Du følger en hovedløs SVÆRM

Du følger en hovedløs SVÆRM

Efter flok-mennesket kommer sværm-mennesket som det næste trin i evolutionen? – Det førerløse samfund med Big-data guldfeber, førerløse biler, IKEA optimerede by-kuber og væg-til-væg virale nyheder… Men hvem styrer en sværm?

En førerløs google bil kørte fornylig direkte ind i en bus. Ingen kom til skade i bilen, som var tom… Men hvilken del af vores hjerner tænker, at menneskelivet udvikler sig i den rigtige retning med førerløse biler, og at alle innovative ressourcer derfor må sættes ind på at løfte netop den type opgaver?

Jeg er nysgerrig på menneskets udvikling! Hvor er vi på vej hen? – Er vores art ved at gennemgå den største forvandling, siden vi rejste os på to ben? Er vi i løbet af få generationer ved at overgå fra at være en dyreart af individer og flokke, til et samfund af sværme, som udfører alt synkront og kollektivt? Smelter vi til sidst sammen til en integreret organisme ligesom cellerne i et organ?

Forskere har kunnet registreret flokadfærd blandt mennesker, der minder om stimeadfærd, når fodgængere ubevidst følger efter en minoritet på kun 5%, som kan få de øvrige 95% til at skifte retning uden at tænke over hvorfor. Ligger koden ”følg-efter-din-nabo” allerede dybt gemt i alle naturlige gener, og træder tydeligt frem, når flokken vokser?

En sværm styres i sekunder af det individ, som helt tilfældigt befinder sig i den yderposition, som er ”foran” i et givent tidsrum. Sekundet efter er han bagtrop. Individerne i en sværm reagerer hele tiden på naboens skift af retning. Nogle sværme skifter retning konstant, brydes og mødes…bruger en masse energi på ingenting. En sværm er en organisme uden hoved – et hovedløst væsen. De eksisterer i en periode og kan være nyttige i fødekæden og som forandringsagenter i en økologi, der har brug for nulstilling.

En sværm er stærk, fordi dens strukturer overlever uden det enkelte individ. Men den er også svag, fordi det enkelte individ ikke overlever uden sværmens struktur. Sværm-samfundet skal være bæredygtigt gennemtænkt, for at du og jeg kan overleve på den lange bane.

Kommer google-bilen en dag til at vælge min rute for mig, fordi den tror, at den ved bedre end mit eget instinkt for en ukendt oplevelse? Mit blik spørger mod den kølige spejlrefleks fra noget mekanisk isenkram, der flyder af sted blandt stjernernes lys, før jeg lukker øjnene og selv lader mig drive med strømmen… Jeg håber bare, at ”nogen” husker at bevare det fredelige samarbejde om sværmens store infrastruktur – vedligeholdelse af satellitter, energiforsyning og dybhavs kabler!

sort-sol-over-marsken

Ingen har styr på noget…

Jo længere tid, man erfarer livet, des tydeligere tegner sig et billede af, at ingen som helst i hele verden har styr på noget som helst. Der findes intet samlet, ædrueligt overblik over konsekvenserne af den måde, som vi mennesker strukturer vores samfund på. Sværmens arkitektur er en dynamisk tilfældighedsgenerator af skæve ideer, personlig politik og fælles ressourcer, som de blev bragt sammen i historiens store røremaskine.

Det er stadig bare dine gamle skolekammerater, som man har sat til at styre alle institutioner – hospitaler, regeringer, universiteter, domstole – og de er stadig lige så begrænsede i dag, som de var dengang i frikvarteret med medbragt madpakke og meninger hjemmefra. De tænker stadig ikke særlig langt, men forsøger at give de svar, som læreren gerne vil høre, eller som vækker jubel hos kammeraterne. Rollefordelingen er den samme som dengang. Det er stadig klassens mobbere, som kontrollerer kommunikationen og sidder på medierne med deres hurtige bemærkninger og angst for at træde ud af cirklen. De blinker med nyhedslyset, så sværmen danser først til den ene side og så til den anden… Big data på sociale medier er ved at blive verdens største business. Alle dine klik registreres, og du præsenteres kun for den nyhedsstrøm, som bekræfter sig selv. Individet bliver mere bange for at tænke selv, efterhånden som flokken vokser i størrelse og homogenitet.

