensen er at man stiller op for hinanden på Facebook og sender et “like” (også til nogen vi ikke har mødt) istedet og skriver nogle medfølende ytringer fra sin phone. Hvilket i sig selv vel kan være fint nok? Så er man jo i det mindste noget for nogen – en del af et fællesskab. Det er dog en meget beskeden investering, men den er heldigvis let klaret.
    Det er netop der hvor jeg tror, at denne del af kulturen halter. Vi gider egentlig ikke rigtigt andre, med mindre de passer helt ind i vores ramme. Der er derfor alt for meget arbejde i at få et parforhold til at fungere mere end bare udadtil – tid som i længden kunne bruges til at træne til den der Iron-Man, så vi kan realisere os selv. Det er jo også mere enkelt og til at forholde sig til.
    Det der overses, i al fald i mit univers – er at man netop ikke bliver et unikt, elsket menneske der kommer i kontakt med sig selv og andre – når man hele tiden lader sig diktere af omverden og samtidigt er beklædt med “teflon”.
    Spørgsmålet er om der er håb derude? Jeg tror heldigvis, at der findes nogen derude som har lært sig eller som kender værdien af nærhed – og som hviler nok i sig selv til også at tænke på andre end kun sig selv. Det vigtige er måske egentligt, at sætte eksemplet for andre – fortælle at der er en gevinst ved at vælge noget til (læs: nærhed), så de flaksende sjæle kan se, at der er et alternativ. Spørgsmålet er så om man kan slippe “popkulturen” i sidste ende og turde være noget for andre – og sig selv.

    • Så fint beskrevet, tak for det!
      Jeg er fuldstændig enig (som jeg fortolker dine ord) og fik også et nyt ord forærende: “fjernhed” … haha, jeg ser det ligge så præcist derude et sted bag horisontens tågebanker, men det smutter hele tiden væk i lysets spejlinger!

  2. Pingback: Egebjerg
  3. Tak for disse tanker! Jeg er 31 og har længe været chokeret og frastødt af den selviske og selvfølgelige kynisme, det ubekymrede hykleri og den sært nærmest på forhånd desillusionerede indstilling til livet, kærligheden, relationer, værdier, etik og bare noget så fundamentalt som sandhed og virkelighed, som jeg synes jeg oplever hos mange i generationen, der lige er 10-15 år ældre end mig. Jeg har set mine universitetsundervisere, mellemledere og would-be-mentorer bullshitte sig gennem livet, kærligheden, karrieren og samfundsdebatten og forklare det med at det der tæller jo er selvudvikling og at man bare bliver skuffet hvis man bilder sig ind at andet er muligt. Men det er min generation (og den der er ti år yngre), der bliver omtalt som selvoptagede på
    arbejdsmarkedet og bekymrende narcissistiske i medierne.
    Der er eddersparkme også mange narcissister blandt de såkaldte ‘millenials’, men jeg har også mødt langt flere folk, der går op i og handler på andre værdier end deres egen røv og stadig har en eller anden tro på verden og deres medmennesker, end jeg nogensinde er stødt på i generation X.
    Det gør mig trist og deprimeret og lidt vred at se.

    Jeg har virkelig spurgt mig selv hvorfor så mange af dem, der blev opdraget af de idealistiske 68’ere er blevet så nihilistiske selv.
    Massive omsorgssvigt fra alkohol- og hashomtågede forældre, der havde mere travlt med at ændre verden og udvide deres bevidsthed og dyrke fri kærlighed end at tage sig godt af deres børn?
    En barndom i fuld bevidsthed om kold krig og atomtrussel?
    Eller er det bare hvad livet nødvendigvis gør ved en i de 15 år der ligger foran mig?
    Jeg ved det ikke men jeg håber det virkelig ikke.

    • Godt beskrevet, og tak for dine tanker 🙂 Jeg er ikke helt sikker på mit eget svar…men tror at mange faktorer spiller ind! Der er et begreb fra fysikkens verden “interferens”, når bølger forstærker hinanden og pludseligt vokser til dobbelt højde…tænker, at der altid er strømninger i samfundet, som slår forskelligt igennem hos generationerne…historiens krapsøer 😉 Det er bare ærgerligt, at den kollektive hukommelse sjældent rækker mere end to generationer tilbage, så vi skal blive ved med at gentage vores fejl. Håber, at din generation er bedre oplyste og kan bevare jeres sociale overblik! Kh E.

Skriv en kommentar