Vi følger det samme skema for et liv i byernes reoler af boliger stablet ovenpå hinanden og flyder med identisk fyldte indkøbskurve på rækker ud af supermarkedskæder. Vi løber i kolonne efter hinanden ad de samme stisystemer, inden vi drikker den samme kaffe på skift fra den samme caféstol. Vi sorterer hinanden i praktiske grupper efter holdning til mikro-værdier: De blå eller røde designer kopier, det ene eller andet livsstils symbol, som vi har googlet, facebooket og set på de samme TV-kanaler. Vi gør det samme som alle de andre, fordi det er nemt, billigt, effektivt og trygt.

I den kollektive rådvildhed kan modedesignere skifte farven på de samme forbrugsvarer, mens du følger trafiklysets røde, gule, grønne mand, som går og går, uden rigtigt at komme nogen steder. Som passiv plankton mellem hvalens barder bliver vi suget i stimer op ad indkøbscentrets rulletrapper, vandrer som klippede får på rækker gennem lufthavens sikkerhedstjek og spyttes som bevidstløse burhøns ud af metroens tunneller i endeløs transport. Industrialiseringens pølsefabrik printer hele byer ud, intakte med præfabrikerede samtale-køkkener, vugge-til-grav-institutioner og vejnet rullet ud fra kyst til kyst.

 images

By-kuben

Dyr finder sammen i større og større flokke, når pladsen i habitatet bliver for trang. Når en art har haft for stor succes med at overleve, og reproduktionen er vækstet ud af format, så lærer de at samarbejde om ressourcerne i større grupper i stedet for at konkurrere som enkelt individer.

Det kribler og krabler. Nogen bygger myretuer, bistader, omformer hele landskaber i små summende sværm-samfund af insekter, fugle, fisk, flagermus, gnavere, bakterier, gopler og mikroorganismer. Sværmens individer er beskyttet af det store antal i mængden: Jeg kan håbe, at det går galt for min nabo, for så går jeg måske selv fri?

Storbyen er menneskesværmens første skitse til en sværm arkitektur. By-kubens anonyme, effektiviserede strømme af transport – mad ind, affald ud. Provinsen reduceres til fjern fødevarefabrik, og byen bliver en ny planet med sin egen biologi, hvor forår springer ud i skærende glas og stål, mens efteråret forvitrer i fugtig og skyggefuld graffiti. Jo højere vi bygger, des længere kommer menneskekroppen væk fra jorden. Snart er så mange generationer opvokset kun i en menneskeskabt æstetik, at de fleste vil være enige om, at en solnedgang er for langsom, skoven kedelig og søen kun en fjern forsyningsteknik.

Er vi en abeart, som efterhånden har gennemlevet det antal mutationer og efterfølgende blandinger, der har været plads til på planeten, og nu hastigt er ved at blende til en homo homogenus, hvor alle bliver ens, og kun de overlever, som kan tilpasse sig en sværmstruktur? By-kuberne ligner mere og mere hinanden, når man rejser fra det ene land til det næste. Alt er tilgængeligt overalt, når befolkninger efterligner de goder, som de oplever andre steder. Den oprindelige mangfoldighed bliver glemt mellem generationer, som pludseligt har fået mulighed for at kigge længere ud i verdens kroge.

Eller vil vi en dag som mange dyr dele os i to arter – en by-art og en land-art med hver sit sæt indlejrede egenskaber og instinkter? Hvad sker der, hvis en sværm bliver uenig med sine egne fornemmelser og deler sig i to forskellige tendenser? Er det dét, som vi oplever internationalt politisk, når man taler om et oprør fra en reaktionær højrefløj mod en virkelighedsfjern venstrefløj eller omvendt? Ser vi bare en periode med to markante swarm intelligences, som bevæger sig efter hver sin retningssans? Hvad er klogest, nyt blink eller gammelt instinkt?

Sværm-samfund er afkald på den individuelle frihed. Alle er afhængige af hinanden. By-kuber fungerer kun som fællesskaber omkring en social adfærd, så længe der er styr på den fælles infrastruktur af forsyninger udefra. Nogle by-kuber bygges klogere end andre, når social sammenhængskraft eliminerer den eksistentielle angst i hierarkiet.

Bisværmens arkitektur blev skabt sammen med bikubens teknologi, men sikkert ikke i første forsøg, ligesom bierne ikke eksisterer uden blomsterpollen og omvendt. Hvornår er menneskesværmen i balance med sine omgivelser? Hvilken visdom besidder vi kollektivt den dag, hvor alle 7 milliarder mennesker sværmer i flok? Er vi så social og empatisk en dyreart, som vi forestiller os, eller ligger der en fortrængt karakter, som da bliver synlig?

Nogle sværme finder aldrig en struktur. Insekter drukner i bunker langs stranden eller spiser rødderne på de planter, der skulle have været næste generations fødegrundlag. Er mennesket blot den næste tumpede dyreart, som efter en brøkdel af livets tid på kloden allerede er ved at smadre vores egen lille ø i Himmelhavet, trods den klare bevidsthed om, at ingen kan svømme distancen til en ny ø.

177107-shoal-of-sardines-moalboal

Kollektiv intelligens

Er en sværms kollektive valg altid klogere end det enkelte individ – eller hører vi blot ikke så meget til de ”dumme” sværme, før de bare har udslettet sig selv, fordi sværmens arkitektur ikke var i balance med dens omgivelser? Hvad driver os i en bestemt retning? Hvem har overblik over tid og rum i forandring?

Teorien om, at gennemsnittet af mange individers gæt bliver mere præcist, jo flere der gætter, holder jo kun stik, indtil mængden ledes på vildspor af et drillende blink. Ikke fra et livgivende, naturligt dagslys, men en kunstig ilds fortærende flamme. I menneskets sværm er vores budbringere, journalisterne gode til at beskrive deres verdensbillede gennem forførende sprog, følelser og retorik, men mangler til gengæld sansen for matematik – for kompleks logik, størrelsesforhold og perspektiver. Er det kollektiv intelligens eller et helt andet fænomen, når flokken sværmer efter en subsonisk lyrespiller i den mørke skov?

Industrisamfundets automatisering er flyttet helt ind i vores hoveder, og masseproducerer og massedistribuerer nu også information og samtale. Informationer er et neutralt ord. Synspunkter er måske mere dækkende for den sværm af meninger, som ligger mellem linjerne. Bobler, er også et godt ord, som forskere bruger til at beskrive store nye meningsfællesskaber, der vokser eksponentielt ud af sociale medier og vores hurtige selektion af hinanden. Den sociale økonomi fænger som en religiøs vækkelse, hvor følelser distribueres hurtigere end facts.

En nyreligiøs kult under betegnelsen ”Meningsdannerne” afvikler ritualer i elitære kirkesamfund til Folkemøde på Bornholm, backstage på Roskilde, Skanderborg eller Tisvilde omkring nye kulturelle templer og menigheder. I deres nyreligiøse dogme defineres nye ”gode” og ”onde” menneskegrupper med tilhørende ”rigtige” og ”forkerte” tankesæt. De voksenmobber efter samme model som i teenageårene. ”Fortiden har ringet”, skingrer de, hvis nogen drister sig til et andet synspunkt, og derefter patroniserende: ”Stop dig selv!” hvis nogen stadig vover at tale dem imod. ”Jeg kan ikke høre, hvad du siger…hej-hej!” taler de andre ned, ligesom dengang i skolegården. Der opfindes hele tiden nye kodeord og vendinger til at signalere magtposition ved menings hoffet, og som giver en ret i sig selv helt uden efterfølgende indhold. Mentale magtmennesker gennemfører deres dagsorden på et andet plan end materielle magtmennesker. Grådighed næres ikke af penge, og resultater måles ikke fysisk, mens de svinger den store fluesmækker.

fish_final

Big-data guldfeber

I dag er de største virksomhedsøkonomier ikke længere skabt omkring materielle men virtuelle værdier. Varm luft blæser gennem Apples og Facebooks ventilationssystemer og rundt i din stue. Verdens 1% rigeste ejer ikke fysiske fabrikker, men er popstjerner og milliardærer i matador-penge, som væver det drømmestof, der bygger slotte af værdi oppe i dit hoved.

Tidens oliefeberen handler om at bore efter en åre, ramme og fastholde mainstream. De klassiske medier med samvittighedsfuld research bliver snart fortid, og ingen kan vide, hvor informationer kommer fra, eller hvilke interesser, der har twistet perspektivet. Søgemaskine optimering (SEO) er en eftertragtet arbejdsydelse overalt, hvor eksperter ansættes til at skjule noget og fremhæve andet, så man ikke får et retvisende søgeresultat på informationer.

Hvad er deres overblik, og har de reel indflydelse? De er styret af forbrugerne – men det er jo dig, du lille prik i sværmen! Det er de velfriserede stræbere fra din gamle skoleklasse, som i dag udgør eliten i erhvervslivet, og styrer gennem den prioritering af værdier, som det økonomiske system forvalter. Dine prioriteringer.

Big-data er selvforstærkende, og dit segment bliver ikke længere en abstrakt note i skuffen på et reklamebureau, men dit brændemærke, en religiøs opdragelse, en kaste, en kultur, hvor du cirkler i egen slipstrøm. Nu vil de også gerne nudge, hvor din bil skal køre hen, på samme måde som du nu får anbefalinger til at klikke overalt på nettet. De vil gerne ”hjælpe” dig med alle dine øvrige indkøb, valg og prioriteringer. Hvem styrer dit liv?

BIG-data startup’s er vores tids guldgravere i en rasende guldfeber! Små innovations virksomheder koger i det skjulte over nye måder at få del i kagen ved at kontrollere, analysere og håndtere big-data. Vi hører ikke meget til dem, for de har travlt under radaren. Cowboys og lykkeriddere er redet ind i et fjernt og fiktivt bjerglandskab, hvor de sidder i døgndrift på hver deres plads langs bækken og ryster en virtuel si med skinnende øjne…GULD! De bygger nye western byer, uden at vi opdager det et sted langt fra det gamle land.

Guldgraverne udvikler hele den virtuelle infrastruktur, som styrer dit liv – professionelt, offentligt og privat. Men det er jo innovation, og så er det vel automatisk godt? Ligesom dengang man opfandt asbest, nervemedicin, plastik og alt det andet, som løste den tids problemer? De nye bigdata-guldgravere søger finansiering på almindelige markedsvilkår. Tror du på, at de også har en etisk paragraf i kontrakten, som har tænkt dybt over klodens fremtid? Eller at nogen andre kan have et samlet overblik over konsekvenserne af stime-forbrug, by-kuber og virtuelle babelstårne?

Men hvad så med nørderne fra den gamle skoleklasse, som nu forsker på Universiteterne, de må vel sidde med det store overblik – specielt i toppen af new public managements elfenbenstårn? Har universiteterne magten over al viden og fremtid? Og hvem styrer universiteternes videns produktion? Fri forskning er delvist styret af forskernes gruppedynamik af individuelle tanker og følelser, og derved ligeså prisgivet en kulturs medier, som dine egne tanker og følelser. Resten er betalt af dine gamle klassekammerater fra erhvervslivet, og de meningsdannere, der styrer det politiske system – via dig og dine valg. Altså falder det tilbage på dit ansvar som vælger at forstå alle sammenhænge og finde en politisk kandidat med præcis den krystalkugle, som kan gennemskue alle årsager og virkninger, og som kan handle til alles fælles bedste på en guddommelig indsigt – uden at lade dig forføre af new journalistens talblinde dagsorden.

Hvem har styr på BIG-data? Hvem har styr på Google? Hvem har styr på satellitterne – også om 20 år? Hvem har styr på forskerne, politikerne, og hvem har styr på medierne?

Vi gør det samme som alle andre – Følger efter, fordi det er nemt. Vi springer af sted med morgentrafikken som linedancere i stiv og taktfast trampen. Hvorfor synes jeg, at det er den mest naturlige, gode idé, at en ny bil er førerløs? Jeg afgiver ansvar…alt bliver lettere for mig! Jeg vil så gerne tro på, at ”nogen” ved bedre end jeg selv – en alvidende magt, måske med langt hvidt skæg, der sidder et sted på et Universitet, i FN, EU, i en sympatisk virksomhed eller på et seriøst medie – og at alle andre også stoler på denne højere visdom… Så jeg følger bare efter dig!

– Egebjerg

shoel-of-fish

 

Denne artikel er bragt i en redigeret og opdateret version på Point of View International den 29. December 2016:

http://pov.international/du-foelger-en-hovedlos-svaerm/

 

Skriv en kommentar